Kønsdriftens håndtering

Hvor er vore to religioner, islam og kristendom, dog forskellige! Jeg er dog ellers en gammel rotte indenfor faget og burde ikke lade mig overraske. Alligevel blev jeg overrasket over noget, jeg var lige ved at skrive til dette indlæg. Jeg har tænkt mig at gøre opmærksom på to indlæg på en norsk hjemmeside, og så ville jeg skrive: ”som tegn på, hvor forskelligt islam og kristendommen forstår kønsdriften”. Men så greb jeg mig i det og tænkte, at det måske var bedre at skrive ”håndterer” i stedet for ”forstår”. Indtil det til min overraskelse gik op for mig, at jeg med disse to ord uvilkårligt var kommet til på udmærket måde at karakterisere forskellen mellem islam og kristendom. Jo, for en muslim tænkes jo ikke at forstå noget, han tænkes blot at adlyde, det vil sige: at holde sig indenfor lovens rammer. Mens en kristen virkelig tænkes at forstå og at handle ud fra det, han har forstået.

Se det første indlæg fra Human Rights Service her! Der er tale om en ung mand, der har fået et godt øje til en kvinde – muligvis på sin arbejdsplads, det fremgår ikke af spørgsmålet. Så indsender han et spørgsmål til en imam. Og spørgsmålet – og svaret med – er et behjertet forsøg på at løse cirklens kvadratur. Hege Storhaug, der bestyrer hjemmesiden, siger, at man godt må trække på smilebåndet over mandens naivitet. Men jeg vil nu anbefale, at man gør lidt mere end det: prøver at sætte sig ind i hans velmente forsøg på at være en from muslim.

Problemet er, at unge mænd og unge kvinder indenfor islam ikke har lov til at omgås hinanden inden ægteskabet. Derfor er fromme muslimer nødt til at holde sig til arrangerede ægteskaber, altså ægteskaber, hvor familien bestemmer, hvem man skal giftes med. Og når så parterne er blevet gift, håber familien og de to parter det bedste.

Nu er der så her en ung mand, der gerne vil giftes med en bestemt kvinde. Men da han tillige er en meget from muslim, kan han ikke opsøge hende eller komme til at tale med hende i enrum, den slags er strengt forbudt for en from muslim. Og heraf opstår problemet. Han formulerer det sådan: ”Burde jeg først tale med hende for at blive kendt for hende – uden at gå ud over Allahs grænser, eller skal jeg fri til hende med det samme”? Han er jo godt klar over, at dette at fri med det samme er det rigtigste efter ”Allahs regler”, men han kan også godt med sin fornuft indse, at så er chancen for, at hun siger nej, meget større. På den anden side kan han ikke indenfor de grænser, ”Allah sætter”, på nogen måde komme til at komme sammen med hende, så hun kan lære ham at kende. Og hvad så?

Ja, så har vi cirklens kvadratur, det vil sige: så har muslimerne malet sig selv op i en krog; der er ingen løsning på det problem, han stiller op. For den muslimske ”løsning” på kønsdriftens problemer går ud på at forhindre forelskelse i at opstå. Derfor er det, man forhindrer samkvem mellem ugifte mænd og kvinder. Vor ven, muslimen, har imidlertid set sig glad på denne kvinde. Og det er et fænomen, som den muslimske ”løsning” ikke tager hensyn til.

Imidlertid er selve det, at han spørger, og at imamen svarer, udtryk for, at den muslimske ”løsning” er ved at gå op i limningen. For han får jo faktisk et råd af imamen. Der angives en løsning. Men han må ud af busken. Han må vove at erklære sin forelskelse overfor den udvalgte. Og han er i det muslimske ”system” nødt til at gøre det, før han lærer hende nærmere at kende. Derfor består hans problem. For hvordan kan han gøre det, når han ikke kender hende af andet end udseende. Det er det, han synes er en altfor stor risiko. Sæt nu, de ikke kan sammen! Sæt nu, hun er en helt anden at tale med, end hun ser ud til at være!

Denne uvished kender også vi i vores ”system”. Men den mindskes jo temmelig meget derved, at vi tillader de to køn af mødes i det daglige, at omgås omkring fælles problemer, omkring undervisningen i skolerne, omkring forholdene på arbejdspladsen. Og i denne omgang lærer man hinanden at kende. Og skulle der opstå en slags forelskelse, skulle der ske det for en ung mand, som skete for vor ven, muslimen, at han ser sig glad i én af de kvinder, han omgås, så får han mulighed for at lodde stemningen hos hende, fordi han kan omgås hende frit. Så ikke blot får han mulighed for at finde ud af, hvordan hun er sådan i daglig omgang, at tale med, at le med, at danse med, han får også mulighed for at finde ud af, om hun har noget tilovers for ham, måske endda er lidt forelsket i ham, som han er det i hende.

Men ok, der er masser af problemer og vanskeligheder og drømmende nætter og strandede forhåbninger for en ung mand i vort ”system”. Men han er ikke tvunget til at ”købe katten i sækken” som vor muslimske ven. Han risikerer naturligvis en form for afslag, hvis han vover sig for langt ud. Som den unge mand, der sagde farvel til en ung pige, og tilføjede: ”Jeg kan mærke på Deres håndtryk, at jeg ikke er Dem ligegyldig!” og fik til svar: ”Uha, så må der have indsneget sig en trykfejl!” Nå, det er nok bare en historie. Og den er jo også fra dengang klør konge var knægt. Men alligevel!

I det muslimske ”system”, derimod, må han sætte alt på ét bræt. Han må indrømme, at han kunne tænke sig at optage forbindelse med netop denne kvinde med henblik på ægteskab. Imamen anbefaler, at det sker gennem hendes eller hans kvindelige slægtninge. Men han må altså røbe, at han er forelsket. Og derfor risikere afslag. Måske hun ikke har tænkt på ægteskab endnu. Måske hun ikke har set til hans side overhovedet. Måske hun har en anden i tankerne.

På Human Rights Service hjemmesiden er overskriften ”Ubehjælpsomhed sat i system”. Og det passer jo meget godt. Det svarer nogenlunde til anbefalingen om at trække lidt på smilebåndet. Men vi skal på én eller anden måde også sætte os ind i situationen. For det er jo vores opgave, i hvert fald vores opgave som kristne, at overveje, hvordan vi kan hjælpe denne mand ud af hans bundethed, ud af lovfromhedens trældom, så han kan blive et frit individ.

Skal vi direkte spørge ham (og alle andre muslimer, naturligvis), om det mon virkelig kan være Guds hensigt med at skabe os som mand og kvinde, at vi skal gemme os for hinanden, skal holde de to køn adskilt? Mon ikke det snarere er hensigten at lære os at omgås hinanden uden de farlige seksuelle overtoner. (Jeg siger med vilje ikke uden de seksuelle overtoner, men uden de farlige seksuelle overtoner). Og skal vi ikke spørge, om det mon ikke kunne tænkes at være efter Guds hensigt, at der opstår en forelskelse mellem netop to individer, en forelskelse, som kan danne baggrund for den kærlighed, der tænkes at opstå i ægteskabet?

Men der dukker langt flere spørgsmål op, når vi kommer til det andet indlæg på Human Rights Service, se her.

Dette indlæg er en båndet klagesang fra en ung pige fra et muslimsk hjem, nærmere betegnet er familien kurdisk. Hun er i den giftefærdige alder, 16-18 år, og venter med skræk på, hvad hendes far vil gøre ved hende. Får hun nogen at vælge imellem? Vil hun kunne sige nej? Vil hun blive taget med til Kurdistan og dèr giftet med en vildfremmed, som så kan komme med tilbage til Norge? Hun går og venter i spænding på, hvad faderen vil foretage sig med hendes storesøster, for på hendes skæbne vil hun kunne forudsige sin egen. Men hun véd ikke, hvordan hun skal sno sig udenom en tur til Kurdistan.

Der er en masse ting, hun ikke må: ”Jeg får ikke lov til å være ute etter klokka ni om kvelden. Røyking og drikking er selvsagt forbudt. Ha kjæreste er strengt forbudt! Å ha sex før jeg gifter meg, da kan jeg bli drept. Jeg har aldri fått lov til å overnatte hos venninner. Jeg får ikke lov å gå på fest eller bursdagsselskap. Jeg får ikke lov til å gå med de klærne jeg ønsker, men den kampen tar jeg hver dag, og jeg vinner stort sett. Unntatt når faren min ødelegger nykjøpte klær som han ikke liker”. Men der er jo også noget, hun må. Selv vælge sit tøj, f.eks., selv om koster kamp. Dog, hun er vokset op i Norge og har set, hvad hendes norske veninder må. Og hun har røget, hun har haft en kæreste, hun tænker anderledes, end hun bør gøre efter familiens mening. Og hun går i en stadig rædsel for, at hendes far skal opdage disse ”forbrydelser”.

Hun har også truffet to norske drenge, som hun falder godt i med. De forstår hende. De taler med hende om hendes situation, og de viser medfølelse med de svære forhold, hun lever under. Også hendes tanker om at flygte fra det hele afslører hun for dem. Og hun føler deres ægte menneskelighed, når de siger, at hun altid kan komme til dem.

Det, der gør ondt på hende, er ikke blot sammenligningen med hendes brødre. For som det efterhånden er klart for de fleste, så får muslimske drenge meget stor frihed i opdragelsen. Det er lige så meget sammenligningen med de norske piger. Og det er det, at de ikke forstår hende, ikke forstår, hvad hendes helt anderledes kultur kræver. Som hun siger om de norske piger: ”Jeg kan også bli skuffet over dem, når de misbruker friheten og hopper fra den ene gutten til den andre uten respekt for seg selv. Særlig de jentene som er sammen med utenlandske gutter. De burde for eksempel vite at en pakistansk gutt kommer til å bli giftet bort en dag, og at han bare er ute etter sex. Jeg har sagt det til dem. At de misbruker kroppen sin, følelsene, sjelen. ”Han utnytter deg. Ser du ikke det?” Men de forstår det ikke før det er for sent og han er giftet bort”.

Hun befinder sig i et kultursammenstød. Og en del af de sørgelige konsekvenser af dette sammenstød lider hun særlig under: dette, at de norske piger naivt lader, som om dette kultursammenstød ikke findes. Eller skal vi sige: dette, at det norske samfund lader, som om det ikke findes? Altså: Man tør ikke sige sandheden om kulturernes ”clash”; når hun fortæller sine veninder om sin egen situation, bliver hun ikke troet, og når hun advarer dem mod at gå i seng med muslimske drenge, fordi de bare er ude efter sex, har de åbenbart lært, at sådan noget slemt noget må man da sandelig ikke tænke om de fremmede.

Hun er utrolig bundet til sin familie. Men det mærkelige er, at det ikke er familien, hun betror sig til, det er ikke overfor sin søster, at hun får luft, og da slet ikke overfor sin bror; ham er hun bange for; sæt, han har opdaget, at hun har en norsk kæreste, og sladrer til hendes far! Og sin mor har hun mistet al respekt for. Hun er blot som ét af børnene: hun skal spørge faderen om lov til alt, ligesom de. Så nu har hun ondt af hende.

Alligevel kan hun ikke tænke den tanke til ende, at hun skal flygte fra det hele. Heller ikke, selv om jo et sted i sin bevidsthed godt véd, at det for hende ender med et ægteskab med én fra Kurdistan.

Man kunne måske af det første indlæg få den tanke, at der dog trods alt ligger en vis fromhed bag muslimernes anderledes seksualmoral; at fromheden giver dem visse vanskeligheder, er klart nok, men hvis vanskelighederne er fremkommet på grund af stor fromhed, må vi så ikke trods alt i nogen grad forstå det og bøje os for det.

Men den anden beretning slår hul på en sådan positiv indstilling. Den afslører fromheden som en fromhed, der kun er for mænd. Hvordan kvinderne har det under disse kulturelle forskrifter, er ikke noget, der kommer indenfor tankegangen. Og når man betænker hendes angst for, hvad hendes far kunne få sig selv til, så véd hun vel muligvis nok, at hendes far ikke vil være ond ved hende, det er ”kun” hans ære, han vil stræbe efter at beholde. Men så må hun jo vende sin anklage, ikke mod den enkelte muslimske far, men mod hele den kultur, der påtvinger ham en ære, han skal forsvare: han er mand i huset, han må vise, at han har magt over tingene, han må derfor kunne styre også den ellers ustyrlige kønsdrift og bestemme, hvem hans døtre kommer sammen med, og hvem de skal giftes med.

Jo, man kan give Lars Løkke Rasmussen ret, når han i afvigte valgkamp hævdede, at noget af det, han havde mødt størst forståelse for blandt unge indvandrerkvinder, var indførelsen af 24-års reglen. Den gjorde, at de ikke behøvede at leve i evig angst for, hvornår de skulle giftes og med hvem de skulle giftes.

Men man må føje til, at denne opfattelse af, hvordan man håndterer kønsdriften, ikke sådan forsvinder lige på en studs. Vi tror, at bare vi ser glade ud og forholder os venligt og imødekommende overfor vore muslimske landsmænd, så vil udviklingen sørge for resten. Men ærlig talt, har vi ikke erfaret det stik modsatte? Udviklingen er ikke gået i retning af en afvikning af disse kulturelle træk, men er i stedet gået i retning af en styrkelse af islam med alt, hvad dertil hører. Var det ikke derfor en idé, om vi tog bladet fra munden og fortalte vore muslimske indvandrere, at deres opfattelse af kønsdriften er direkte umenneskelig.

Vi kan ikke gøre os til af, at vi har fundet de vises sten på det område. Bestemt ikke. Men vi kan godt hævde, at den opfattelse, som de har med fra deres hjemlande, er skadelig. Ikke så meget for integrationen, pyt med integrationen, men for de muslimske kvinder. De tvinges af deres kultur ind i en selvudslettende holdning, de får lagt ind over sig et pres for at være ydmyge, og ydmyge vil sige, at de i ét og alt retter sig efter familiens ønsker. Det giver nogle af deres kvinder mulighed for at kunne indtage den farisæiske holdning, der siger, at gudskelov er jeg ikke så løs på tråden som denne tøjte, og det giver deres mænd mulighed for at vise, at de har magt over tingene, men muligheden for kærlighed, muligheden for gensidig hensyntagen, muligheden for at leve sig ind i den andens situation, hvor bliver den af, når man sådan skal kæmpe for familiens ære?

Eller vi kan hævde det, som jeg begyndte med at hævde: at vi kristne forudsættes at skulle forstå kønsdriften, mens muslimerne kun forudsættes at skulle håndtére den. Ikke, at vi har forstået tilbunds, hvad det går ud på, men vi har dog forstået og accepteret forelskelsen, og vi har forstået, at skal det komme til kærlighed i vore ægteskaber, må denne kærlighed bygge videre på forelskelsen. Altså: vi har forstået, at en fri omgang mellem kønnene før ægteskabet er nødvendig.

Men har vi så ikke også forstået, at muslimernes håndtering af kønsdriften må føre meget umenneskelighed med sig? Og skal vi så ikke sige, at sådan opfatter vi deres kultur? Ellers vil umenneskeligheden jo blot fortsætte.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Kønsdriftens håndtering

  1. Morten - - - siger:

    Den kønslige apartheid er grundlæggende det eneste integrationsproblem, der overhovedet er. For den er dybest set kilden til alle andre problemer. Og det er dertil sandt, at der er ekstremt stærke kræfter i vort samfund, der finder det opportunt, at underklassens (sådan een har vi fået igen, selvom den nu mere er det i spirituel, end i økonomisk forstand) piger byder sig til, så de kan “lynaflede” de muslimske unge mænds samfundsfarlige drifter. I det mindste i nogen grad. Accepten af denne model – som du beskriver helt rigtigt – er et af de mest undergravende anslag mod den humanistiske tankegang, vi ellers mener har slået rod i vores kultur.

    Vi bør dog måske alligevel sidde på hænderne, når det gælder muslimernes problemer med dem selv, og koncentrere os om, hvordan vi danskkulturelle skal forholde os til denne dødelige udfordring. For vi kan hverken bede muslimerne løse vores problemer med dem, eller påtage os at løse deres problemer med dem selv eller os. Sådan er ansvarsfordelingen jo i følge livets lov. Som udgangspunkt er det den, der oplever problemet, der er ansvarlig for dets løsning. Det er vi heller ikke i tvivl om, når muslimerne beder os om at begrænse vores ytringer, fordi de opleves af dem som problematiske.

    At vi har et problem med muslimernes kulturelle sædvane er vores problem, ligesom det er deres. Hvis vi imidlertid gør vores holdning klar og lægger Det Smilende Idiotis politik bag os, kan vi inspirere til et opgør med trælse og slavebindende nedarvede dogmer.

    Men vi skal passe på med at blive overoptaget af at befri muslimerne. Man kunne let komme til at mistænke os nyfeministiske mænd for at have en skjult dagsorden. Og ikke med urette. Denne dagsorden: at vi som folkeslag betaler en stor og fornedrende pris i form af diskrimination, konkret kønslig ubalance (vi har et stort overskud af mænd, som følge af at danske mænd fravælges), og dermed tab af selvfølelse, bør vi lægge modigt frem.

    Jeg kan godt se, at det er fristende at argumentere med, at “det er i muslimernes egen interesse” at gøre os tilpas. For det er i det mindste delvist sandt. Men den argumentation må aldrig komme i centrum. Heller ikke, selvom det er pinligt for os at sige, at vi føler os ydmyget, også fordi vi husker, at vi tilforn blev nedgjort med, at “nå, hugger de pigerne fra jer, hva’? Ha, ha” (man kan jo ikke “hugge” piger, vel, de bestemmer jo selv, og de slappe danske mænd må bare tage sig sammen). Men der er ingen vej udenom. Vi må ned i det iskolde vand, hvis vi skal passere den hindring, en historisk strømning har lagt for os.

    Kønnenes harmoni er den vigtigste samtale, der er, og et tabu, jeg ville være stolt af at se danskerne bryde først i Europa. Der er ingen vigtigere. Lad os demonstrere ægte stolthed, ved åbent at omtale det, der får os til at føle skam, flovhed, og ubehag. Hemmeligheden er, at så åbner vi for løsningen. Den rigtige løsning.

    Jeg vil endda sige: Al anden snak er udenomssnak. I enrum kan enhver faktisk erkende, at den omtalte problemstilling er selve sygdommens ætiologi. Alt andet er overfladiske symptomer. Det er dér, forskellen på den muslimske kultur og næsten alle andre ligger. Findes den modsætning ikke i en kultur – så har vi ikke nævneværdige problemer med den! Praktisk taget uanset variationer i reaktionsmønstre.

    – – –

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Morten —
    Tak for dit indlæg!
    Jeg véd ikke rigtig, om vi skal ”sidde på hænderne”. Jeg véd godt, at der nok ikke er mange muslimer, der følger mine udfoldelser på eftertanke.dk, men jeg er egentlig også mere optaget af at få os danskere til at se anderledes på os selv og muslimerne. Men på den anden side: skulle der ryge en muslim eller to ind på siden, skulle han eller hun måske endda kunne forstå noget af det, jeg siger, så ville det da ikke gøre noget.

    Foreløbig drejer det sig mest af alt om, at vi danskere kan komme til at lægge det, du så smukt kalder ”Det Smilende Idiotis politik”, bag os. Og der er lang vej igen, indrømmet! Men jeg lagde alligevel mærke til, i forbindelsen med Ghaza Khan mordet i Slagelse, at mange muslimske kvinder åbent stod frem og talte imod de arrangerede ægteskaber. I den anden retning tæller, at vore myndigheder ikke kan få sig selv til at vende sig imod de såkaldte opdragelsesrejser til hjemlandet (man lader det gå upåtalt hen, at de ikke kommer i skole gennem måneder), og slet ikke få sig til at foretage gynækologiske undersøgelser af de piger, der har været på rejse til f. eks. Somalia, for at se, om de har været udsat for kønslemlæstelse. Hege Storhaug, der bestyrer den omtalte hjemmeside, har kæmpet længe og intenst for noget tilsvarende i Norge. Hidtil uden held.

    Gør vi sådan noget for vores egen skyld eller for muslimernes skyld?

    Jeg tror ikke, man kan svare på et sådant spørgsmål. For vi har nu den samfundsopfattelse, at alle, der bor i Danmark, er inde under lovens beskyttelse. Og hvis loven kræver gode undskyldninger, hvis forældre vil fritage deres børn fra undervisningen, og forbyder kønslemlæstelse af piger, så må vi sørge for, at alle overholder den, også dem, hvis kultur er anderledes.

    Eller hvad skal vi stille op med de muslimske drenge? Jeg tror, deres dårlige resultater i skolen hænger sammen med, at de har indsuget så meget af deres kultur, at de føler det nedværdigende at skulle undervises af kvinder. Og når det så oven i købet er en vantro kvinde, så er den da helt gal. Jeg foreslog engang – eller stillede mig i det mindste ikke afvisende overfor – de særlige klasser eller skoler for muslimer, ud fra en forestilling om, at det i første række gælder om, at de kan lære noget fornuftigt. Men det er jo ikke nogen løsning på langt sigt. Og måske heller ikke på kort sigt.

    Nå, jeg når ikke at løse alle problemerne i dette indlæg.

  3. Claes siger:

    Hvadenten man er kristen eller muslim er det mest afgørende i mødet med det andet køn, at man spørger sig selv om man tror, man kan trives med hinanden i et ægteskab om man tror man kan holde sammen i gode som i onde dage og være gode forældre for de børn man sikkert får. Man skal kunne lide hinanden som venner og ikke kun som kønsvæsner. En følgesvend på en livsvandring.

  4. Pingback: Politik, medier og kristendom » Blogarkiv » Islams besættelse af sex

  5. M siger:

    @ Claes, man skal jo ikke giftes med alle de mennesker af modsat køn, man møder. Der er mange andre slags relationer, man kan have til hinanden 🙂 Lige fra arbejdskolleger over platoniske venner til hilse-på-over-hækken-naboer.

    Muslimernes problem, som kan skabe en utrolig masse kvaler og konflikter, er vel netop, at de insisterer på, at der ikke må være andre relationer på tværs af køn end den ene. Og jeg giver Morten ret i at sætte fingeren på, at det udgør en grundstamme i 1001 andre problemer.

    Karen Blixen citerer i et af sine essays en engelsk præst, der skal have sagt:

    “To ting afgør et menneskes værd og skæbne: dets forhold til Gud og dets forhold til det andet køn.”

  6. M siger:

    For at udtrykke mig lidt klarere: Muslimernes problem opstår, NÅR/HVIS de insisterer på, at der ikke må være andre relationer.

    Hvis de ændrer på den parameter, hvilket med den uendelige menneskelige kreativitet må være muligt, så slipper de ud af problemet. Hvordan må være op til dem selv, jeg skal ikke som ikke-muslim bestemme, hvordan deres liv skal foregå.

    Men jeg ønsker det bedste for dem. Et liv uden venskab og tillid på tværs af køn forekommer mig et rent mareridt, goldt og koldt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s