Guds almagt – og Breivik

Sådan set skulle jeg nok for længst have taget det spørgsmål op, som står i overskriften. Og det er ikke, fordi jeg er bange for at gå i lag med vanskelige teologiske spørgsmål, at det først bliver nu, det er mere, fordi jeg egentlig ikke har så meget at føje til de kloge bemærkninger, Niels Jørgen Cappelørn er kommet med, se her.

Nu har jeg så imidlertid fundet noget, jeg kan føje til, oven i købet noget, som jeg tror kan virke klarende på sagen. Men først til et par lidt mere teoretiske overvejelser (som vist ikke virker særlig klarende):

At Gud er almægtig, er en tanke, der er vanskelig at håndtere. Man løber altid ind i paradokser, dvs., man får aldrig tingene til at gå op. Er Gud almægtig, hvordan kan mennesket så have nogen form for frihed? Og har mennesket en slags frihed i sine handlinger, så kan altså Gud ikke være almægtig alligevel. Menneskets frihed, Guds almagt, de to ting strider mod hinanden og har altid stået som to sider af et paradoks.

I de bibelske beretninger løber paradokset ud i spørgsmålet om, hvem der har skabt djævelen. Og det gives der ikke noget svar på. Det hedder i 1 Mos 3,1: ”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt”. Og ikke sandt, her antydes det, at Gud havde skabt slangen. Men det siges ikke åbent. For det ville jo være lig med den forestilling, at det er Gud, der er ansvarlig for verdens ondskab.

Og i Es 45,6f står der nogle gevaldige ord: ”jeg er Herren, der er ingen anden!/ Jeg danner lys og skaber mørke,/ jeg frembringer fred og skaber ulykke,/ jeg, Herren, frembringer alt dette”. Og disse ord kan godt danne grundlag for tilsvarende gevaldige tanker hos teologer: Gud skaber både ondt og godt; Gud frembringer såvel lys som mørke; Gud står bag alle ting, også Breiviks massakre. Dette sidste siger bl. a. Børge Haahr Andersen, se her.

Men er det nu også sandt, selv om det tilsyneladende er en ligetil udlægning af bibelstedet? I det mindste må man gøre opmærksom på, at bibelordet står i en sammenhæng, hvor meningen er at give trøst til israelitterne: dette, at perserkongen Kyros får fremgang, er noget, Gud har bestemt. For Gud er almægtig, og da den Gud, der er almægtig, er Israels Gud, betyder dette, at de fangne jøder i Babylon vil komme tilbage til Palæstina.

Det er også, hvad Luther har øje for, når han slås med disse problemer i sit skrift ”Om den trælbundne vilje”. Han diskuterer her problemet ”viljens frihed” med Erasmus af Rotterdam. Og begge er sådan set enige om, at Gud virker alt i alle; det betyder det, når man hævder, at Gud er almægtig. Luther siger det således: ”Også fornuften og Diatriben indrømmer, at Gud virker alt i alle, og at intet sker uden ham og intet er virksomt uden ham. Han er nemlig almægtig, og dette hører med til hans almagt” (se her). Og Erasmus siger noget tilsvarende, men dog på en lidt mere forsigtig måde. Hos ham hedder det: ”Diatriben [Erasmus’ skrift mod Luther] har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan siges at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting” (se her). Altså: tanken om Guds almagt tvinger egentlig fornuften, også Erasmus’ fornuft, til at sige noget sådant (det er i en vis betydning sandt), men han vil helst lade være med at sige det, for han kan godt høre, at det lyder absurd, og han vil ikke så gerne sige noget absurd eller paradoksalt.

Det er omvendt Luther ikke så bange for. Men han gør det ved at skelne mellem den skjulte og den åbenbarede Gud. Han siger: ”Når nu Diatriben argumenterer: Mon den fromme Herre græder over sit folks død, som han selv udvirker i dem? Det synes nemlig at være altfor absurd — så svarer vi, som allerede sagt: Der må disputeres på én måde om Gud eller Guds vilje, når der er tale om den Gud, der prædikes, åbenbares, fremlægges, dyrkes af os, og på en anden måde om den Gud, der ikke prædikes, ikke åbenbares, ikke fremlægges, ikke dyrkes af os. Forsåvidt nemlig Gud har skjult sig og vil være ukendt af os, kommer han os ikke ved. Her gælder nemlig det ord: Hvad der er over os, kommer os ikke ved. Og for at ikke nogen skal tro, at dette bare er min distinktion, så følger jeg her Paulus, som skriver til Thessalonikerne om antikrist, at han vil hæve sig op over enhver prædiket og dyrket Gud (2 Thes 2,4); derved tilkendegiver han klart, at nogen kan hæve sig op over Gud, forsåvidt det er den prædikede og dyrkede Gud, det vil sige, hæve sig op over det ord og den gudsdyrkelse, hvorved Gud vil være kendt for os, og hvorigennem han har omgang med os, men op over den ikke dyrkede eller prædikede Gud, op over Gud, som han er i sin natur og majestæt, kan ingen hæve sig, men alt ligger under hans mægtige hånd.” (Se her).

Hvor vil Luther nu hen med det? Handler han ikke her med den reaktion, som Erasmus flere gange bebrejder ham: at så snart han støder ind i en vanskelighed, klarer han sig ved at opfinde en distinktion, der ser ud til at løse vanskeligheden? Eller man kan spørge, om det, han siger her, egentlig ikke er det samme, som Erasmus siger. Begge anerkender, at Gud er til som kraften bag alt det, der sker, men ingen af dem vil rigtig gøre alvor af det. Er det ikke det hele?

Jeg vil mene, at vi ikke skal følge Luther blindt her. Jeg vil mene, at Luther er for påvirket af den polemiske situation, han står i overfor Erasmus. Jeg vil mene, at han fejlagtigt mener at kunne slutte en hel masse om tilværelsens indretning ud fra tanken om Guds almagt, delvist ud fra Aristoteles’ forestilling om en primær årsag, og at han så senere hævder, at vi bevidst skal undlade at lade vor tanke beskæftige sig med det, vi dog mener, den kan slutte sig frem til. Hvorfor ikke i første omgang indrømme, at vi som deltagere i tilværelsen ikke kan overskue tilværelsen og derfor ikke véd, hvilke kræfter der gennemsyrer den! Hvorfor ikke direkte sige, at talen om Gud og Guds almagt ikke er noget, vi slutter os til ud fra vore iagttagelser, men noget, vi prædiker ud fra det kristne evangelium. Ikke sådan, at det ikke er sandt, men sådan, at det er noget, der må gribes af det eksisterende menneske, ikke af dets fornuft. Eller sådan, at prædikenen henvender sig til enkeltmennesket med trøst i dets nød, ikke til hele menneskeheden eller hele kirken med en forklaring på det altsammen.

Derfor, når Luther taler om den skjulte Gud vis à vis den prædikede, åbenbarede, fremlagte, dyrkede Gud, så vil jeg i denne ordrække foretrække ordet ”prædikede”. For taler vi om åbenbaringen, er det efterhånden blevet sådan, at vi tror, vi derigennem får en forklaring på det hele. Men taler vi om den prædikede Gud, kan vi nemmere forstå, at ordet er talt til den enkelte, og at det er som enkeltmenneske, man må tage imod det. Og man tager imod det, ikke som noget, der får alting til at falde i hak, men som noget, der åbner for en dybere forståelse og accept af tilværelsens mysterier.

Jeg kan også sige, at når vi sådan overvejer de logiske problemer, der knytter sig til tanken om Guds almagt, så glemmer vi, at Guds ord aldrig tales i bred almindelighed, men altid specielt til den enkelte. Vi så at sige løsriver Guds ord fra dets nære forbindelse med den enkelte, tager det op til bedømmelse for sig i al uengagerethed og underkaster det en logisk undersøgelse. Sådan kan man ikke omgås Guds ord.

Eller: Nysgerrighed frabedes overfor Guds ord. Det måtte Peter sande, da han efter opstandelsen så johannesevangelisten følge efter Jesus, og spurgte ham: ”Herre, hvad så med ham?” Da lukkede Jesus munden på hans nysgerrighed og sagde: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!« (Joh 21,22) På samme måde her, når vi af lyst til at få tingene til at gå op stiller alle vore nærgående spørgsmål til troens påstande: Jesus lukker munden på os; hvad angår det os, om vi kan finde en logisk sammenhæng i tilværelsen? Har vi ikke nok at gøre med at følge Jesus, dvs. med at indtage en ligetil og glad holdning til tilværelsen, trods de ulykker, den indeholder?

Lad mig illustrere det med to tildragelser under vidneafhøringerne i Breivik-sagen i Norge!

Først et vidneudsagn fra Cecilie Halvorsen! Hun blev ramt af flere af Breiviks skud, blandt andet et i kinden og et i armen. Men hun reddede livet, i modsætning til hendes bedste veninde, der blev dræbt. Dog måtte man senere amputere hendes arm. Hun bliver spurgt, hvordan det har været at miste armen, og svarer: ”Det har vært tungt, det har vært til tider veldig vanskelig, men det har kommet en del positivt ut av dette også. Jeg har funnet nye sider av meg selv. Jeg har fått annerledes syn på ting”.

Jo, det er da rigtigt, at den kristne forkyndelse fortæller den, der har været udsat for noget sådant, at nu har Gud altså villet, at du fremover skal leve livet uden den ene arm; nu har han villet fortælle din historie anderledes, end du regnede med tidligere; og det er rigtigt, at det lyder absurd og oprørende, at noget i denne sammenhæng skulle være Guds vilje. Og det er da også noget, vi kun tør sige på den måde, fordi vi tror, at Gud, den store historiefortæller, der giver hvert menneske dets historie, har fået en hel historie ud af det, der skete med Jesus, på trods af, at han døde, som han gjorde. Kunne han få en sand og god og hel historie ud af hans liv, så kan han få det af ethvert menneskes liv. Men den enkelte må selv erkende og acceptere, at hans liv nu har fået en anden drejning. Den drejning kan føre til bitter anklage mod tilværelsen, men den kan også føre til nye erkendelser. Det, den kristne forkyndelse vil, er at pege på Jesus-historien og spørge så forsigtigt som muligt, om ikke den, der sådan er ramt, vil acceptere, at Gud nu drejer hans eller hendes historie i en anden retning. Med ordet ”Gud” siger vi, at det, der er sket, ikke kan eller skal laves om, og at der, trods det at det er noget ondt, kan komme et helt liv ud af det, selv nu. Og Cecilie Halvorsens udtalelser kunne jo tyde på, at det just er den måde, hun har reageret på.

Men vil nogen nu sige: ”Ja, dèr kan man se; det var alligevel Gud, der stod bag ved Breiviks massakre”, så er der ikke andet at sige end: ”Hold dog din beskidte kæft! Hvor vover du at drage den slags slutninger på andres vegne, du, der ikke selv er ramt! Hvor vover du at trække trosafgørelsen bort fra den eksistentielle situation og op i det almene! Hvor vover du at gøre forkyndelse til dogmatik!”

Og så et eksempel på dette ”følg du mig!” fra Joh 21,22! Der var også politibetjente, der blev afhørt i retten i Oslo, bl.a. politioverbetjent Hårvard Gåsbakk. Han fortæller den historie, som efterhånden er ret kendt, historien om, hvordan politibåden fik motorproblemer, og om, hvordan en bådfører på søen tilbød at sejle betjentene over. Han får stillet et spørgsmål af bistandsadvokat Mette Yvonne Larsen: ”Stemmer det at politiet i full sikkerhetsutrustning ble fraktet over på øya av båtfolk uten sikkerhetsutstyr?” og: ”Hva slags tanker gjør du deg om sikkerheten for dem?” Derpå svarer han: ”I et sånt scenario, som ingen har oversikt over, er mennesket skapt slik at man gjør sitt ytterste for å hjelpe de som er i nød. Det var ingen motvilje men velvilje fra «båtfolket» for å stille opp. Jeg kan godt gjenta det jeg sa i sted, hadde ikke de stilt opp slik de gjorde hadde vi hatt et stort problem”.

Spørgsmålet lyder måske lidt hypotetisk. For nu bagefter véd vi, at der kun var én gerningsmand, og at han befandt sig på sydspidsen. Det vidste man ikke dengang. Tværtimod har vi lige hørt fra afhøringen af en anden betjent, at man var bange for at lægge politiets hovedkvarter i Utvika, lige overfor Utøya, fordi man kunne skyde derover fra Utøya. Når man så sejler direkte over mod bådpladsen på Utøya, dèr, hvor færgen lægger til, så er det forbundet med fare. Og den fare har man i nogen grad beskyttet betjentene imod med deres sikkerhedsveste, men ikke de civile bådførere. Alligevel sejlede de civile med deres både. Hvorfor?

Selvfølgelig, fordi de vidste, hvad situationen var: skyderi på Utøya; jo længere man venter med politiets indsats, des flere vil blive dræbt; der var ikke andet at gøre end at gøre sit bedste for at få politiet over til øen. Og det gjorde de så. Uanset faren.

Sådan er altså livet indrettet, at du kan blive udsat for at komme i en situation, hvor det er dig og ingen anden, det hænger på. Du kan ikke beregne det på forhånd, du kan ikke forberede dig på det, pludselig ligger kortene sådan tilrettelagt, at det er dig, pilen peger på, dig, der kan gøre en forskel, som man siger, dig, der kaldes på. Og så er det bare med at adlyde. Som det var det for Peter den dag, da det i situationen var Jesus, der til ham sagde: Følg mig!

For den enkelte drejer det sig om at komme, når der kaldes. For den enkelte lyder det: nu vil Gud give din livshistorie en drejning, som du ikke bliver glad for og ikke havde ventet. Men vé den, der med bare så meget som en antydning af dogmatisk konsekvensmageri vil fortælle de ramte, hvordan de skal reagere som kristne eller som mennesker! Den reaktion må være fri, om den skal være ægte. Og vil nogen tage anledning til at forbande den Gud, de før troede på, men nu ikke mere kan tro på, så må det være sådan. Det må altid være en fri sag, om vi vil se en Jesus-historie i det, der hænder os; en Jesus-historie: det vil sige, en historie, som Gud står bag, hvor usandsynligt det end lyder.

Det, kristendommen vil, er at forkynde en holdning til livet, ikke en forklaring på livet. Og af Jesus-historien kan der kun udspringe en holdning til livet, aldrig en forklaring på livet. Men det er også nok. Altså nok for den enkelte. Det vil sige: nok for den enkelte at leve på. Naturligvis ikke nok til at tilfredsstille vor nysgerrighed. Men behøver vi få den tilfredsstillet?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

11 svar til Guds almagt – og Breivik

  1. Back siger:

    Kære Ricardt Riis!
    Det er en imponerende indsats vi her på bloggen er vidne til. Jeg forstår reverenter talt ikke hvordan man kan overkomme at være som meget og så tænksomt med på bloggen her. (Det er det vel tilladt at mene – og sige! – i dette jantelovsland.)
    Betragtningerne om hin enkelte og så den prædikede Gud finder jeg meget vigtige. Men alligevel synes jeg ikke vi helt kommer uden om “historiens Gud”, som Cappelørn i den angivne henvisning peger på når han siger:
    “Helt tilbage fra oldtiden er der en tradition for at tale om Guds finger i historien. Vi kender det også fra Grundtvig som taler om at se Guds spor i historien. At bugsere Gud ud som om han ikke også var i det onde, er at minimere Gud til en der værsgo har at begrænse sig til de områder hvor vi tankemæssigt har lettest ved at håndtere ham. Det er den ene faldgrube. Den anden er at påstå at Gud er årsag til det onde. Jeg tror ikke på nogen af dem.”
    Sjovt nok faldt jeg i går til pinsehøjmessen over ordene “så af det hele som Gud har skabt, går kun fortabelsens æt fortabt” i Grundtvigs “Du som går ud fra den levende Gud”. Hvad mon han mener med det?
    Jeg har prøvet i en kommentar til Børge Haahr Andersen at pege på den eskatologiske del af trosbekendelsen “… hvorfra han skal komme at dømme levende og døde…” (men hvor den er blevet af, er mig en gåde). I samme forbindelse: ville det ikke være nok så rimeligt at henvise til hans seneste kommentar (som den ses her: http://boerge.eftertanke.dk/2012/05/24/guds-handlen-og-tragedien-pa-ut%c3%b8ya/) frem for blot til interviewet?
    Cappelørn snor sig uden om det aspekt ved følgende kommentar:
    ”Forsoningen i Kristus, som vi læser om i Det Nye Testamente, betyder at tanken om hævn er ophævet, og at Gud har forsonet sig med mennesket. Vi har dermed fået en åbenbaring om Gud som fortæller noget andet om Gud end det vi møder i Det Gamle Testamente. På den baggrund må vi sige nej til Det Gamle Testamentes fortolkning af Gud som hævnende.”
    Det kan da godt være at Gud i NT ikke omtales som hævner, men der tales da adskillige steder om Guds dom. Altså er vi tilbage ved det jeg kalder historiens Gud, og som vi i høj grad møder temmelig gennemgribende i Åbenbaringsbogen. Han er vel ikke ophævet med betragtningen om den prædikede Gud? Og ville det ikke være udtryk for en blodig uretfærdighed over for alle de kristne martyrer (hvoraf vi i dag i bedste åbenbaringsbogsstil har flere af end nogensinde før), hvis de ikke på en eller anden måde må få oprejsning fra Guds side?
    😉 .b

  2. Claes siger:

    Tilværelsen rummer gåder og mysterier, som vi endnu ikke kan trænge ind i. Gud har hemmeligheder, som han holder for sig selv. Godt og ondt er nok en af de hemmeligheder siden Gud forbød de første mennesker at spise af kundskabens træ. De skulle ikke gennemskue godheds og ondskabs dybder. Lidelse og død er en anden af Guds hemmeligheder.

    Det vi har at holde os til på livsvandringens sti er tilbedelsens nådegave. Vi har under alle omstændigheder lov til at prise og love og tilbede den ophøjede uendelige Ene, som vi med Jesu ord må kalde Fader. Det kan vi gøre i gode som i onde dage mens vi venter på, at Gud giver os den klarhed, som vi længes efter. Glimtvist her og i fuld klarhed der hjemme i himlen, hvor vi har hele evigheden til at grunde over, det vi får at se.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Back!
    Jah, jeg kunne nok have skrevet noget anderledes. Det, jeg prøvede at arbejde mig frem til, gennem diverse paradokser, var citaterne fra retssagen i Oslo. Cappelørn skulle jeg måske nok have taget afstand fra i højere grad. Ja, såmænd. Men altså, det nye, jeg kunne bringe, var især citatet fra Cecilie Halvorsen: ”Det har vært tungt, det har vært til tider veldig vanskelig, men det har kommet en del positivt ut av dette også. Jeg har funnet nye sider av meg selv. Jeg har fått annerledes syn på ting”. Er det ikke til at se, at dette lyder helt anderledes, end når en eller anden teoretiker, f. eks. Børge Haahr Andersen, siger, at ”selvom det onde er ondt og meningsløst, kan Gud i sin suverænitet godt bruge det til at fremme et positivt formål”? Det kan godt være, at det udadtil ser ud, som om det er det samme, de taler om, men den ene siger det som en erkendelse, hun møjsommeligt har arbejdet sig frem til, for ikke at sande til i bitterhed, altså som et eksistentielt udsagn, den anden siger det som noget, der bare ER sådan, altså som et dogmatisk udsagn.

    ”Fortabelsens æt” i Grundtvigs salme har jeg hele tiden forstået som identisk med djævelen og hans engle. Man skal jo have det til at rime med det, der står først i verset, hvor det hedder ”Saligheds fryd/ for genløserens dyd/ times lad mennesker ALLE”.

    Angående det med ”Guds finger i historien”: Lad mig her pege på en lidt tvivlsom slutning, Børge Haahr Andersen laver i det indlæg, du linker til: han slutter fra GT til NT, hvad angår Guds almagt. I Jesu himmelfartsord: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” bliver det dog ellers klart, at den Gud, der her er tale om, er en Gud, der handler igennem ordet. Og ordet virker i magtafkald, ikke i magtudøvelse. At få menneskeheden til at forstå det har kostet megen blod, sved og tårer op igennem tiderne. Men så meget har vi da indtil nu nået, at vi har indset, at slaveri er imod de kræfter, der ligger i ordet. Om vi derfor kan sige, at vi nu så lang tid efter kan se en mening med de lidelser, slaverne har gennemlevet, det forekommer mig tvivlsomt. Vil der ikke hele tiden ligge den anklage mod Gud, hvorfor han ikke har kunne gennemføre den udvikling uden alle disse lidelser?

    På samme måde med Breivik-affæren. Kanhænde det om hundrede eller fem hundrede år vil vise sig, at massakren havde en betydning, som vi i dag ikke kan se. Det er højst tvivlsomt, men lad os antage det. Vil vi så kunne sige, at det og det var Guds mening med det? Vil ikke enhver kunne spørge, hvorfor Gud dog ikke kunne gennemføre sit gode formål også uden disse bestialske handlinger?

    Det forekommer mig visere at nøjes med at sige, at Guds veje er uransagelige.

  4. Back siger:

    Tak for svaret!
    Men kunne vi alligevel tage den en gang til for prins Knud? For der er elementer i udredningen som jeg ikke helt forstår: Er det ikke en lille smule, ja, undskyld mig, howskisnowski at sige at jeg med min påhitsomhed har løst problemet med Guds karakter og alle de andre bare har uret?
    Beretningen om diskussionen mellem Luther og Erasmus af Rotterdam synes jeg er meget interessant (også fordi jeg ikke kende den i forvejen, så tak for at man kan blive klogere). Men jeg forstår ikke moderne danske teologers meget hurtige afskrivning af GT. Som det rigtigt er påpeget i anden sammenhæng, er der stor forskel på de bibelske tekster, og således også på GT-forfattere. Hvor man møder den strenge Gud i Pentateuken, er de det vel lidt anderledes i profetlitteraturen og i salmerne? Hvad med messiasforventningen og forløsningen af Guds folk?
    Så vidt jeg kan se knytter Jesus an til disse forventninger i sin tale om Gudsriget. Jeg lærte i sin tid (i de tre år vi havde kristendom på seminariet) at Fadervor også kan læses eskatologisk, ikke bare i “komme dit rige”, men også i “giv os i dag vort daglige brød …” Jeg går ud fra at man i dag regner Fadervor + Jesu tale om verdensdommen i Matt 24 for ægte Jesus-ord. Han bliver også på et tidspunkt spurgt om det er nu han vil genoprette Riget for Israel. Så vidt jeg husker, er hans svar ikke afvisende på den måde at han udelukker at Gud vil gribe ind i historien og skabe en ny himmel og en ny jord, det er bare ikke “lige nu”?
    Endelig er der som nævnt trosbekendelsens “som skal komme at dømme levende og døde …” Møder vi ikke her en side af Guds væsen som man helst i dag vil glemme alt om? Og trosbekendelsen er vel en slags fællesstof for Kirken som “alle kristne” må tro på hvis de vil regnes for kristne? Den bekendes da hver gang til gudstjenesten i vores folkekirke.
    Og netop i den sammenhæng forstår jeg ikke hvordan man kan gøre egne tolkninger til noget højere end den samlede kristne tradition.
    😉 .b

  5. joen siger:

    Hvad er sammenhængen mellem Loven og Evangeliet? Loven fører til syndserkendelse og peger på Kristus og behovet for retfærdiggørelse fra lovens dom. Når en række teologer i enighed med Markion kan afskrive GT, så er det velsagtens, fordi de ikke ser mennesket som syndigt. Jeg er helt enig i det er noget bekymrende noget, at afskrive den kristne tradition. NTs forfattere, kirkefædrene, Luther etc skriver op og ned om loven, den er en del af arven. Afstandtagen til grumme ting i GT er heller ikke historisk kristendom. Jeg synes det er mærkeligt historieløst at påtvinge de gamle tekster værdinormer fra det 21. århundrede. Endeligt, en afmægtig gud kan ikke frelse. Det er historisk kristendom enig om. Moderne Jakob Wolf kalder iøvrigt sådan én for meningsløs.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Back!
    De spørgsmål, du vil stille om ”de moderne teologers hurtige afskrivning af GT”, må du rette til disse teologer, ikke til mig.
    Jeg har aldrig villet skelne mellem den strenge gammeltestamentlige Gud og Jesu milde fader. Jeg holder f.eks. på, at Jesus i lignelsen om de ti brudepiger, Matt 25,1-12, siger noget afgørende om vor tilværelse med afvisningen af de fem brudepiger. Det er ikke strenghed kontra mildhed; det er overholdelse af en moralregel eller lovregel, som kan gennemføres i dag eller vente til i morgen, kontra beredvilligheden til at handle i øjeblikket, som situationen byder. Dette sidste: beredvillighed, udviste den bådfører, der sejlede politifolkene over til Utøya. Hvis vi tænker os, at han havde nægtet, fordi han var bange, så ville man med rette kunne sige, at han handlede som de fem uforstandige brudepiger, eller altså, at hans nægtelse var medskyldig i, at endnu flere døde på Utøya. Det er ikke Jesu lignelse, der er streng, det er tilværelsen selv, der i sin store kompleksitet udviser en sådan strenghed.
    Hvad du siger om eskatologien, véd jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare på. Udover, at mange Jesus-lignelser handler om, hvad der skal ske på dommedag, men netop derfor om, hvad det kommer an på her i livet før dommedag. Jævnfør lignelsen om brudepigerne, der jo hævder, at det ikke drejer sig om at handle, så der ikke kan sættes en finger på én, men om at være parat til at yde sit, når situationen kræver det.
    Om det sidste, du skriver, blot dette: Alle tolkninger er og bør være nutidens tolkning med eller imod traditionen. For kikker man nøjere efter, er der ikke nogen éntydig tradition at holde sig til. Augustin mente f.eks. at kønsdriften og de andre drifter var af det onde, og at dette var identisk med det, vi kalder arvesynden. Derfor mente han, at det at leve i cølibat var bedre end at være gift. Vi lever ikke i denne syndsforståelse, og den bibelske opfattelse er heller ikke sådan. Sådan går det op og ned og frem og tilbage i kirkehistorien. Det betyder ikke, at enhver tolkning er lige god. Men det betyder, at enhver tolkning må komme med argumenter, også den tolkning, der mener, den umiddelbart er i overensstemmelse med noget, den kalder traditionen.

    @ Joen!
    Mener du, jeg afskriver det gamle testamente?

  7. joen siger:

    Ricardt,
    Jeg må indrømme det lyder lidt sådan, når du på baggrund af ordene ved Jesu himmelfart konkluderer, at vi taler om en Gud, der virker gennem magtafkald. Det forekommer mig ikke rigtigt at være historisk kristendoms inkarnationsmysterium. Kristus blev menneske, men Kristus ophørte ikke med at være Gud. Den Gud det nye testamente taler om, eller skal vi siger de apostolske breve taler om, har jo netop i den grad sin almægtige finger med i historien. Blot et par eksempler:

    Johannes 19v11 « v11 Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.«

    Apg 4v27 Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer v28 for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske.

    Åbenbaringsbogen Back nævner, forudsætter fra start til slut, at Gud har det hele under kontrol. Hos nogen kan Gud kan pakkes væk og kun hives frem til festlige lejligheder. Jamen så har vi ikke engang skriftens ord for troens troværdighed, for det er isåfald en anden gudsforståelse end Bibelens.

  8. Claes siger:

    @Ricardt Riis. Når du skriver om brudepigerne i Jesu lignelse, hvorfor skriver du så om en moralregel der skal overholdes i dag eller vente til i morgen? Havde pigerne, som blev lukket ind, vist umiddelbar moral, så havde de forsøgt at dele olien med de piger, hvis lamper var ved at gå ud. De henviste pigerne, som var kommet i en mangelsituation, til købmanden, hvilket så var for sent. De valgte bare selv at gå brudgommen i møde og at prisgive de andre.

  9. joen siger:

    Ricardt,
    Godt skriftsted du nævner, Johannes 21v22. Det siger det samme, som Romerbrevet 9v19-21. Måske nok på en mere sympatisk måde. Det der med at vi er pottemagerens ler, kæler ikke for ørerne. Konklusionen er den samme, Gud lukker munden på os. Men inden Gud gør det, så forkyndes Guds almægtighed. Vor frihed, jamen det er vel i grunden indlysende, at den er uendeligt mindre end Guds. Vi konkurrerer ikke med Gud.

  10. Ricardt Riis siger:

    @ Joen!
    Jeg mener ud fra himmelfartsordene at kunne slutte, at Gud virker igennem ordet. Det samme ser jeg i treenighedslæren. Det vil sige: vi ser ikke umiddelbart Guds magtfulde indgriben. Vi kan måske af og til fornemme noget af den, f. eks. derigennem, at slaveriet er blevet afskaffet. Men som oftest må vi nøjes med at sige, at hans veje er uransagelige.
    Er dette det samme som at afskrive det gamle testamente? Det kan jeg ikke se.
    For øvrigt, i din sidste bemærkning om, at vor frihed er uendeligt mindre end Guds, går du over fra at tale om en absolutte forskel til at tale om en gradsforskel. Sådan klarer man ikke problemerne.

    @ Claes!
    Jeg har tidligere udlagt lignelsen om brudepigerne her på bloggen, se her http://riis.eftertanke.dk/2009/12/05/de-ti-brudejomfruer/
    Og jovist, vi kan godt komme med diverse anklager mod Jesus for umoral i sine lignelser. Men han vil altså vise os, hvad det kommer an på her i livet. Og jeg synes som sagt, at bådføreren, der uden videre gjorde det selvfølgelige, er et godt eksempel på én, der erkender situationen og umiddelbart forstår, hvad han har at gøre.

    @ Claes og Joen!
    Vi er efterhånden kommet ind i den sædvanlige skure: vi prøver at finde ud af, hvad der er ret kristendom og hvad ikke; hvad man som ret kristen skal tro på og hvad ikke; hvad det ny testamente (og det gamle med) betyder for os, osv., osv. Noget af det, jeg ville med mit oprindelige indlæg, var at spørge, om det ikke var en idé at tænke på, hvordan disse overvejelser om Gud bag Breivik, osv., måtte modtages og forstås af dem, der var involveret. Ikke i og for sig for at påstå, at jeg har nogen løsning på det bibelske paradoks om den almægtige Gud og det ansvarlige menneske, men for at efterprøve, hvordan vore høje teologiske begreber kan forbindes med selv uforståelige begivenheder som denne. Og i det mindste så meget viser vel debatten, at det er en såre vanskelig affære.

  11. joen siger:

    Ricardt,
    Ja der er mysterier nok. Der er vers i bibelen som stemmer overens med det videnskaben peger imod, og som jeg også selv er overbevidst om, nemlig at vi ikke har en fri vilje, og så kan det omvendt forekomme urimeligt, hvis vi ikke har en fri vilje. Dog er fri vilje et dobbeltsidet sværd, for med den følger et voldsom ansvarstilskrivelse. I tilfældet Breivik, kan man jo spekulere i hvorfor Breivik har gjort sig selv så anderledes i hovedet, for mig giver det ligeså lidt mening at postulere, at vi selv finder på vores seksulle præference.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s