Selvkritik — tak!

Valgmenighedspræst Morten Kvist begik for nogen tid siden et udmærket indlæg på religion.dk. Det havde titlen ”Har muslimer virkelig ingen selvkritik?” Og det sluttede desværre med efter ikke så få eksempler at måtte konkludere, at den manglende selvkritik netop var islams evigt tilbagevendende problem. Se her.

Et eksempel på en sådan manglende selvkritik ser vi i Sherin Khankans nylige artikel på religion.dk ”Islamdebatten hviler ofte på følelser og frygt”, se her. Hun elaborerer en del over begrebet ”spin” og spørger, om religionsdebatten er mere fri for spin end den politiske debat, men ender med at hævde, at det er den desværre ikke. Og det giver hun så en række eksempler på. Men det besynderlige er, at alle eksemplerne viser, hvordan muslimer bliver mistænkeliggjort og udsat for andres spin, der er ikke eksempler på, hvordan muslimerne selv benytter sig af spin. Det vil dog sige: til sidst forsøger Khankan sig med lidt selvkritik. Hun har fremdraget den noget tilbagetrukne tilværelse, Luthers skrift mod jøderne gennem lang tid har ført, og mener, det er et eksempel på spin fra lutheranernes side. Og så spørger hun: ”Er det spin fra min side at flette dette bortcensurerede sorte kapitel ind i denne kommentar om spin og religion? Det vil flere sikkert hævde. Men man kan også vælge at tro på, at min intention er at advare mod faren ved at kategorisere nogle mennesker som undermennesker”.

Dette skal altså være et eksempel på hendes selvkritik, på, at hun så sandelig godt er klar over, at man ikke skal kaste med sten, når man bor i et glashus. Og man skal naturligvis, når det skal bedømmes, om der her er tale om spin fra hendes side, se på sandheden i den påstand, hun kommer med: at dette sorte kapitel er bortcensureret. (Hvad det aldeles ikke er). Men man kan da godt først lige tage sig tid til at påpege det mærkelige i, at hun vil bruge et forholdsvis ukendt og irrelevant skrift af Luther til at advare mod at kategorisere nogle mennesker som undermennesker. Hvorfor dog gå over åen efter vand? Hvorfor hente en sådan advarsel fra andres religion, når ens egen byder på en langt stærkere mulighed for at finde eksempler, ud fra hvilke man kan advare mod at kategorisere nogle mennesker som undermennesker.

Jeg tænker naturligvis på den måde, jøder og kristne er blevet behandlet på i de muslimske stater op igennem tiderne. Om dem kan man i sandhed sige, at de er blevet kategoriseret som undermennesker. Og man må desværre føje til, at denne overlegenhedspåstand fra muslimers side på ingen måde er afgået ved døden. Den trives i bedste (eller altså ”værste”) velgående i talrige muslimske miljøer her i vort dejlige land, hvor vi ellers alle går ind for ligestilling. Men om man så kun holder sig til islams historie, så er det dog besynderligt, at Khankan tilsyneladende fuldstændig springer op og falder ned på den opdeling i over- og undermennesker, som fandt sted dengang.

I forhold til det er det såmænd nærmest ligegyldigt, at så at sige alle lutheranere i vore dage tager afstand fra Luthers skrift. Vi kender det, vi bortcensurerer det ikke, vi regner det ikke for det vigtigste skrift, Luther har skrevet, bestemt ikke, vi indrømmer, at sådan har han skrevet, og vi vender os imod det. Men dette, at Khankan ikke tager afstand fra det skrift, der på hendes bane kategoriserer nogle mennesker som undermennesker, nemlig koranen, tænkes vi på den baggrund ikke at opdage. Det kan man jo godt kalde spin, oven i købet måske spin, gennemført med et vist held. Men det var måske bedre at sige med Morten Kvist, at den manglende selvkritik er islams evigt tilbagevendende problem.

Denne manglende selvkritik viser sig hele artiklen igennem derved, at Khankan overalt ser muslimerne som ofre. Det gælder hendes første eksempel på spin fra vores side: at muslimske folketingskandidater bliver udspurgt om, hvor deres loyalitet ligger, hos koranen eller hos grundloven. ”Spørgsmålene er absurde og forudsætter, at man ikke kan ære flere principper på samme tid. Spinnet er tydeligt: det handler om at skabe en sandhed om, at her har vi med kandidater at gøre, som er utroværdige, som ikke er loyale, og som vi derfor ikke kan stole på. Politik handler jo dybest set om tillid”.

Det har hun så fuldstændig misforstået. Lad mig citere, hvad jeg skrev for snart længe siden i en bog, der ligger på nettet: ”Frihed contra Fromhed”: ”Og det, der for mig at se gør muslimers deltagelse i denne demokratiske debat betænkelig, men måske ikke umulig, er, at de jo har en facitliste, nemlig koranen. Det viste sig med al ønskelig tydelighed, da de radikale i én eller anden kreds i landet havde opstillet en muslimsk læge til folketinget. Han blev spurgt om, hvorvidt han gik ind for dødsstraf og svarede, at det gjorde han ikke. Da han videre blev spurgt, om han ikke som troende muslim skulle gå ind for dødsstraf, eftersom det står i koranen, svarede han, at han som radikalt folketingsmedlem som alle andre radikale var imod dødsstraf, men som troende muslim var for. Dette skizofrene svar var for meget selv for de radikale, og han blev afskediget som folketingskandidat”. Se her.

Når man én gang har fået et sådant svar fra en muslim, er det så mærkeligt, at man, næste gang man træffer på en sådan som folketingskandidat, tillader sig at spørge lidt ind til, om vedkommende har koranen som sin rettesnor eller tillader sig den luksus i muslimske sammenhænge at have en personlig mening? Det har intet at gøre med, at vi danskere prøver at udøve spin overfor muslimerne.

Her kunne man spørge, om Khankan udøver spin i modsat retning. Man kunne fristes til at bruge det ord. Men når hun finder spørgsmål om muslimers loyalitet absurde, fordi vi danskere ikke vil forstå, at man udmærket kan ære flere principper på samme tid, så er der ikke tale om noget så sofistikeret som spin. Så er der tale om simpelt vrøvl.

Så hævder hun, at det kræver ekstra tålmodighed at være muslimsk debattør, fordi man må tale op imod en islamdebat, som har været båret af trusselsargumenter.

Det er nyt for mig. Det er muligt, at man kan sige en masse imod os, der deltager i islamdebatten. Og det er ganske sikkert, at Khankan har mange indvendinger imod denne debat. Men at nogen af os har brugt trusselsargumenter, det har jeg ikke oplevet. Hvordan skulle vi, der jo blot er ganske almindelige danskere, kunne bruge trusler imod muslimerne?

Den samme overdrivelse benytter hun sig af lidt senere, når det hedder, at ”Der findes eksempler på religiøse ledere i fortid såvel som nutid som for længst har mistet deres mødom i forsøget på at cementere deres magtposition. Et aktuelt eksempel er f.eks. netværket af islamkritiske præster”. Jeg gad dog nok vidst, hvilken magtposition netværket af islamkritiske præster har. Har de anden magt end den, deres argumenter giver dem? Det er jo vilkårene i et demokrati. Man må komme frem med sine argumenter om det ene og det andet. Og på disse argumenter bedømmes man, hvad enten det så er op til et folketingsvalg, eller det blot er op til et valg om, hvilken blog man gider læse.

Endelig har Khankan en del at indvende imod Naser Khader, fordi han stiftede foreningen ”Demokratiske muslimer”. ”Her lykkedes det for eksempel Naser Khader og Demokratiske Muslimer at spinne en sandhed om, at Demokratiske Muslimer var den eneste forening som arbejdede for islam og det ægte demokrati. Foreningen blev udråbt til et historisk vendepunkt i danmarkshistorien. Det var naturligvis ikke sandt. Islam og demokrati var ikke en nyopfindelse, men en etableret del af det danske muslimske foreningsliv”.

Igen: Den arme Khankan er et ulykkeligt offer for det, hun i denne forbindelse kalder spin. Skylden befinder sig alle mulige andre steder end hos muslimerne. Når ikke en levende sjæl i den danske medieverden har opdaget, at ”islam og demokrati var en etableret del af det muslimske foreningsliv”, så er det ikke dette foreningslivs skyld, så får det i hvert fald ikke Khankan til at gøre det, som ellers alle andre danskere ville gøre: gribe i egen barm, spørge, hvorfor de ikke har slået bedre igennem med deres muslimske demokratitanker, søge at rette op på denne dårlige gennemslagskraft. Ih nej, i stedet får det hende til at opfinde en ”spin-aktion” fra mediernes og Khaders side, som – ak, desværre – var altfor vellykket. Så får hun debatten drejet hen, hvor hun vil have den: at det alt sammen er vores skyld, ikke muslimernes.

Men ærlig talt, vi er ved at være godt trætte af hele tiden at høre denne melodi: at det ikke er muslimernes skyld, men vores skyld. Hvornår lærer mon vore muslimske medborgere at opfatte sig selv som fuldgyldige danskere, som landsmænd, hvis meninger vi da gerne vil høre, men hvis opfattelser vi naturligvis også stiller spørgsmål til? Hvornår når vi frem til en situation, hvor man kan diskutere alle spørgsmål angående islam uden at skulle mistænkeliggøres som ”islamofob” eller have at vide, at man bruger spin?

Det må vel komme før eller siden. Men Khankans indlæg fremmer ikke just processen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s