Som Fanden læser koranen

Dette er overskriften på en kronik af Sherin Khankan i Politiken for den 3. juni, se her. Deri underbygger hun meget bedre de påstande, hun kom med i den artikel på religion.dk, som jeg i mit forrige indlæg vendte mig imod. Og det gør denne kronik betydelig mere interessant og oplysende end artiklen på religion.dk. Derfor skal den have en bemærkning med på vejen fra min side.

Den første oplysning, Khankan bringer i kronikken, står næsten til sidst. Her hedder det: ”Det må dog understreges, at nogle af de ovenstående koranfortolkninger ikke er generelt accepterede, men snarere udgør perifere fortolkninger, som accepteres og praktiseres af et fåtal af reformprægede intellektuelle, filosoffer, lærde, retslærde, politikere og sekulære såvel som islamiske feminister”. Det vil sige, Khankan véd godt, at hun og hendes ligesindede udgør en minoritet indenfor den muslimske umma. Det kan på den baggrund forekommer noget besynderligt, at de mennesker, hun retter sit skyts imod, ikke er det flertal af muslimske koranfortolkere, hun er uenig med, og hvis ”omvendelse” man skulle tro måtte have førsteprioritet for hende, men os islamkritikere, der ikke kan acceptere hendes tese om, at islam og demokrati så udmærket kan forenes.

Og man må vist også sige, at den indrømmelse, hun således kommer med til sidst, burde have fået hende til at ændre på sin kroniks begyndelse. Her taler hun om en ”tradition”, der er opstået blandt danskere, desværre også blandt nogle akademikere fra de højere læreanstalter. Om den siger hun: ”Den ’tradition’, der definerer islam som en religion, der står i skarp kontrast til menneskerettigheder, har absolut intet med saglig religionskritik at gøre. Det, der kendetegner den, er en læsning af Koranen uden blik for kontekst, historie og det arabiske sprog. En selektiv læsning, som insisterer på, at Koranen er problematisk, selv om majoriteten af danske muslimer lever fredeligt med deres religion”.

Jeg vil da ikke afvise, at der findes en sådan ”tradition”, og jeg vil heller ikke nægte, at jeg på en måde kan siges at befinde mig i denne ”tradition”, men når hun i citatet fra slutningen af kronikken siger, at den opfattelse, hun gengiver i kronikken, befinder sig i periferien og ikke er generelt accepteret, så siger hun jo dermed, at langt de fleste main-stream muslimer befinder sig i den samme ”tradition” som mig. Ikke, at jeg er særlig glad for selskabet, jeg så da hellere, at det var Khankans retning, der udgjorde flertallet indenfor islam, men jeg finder det lidt besynderligt, at vi islamkritikere skal have på puklen af Khankan, fordi vi kritiserer den del af islam, som også hun kritiserer.

Hvis jeg ser tilbage på min ”karrière” på religion.dk, må jeg sige, at det tog sin tid for mig at blive klar over, hvor ”fundamentalistisk” de fleste muslimer tænker om koranen. Jeg havde skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori jeg anbefalede muslimerne ikke at betragte koranen som Guds ord slet og ret, men i stedet tale om koranen i lighed med den måde, vort præsteløfte taler om bibelen på: at Guds ord ikke er identisk med de hellige skrifter, men findes i disse skrifter. Det synes jeg kunne løse en del af de vanskeligheder, muslimer løber ind i, stillet overfor koranen, og det var derfor jeg anbefalede denne formulering.

Men jeg blev mødt med hele to muslimers modargumenter. Både Aminah Tønnsen og Hadi Khan kunne på ingen måde gå med til en sådan mere løs formulering om forholdet mellem Guds ord og koranen, nej, koranen var fra ende til anden identisk med Guds ord.

Her kan man lægge mærke til, at det, jeg hævdede, så nogenlunde svarer til det, Khankan hævder. Hun skriver: ”Koranen spiller en rolle i moderne tid, netop fordi mange muslimer formår at tolke Koranen kreativt, dynamisk og fleksibelt ind i den tidsalder og det samfund, de lever i”. Dog, denne fleksible og kreative tolkning afviste altså mine to daværende modstandere.

Men jeg afviste den ikke. Jeg troede stadig på den. Jeg ledte med lys og lygte efter alternative korantolkninger, og jeg fandt da også nogle stykker, omend jeg aldrig kom til at anse deres tolkning for indlysende. Jeg fandt f. eks. Riffat Hassan og tog i en bog, jeg skrev og lagde på nettet, stilling til hende, se her. Og jeg fandt også An-Naim, der opererede med en modsat abrogationsteori end main-stream-islam, se her. Begge havde holdninger, som jeg godt kunne dele, og jeg troede en overgang, at sådanne islam-tænkere kunne udgøre et håb for islam, eller rettere: et håb for os, der skulle til at lære at leve sammen med muslimer; for hvis deres tanker kunne få udbredelse blandt ”vore” muslimer, så ville meget komme til at se lettere ud. Desværre har jeg siden erfaret, at mine to ”yndlings-muslimer” ikke har haft nogen nævneværdig indflydelse på muslimsk tankegang, hverken i det store udland eller herhjemme. Det ser snarere ud til, at den muslimske vækkelse, vi har været vidne til, er gået i den modsatte retning.

Men kan jeg da anse Khankans tolkninger for indlysende? Hun giver jo en række udlægninger til bedste i sin kronik. Hvordan skal man se på dem?

Lad mig tage et par af de koransteder op, som Khankan nævner! Først spørgsmålet om polygami. Her siger Khankan: ”Det er kun anbefalet at have flere hustruer, hvis der er tale om en akut undtagelsestilstand i forbindelse med krig eller hungersnød, hvor der er et stort antal forældreløse børn og enker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv eller deres børn. Monogami er idealet i Koranen”. Hun gør her en interessant iagttagelse. Det vers, hvori polygami omtales, er sura 4,3: ”Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje”. Hun lægger megen vægt på den første betingelsesbisætning: ”Hvis I er bange for …”, og mener, det kun er i den situation, muslimer må gifte sig med flere. Og det kan der jo være noget om. Én af de koranoversættere, jeg har konsulteret desangående, (Shakir) oversætter derfor hovedsætningen således: ” … så gift jeg med sådanne kvinder, som I synes om”. Altså, muslimen skal drage omsorg for de faderløse børn ved at gifte sig med deres mor. Der er dog andre oversættere, der siger det modsatte: ”gift jer med (andre) kvinder”, og de fleste lader det være uafgjort, om de kvinder, der tales om, er de faderløses mødre eller andre kvinder.

Men Khankans iagttagelse er interessant, og man kunne godt ønske sig den noget mere udbredt, f. eks. blandt de ti svenske imamer, hvoraf ni hævdede, at polygami var tilladt, tilsyneladende uden at nævne, at det kun gjaldt i samfundets undtagelsessituationer.

Et andet forsøg på at omtolke den normale muslimske ægteskabspraksis med polygami, der har været mere heldigt, er gjort af en egyptisk stofmufti. Han lagde vægt på formaningen om at behandle sine koner retfærdigt, og hævdede ud fra sura 2,129, at det aldrig var muligt for en muslim at gøre det. Dette førte til forbud mod flerkoneri i både Egypten og Tunesien, se her.

Et andet koransted, Khankan omtaler, er sura 2,221, et vers, der fortæller, hvem en muslim må gifte sig med. Khankan skriver: ”En muslimsk mand kan gifte sig med en kvinde fra ’Bogens Folk’, dvs. en jøde, kristen eller muslim. Hvad angår muslimske kvinder, så lægger Koranen vægt på, at den, kvinden gifter sig med, er retskaffen, hengiven og oprigtig i sit gudsforhold. En troende (på arabisk ’mumin’) refererer til en, som er hengiven i sit gudsforhold. Ægteskab på tværs af religion er således foreneligt med Koranens budskaber”. Af dette ser det ud til, at der er forskel på anbefalingen til en muslimsk mand og en muslimsk kvinde. Mens manden ikke får nogen formaning med angående ægtefællens trosforhold, får kvinden det: hendes påtænkte mand skal være retskaffen, hengiven og oprigtig i sit gudsforhold.

Her er det mærkeligt, at koranstedet, som Ellen Wulff oversætter det, stiller mand og kvinde fuldstændig lige. Stedet lyder hos Wulff: ”Gift jer ikke med kvinder, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende! En troende slavinde er bedre end en, der sætter andre ved Guds side, også selvom I skulle finde behag i denne. Bortgift ikke til mænd, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende! En troende slave er bedre end en, der sætter andre ved Guds side, også selvom I skulle finde behag i denne”. Som man ser, er der fuldstændig symmetri i formaningen til mænd og kvinder. Dette gælder alle de oversættelser, jeg har konsulteret. Og det er modsat det, der forekommer hos Khankan. Og modsat det, der synes at være normal muslimsk praksis: at en muslimsk mand gerne må gifte sig med en kristen kvinde, men en muslimsk kvinde ikke med en kristen mand.

Og javist, det er da muligt, at dette koransted kan tolkes som Khankan gør det, så ”Ægteskab på tværs af religion er … foreneligt med Koranens budskaber”. Men de mange danskere, der er blevet forelsket i en muslimsk kvinde og af hendes familie og hende selv blevet stillet overfor valget mellem at konvertere til islam og gifte sig med pigen, eller nægte konvertering og få afslag på deres frieri, ville nok have været glade for i tide at have hørt noget mere om Khankans alternative tolkning.

Til sidst: Khankan giver desværre også i kronikken et eksempel på, at hun ikke har set forskellen mellem det kristne og det muslimske forhold til helligteksterne. Hvis jeg skal sige det lidt kort, er det, vi kristne udlægger, livet selv, mens det, muslimerne udlægger, er koranen.

Vi kristne udlægger livet selv? Ja, vi bruger Jesu ord og eksempel til at få et klarere billede af, hvad vi egentlig godt selv kan indse. Vi har i Jesu ord et enzym, der kan få en proces til at forløbe. Som i kemien kan processen godt finde sted uden enzymets medvirken, men enzymet får den til at forløbe hurtigere; der er større sandsynlighed for, at den finder sted, når enzymet er til stede.

Sådan kan vi godt af os selv indse, hvad vi skal gøre og ikke gøre i vort menneskeliv. Men Jesu ord, specielt ”den gyldne regel” Matt 7,12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, får os til at se på sagen også fra vor modparts side.

Er polygami tilladt? Det spørgsmål afgør vi kristne ikke ved at slå op i bibelen og give os i lag med en ”skriftstedskamp”. Vi afgør det, eller burde i hvert fald afgøre det, ved hjælp af den gyldne regel: fordi vi mænd bliver godt og grundigt jaloux, hvis vi opdager, at vores kone har et godt øje til en anden mand, kan vi på ingen måde forestille os, at polyandri skulle være tilladt. Og fordi vi ikke ønsker, at vores kone gifte sig med en mand mere, derfor skal vi heller ikke gifte os med en kone mere.

På samme med måde spørgsmålet om kvindens ret til at ægte, hvem hun vil. Det kan selvfølgelig være spændende at se, hvor Khankans ”skriftstedskamp” med de andre muslimer ender, men hos os afgøres spørgsmålet på en helt anden måde: vi afgør det ud fra tesen om kvinders ligestilling; og om den tese er fremkommet i kraft af kristendommens enzym eller helt af sig selv, er i den forbindelse ligegyldigt. Fremkommet er den. Og vi kristne kan derfor nu forstå det, vore kristne forfædre ikke forstod: at skal manden have rettigheder, skal kvinden have tilsvarende rettigheder.

DET er demokrati. Og da muslimer jo også er mennesker og derfor også kan gøre sig den slags overvejelser, altså se sagen fra modpartens synsvinkel, derfor er det på ingen måde umuligt for muslimer at blive demokrater. Men så længe de fastholder koranen som ”facitliste”, kan de ikke blive demokrater, uanset hvor fine og vestligt acceptable resultater de end måtte komme til.

Khankans koranudlægning nytter hende derfor ikke, hvis hun vil fremme tesen om, at islam kan underbygge demokratiet. Selve det, at hun vil ”bevise” islams demokrati-tendens med koranudlægninger, viser, at islam ikke underbygger demokratiet. Omvendt med os kristne: vi hævder ud fra vor ”livsudlægning”, at mand og kvinde er ligestillet. Det er det primære. Det er, hvad vi fastholder som vor overbevisning. Og så er det da naturligvis sjovt nok, at Paulus har et udsagn som det fra Gal 3,28 om, at der i menigheden ikke er forskel på mand og kvinde. Men vi har ikke vor ligestillingstanke derfra, den har vi fra vor ”livsudlægning”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Som Fanden læser koranen

  1. Morten - - - siger:

    Jeg foretrækker at konstatere, at islam er uforligelig med vores samfundsform af blot to samstemmende årsager:

    1. Vores samfundsform er ikke baseret på indgående studier af koranen, sharia, og fem daglige bønner

    2. Intetsteds har indgående studier af koranen, sharia, og fem daglige bønner ført til en samfundsform, der ligner vores

    Jeg behøver slet ikke at kigge i koranen, for at forstå. Jeg kan nøjes med at kende træet på dets frugter. Og det gør mig ikke til ignorant. Thi en religiøs bevægelse er aldrig andet end summen af det, den inspirerer sine tilhængere til.

    – – –

  2. Claes siger:

    Koranen minder mig om Mormons bog. Begge er efterligninger af Bibelen og leder væk fra den Kirke Herren stiftede.

  3. Peter Rubæk siger:

    Sherin Khankan skriver:
    ”Den ’tradition’, der definerer islam som en religion, der står i skarp kontrast til menneskerettigheder, har absolut intet med saglig religionskritik at gøre. Det, der kendetegner den, er en læsning af Koranen uden blik for kontekst, historie og det arabiske sprog.”

    Jeg tror Sherin Khankan har fat på noget rigtigt i sin forståelse af, at Koranen skal læses med blik for den sammenhæng, den historisk er dikteret ind i den arabiske sprogs kultur af en profet, der var en magtbegærlig hærfører. Den arabiske, islamiske menneskeforståelse kan ikke sammenlignes med den vestlige kristne menneskerettighedsforståelse, og islam hører til i det arabiske sprogs kultur og kan ikke virke i et harmonisk samspil med den vestlige civiliserede menneskerettighedskultur, men Koranen påbyder muslimer at kæmpe for Allahs sag imod de vantro kristne og gøre hele verden til muslimer for at skabe den verdensfred, som ifølge Koranen kun kan opstå, hvis islam bliver en styrende verdensreligionen.

  4. Lars Hougaard Clausen siger:

    At bruge enzymet som et billede på Jesus forekommer mig at være ganske velvalgt. Enzymet befordrer en proces, som også kan foregå uden enzymets medvirken, dog langsommere. Det giver svar på et spørgsmål, som har optaget mig: Var det før eller efter mit møde med inderen Krishnamurti, jeg fandt fornøjelse i at skrive haiku? Det var før, men at stifte bekendtskab med Krishnamurti har netop virket som enzym.

    Jens Jørgen Thorsen brugte i forbindelse med sin sene Jesusfilm fra 1992 ordet katalysator om Jesus. “Jesus deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden”, sagde han. Det kommer disciplineret til udtryk i, at Jesus slet ikke deltager i filmens enkelte løsslupne scener. Der er dog også et andet spor i filmen i Jesu eget kærlighedsforhold, hvor han jo faktisk medvirker. Jesus er alså alligevel mere end katalysator – og det var her jeg blev glad for ordet enzym, som jeg synes peger udover bare at stå ved siden af, mens noget sker. Det kan være, jeg kløjs i ordenes betydning. Men med den skelnen, jeg opererer med, synes jeg, det giver mening.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s