Hvorfor får vi finanskrise?

Efterhånden som krisen bider sig fast, er der flere og flere, der stiller spørgsmålstegn ved det, man lidt diffust kalder ”systemet”. Det vigtigste er måske, at nogle økonomistuderende har sluttet sig sammen med en professor i økonomi ved Københavns Universitet og dannet en sammenslutning, der hedder ”Kritiske politter”. Men også andre har vovet at kritisere de økonomiske modeller, som både Danmarks og EU’s politik tilsyneladende styres efter. Her skal kun to sådanne kritiske indvendinger gennemgås.

Den første stammer fra et interview med Vincent F. Hendricks i anledning af en bog, som han har udgivet sammen med nogle andre. Bogen hedder ”NEDTUR, finanskrisen forstået filosofisk”. Interview kunne læses i Kristeligt Dagblad den 29-5, men er ikke på nettet. Han viderebringer i interview’et en, som han siger, meget sigende analogi af den engelske økonom John Keynes: ”Forestil dig en avis, som udskriver en konkurrence, hvor man kan vinde, hvis man kan finde de smukkeste seks personer i en række afbildet i avisen. Den simpleste strategi består i blot at udvælge de seks personer, man selv synes er de smukkeste, og indsende det som forslag. En mere sofistikeret strategi består i at spekulere i, hvad man tror, de andre konkurrencedeltagere synes er de smukkeste. Og en endnu mere forfinet strategi består i at tænke, hvad man tror, de andre konkurrencedeltagere tror, offentligheden synes er de seks smukkeste. Men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvem der er de smukkeste. På samme måde er det med værdien af aktier, der også kan være betinget af, hvad man tror, de er værd. Sådan kan det også være med boligpriser. Og det er på den måde aktie- og boligprisboblen opstår. Og når der så bliver pisket en stemning op om, at økonomien kun kan gå en vej, sker det, at vi glemmer den kritiske sans og bruger den samme boomtænkning som alle andre”.

Den analogi vil jeg godt kritisere. Kritikken går i alt væsentligt ud på, at man på aktie- og boligmarkedet før eller siden får svar på spørgsmålet om, hvad tingene er værd. Vi så det fornylig, da Facebook-aktierne kom til salg. Når man på forhånd skal vurdére, hvad en sådan aktie vel kan være værd, er sandt nok, at det, der er afgørende, jo ikke er, hvad man selv synes, men hvad man tror, andre vil synes. Ligesom i skønhedskonkurrencen. Men i det øjeblik, handelen går i gang, får vi dette spørgsmål afgjort. Modsat, hvad der sker ved skønhedskonkurrencen. Af og til kan der går lidt tid, inden svaret bliver givet. Der var i sin tid en såkaldt IT-boble. Man mente, at alle IT-virksomheder stod lige overfor et stort gennembrud, der ville få dem til at tjene styrtende med penge. Der var ganske mange, der blev grebet af denne forestilling. Og det betød derfor en vis afmatning i hele økonomien, da det viste sig, at det forventede gennembrud udeblev.

Dette er et eksempel på, hvad Hendricks kalder ”lemming-effekten”: økonomer, statistikere, finansfolk, alle opfører vi os i visse situationer som lemminger: vi glemmer at tage vor fornuft med på råd, vi ser, at alle andre får gevinst, og handler derfor som de mange har gjort, der har fået gevinst, dvs., vi køber IT-aktier. Og når det så efter nogen tid viser sig, at de priser, vi købte til, var altfor høje, fordi alt for mange havde fået den samme gode idé som vi selv, dvs., når det viste sig, at indtjeningen slet ikke stod mål med de opskruede forventninger, alle havde, tja, så kan vi jo godt i bagklogskabens ulideligt klare lys indse, at vi slet ikke havde overvejet, hvorvidt IT-firmaerne nu også kunne forrente den sum, vi havde givet for dem. Vi kan altså indse, at vi lod os forlede af ”lemming-effekten”.

Det er jo alt sammen sandt nok, men alligevel skal man passe på netop her. For Hendricks taler i samme åndedrag om aktier og boliger, som om der ikke var nogen forskel. Det er der imidlertid. Dels er der nu den forskel, at det på boligmarkedets område kan tage meget længere tid, inden det afsløres, at der var tale om en ”boligboble”. Og dels er der den forskel, at hvor aktiemarkedet er uddifferentieret – så er det IT-virksomheder, så er det kobbermarkedet, så er det elektronikfabrikationen, der tiltrækker sig store forventningsfulde kapitalmasser – så foregår det på boligmarkedets område meget mindre fleksibelt. Det går langsommere, men når så til gengæld en lemming-effekt af stor forventning til fortsatte prisstigninger har slået igennem, griber den alle. Kun få lande undgik at blive grebet af den lemming-effekt i nullerne, hvor i hvert fald hele den vestlige verden blev ramt og blev ramt netop på boligmarkedet.

Men hvorfor opstod der så en boligboble?

Det spørgsmål venter vi lidt med at besvare. Først skal vi nemlig se på en anden interessant artikel om dette fænomen. Den er skrevet af Preben Wilhjelm og stod i forkortet form som kronik i Information forleden, se her. Den længere artikel kan ses her.

Og for mig var det ganske interessant læsning med den længere artikel (om end også til tider lidt anstrengende). Jeg underviste i sin tid på HF i kristendomskundskab og fik dèr lejlighed til at sætte mig noget ind i Marx’ tankegang. Og så så jeg her pludselig mange af disse kendte, men hengemte begreber blomstre op for mine øjne. Nå, Wilhjelm er på ingen måde en forbenet marxist, han formår at tage de ændringer med i sine betragtninger, som er sket siden Marx’ dage. Så han formår at gøre sig nogle ganske interessante iagttagelser, omend han ikke fremkommer med en forkromet modteori til den herskende og heller ikke har noget éntydigt svar på spørgsmålet om, hvad man dog skal gribe og gøre i.

Han har nu for det første den bemærkning til alle dem, der anklager grådigheden for at være det egentlige onde i vort system: ”Men det [anklagen for grådighed] kan højst være et afsæt til en egentlig systemkritik, da grådigheden er selve drivkraften i det system, som vi i denne del af verden bekender os til. Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin”.

Han citerer Margrethe Vestager for at tale om uansvarlig økonomisk politik som årsag til problemerne, og skriver så: ”Det er ikke alene noget forfærdeligt vrøvl. Det er direkte fordummende, fordi det blokerer for indsigt i, hvordan vi egentlig er havnet i suppedasen”. Og han fortsætter med at hævde, at også S og SF ville spendere, dengang VKO gav skattelettelser. Men, fortsætter han, disse skattelettelser og disse spenderinger er for pebernødder at regne i sammenligning med det forhold, at statsfinanserne på kun fire år gik fra et overskud på 80 mia kr til et underskud på 100 mia kr, et dyk på 180 mia kr, som ikke blev besluttet af nogen som helst.

Og man må lade ham, hans beskrivelse af, hvad der skete, er ret nøjagtig. Dengang i nullerne, da det hele bragede derudad, mente alle, at boligpriser da kun kunne gå opad. Man ydede lån til spekulative boligprojekter, man opfandt afdragsfrie lån, man belånte friværdier til den store guldmedalje, og ingen anede uråd. Jovist, enkelte økonomer advarede. Men de blev ikke hørt.

Og nu: ”Bagklogskaben fører sig frem. Men advarselslamperne var få og spredte. Det betragtes af stort set alle som en selvfølge – og indgår i både låners og låntagers forudsætning – at prisen på en bolig kun kan stige og stige. Illustrativ i så henseende var en alarmerende forsidenyhed i et af vore største dagblade i januar 2012: Adskillige, der købte bolig for fem-seks år siden, oplever nu, at den er mindre værd end da de købte den, stod der. Javel, det sker altså også for biler. Og cykler og sko og alt muligt andet. De har brugt boligen i fem-seks år, naturligvis er den mindre værd! Men det har vi bare lært, at det gælder ikke boliger. Alene på de sidste kun otte år forud for krisen steg ’værdien’ af den eksisterende boligmasse med ca. 900 mia kr. Det svarer omtrent til det samlede statsbudget i 1½ år. At en sådan gevinst, som der ikke ligger nogen som helst produktion bag, end ikke beskattes, men ubeskåret slippes løs til forbrug, er selvsagt topmålt økonomisk uansvarlighed”.

Men Wilhjelm mener kun, den bristede boligboble var det, der igangsatte krisen. Og han spørger videre, hvordan en så forholdsvis lille fejlberegning kunne afstedkomme så enorme virkninger: banker, der krakker, finansieringsinstitutter, der går konkurs, enorme statsindgreb, der nok redder banker, men ikke tvinger dem til at investere i arbejdspladser.

Han ser ikke årsagen til krisen i noget med jordpriser eller boligbobler. Nej, krisen har sin årsag i, at vort økonomiske system ikke, som mange økonomer fejlagtigt tror, er i stabil ligevægt, men kun befinder sig i en højst ustabil ligevægt, der er af en sådan art, at et meget lille udsving kan få uoverskuelige konsekvenser.

Men ikke desto mindre er det en meget fornuftig kritik, han kommer med af finanspagten. Han undrer sig (sammen med mange andre) over, at det gang på gang hedder, at det offentlige ikke har råd til hverken det ene eller det andet, samtidig med, at vi danskere får besked om i større udstrækning at ”svinge dankortet”. Har da vi private bedre råd end det offentlige? Og han gør opmærksom på, at det kun er USA, der har en statsgæld af betydning (20%) til andre lande, især Kina, mens Danmarks statsgæld er en gæld, hvor hele tilgodehavendet ligger i Danmark.

Pengene findes altså i samfundet. Men hvor? Jo, siger Wilhjelm ”groft sagt kan man vel sige, at krisen har betydet, at dem uden solide pensionsordninger, friværdier eller spekulationsgevinster er kommet til at skylde de økonomisk bedrestillede nogle enorme summer, som det vil tage mange år via skatten og offentlige besparelser at betale tilbage. Demografisk klart til ugunst for den yngre generation”.

Derimod har Wilhjelm ikke noget særligt ønske om at opløse euroen og sætte kronen fri. Det er ellers noget, mange ser som en mulighed, når man vil have så forskellige lande med så forskellig aftalekultur og økonomisk virkelighed til at arbejde sammen. Men ikke Wilhjelm. Og det kan jeg da godt stille mig uforstående overfor.

Ligeledes må jeg melde pas, når han gør et svagt forsøg på at forklare krisen ved hjælp af marxistiske begreber. Det kan være interessant nok – jeg mindes som sagt uvilkårlig gamle dage, da den slags kom indenfor min horisont – men jeg har ondt ved at forstå det, og hvis jeg forstod det fuldt ud, tror jeg ikke, jeg ville acceptere det.

Til sidst lidt om en anden teori om finanskriser og deres kommen og gåen. Det har, efter min mening, temmelig meget med boligboblen at gøre. Ganske vist opstår der en ”lemming-effekt” også andre steder i økonomien, men det farligste sted er på boligområdet. Normalt vil samfundets stadige produktivitetsstigning bevirke, at lønnen bliver mere og mere værd. Dette vil give sig udslag i, at almindelige mennesker kan betale stadig mere til deres bolig, så priserne vil altså stige. Og når der har fundet en stigning sted gennem nogle år, vil priserne stige endnu mere: der vil opstå en forventningspris på jord.

Normalt vil så disse to faktorer, produktivitetsstigningen og forventningsprisen på jord holde hinanden nogenlunde i skak. Men af og til sker der uventede økonomiske fremskridt. Så overstiger produktivitetsstigningen det, man havde forventet, og vi får gennem nogle år et ret kraftigt økonomisk opsving. Det fik vi i tresserne. For ingen havde regnet med, at det ville betyde noget særligt for produktivitetsstigningen, at vi fik afskaffet handelsbarriererne. Det gjorde det imidlertid. Vi fik økonomisk fremgang, så meget, at arbejdsløsheden blev næsten afskaffet. Men ak, netop som økonomerne havde proklameret, at vi nu var ude over de stadige konjunktursvingninger, havde forventningspriserne indhentet produktivitetsstigningerne, og vi fik igen ”normale” tilstande, dvs., tilstande med arbejdsløshed. Ikke desto mindre håbede vi dengang, at inden længe måtte da de ”gode tider” fra tresserne komme igen. Det gjorde de bare ikke. For de gode tider var baseret på en éngangsforeteelse: at vi fik reel frihandel i EF og EFTA.

Nu under denne krise har så det samme gentaget sig. Vi havde op gennem firserne og halvfemserne fået skabt en vis balance mellem produktivitetsstigningerne og forventningspriserne på jord. Men så kom Kina for alvor ind i verdensøkonomien. Og det gav økonomien verden over et vældigt løft. Forventningspriserne kunne ikke følge med: ingen havde forventet denne fremgang. Derfor fik vi fremgangen i nullerne. Men nu har jordpriserne omsider fulgt trop, og nu har vi igen krise. Hvilket dog, ligesom i halvfjerdserne, blot betyder, at vi er ”back to normal”. Det vil sige, efter denne teori kommer de gode tider i nullerne ikke igen, i hvert fald ikke før der igen opstår et spring i produktivitetsstigningerne. Så når nu vore politikere går og venter på, at vi om ganske få år kommer ned på de arbejdsløshedstal, vi havde i nullerne, så kommer de til at vente forgæves. Ligesom man ventede forgæves i halvfjerdserne.

Men hvorfor kommer så konjunkturomsvinget så hurtigt? Hvordan kan, som Wilhjelm siger, en så relativt lille forandring i boligpriserne få hele korthuset til at vælte?

Ja, det har med lemming-effekten at gøre. Det har med det at gøre, at fremgangen har opbygget en tillid til fremtiden, og den tillid til fremtiden kan godt tåle nogle negative tal, kan godt affinde sig med et enkelt bankkrak eller to, men når det er store banker eller store byggefirmaer, der går ned, så mister man tilliden, dvs., så indser man – altfor sent jo – at de projekter, man har lånt penge ud til, var for dristige. Man havde sat sine forventninger altfor højt op. Og ”man”, det vil her sige, alle folk i pengebranchen, den ene ikke mere grådig end den anden.

Nå, der skulle vist egentlig også her siges noget om euro-krisen. Men det må vente til en anden gang. Jeg kan jo udskyde det med den gode samvittighed, at Wilhjelm så at sige ikke berører den sag.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvorfor får vi finanskrise?

  1. Morten - - - siger:

    Kryptonationalisten Vilhjelm forsludrer sig som sædvanligt, selvom hans gode iagttagelsesevne stundom bringer ham tæt på nogle centrale sandheder. Desværre er hans dømmekraft ikke ubestikkelig, og han prædiker efter min mening blot til koret, når han siger, at “grådigheden er selve drivkraften i det system, som vi i denne del af verden bekender os til”.

    Vi ved nemlig egentlig allesammen godt, at drivkraften i vores økonomiske system ikke er grådighed. Og vi kan ikke stemme partier til magten, hvis politik reflekterer en sådan “bekendelse”. Thi de findes reelt ikke. Vores velstand skyldes nemlig den energi, der opstår i spændingen mellem grådighed og generøsitet. Enten vi er os det bevidst eller ej.

    Intet andet samfund er så generøst som det i grunden socialistiske omfordelingssamfund, Danmark. Derfor har vi velstand. Vi er ikke rige – vi er lige. I de lande, hvor grådigheden og pugningen ikke balancerer med generøsiteten, er der forarmelse, undtagen blandt de ekstremt velbjærgede.

    Det er “pr. hovede – ikke pr. høved”-tanken, der er oprindelsen til vores kollektive rigdom. Det er som om Vilhjelm aner det, men ikke tør andet end at slå syv, venstreorienterede kors ved hjælp af det stærkt værdiladede ord, “grådighed”.

    Den økonomiske liberalisme forarmer, hvor der ikke er noget at fordele, som i Pakistan. Det samme gør den økonomiske socialisme, hvor der ikke er noget at omfordele, som vi så det i øst. Når de tvende – det kollektive og det individuelle aspekt – derimod er hinandens flod og ebbe i nationens tidevand, opstår der dynamik. Og den yin-yang-effekt beror på en kulturelt erhvervet erkendelse, som kun kan have nationalstaten som ramme.

    Det fortrænger Vilhjelm, og dermed fortrænger han, at han er nationalist. Til brug for denne fortrængning har han multikulti-projektet “Euro”en at bekende sig til. Den er nemlig dejligt abstrakt, og kan derfor tjene som en i sig selv irrationel markør og legitimering over den sluttede gruppe, Vilhjelm identificerer sig med. Man kan ikke signalere noget ved kun at være pragmatiker.

    Han tilhører venstrefløjen, som i dag samler alle de holdningsløse og de forfængelige, der søger en sikker havn at være holdningsløse og forfængelige i. Venstrefløjen som bevægelse er ikke identisk med nogen politik, eller med noget som helst andet, end et asyl og en facitliste af letforudsigelige standpunkter. Groft sagt.

    Jo ældre, Vilhjelm bliver, desto mindre bliver fristelsen til at søge ud af den sikre havn, selvom sirenerne lokker. Derfor er det utvivlsomt vigtigt for ham at garnere de tanker, der trænger sig på i hans stadig aktive sind, med markører. Det er dette, man kunne kalde “Bonnichsen-effekten”.

    Vi ved allesammen, hvem der kan forsøde en pensionists tilværelse med middage, frokoster, samt ros, anerkendelse, og pristildelinger. Og det er ikke os. Vi kan kun tilbyde et alderdomsliv i isolation og manglende anerkendelse. Hvis ikke ligefrem: Dårlig behandling. Som den, der venter medlemmerne af Dansk Folkeparti, når de bliver gamle – dersom de ikke kan købe sig fri af det ordinære samfunds tilbud og dets “spytten i havregrøden”.

    – – –

  2. Pingback: Sparevejen eller kickstartvejen? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s