Reformation på en misforståelse?

Hvad skete der egentlig den 31. oktober 1517? Ja, der skete jo det, véd vi, at en augustinermunk ved navn Martin Luther opslog 95 teser om afladen på Slotskirkens dør i Wittenberg. Det var blot tænkt som en invitation til en disputation om afladen, men til hans store overraskelse, men til bogtrykkernes store fortjeneste (altså rent pekuniære fortjeneste), bredte teserne sig i løbet af 14 dage ud over hele Tyskland og nåede kort tid efter også til Rom. Her så man sin forretning, afladshandelen, truet og prøvede straks at få lukket munden på denne munk. Først igennem augustinerordenens generalvikar i Rom; det mislykkedes; så igennem et forhør i Augsburg ved kardinal Cajetan; det lykkedes heller ikke; og til sidst gennem en direkte banbulle – i september 1520. Så fik man ham endelig kætterdømt, men kejseren, der efter de dengang gældende regler derefter skulle sørge for at få ham brændt, kunne ikke få de tyske fyrste med på den idé. De ville først høre ham, og han blev derfor indkaldt til rigsdagen i Worms i 1521. Her mødte han op med frit lejde fra kejseren, og til alles overraskelse – ikke mindst Luthers – fastholdt kejseren sit frie lejde, så han kunne drage tilbage til Wittenberg, eller i det mindste tilbage til hans fyrstes territorium. For han blev jo ”bortført” og anbragt på Wartburg.

Men altså: det hele begyndte som et angreb på afladshandelen. Jeg tog mig for nogle år siden for at undersøge, hvad da aflad egentlig er for noget. Det førte til, at jeg skrev en længere afhandling: ”Reformation på en misforståelse?”, se her. Jeg har prøvet at læse den igennem igen, men jeg advarer: det er utrolig indviklet. Egentlig forstår jeg i dag ikke, at jeg evnede at skrive den, og da slet ikke, at jeg gad. Men den står der altså i al sin indviklethed.

Det, der er indviklet, er afladsteologien i sig selv. Den er så indviklet, at hverken Luther eller hans modpart, de papistiske teologer, helt havde forstået den. Det gør imidlertid ikke så meget, for det punkt, de ikke havde forstået, var det samme, så der var alligevel grobund for en gedigen teologisk uenighed. Punktet, de begge misforstod, var punktet med de fyldestgørende gerninger. Disse gerninger var i senmiddelalderen blevet forstået som identiske med gode gerninger. Sådan misforstod Luther det også. Og uenigheden mellem Luther og papisterne var derfor en uenighed om, hvorvidt et menneske kunne gøre overskydende gode gerninger, hvor den skulle have været en uenighed om, hvorvidt et menneske kunne gøre overskydende fyldestgørende gerninger. For gode gerninger og fyldestgørende gerninger er ikke det samme.

Men det kunne ingen af de to parter se.

Fra 1200-tallet og fremefter havde afladsteologien udviklet sig, og den var på Luthers tid blevet en slags parallel-teologi, oven i købet en teologi, der fortrængte den oprindelige teologi. Og da man anvendte nogenlunde de samme ord i afladsteologien som i den ægte teologi, er der ikke noget at sige til, at en række misforståelser opstod. Lægfolket forvekslede raskvæk helvede med skærsilden, og teologerne gjorde det også gennem de skriftsteder, de anvendte. Man forvekslede eftergivelsen af skærsildsstraffene med tilgivelsen af synderne; det gjaldt både læg og lærd. Og man forvekslede altså også de fyldestgørende gerninger med de gode gerninger.

Denne parallel-teologi havde nået et omfang, så den ganske overskyggede den ægte teologi. Og skal katolikkerne takke Luther for noget, så kan de passende takke ham for, at han igen satte den ægte teologi i højsædet. De spørgsmål, Luther bragte på bane, holdt sig indenfor den ægte teologi, og den vældige skævvridning, der var foregået på teologiens område derved, at al vægt var blevet lagt på afladsteologien, blev derved rettet ud igen. Også i den katolske kirke. Ikke blot skete der det, at den katolske kirke på koncilet i Trient i 1540erne afskaffede handelen med aflad, der skete altså også det, at afladsteologien blev forvandlet fra at have været den vigtigste del af teologien til at blive et kuriøst hjørne i teologiens verden.

Jamen, havde afladsteologien da været den vigtigste del af teologien?

Ja, det havde den faktisk været. Men det har jo alle, ikke mindst katolikkerne, glemt nu. At den blev den vigtigste del af teologien skyldtes ikke mindst pavestolen. Paven lavede den ene ændring efter den anden på afladens område, for han ville godt have flere penge i kassen, og så måtte teologerne pænt komme humpende bagefter og give gode begrundelser for, hvad paven havde gjort. Og det skyldtes også, at afladsteologien i sig indeholdt en del modsigelser, og hvor der er modsigelser til stede, dèr må teologerne arbejde hårdt for at få noget nogenlunde fornuftigt ud af det.

Afladsteologien er en del af bodsteologien. Der havde dannet sig den skik, at enhver troende én gang om året skulle skrifte. Man kunne bekende større eller mindre synder, og præsten tilsagde én så syndernes forladelse. Men efter syndsforladelsen fulgte fyldestgørelsen: præsten ”idømte” den angrende synder en række ”gode gerninger”, som han skulle udføre som tegn på, at hans anger var oprigtig. Man kan tænke sig, at disse fyldestgørende gerninger, som der jo var tale om, går tilbage til den tid, hvor den synd, der var begået, var et forræderi mod kirken, dvs., mod de andre i den forfulgte menighed. I en sådan situation kan det være på sin plads af dem, der havde holdt ud i forfølgelsen, at kræve en bodstid og en række bodshandlinger af de angrende. Men i middelalderen ikke. Alligevel var skikken med idømmelsen af fyldestgørende gerninger blevet bibeholdt.

Så når man havde fået sine synders forladelse, blev man efterfølgende ”idømt” nogle fyldestgørende gerninger. De kunne bestå i nogle ekstra bønner, nogle ekstra valfarter eller nogle ekstra store almisser. De var naturligvis i sig selv gode gerninger, men havde man i boden fået en ”dom”, var de nu tillige blevet fyldestgørende gerninger.

Det er den første knop af de mange knopskydninger, der fandt sted ovenpå boden middelalderen igennem.

Den næste er skærsildstanken. For hvad nu, hvis man døde, før man havde nået at udføre alle de fyldestgørende gerninger, man var blevet idømt? Ja, så kunne man jo ikke sådan uden videre komme i himlen. Og så ”opfandt” man altså skærsilden til midlertidig opbevaring af sådanne syndere. Man kunne også tænkes at have begået nogle synder, efter at man havde skriftet. Disse synder var altså ikke udslettet af skriftemålets tilgivelse. Og også dem skulle der bødes for i skærsilden.

Men knopskydningen var slet ikke endt med dette. For det kunne jo også ske, at man, hvis man var blevet idømt femten Ave-Maria’er, faktisk nåede at bede tyve Ave-Maria’er, før man skulle skrifte næste gang. Så havde man altså et vist overskud at møde frem med. Man havde overskydende fyldestgørende gerninger. Og det kunne man dengang i middelalderen ikke have, at der sådan hang nogle overskydende gerninger og svævede rundt. Så man ”opfandt” et skatkammer at gemme disse gerninger i. Dette skatkammer: ”thesaurus ecclesiæ” blev administreret af paven, og han kunne nu – mod betaling, dèr sneg djævelen sin hestehov ind – tildele dem, der var i bekneb for fyldestgørende gerninger, af dette overskud, det vil sige: han kunne sælge aflad.

Og det benyttede han sig af, det tør nok siges. Der opstod inflation i afladshandelen middelalderen igennem. Den aflad, som han udbød – nej, hykleriet voksede også – den aflad, som paven i sin nåde skænkede de troende i anledning af det runde årstal 1300 – men som de altså måtte betale for – den var en aflad, der skænkede eftergivelse af hundreder af år i skærsilden, mens den aflad, som man kunne købe i anledning af 1400-året, gav aflad for tusinder af skærsildsår.

Og så var det, at teologer pænt måtte halte bagefter. Hvordan i alverden kunne de manglende Ave-Maria’er og den manglende almisse, som man ikke havde nået at betale, inden man døde, summere sig op til hundreder af år? Det højeste antal år, der kunne blive tale om, måtte da være et menneskes levetid. Det kunne man ikke forklare, men det behøvede man heller ikke. Ingen efterspurgte en nøjere forklaring. For man forvekslede i sin store fromhed helvede og skærsild, og så var det, man kom i skærsilden for, jo ikke de få manglende bønner, men alle de ugerninger, man havde begået livet igennem. At man rent faktisk, ifølge den ægte teologi, fik syndsforladelse for dem via syndstilsigelsen i skriftemålet, det glemte man eller det overså man. Og ingen teolog skulle nyde noget af at gøre opmærksom på det. For det ville pådrage én pavens misgunst.

Så kan der da ikke komme flere knopper på denne endeløse knopskydningsaffære! Nej, det skulle man ikke tro. Og så alligevel. Man skulle jo have fyldt noget ind i dette pavelige skatkammer. Hvem skulle sørge for det? Jo, det skulle munkene og nonnerne. De formodedes i deres klostre at gøre mere, end de var skyldige at gøre. Og dette ”mere”, det kunne indgå i kirkens skat. Det vil sige: det, de gjorde ”mere” — ja, de kaldte det ”gode gerninger”, men det var jo kun fyldestgørende gerninger. Når den afdeling af fransciskanerne, der kaldes ”observanterne” således gav sig til at faste allerede fra 1. november i stedet for som hidtil fra 1. søndag i advent, så var det jo en overskydende god gerning, nå nej, kun en overskydende fyldestgørende gerning. Men ingen kunne længere se forskel.

Luther kunne heller ikke. Han er i sit skrift imod munkeløfterne vildt forarget på sine munkebrødre, fordi nogen på dødslejet havde sagt, at de vil give den og den de gode gerninger, de har gjort i deres liv, se her. Han skriver: ”De mener med dette vanvid at have fuldført en uforlignelig kærlighedsgerning, mens de i virkeligheden får dette stakkels menneske trukket bort fra at stole på Kristus hen til at stole på menneskegerninger”. Og det er nok tænkeligt, at de virkelig har ment, at de, i modsætning til lægfolket, har gjort en række gode gerninger, som de nu kan disponere over. Og dog tager både Luther og munken fejl. Det er ”kun” fyldestgørende gerninger, de har overskud af, ikke gode gerninger. Men hvem tænkte på denne forfinede forskel?

Der er andre højst besynderlige ting ved denne afladsteologi. F. eks. det forhold, at nogen fandt på at spørge paven, hvorfor han dog ikke fuldstændig tømte skærsilden, nu han havde magt over denne kirkens skat. Det er, hvad Luther spørger om i tese 82, se her. Egentlig troede jeg, at de spørgsmål, der stilles i den del af teserne, var en slags drillespørgsmål fra Luthers side. Men her måtte jeg tro om igen. Der var faktisk teologer, der tog det spørgsmål alvorlig og havde spurgt på samme måde. De havde så godt nok selv besvaret deres spørgsmål med noget i retning af, at paven jo måtte tage hensyn til den guddommelige retfærdighed. Hvilket viser én af de mange modsigelser, som afladsteologien havde rodet sig ud i. Det er det samme som før. Paven tænkes at give os del i kirkens skat af overskydende fyldestgørende gerninger af nåde; for da Gud er nådig, er paven naturligvis også nådig. Men det er altså ikke mere af nåde, end at der skal betales penge for det. Og på samme måde: når paven ikke med ét slag kan tømme skærsilden, selv om han i og for sig havde magt til det, skyldes det hensynet, ikke til pavens retfærdighedssans og slet ikke til hans pengepung, uha nej da, men til den guddommelige retfærdighed. Så nu er altså pludselig Gud ikke mere en nådig Gud, nu spilles hans retfærdighed ud mod hans nåde. Ak ja!

Ligeledes troede jeg, det nærmest var en slags karikatur, Luther afbildede, når han i tese 27 skrev: ”De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]”, se her. Men nej, det er der ikke tale om. Den romerske paves hofteolog, Sylvester Prierias, som skrev et skrift imod Luthers 95 teser, tager sig minsandten for at forsvare denne tese, se her.

Var de papistiske teologer da afsindige? Ja, nærmest. De var grebet af en slags kollektivt vanvid, afstedkommet af den afladsteologi, der havde vokset sig stor og bred igennem nogle hundrede år, og skudt knop efter knop, den ene mere tosset end den anden.

Og det må man altså sige: det vanvid fik Luther standset. Han fik teologien, både den senere lutherske og den senere katolske, ledet bort fra denne afgrund og ind på en mere ægte teologisk vej.

Så noget fik katolikkerne da ud af reformationen. Men bort fra deres overtro på paven det kom de ikke. Den tanke, at paven er kirkens overhoved ved guddommelig indstiftelse, den kom de ikke bort fra, den fik de sat en tyk streg under i 1870 med dogmet om pavens ufejlbarhed, og den lider de stadig under den dag i dag, omend pave Johannes den 23. fik tanken opblødet en smule ved at indkalde til det andet vatikanerkoncil, noget, der i princippet skulle være helt overflødigt, når nu paven er ufejlbar.

Dette indlæg er delvist fremkaldt ved de to indlæg, man på religion.dk har haft om ”Luther, set udefra”, se her. Måske for at vise, at der også kan komme noget sjovt ud af det ved at se Luther indefra på en lidt anden måde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s