Ondskaben, overfladisk betragtet

Jeg beklager meget, men det er desværre teologer, der går ind under betegnelsen ”overfladisk” i overskriften. Nærmere betegnet Peter Kemp og Bo Kristian Holm. De har begge udtalt sig til Information, og det er der kommet en artikel ud af, se her. Artiklen hedder ”Fri os fra det onde”, og med dette citat fra Fadervor skulle man tro, at en grundig teologisk gennemgang af problemet ”det onde” var lagt tilrette til højrebenet for de to teologer. Det får vi dog ikke. Vi får derimod en opbyggelig betragtning af den til næsten bevidstløshed gentagne kliché om, at vi alle har det onde i os. Og så punktum.

Og det er det, jeg tillader mig at kalde overfladisk. Begge de to teologer tager Breivik med ind i deres betragtninger og hævder, at – med Bo Kristian Holms ord: »Hvis han er utilregnelig, så har man parkeret ondskaben, og man behøver ikke reflektere så meget over den. Hvis han bliver erklæret tilregnelig. Ja, så er han ond. Men det er en ondskab, vores eget samfund har været med til at producere. Så er vi tvunget til at forholde os til, at det onde er altså også hos os selv.« Men hvordan vi selv eller vort samfund har været med til at producere Breiviks ondskab, det får vi ikke noget at vide om. Og det er altså ret overfladisk.

Værre er næsten Peter Kemp. Han siger: »Når ondskaben begås af en person, der er ved sine fulde fem, så er det destruktivt. Det er ikke rationelt, for det fremmer ikke fællesskabet. Men der er forskel på, om mennesket er kastebold for nogle anonyme kræfter, eller om man frit kan vælge at gøre ondt eller godt. Hvis vi benægter det onde, benægter vi også menneskets frihed til at handle ondt. Så er menneskets frihed ophævet.«

Nuvel, begge teologer er måske en lille smule undskyldt. De er blevet bedt om at forholde sig til en udstilling på Politimuseet, hvor der udstilles en del makabre genstande fra fem forskellige uhyggelige mord. Og det kan vel være sandt nok, at man ikke skal bruge udstillingen til at fremkalde den hyggelige uhygge, vi kan få ind over os ved at se en krimi på Tv, men i stedet burde bruge den til at spørge, hvorfor disse mennesker begik de onde handlinger, de blev dømt for.

Men netop, hvis man spørger sådan, så er det da en yderst tyndbenet forklaring at komme med, når Bo Kristian Holm siger, at ”vi alle har ondskaben i os, men vi fornægter det, fordi vi helst vil se os selv som entydigt gode mennesker”. Eller når Peter Kemp siger, at ”Vi har alle ondskaben i os, men vi har heldigvis også godheden og friheden til at vælge mellem dem. Det er jo ikke bare et spørgsmål om at acceptere det onde i sig selv, men et spørgsmål om at acceptere menneskets frihed. De to ting er nært beslægtede.«

Jeg vil tydeliggøre min anklage mod disse mine to medteologer ved at sige, at de har lagt al vægt på Rom 7,19, og ingensomhelst vægt lagt på 2 Kor 11,14. I Rom 7,19 står det bekendte ord om, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Og ud fra det har der været holdt mange prædikener om menneskets totale syndighed, og disse prædikener har været holdt i den formening, at de byggede på en gedigen luthersk teologi. Det er ret tvivlsomt, om de virkelig gør det.

I 2 Kor 11,14 siger Paulus, at ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel”. Og det skriftsted kunne de godt have lagt mere vægt på. Ganske vist siger Bo Kristian Holm med rette, at ”Før i tiden har man brugt djævle og dæmoner til at forklare, hvorfor mennesker handler ondt”. Men det betyder jo ikke, at et udsagn som dette bliver betydningsløst. Sagen selv er den samme. Mennesker gør også i dag det, at de klæder det onde ud, så det grangivelig ligner det gode. Det skal jeg prøve at vise.

Men først skal jeg lige udtrykke min forundring over, at ingen af de to teologer er tilbøjelige til at analysere forbrydelserne på Politimuseet lidt nærmere. Det var ellers oplagt. Man har på udstillingen omtalt Peter Lundin, der myrdede sin kone og hendes to børn. Man har omtalt Ghazala Khans bror, der myrdede sin søster foran Slagelse Banegård. Man har omtalt Dagmar Overbye, der i 1916-20 adopterede og myrdede en række børn. Man har omtalt Palle Sørensen, der myrdede fire betjente. Og så omtaler de to teologer altså også Anders Behring Breivik. Kan man virkelig knalde alt det ind i en teologisk boks med titlen: ”menneskets synd”? Burde man ikke i det mindste overveje de vidt forskellige omstændigheder, der får mennesker til at handle ondt? Det falder ikke vore to teologer ind. De har for travlt med at bruge de udstillede mordgenstande til at få underbygget Rom 7,19 med. Det samme bruger de Breivik til.

Og derved får de altså afsløret, at de har et yderst jomfrueligt forhold til virkeligheden. Når Peter Kemp kan sige: ”Det er belejligt med nogle psykiatere, der kan sige, at det er slået klik for ham, men det fjerner også muligheden for at forholde sig til det irrationelle i ondskaben”, og tilsyneladende mene, at den psykiatriske måde at anskue f. eks. Breivik på, er primitiv, så er det altså Kemp, der er primitiv og overfladisk. Psykiaterne er jo ikke så overfladiske, som her antydet. Selv de to første psykiatere, der kom til den konklusion, at Breivik ikke var tilregnelig, har udført nogle grundige observationer og haft stort kendskab til psykiske lidelser. Men hvis man fuldstændig ser bort fra, at Breivik kan have en psykisk lidelse – og det lyder, som om det er, hvad Peter Kemp gør, tilsyneladende uden at undersøge sagen særlig nøje – så kan man nok nå til Kemps konklusion, men kan man så regne med at blive taget alvorlig? Falder ikke ens teologiske påstande ynkeligt sammen, stillet overfor virkeligheden? For virkeligheden udviser jo rent faktisk nogle mennesker med psykiske lidelser.

I hvert fald forekommer det mig, at Peter Kemps påstand om, at ”man frit kan vælge at gøre ondt eller godt”, er ganske uholdbar, også teologisk uholdbar. Den stemmer ikke overens med 2 Kor 11,14. Tag Anders Breivik! Han véd godt, at det er barske begivenheder, der udspillede sig på Utøya. Men han mener ikke desto mindre, at det ikke er ham, der har handlet ondt, det er de norske socialdemokrater, der har tilladt den indvandring, der efter Breiviks mening vil gøre indfødte nordmænd til et mindretal senere i dette århundrede, de har handlet ond. Så sige om han, at han frit har valgt at gøre det onde, det er noget vrøvl.

Eller tag Ghazala Khans bror, som myrdede hende! Han har ikke frit valgt at udøve denne udåd, for han betragter ikke mordet som en udåd, men som en god handling, der skal genoprette familiens ære. Den, der har handlet ondt, er i hans optik hans søster, der har giftet sig mod familiens ønske. Det, han har gjort, er blot en selvfølgelig reaktion, der tjener til at genoprette den ubalance, der opstod ved søsterens giftermål. Har han frit valgt at gøre det onde? Selvfølgelig ikke. Han har gjort det, der efter hans mening er det gode.

Så altså: er det ikke alt, alt for primitivt, er det ikke alt for overfladisk blot at sige, at mennesket frit kan vælge mellem at handle ondt og godt? Hvem handler i det hele taget ondt med vilje? Vil ikke enhver, der handler imod det omgivende samfunds opfattelse af, hvad der er godt og ondt, prøve at retfærdiggøre sin handling? Og er der så tale om, at han frit vælger det onde? Ja, han vælger frit at gøre noget, som han godt véd er ondt efter samfundets opfattelse. Men det er netop ikke ondt efter hans opfattelse. Hvis det var ondt efter hans egen opfattelse, ville han ikke gøre det.

Så i stedet for at sige, at vi graver et spadestik dybere ved at erkende, at vi alle har ondskaben siddende i os, burde vi sige, at vi, hvis vi vil grave et spadestik dybere, må se på, hvilken livsanskuelse, hvilken livsholdning der har fået den pågældende til at udføre sådanne i samfundets øjne onde gerninger; eller spørge, hvordan det er gået til, at den pågældende har fået forstyrret sit syn, så han ikke kan se, at det, han har gjort, er ondt.

Det må i hvert fald gælde Ghazala Khans bror og Anders Breivik. De andre tilfælde fra Politimuseets udstilling skal måske analyseres på anden måde.

Og hvad nu Ghazala Khans brors livsanskuelse angår, så er den ganske vist højst besynderlig, men dog ikke ukendt, og vel derfor heller ikke ganske uforståelig for os. For han er vokset op i en klankultur med ganske bestemte og for os fremmede æresbegreber. Man vil måske ikke ligefrem sige, at denne mærkelige kultur er et produkt af islam, men man kan i hvert fald sige, at islam ikke har været i stand til at udrydde den. Og man kan vist også godt hævde, at det kvindeideal, der hersker i den kultur, er ret påvirket af koranen. Den kønsadskillelse, som man søger at praktisere i størsteparten af de muslimske samfund, har shariaen bag sig. Og når kønsadskillelsen er et ideal, bliver automatisk det arrangerede ægteskab en nødvendighed, det vil sige: det kvindeideal, der siger, at en ung pige naturligvis retter sig efter sine forældre, hvad angår ægteskab, er godt og grundigt muslimsk.

Men hvad enten dette ideal er muslimsk eller det kun er pakistansk, glædeligt er det, at mange pakistanske kvinder synes åbent at have taget afstand fra det. Det fremgik af en række udtalelser til Tv efter drabet i Slagelse.

Så kan man selvfølgelig spørge, om da ikke godt og ondt er relative begreber. Det gode er én ting i Pakistan, noget andet i Danmark, der er ikke andet end geografien til at afgøre spørgsmålet om godt og ondt.

Den konklusion vil jeg ikke mene, man kan drage. Vi kan naturligvis ikke på alle punkter fremhæve vor egen kultur som god i modsætning til andre. Og vi kan da specielt ikke på kønsdriftens område hævde, at vi og ikke andre har fundet de vises sten. Men derfor kan vi godt sige, at det kvindeideal, der er kommet ud af shariaen i Pakistan og andre steder, er forkert. Det er Satan, der her har klædt sig ud som en lysets engel. Det er det onde, der her optræder i det godes forklædning. Og selv om vi kan sætte os ind i broderens tankegang, selv om vi kan følge ham meget langt i hans kulturelle afhængighed, så kan vi ikke andet end nære afsky for den handling, hans kultur tvang ham til at gøre.

Anderledes vanskeligt er det at forstå, hvad der ligger bag Breiviks ugerning. Selv siger han, at handlingen var barsk, men nødvendig; han har gjort, som de amerikanske generaler og politikere gjorde, før de kastede atombomberne over Japan: de vidste, at de dermed ville dræbe mange tusind mennesker, men de overvejede pro et contra og fandt frem til, at det var et mindre onde at kaste bomberne end at undlade det. Sådan har Breivik overvejet sine handlinger: han mente, at han gennem denne handling kunne vække europæerne til modstand mod den islamiske invasion, og dermed frelse Europa fra at gå under i et shariabestemt samfund. Det er vel de færreste, der kan se det indlysende i den parallel. Men at der ligger en form for rationalitet bag den, kan man ikke umiddelbart nægte.

Men det er netop, hvad Peter Kemp umiddelbart nægter, når han siger: ”Når ondskaben begås af en person, der er ved sine fulde fem, så er det destruktivt. Det er ikke rationelt, for det fremmer ikke fællesskabet”. Det kan godt være, at Breiviks handlinger ikke er rationelle. Men det vil jo Breivik ikke selv mene. Han vil oven i købet mene, at det er hans handling og ikke vores laden-stå-til, der i sidste ende fremmer fællesskabet. Så fremfor blot at påstå uden begrundelse, at Breiviks handlinger er irrationelle, burde Kemp have taget sig den opgave på at vise, hvori det irrationelle består. Det er for billigt blot at slutte fra mordet på 77 mennesker til det irrationelle ud fra én eller anden almenmenneskelig ondskab. Man må virkelig kunne vise, hvor det er, Breivik tager fejl; hvor ligger bristen i hans logik? Men det overlader Peter Kemp til os andre.

Noget af det, der gør det uhyre vanskeligt at forstå Breivik, er det, at han har været alene om det. Og han har været alene ikke blot om selve udførelsen, men også om at opbygge hele den retfærdiggørende tankegang, der ligger i hans påstand om et hemmeligt fællesskab af tempelriddere, der nu eller om nogle år vil handle, som han har gjort. Slagelse-morderen kan man trods alt bedre forstå, for han er en del af en kultur, godt nok en meget anderledes kultur, men dog ikke en kultur, det er umuligt at sætte sig ind i. Men Breivik! Det bliver jo mere og mere klart (eller gør det?), at denne tempelridderorden er Breiviks egen opfindelse, er noget, der kun findes i hans fantasi. Derfor er det jo, man har hidkaldt alle mulige psykiatere, om der måske kunne påvises én eller anden hjernefejl hos ham. Nu, hvor det vistnok synes umuligt (de fleste af de afhørte psykiatere har ikke kunnet finde nogen psykotiske træk hos ham), så står den psykologiske gåde tilbage, hvordan han dog kan lyve så groft og så længe, at han tilsyneladende selv tror på det. Og ikke mindst: Hvad har i sidste ende fået ham til at brygge denne tempelridderhistorie sammen?

Jeg kan ikke finde ud af det. Og undskyld mig: det er mig umuligt at finde fællespunktet mellem mig som et ganske almindeligt fredeligt menneske og så Breivik med hans psykologiske gådehandlinger. Vi er begge onde, har begge del i en fællesmenneskelig ondskab! Ja, og hvad så? Forklarer det noget som helst? Jeg synes det ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Ondskaben, overfladisk betragtet

  1. Inger Andreasen siger:

    De 2 teologer glemmer betydningen af opdragelse eller egne valg af normer og værdier, der gør, at de fleste af os har en fast indbygget grænse, når det gælder at slå et andet menneske ihjel.
    Den kan godt i nogle tilfælde påvirkes at stærke følelser, som f.eks. faren der brændte sine 2 døtre, men bagefter har han fortrudt.

  2. Pingback: Grandiose vrangforestillinger « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s