Grandiose vrangforestillinger

Det er Breiviks vrangforestillinger, der er tale om. Og inden man nu for sig selv siger: ”Åh nej, ikke Breivik igen!”, vil jeg ile med at forsikre, at det er ret nødvendigt at gøre sig tanker om de vrangforestillinger, som de to første psykiatere har noteret sig, eller i det mindste snuse til dem; det er det, dette indlæg vil komme til at handle om.

Som man måske véd, blev den diagnose, de to første psykiatere, Synne Sørheim og Torgeir Husby, kom med, næsten øjeblikkelig skudt ned. Ok, nej, det var helt forkert. Det måtte være noget helt andet, der var på tale. Og man fik retten til at forlange en ny psykiatrisk undersøgelse. Men nu har de to psykiatere fået lov til at fremlægge resultatet af deres undersøgelser i retten, se her. Ligeledes har man kunne læse hele deres afhandling (for det er næsten en hel afhandling) på nettet, se her. Den har jeg dog endnu ikke fået læst i sin helhed. Jeg har nøjedes med det referat af den, de gav i retten.

Men blot ud fra det får man et indtryk af, at de to psykiatere, de er nu ikke så tossede endda. Og det kan være godt nok at få det klarlagt, ikke mindst ovenpå den nedgørelse af psykiatrien, som de to tidligere omtalte teologer kom med, se her. Når Peter Kemp f. eks. sagde: ”Det er belejligt med nogle psykiatere, der kan sige, at det er slået klik for ham”, så er det en god korrektion at få, når det ud fra referatet kan påvises, at det hele er meget mere indviklet end som så.

Nu er jeg jo ikke psykiater, og derfor vil jeg ikke deltage i diskussionen om, hvilken diagnose man skal hæfte på Breivik. Heller ikke spørgsmålet om tilregnelighed vil jeg tage op. Hvad der interesserer mig, er udelukkende den besynderlige kendsgerning, at et menneske kan vikle sig selv ind i en løgn så effektivt, at han ikke senere kan komme ud af den igen; eller: kan narre sig selv til at tro på en konstruktion, han selv har lavet, så effektivt, at han er villig til at udføre udåden den 22. juli og gå i fængsel resten af sine dage i tillid til denne selvlavede konstruktion. Kan man virkelig hævde, at alt det, han siger om tempelridderordenen, om sin egen indvielse til tempelridder, om de mennesker, han har truffet i London og i Liberia, er det pure opspind, samtidig med, at det dog for ham selv fremstår som ægte, reelle hændelser?

Det er, hvad Husby og Sørheim påstår. Og når man hører, hvad Breivik faktisk har sagt under de samtaler, de to har haft med ham, begynder man at fatte graden af hans sindssygdom. Og man bliver i hvert fald klar over, at der ikke er tale om blot at sige ud i den blå luft, at det har slået klik for ham.

Først må man dog gøre sig klart, at Breivik sad i isolationsfængsel i den periode, de to samtalede med ham. Det vil sige: han anede ikke, hvordan samfundet som sådant havde reageret på hans ugerning. Han kunne derfor, uanfægtet af kendsgerningerne, brygge videre på sine fantasier; og de var mange, og de var store. Først da han fik adgang til medierne og også adgang til at læse Husby og Sørheims rapport, kunne han ”komme tilbage til virkeligheden”. Og det må man lade ham: han har en vis begavelse. Han har virkelig formået forholdsvis effektivt at sløre det grandiose ved sin selvforståelse, som den fremstod for Husby og Sørheim. Og det har medvirket til at få mange til at mene, at de to nok har overdrevet for at kunne nå frem til den konklusion, de på forhånd havde bestemt sig for.

Det har de ikke. Når man læser rapporten og også læser referatet, der blev givet af den i retten, slås man gang på gang af det grandiose i hans udtalelser.

I én af de første politiafhøringer fremsætter han således en kravliste. Hvis disse krav opfyldes, er han villig til at fortælle alt, hvad han véd; hvis kun nogle opfyldes, får politiet kun 95% af de oplysninger, han sidder inde med. Besynderligt! Ikke mindre besynderligt er det, at krav nr 1 lyder: ”Kravliste 1: Vi anerkjenner ikke regimene i Vest-Europa. Vi anser alle regimene som jobber for dekonstruksjonen som fienden. Vi krever at de anerkjenner oss som Knights Templar. Vi er villig til å gi kategori A- og B-forrædere amnesti dersom de oppløser Stortinget”. Det er grandiost i overvældende grad, også selv om han senere forklarer, at det var en ren formalitet at fremsætte det krav, han regnede ikke med, at det ville blive opfyldt.

Nå, vi går lidt ned i grandiositet, når vi kommer til krav nr. 2. Her vil han have en PC med Windows stillet til rådighed, og som modydelse vil han fortælle 95% af det, han véd. Det minder om Kaj (var det vist) i H. C. Andersens eventyr, der ønskede sig alting i hele verden og et par nye skøjter.

Samme taktik brugte han, da han første gang mødtes med de to psykiatere. (Igen må man erindre sig tidspunktet; samtalen fandt sted den 10. august 2011, og man havde fra fængslets side forlangt, at ingen af de to psykiatere måtte være alene med Breivik; man var bange for, at der komme opstå en gidselssituation, for man vidste jo dengang endnu ikke med sikkerhed, at han ikke havde medsammensvorne udenfor fængslet). Han ville godt lade sig udspørge af psykiaterne, men forlangte først, at de svarede på syv spørgsmål, som han stillede dem. Da spørgsmålene indeholdt en hel del ”neologismer”, dvs. ord, opfundet af Breivik, måtte de to forhøre sig om, hvordan det og det nærmere skulle forstås, og det hele endte med, at Breivik erklærede sig tilfreds uden at have fået svar på sine spørgsmål. Hvorfor? Jo, ”da den ene sakkyndige spurte observanten hvordan han kunne vite vi snakket sant, sa han: «Det vet jeg allerede. Tusenvis av timer med salg har gjort meg i stand til å vite hva de jeg snakker med tenker. Jeg vet at ingen av dere er marxistisk orientert, men dere er politisk korrekte. Jeg kan ikke forvente mer.»

Endvidere hævdede han, at han kendte psykologi udmærket godt. Han havde studeret det i flere år. Så i tillid til sine egne psykologiske evner gav han sig i lag med disse samtaler. Men det skulle han måske ikke have gjort. For så store var hans psykologiske evner ikke, at de kunne stå mål med de to psykiateres. Eller lad mig sige det på en anden måde: han opdagede ikke, at der var tale om en psykiatrisk samtale, hvor det kom an på at få ham til at sige noget, og hvor psykiaterne fuldstændig undlod at komme frem med deres egne meninger. Så alle hans grandiositeter fik lov at stå uden synlig reaktion fra psykiaternes side. Måske det var derfor, de to fik alle vrangforestillingerne frem. Men da nu Breivik har lært, hvad en psykiatrisk samtale går ud på, lader kunststykket sig ikke gentage. Så man må på forhånd være noget skeptisk overfor den næste psykiatriske undersøgelse.

De to havde i begyndelsen stort besvær med at få hoved og hale i det, Breivik fortalte. For han befandt sig i sin egen verden af tempelriddere og ordener og enmandsceller, og da han var ferm til at skifte fra det ene emne til det andet (det prøvede de kun delvist af forhindre ham i), var det ret svært at finde ud af, hvor han var henne. Men de fik ham da til at tale om sin barndom og sin skolegang og sit hidtidige liv. Dog var selv det fyldt med grandiositet: han havde været den bedste, han var blevet valgt som leder. Hvorfor? spørger de to. Jo fordi han havde så store kommunikationsevner.

Så fik han nogle forretninger op at stå, men, siger han så, han bedrev omfattende hjemmestudier, svarende til 16.000 timer, ”men jeg lot det henge i luften og bestemte meg etterhvert for å bli ordinert i Knights Templar i stedet”. Ved næste samtale hed det: «Jeg ville ha en overordnet rolle. I mai 2002 var jeg norsk delegat i London på stiftelsesmøtet til Knights Templar Europa. Jeg bestemte meg for å redde Europa 23 år gammel. Det er en vei som ikke så lett kan reverseres.»

”Redde Europa”! Det er ikke så lidt. Og så kun 23 år gammel. Og så siger han det selv, så andre ikke behøver at undre sig over, om det nu også kan være rigtigt. Videre hedder det i referatet i retten: ”Om sitt engasjement i Knights Templar sier observanten: Begrepet eller navnet ble ikke brukt da. Spurt om hva han kan fortelle, sier observanten. Jeg ble kjent med det gjennom internett. Det befant seg en serber i Liberia. Jeg skulle gi min proxystemme gjennom han. Jeg var tre uker i Liberia. Observanten forteller at han så dro til London og deltok i et rituale som ligner på frimurerne her hjemme”. ”Gennem internettet”? Psykiaterne undlader at spørge om, hvorfor politiet så ikke har kunnet finde nogen referencer til tempelridderne på internettet. Men de har tænkt deres. ”Ritualet ligner frimurernes”. Javist, tænker vi andre, det er derfra, han har det; for også vi er efterhånden blevet klar over, at tempelridderne og uniformerne og indvielsesriterne alt sammen er noget, der er opstået i hans egen hjerne og ikke findes andre steder.

I den fjerde samtale hedder det bl. a. om tempelridderne: ”Vi har lagt opp til en spesiell organisatorisk struktur. De sakkyndige forstår ikke og ber om forklaring. Etter det rituelle blir man ridderjustitiarius. Det er et konstruert begrep. Det er ikke alt jeg kan ta æren for, men det har jeg laget. En kommandør er en person som bærer en operasjon på sine skuldre. Man må ha profesjonelle kvaliteter. Om Knights Templar forteller han at det er en militær orden som finansierer, planlegger og gjennomfører observasjoner. Observanden smiler. Fra nå av trengs det bare kompendiet. Leser man fra første ord til slutten blir man radikalisert. Dette er mye mer effektivt fordi kompendiet er bygd opp slik at man automatisk radikaliseres”.

Man forstår, at hans manifest er særdeles effektivt, i hvert fald efter hans egen overbevisning. Hvorfor han så ikke regner med, at psykiaterne, der jo dog har læst hans manifest, ikke er blevet radikaliseret, spørges der ikke om, og han selv reflekterer tilsyneladende heller ikke over det.

Om mødet i London siger han lidt senere: «Når jeg gikk fra møtet visste jeg at jeg måtte ta liv. Jeg var blitt overbevist om at Norge måtte styrtes med vold – alle endringers mor.» Men én ting er at gå ind for vold, noget andet er, hvornår og hvordan. Det spørger derfor psykiaterne om. ”De sakkyndige spør hvordan hans celle ble aktivert. Kommandøren i England sa: Jeg vil du skal aktivere nå. Når og hvordan ble denne beskjeden gitt? spør de sakkyndige. Observanten, smiler og sier: Jeg har allerede fortalt for mye. De sakkyndige spør hvorda han fikk ordre. Jeg kunne jo prøvd å skjule at jeg fikk en ordre. (…) Observanden sier: «Vel, jeg må si at det kan ha skjedd ved at jeg aktiverte meg selv ett minutt før eller at en fra utlandet aktiverte meg tre måneder før». Observanden smiler lurt: «det kan dere ikke få vite».

De to psykiatere siger et andet sted, at de er vant til, at de tankespind, sådanne personer danner sig, er konstrueret på den måde, at deres virkelighed eller uvirkelighed ikke lader sig kontrollere. Det kan man også sige om tempelridderkonstruktionen. For den er jo hemmelig, og han kan derfor ikke røbe noget om den. Det trick benytter han sig af ved flere lejligheder. Altså han siger ligesom her: ”Jeg har allerede sagt for meget”.

Fra ottende samtale kun dette: ”Bedt om å utdype sin rolle sier observanten, det som foregår i Norge er etisk rensning av mitt folk. At en person som meg nesten ofrer livet sitt for saken er ideelt. Dette kan nesten høres litt frelsesaktig ut. Vi ønsker å tilgi dere, sier observanten. Vi er villig til å tilgi alle, selv landsforrædere av type A og B, hvis de anerkjenner våre anstrengelser og vår kamp”. Ikke sandt, det er alligevel temmelig langt ude. Han ser kun sagen fra sin egen side: han var villig til næsten at ofre livet for sagen, og derfor er han et ideal, ja, et idealmenneske, der kan tillade sig at vise sig large overfor sine fjender: de kan godt opnå tilgivelse, hvis de anerkender tempelridderne. Storsindet! Absolut. Og egocentrisk. Og det mest forbavsende er vel, at han selv synes at tro på det.

I niende samtale sammenligner han sig med Richard Løvehjerte. ”Litt videre i samtalen utdyper han dette med å mene at han er den mest perfekte ridder etter 2. verdenskrig. De sakkyndige spør om observanden har egenskaper andre ikke har. Han smiler, «det er ikke noe begrep for det, men jeg kjenner den sannheten som er skjult for andre». På Utøya tenkte jeg på selvterminering, men er sterk nok til å lide videre. De sakkyndige kommenterer at det kan virke som om han ser på seg selv som en betydelig person. Observanten ler. Dette er eksempelets makt”.

Vi springer frem til 11. samtale. ”De sakkyndige spurte om møtet [i London] ga observanden rett til å vurdere mål og struktur i organisasjonen. «Nei, den retten er distribuert, men i Norge er jeg ridderjustituarius». Observanden blir ivrig og forteller at ridderjustituarius er suveren og det er en stor fordel tolkningsmessig. De sakkyndige lurer på hvordan han vet det. «Det går på hevdprinsippet og på operasjonen. Nå har jeg sikker hevd». Observanden forteller at det ble muntlig enighet på møtet at mandatet er å være dommere i krigsforbyterdomstolen. En person som gjennomfører en spektakulær aksjon blir kommandør. Jeg er derfor kommandør nå etter 22. juli. Det har vært lite kontakt i organisasjonen etter møtet. Men en vellykket operasjon vil gi hevd i andre land, det har jeg nå, sier han. De sakkyndige lurer på om han nå vil bestemme hva som skal skje. Ja, nå vil jeg ha definisjonsmakt, svarer observanden”.

Han befinder sig stadigvæk i sin egen boble. Eller med psykiaternes udtryk: Han har stadigvæk grandiose vrangforestillinger.

De bliver ikke mindre i næste samtale, ja, det er næsten, som om grandiositeten vokser samtalerne igennem. Her tages begrebet skyld op. ”Vi spør hva som skal til for at han skal få skyldfølelse. Jeg gjorde Norge en tjeneste. Det er ikke mulig, mener han. Vi spør om det er noe som kan gjøre at han får det. Det måtte vært at jeg ble så demonisert at jeg begynte å tro på løgnene. At jeg ble hjernevasket, sier han”. Og lidt senere fremsætter han trusler mod kongefamilien: ”Det er nærliggende å tro at det i nær fremtid vil bli en henrettelse av Glücksburg familien. Det kommer frem at han mener kongefamilien i Norge når han sier det. Observanden sier han vil ta navnet Sigurd Korsfareren den andre om han blir regent”.

Og endnu et eksempel på fuldstændig vildfarne tanker: Den norske fødselsrate er for lille. Det får ham til at overveje surrogatmødre fra den tredje verden, og så giver han sig til at overveje, hvordan man skal få tilstrækkeligt med ægceller.

De to psykiatere slutter deres gennemgang med at fremlægge deres konklusion i retten. Den skal jeg ikke komme ind på her. Artiklen er allerede alt for lang. Kun undrer det mig noget, at de virkelig tør vove den påstand, at ”Volden er det essensielle og fremstår som drivkraft mer enn de politiske tankene”. Kan det virkelig være sandt? Sandt nok er de politiske tanker ikke den egentlige drivkraft for ham. Men har han noget ønske om vold? Er der ikke snarere tale om én, der påtager sig en grandios skikkelse, fordi han føler, han får for lidt opmærksomhed ved bare at være et almindeligt menneske? At der så hører vold med til at vække opmærksomhed, og at det, der skal vækkes opmærksomhed om, jo i hans egen optik ikke er ham selv, men manifestet, er nærmest en biting. Man fornemmer vist ikke, at han ligefrem nyder den vold, han har udøvet, men man fornemmer ganske tydeligt, at han nyder den opmærksomhed, både politiet og retspsykiaterne giver ham.

Nå, det er spekulationer. Til sidst kun dette: Han har taget voldsomt til genmæle imod Husbys og Sørheims rapport. Han har skrevet en kronik til dagbladene, hvori han påstår at kunne påvise 200 fejl i rapporten, og han har i sit indlæg for retten gentaget dette. Og ingen tvivl, rapporten har lært ham noget, den har lært ham, siger han, at han nok i manifestet har udtalt sig for grandiost, det fortryder han, det hele skulle være sagt mere ligefremt, og han prøver så at bortforklare alle sine grandiose udtalelser, for derved at tage brodden ud af rapporten. For det kan han jo nok se, at hvis rapporten er sand, så er hans manifest ikke at regne for noget. Så derfor nedtoner han nu alt det grandiose ved hans fremtræden.

Og det er én ting: at fortryde de grandiose ord. Noget andet er at fortryde de grandiose handlinger i regeringskvarteret og på Utøya. Det er der nok ingenting, der kan få ham til. Så skulle han da, som han siger, blive så demoniseret, at han begyndte at tvivle på sig selv og hans konstruktion og stole på os andre. Det har vi endnu til gode at se.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Grandiose vrangforestillinger

  1. M siger:

    Jeg glæder mig nu, til du begynder at skrive om noget andet end Breivik… Noget mere alment, om man så må sige.

    Breivik har ikke så almen interesse, som han selv håber på.

  2. Pingback: Utøya, fire år senere | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s