Sparevejen eller kickstartvejen?

To artikler i Information peger i hver sin retning, når spørgsmålet er, hvordan man skal få gang i økonomien. Den ene handler om den amerikanske økonom Paul Krugman, som anbefaler, at man, dvs., blandt andet de europæiske regeringsledere, skal skynde sig at komme med en masse penge, som de kan putte i økonomien, så den kan få en tiltrængt kickstart, se her. Så vil den nu slumrende økonomi vågne op til dåd og om nogle år igen nå op på før-krise-niveauet. Den anden handler om det modsatte: en anden amerikansk økonom, Robert J. Barro, er af den opfattelse, at sparevejen er den bedste, se her; jo, for skal man have markederne til at tro på et lands økonomi, handler det om at foretage sig troværdige ting. Og her er altså sparevejen den bedste.

Så hvad skal man tro?

Herhjemme bliver regeringen ved med at tale om kickstart. Men på europæisk plan synes det mere at være Angela Merkels spareplan, man følger. Forvirret? Det er der ikke noget at sige til.

Og så er sandheden måske, at det kan være ret ligegyldigt, om man gør det ene eller det andet. Jo, for hvis nu jeg har ret i den teori, jeg fremsatte for nogen tid siden her på bloggen, se her og her: at det er forventningspriserne på jord og fast ejendom og de stadige produktivitetsstigninger, der står som hinandens modsætninger i økonomien, så er problemet altså, at forventningspriserne kom lidt for højt op i nullerne, og derfor må ”holde stille”, indtil produktivitetsstigninger har indhentet dem. Eller problemet er, kan man sige, at vi med den prispolitik, vi fører på boligområdet, har indført en ”tilbageløbsbremse” på ejendomspriserne. De kan altid gå opad, men kun meget nødigt og kun meget langsomt nedad. For, ikke sandt, de, der har købt hus i de glade opgangstider, sidder jo nu for en altfor stor husleje. Prisen på deres ejendom er faldet, og de er stavnsbundne til det hus, de nu engang har. De vil selvfølgelig vægre sig ved at sælge til en pris under den, de i sin tid betalte. Så hellere vente og lade prisudviklingen sørge for, at man får sine penge tilbage. Sådan virker tilbageløbsbremsen.

Og da der ikke mere sker noget spring i produktiviteten, betyder det, at de boligejere, der blev sorteper i slutningen af krisen, ligefrem er nødt til at nøjes med at sidde og vente på bedre tider. Og ”bedre tider”, det vil sige, tider, hvor produktiviteten er steget så meget, at den forhøjede forventningspris, de i sin tid betalte, nu kan hentes hjem. Det tager tid, og det tager tid, hvad enten regeringen går sparevejen eller kickstartvejen.

Jeg kan også sige, at det har sig med økonomien i dagens Europa, som det havde sig med krisen i Japan i slutningen af firserne. Da oplevede Japan et sammenbrud, der tåler sammenligning med det, vi oplever i dag. Det var kontorbygninger i centrum af storbyerne, man havde spekuleret i. Men pludselig brast boblen, og byggefirmaer gik konkurs, og banker stod tilbage med lån, som de ikke kunne få tilbagebetalt. Man klarede sig så nogenlunde igennem med skindet på næsen ved at lave mere og mere indviklede aftaler bankerne imellem, sådan at man undgik de værste bankkonkurser. Men bankerne indskrænkede naturligvis deres aktiviteter betragteligt, så Japan oplevede en lokal recession. Og der gik lang tid, før den japanske økonomi igen var på sporet.

Sådan vil det også gå med os. Det tager tid at komme over de alt for høje priser, ejendomme blev solgt til i nullerne. Der er ikke andet at gøre end at vente, til produktiviteten er steget så meget, at forholdene igen bliver nogenlunde normale, dvs., til livet igen kommer til at gå den skæve gang, det gik i firserne og halvfemserne.

Men man må da kunne gøre noget! Det er i hvert fald, hvad alle politikere mener. Bare vente, det er for lidt for en politiker. Han eller hun skal se aktiv ud, skal komme med løsninger, skal foretage sig noget. Og det gør de så. De producerer kickstarter, de fremrykker investeringer, de prøver på den måde at få hjulene til at rulle igen. Og det må da virke, ikke?

Jo, naturligvis. Det, regeringerne gør, er, at de opererer med store underskud på statsbudgetterne. Disse underskud finansierer de ved at udstede statsobligationer, dvs., optage lån fra private långivere. Derigennem tvinger man de ledige penge, der måtte stå i bankerne, til at komme i arbejde. For bankerne har jo lært af den vilde udlånspolitik i nullerne. Nu skal de ikke have noget klinket, så nu tør de ikke tage en risiko, selv om de i og for sig har penge at låne ud af. Selv velrenommerede firmaer har svært ved at få lån i bankerne. Og meningen, altså den makroøkonomiske mening, med at lade staten underbudgettere er, at det, bankerne ikke vil: sætte gang i økonomien, det skal staten gøre. Den mistillid til fremtiden, der præger de private investorer, den skal staten modvirke ved – tvangsmæssigt, så at sige – at vise tillid.

Virker det så? Ja, det vil jo Paul Krugman og konsorter sige. Krugman har skrevet en hel bog om det: ”End the Depression Now!” Og så vidt man kan forstå på diverse omtaler af den, herunder artiklen i Information, går hans råd til staten ud på det ret enkle: ”Spend! Spend! Spend!”, dvs.: ”Tag spendérbukserne på, makker!”

Der er to ting, jeg ikke rigtig kan blive klog på, når jeg læser disse artikler igennem (bogen selv burde jeg vel læse, men jeg tror alligevel ikke, jeg gider). Den ene er, om han mener, staten skal lånefinansiere sit overforbrug eller den skal lade seddelpressen køre. Jeg mener at kunne huske, at Keynes – Krugman’s store forbillede – ikke blot anbefalede det første, han mente også, det gik an at bruge den sidstnævnte metode. Og når Krugman kalder inflation for ”fantom-truslen”, altså synes at mene, at den angst, vi har for gennem seddelpressens vilde løb at fremkalde ukontrollabel inflation, er overdrevet, så kan det godt lade ane, at han ville anbefale seddelpressemetoden.

Den anden ting, jeg ikke kan blive klog på, er, om han mener, at enhver ekstra statsudgift hjælper økonomien i gang. Når han udråber sit trefoldige ”spend!”, så lyder det jo, som om det er ligegyldigt, om staten bruger penge på det ene eller det andet, bare brug løs! Men når han om Obamas vækstpakke på 800 mia dollars siger, at den blandt andet slog fejl, fordi halvdelen af midlerne gik til skattelettelser, så lyder det til, at det efter hans mening alligevel ikke er helt ligegyldigt, hvad staten bruger sine penge til. I artiklen fra Information, se her én gang til, hedder det om denne vækstpakke: ”Næsten halvdelen gik til skattelettelser, og de fleste af de resterende 500 milliarder dollar gik til arbejdsløshedsunderstøttelse, madkuponer, osv. Reelle investeringer i infrastruktur – det var snarere noget i retning af bare 100 milliarder dollars. Så hvis man har et billede af, at stimulus-programmet går ud på, at ’nu går vi ud og bygger en masse broer’ – så må jeg sige: Beklager, det skete aldrig.”

Og her lyder det jo til, at det, der sætter gang i økonomien, ikke er penge til skattelettelser, arbejdsløshedsunderstøttelse eller madkuponer, men kun ”reelle” investeringer i infrastruktur. Men det har han bare ikke sagt noget om med sit trefoldige råb på spendérbukserne.

Og hvis man nu går med til, at problemet i disse tider er, hvordan man får produktiviteten til igen at komme på højde med ejendomspriserne, så er det klart nok, at kun de statspenge, der fremmer produktiviteten, kan hjælpe afgørende; andre måder at bruge statens penge på, er måske nødvendige, men er ikke med til at give økonomien nogen kickstart. For de får ikke produktiviteten til at vokse hurtigere, og det er det, der er brug for. Sådanne statspenge kunne f. eks. gå til at forbedre infrastrukturen, bygge broer, forbedre vej- og jernbanetransport m. m. Hvis pengene ”kun” går til arbejdsløshedsunderstøttelse og madkuponer, kan de vel være med at gøre livet udholdeligt for de mennesker, der er ramt af den økonomiske krise, men sådanne tiltag gør ikke den vækst, vi venter på, mere sandsynlig. Efter min, men vist ikke efter Krugmans mening.

Skal vi lige sige nogle få ord om Barro! Han peger på Tyskland og Sverige som eksempler på lande, der med budgetdisciplin har opnået vækst. Men det er efter min mening et meget tyndt argument. Tyskland har gennemført en intern devaluering, Sverige en ekstern, og begge har derfor opnået vækst i deres økonomi, ikke fordi de har forbedret deres produktivitet mere end det, andre har, men fordi de har devalueret deres valuta. Derved har deres varer kunnet udkonkurrere de landes varer, som ikke har kunnet eller villet devaluere på samme måde. Så deres vækst modsvares af Sydeuropas recession. Hvis alle havde gjort som de to lande, ville ingen have opnået vækst.

Derimod kan man kun give Barro ret, når han med henblik på fremtiden siger, at det bedste ville være at afskaffe euroen, fordi kun frie valutakurser er i stand til at kompensere for landenes vidt forskellige tilgang til kriseløsning. Men den tanke behager ikke euro-landenes regeringschefer. Selv om de nok en skønne dag bliver nødt til at godtage den.

Så altså, disse to velrenommerede økonomer er lodret uenige. Hvad euroen angår, vil jeg give Barro ret, hvad vækstfremmende initiativer angår, vil jeg give Krugman ret i, at forbedringer af infrastrukturen kan give nogen vækst. Men bedre ville det dog være at lade seddelpressen køre i nogen tid og derved fremkalde en behersket inflation. Så ville man få ejendomspriserne til at falde relativt, og så ville den stadige produktivitetsstigning omsider kunne holde trit med ejendomspriserne. Og inflationen kunne man holde på et behersket niveau ved at indføre en form for grundstigningsskyld, nogenlunde som Sverige har det. Men det er nok umuligt med den sammensætning, folketinget har.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

5 svar til Sparevejen eller kickstartvejen?

  1. Claes siger:

    I gamle dage troede nogle af os på, at staten ikke skulle påtage sig mere end at klare de nødvendige fællesopgaver og at indbetaling af grundrenten til staten ville dække udgifterne til det. Skatterne skulle væk, først og fremmest de indrerkte skatter, som vender den tunge ende nedad. Tanken var at afløse velfærdsstaten med retsstaten, hvor den enkelte fik ret til at beholde det fulde udbytte af sit eget arbejde. DSB, sygehusvæsen og skolevæsen skulle privatiseres, så borgerne kunne følge med i, hvad deres penge blev brugt til. Militæret skulle indskrænkes til at varetage forsvar af landets grænser. Med sådanne reformer troede man, at næringslivet ville blomstre op, så borgerne kunne klare sig selv. Det var måske en drøm, men en smuk drøm. Fra magtstat til retsstat.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Ja, Retsforbundet har været meget optaget af tanker, der blev nedfældet af Severin Christensen i hans bog ”Retsstaten”. Men det havde været sjovere, hvis man havde været optaget af at ”oversætte” Henry Georges tanker til normaløkonomiske tanker. Det er det, jeg har forsøgt mig med her. Mine forsøg skulle vise, at man godt kan have de teorier, som George gik ind for, uden nødvendigvis at gå ind for den løsning, han anbefalede: ”single-tax” eller på dansk: grundskyld. Man kan nemlig bruge teorien som baggrund for at forstå de økonomiske kræfter bedre. I tilfældet Paul Krugman: Ud fra Georges teori i min aftapning må man spørge, om virkelig alle mulige tiltag kan sætte økonomien i gang igen, eller det kun er visse bestemte tiltag. Jeg vil mene, at man kan præcisere Krugman med Georges tanker.

  3. Claes siger:

    Enig med dig. Denne manglende “oversættelse” blev også retsforbundets skæbne. De fleste har så mere eller mindre mistet troen på partiets mission i det politiske liv. Henry George var også bredere end Severin Christensen med et mere socialt sigte. Men der er da mulighed for, at man vil satse mere på jordbeskatning i fremtiden fordi jorden ikke kan skjules eller tages med ud af landet.

  4. Morten - - - siger:

    Der er det retmæssige i jordbeskatning, at den antyder, at nationen ikke er noget, der kan stykkes ud i parceller, og derfor er al privat ejendomsret et len af nationalstaten, egentlig: Dens befolkning.

    Der ligger en rigtig erkendelse bag idéen om jordbeskatning, nemlig den, at ingen helt grundlæggende ejer den frugtbare og vitale jord, der udgør planeten Jordens overflade, så at hvis vi skal etablere en “ejendomsret”, må den i realiteten hvile på en konsensus, som noget nær alle kan tilslutte sig. For dybest set kan vi ikke forpligte nogen til at underkaste sig vores små indbyrdes aftaler, der jo nemlig så kan misbruges til at begunstige nogle få frænder, som vi ser det i visse lande, samt i vores egen fortid.

    Men vi kan tvinge dem. Hvis vi skal gøre denne tvang nogenlunde acceptabel, må vi kompensere de, der ikke har så meget adgang til jorden, at de derved kan skaffe sig føden. Med hvad ret skal vi ellers bede dem om at anerkende det retmæssige i, at de fødes ind i en verden, som andre stort set allerede har fordelt? Ikke sandt. Det er logisk.

    Alternativet er den “seksløberens” – eller “sværdets” – lov, som gælder i de mindre udviklede kulturer, og dengang, vores egen kultur var mindre udviklet, end i dag.

    Kompenserer efter et uudtalt retmæssighedskoncept er da også, hvad vi – desværre altså: ubevidst – gør i praksis. Når jeg skriver “ubevidst” er det fordi, vi ikke lægger retmæssigheden til grund for vores diskussion om fordeling, omfordeling, og velfærd, men derimod rettigheder! Rettigheder – såsom ejendomsretten – er i virkeligheden uinteressant som diskussion, uden inddragelsen af retmæssighedsaspektet.

    Med lov skal man land bygge … Hvad mening giver det? hvis man ikke reelt skal underforstå det som: Med retmæssighed skal man land bygge.

    Kan man i stedet tænke sig, at adkomsten til Jordens goder ikke beroede på en fælles konsensus, men faktisk på forhandling mellem individer i mødet? Ja – det kunne man godt! Men det bliver et tema for en fremtidig civilisation.

    Det tema, vores civilisation skal bearbejde herfra, er blot simpel retmæssighed. For det er ikke kommet ind i den almene bevidsthed endnu. Det er endnu i den ideologiske fase, hvorfra det skal blive integreret i den kollektive bevidsthedsudvikling, der udgør det historiske forløbs lineære aspekt, før vi kan komme til næste trin i udviklingen.

    Som vi kun kan ane – eller vi, ligesom det gjaldt for vore egne forfædre, måske end ikke kan forestille os!

    – – –

  5. Claes siger:

    Ja tænker man sig at en skipbruden kom i land på en ø, der allerede var ejet af nogle mennesker, så matte han enten død af sult eller indvillige i at blive de andres slave og leve på nådsensbrød.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s