En anakronistisk påstand

Med overskriften tænkes på den påstand, som Lone Fatum kommer med i en artikel på religion.dk, se her. Hun skriver: ”Med disse ændringer [de ændringer, som Luthers brud med pavekirken indebar, rr] fulgte dog ikke hverken ligestilling mellem kønnene eller en ny frihed for kvinder. Det er tværtimod ofte blevet understreget, at kvinders vilkår blev alvorligt indskrænket med lutherdommen, fordi nedlæggelsen af klostrene betød, at kvinder mistede adgangen til uddannelse, boglig lærdom og akademiske studier og mistede muligheden for at hellige sig det åndelige liv.”

”Ligestilling mellem kønnene”, ”frihed for kvinder”, begge dele af begreber, der er fremkommet i vore dage og ikke fandtes og ikke diskuteredes på Luthers tid. At spørge, om der opstod ligestilling mellem kønnene i kraft af Luthers reformer, eller om kvinders vilkår blev indskrænket med lutherdommen, er derfor at spørge anakronistisk. Man lægger begreber fra nutiden ned over fortiden og bedømmer den efter disse begreber.

Sjovt nok er Lone Fatum selv klar over det. Hun har lige forud for ovennævnte citat fremhævet, at spørger man, om Luther var demokrat, så spørger man anakronistisk. Og det er lidt besynderligt, hvorfor hun så absolut skal fremhæve, at der ikke med Luthers ændringer fulgte en ny frihed for kvinder. For man kan spørge, om der skulle det. Eller man kan spørge, om der fulgte nogen ny frihed for mænd i kraft af den lutherske reformation.

Så man spørger i nogen grad sig selv, hvad i alverden meningen mon kan være. Dels kan man spørge om, hvad meningen vel kan være fra redaktionens side. Den rubricerer Fatums artikel under overskriften ”Luther set udefra”, og da Fatum vist både er sognepræst og lutheraner, er det vel egentlig lidt misvisende, med mindre man blot under én hat samler alle artikler, der vender sig imod Luther i bred almindelighed, indefra og udefra; men så skulle artikelserien vel ret beset hedde ”Ned med Luther!” Og dels kan man spørge, hvad Lone Fatums mening kan være. Man kan ikke bruge en anakronistisk bedømmelse af Luther, siger hun, hvorefter hun netop gør det: bedømmer Luther anakronistisk.

Det er en ret kendt sag, at adelen i senmiddelalderen brugte at anbringe de døtre, de ikke kunne få gift, i et adelskloster. Og Fatum har ganske ret: at blive sat ind i et sådant kloster var at miste sin frihed. Før man blev optaget som nonne i birgittinerordenen, f. eks. i Mariager kloster, skulle man igennem en indvielse, der havde form af en begravelse. Man skulle dø bort fra verden, ikke blot i åndelig forstand, også i ren legemlig forstand: fra nu af var man lukket inde i klostret. Det ligger sådan set i ordet kloster, der betyder indelukke. Men alligevel, munkene, i hvert fald mange af dem, kunne dog godt bevæge sig udenfor klostrets mure, birgittinerne ikke.

Men også munkene var underlagt et pres. De havde aflagt deres munkeløfte, og de blev af den borgerlige myndighed tvunget til at efterleve det, hvis de ikke selv kunne eller ville. De munke, der flygtede fra deres kloster, blev af kongen og hans embedsmænd sendt tilbage til dette kloster. Da kong Frederik den Første i 1526 antog den bortløbne munk, Hans Tavsen, som sin kapellan, se her, var det en befrielsens dag for landets munke. For gennem den handling sagde kongen, at fremover vil han ikke agere politibetjent for klostrene. Få år efter var halvdelen af franciskanermunkene blevet forvandlet til almindelige borgere. De havde altså åbenbart følt sig alt andet end frie indenfor klostrets mure. Og bevares, det var måske ikke dem alle sammen, der opnåede den helt store frihed ved at forlade klostret, en borger på den tid havde jo ikke den frihed, nutidens borger nyder godt af. Men de valgte det selv. Ganske frit.

Det gjorde mange nonner også, deriblandt Katharina von Bora, den nonne, Luther giftede sig med i 1525. Så hvis Lone Fatum har ret i den betragtning, hun kommer med: ”Nok blev kvinder sat fri ved at blive lukket ud af klostrene, men kun for på ny at blive spærret inde, nemlig i hjemmet og familielivet, sammen med børn og tyende undergivet husets herre”, så må man føje til, at mange af disse kvinder selv valgte den ændring. Det forstår man godt. For det er vel lige skrapt nok at sammenligne en tilværelse, spærret inde i et kloster, med en tilværelse som husmor i en by, hvor man har stor magt over husførelsen, herunder ofte over økonomien. Bevares, der var ikke frihed til at tage til Mallorca, men det var der jo heller ikke for manden. I det hele taget var både manden og kvinden underlagt den arbejdsdeling mellem kønnene, som var vokset frem i landbruget og stadig gjorde sig gældende indenfor bymurene. Og det må man vel se på som noget, der bare var sådan, eller som noget, hverken mand eller kvinde drømte om at lave om på; vi skal jo ikke være anakronistiske, så vi lægger vor tids idealer ned over fortiden.

Så altså: den ”nedlæggelse” af klostrene, Lone Fatum taler om, var i høj grad en indre nedlæggelse: nonnerne flygtede fra klostrene ud i livet udenfor, vel vidende, at det kun var en stilling som husmor, der stod dem åben. Der var ikke tale om, at lutheranerne med vold og magt nedlagde klostrene og tvang nonnerne ud. I Mariager blev klostret først nedlagt, da den sidste nonne var død (vistnok engang i 1580erne). Det skete på samme blide måde, som anvendes i dag, når en administration skal indskrænkes: ved naturlig afgang.

Men alligevel: medførte lutherdommen, at ”kvinder mistede adgangen til uddannelse, boglig lærdom og akademiske studier og mistede muligheden for at hellige sig det åndelige liv”? I de første årtier var det som sagt nonnerne selv, der fravalgte klosterlivet, uanset hvor megen boglig lærdom og akademiske studier de derved gik glip af.

Kunne de så senere, da lutherdommen var blevet enerådende, f. eks. her i landet, ikke mere hellige sig det åndelige liv? Tja, det må vel afhænge af, hvad man mener med det åndelige liv. De kunne selvfølgelig deltage i gudstjenesten på lige fod med mændene. Og hvis salmesang hører med til dette at hellige sig det åndelige liv, så kunne de som noget nyt deltage i lovsangen gennem salmerne. Det overses ofte. Om kvinderne selv har følt det som en ny frihed, vides naturligvis ikke. Men Poul Helgesen skriver i sin bog imod Malmøbogen, den bog, der beskriver reformatsen i Malmø i 1528: ”Ther som sanctus Paulus nw hørde huore ther siwngis wdi the Luthersche forsamblinger bode aff qwinner oc mend, wnge oc gamble, tha schulde hand thet saare laste. Wille hand icke tillstæde att qwinner motte tale eller spørie wdi noger christen forsambling, møgett mijndre schulde hand thet lijde, att the schulde qwæde wdi samme forsambling mett eett klingende stæmme”.

Og man kan forstå på disse gamle stavemåder, at Helgesen har ment, det var forkert, at kvinderne i de lutherske menigheder ”kvæder med et klingende stemme”. Ligeledes kan man forstå på det hele, at kvinderne selv har fundet det rigtigt at synge med. Og de har sikkert ikke gjort det bare for at drille Poul Helgesen, man må vel formode, at de selv har fundet glæde i at synge, måske endda anerkendelse som ligeværdigt medlem af menigheden.

Hvordan skal man da se på historien, og specielt på Luthers tid, hvis man ikke sådan må anvende nutidens målestokke?

Ja, man kan f. eks. gøre det, at man prøver at finde ud af, om der på noget tidspunkt sker en bevidstgørelse, om der sker en ændring i personernes opfattelse af sig selv. I og med, at pakistanske piger vokser op her i landet, sker der en ændring af deres umiddelbare forståelse af, hvem de er. Her ser de jo, at livet kan leves anderledes end deres medbragte idealer tilsiger dem, i Pakistan får de ikke andre muligheder indenfor bevidstheden. På samme måde må man spørge, om f. eks. det, at kvinderne kom til at synge med på lige fod med mændene i gudstjenesten, ændrede noget ved deres opfattelse af, hvem de var, eller om alting blot gik videre som hidtil. Mange af de ændringer, der fandt sted på Luthers tid, omfattede jo både mænd og kvinder.

Men man kan alligevel pege på nogle kvinder, for hvem forholdene bedredes betydeligt ved lutherdommens indførelse, nemlig de såkaldte præstedejer, dvs., de kvinder, der var husholdersker (og som regel mere end det) for diverse præster rundt omkring. De blev ikke regnet for noget. For ikke sandt, de var jo en konstant fristelse for præsten. Og det er bemærkelsesværdigt, at Christiern Schrok, tidligere karmelittermunk i Assens, senere luthersk sognepræst sammesteds, i 1528 fik udgivet en bog i Malmø om præsteægteskabet og deri tog fat på netop denne manglende anerkendelse. Han skrev: ”Se, disse gode ting skal I finde, om I får jer en ærlig kvinde i Guds velsignelse, så bliver I ærlige mænd og gode forbilleder i den hellige kirke og I gør gavn og bære frugt med jeres prædiken og lærdom og jeres hustruer bliver hæderligt tagne af hver mand og holdne i hæder og ære af andre gode kvinder”, se her.

Men indrømmet: det var stadig kun mænd, der kunne blive præster.

Og dog. Der er en sjov detalje, som vistnok må kaldes en blindgyde, fordi ingen sidenhen har benyttet sig af den tanke, men alligevel. Lad mig slutte med den!

I 1530 blev der afholdt herredag i København. Frederik den Første havde vistnok regnet med, at der ved den lejlighed skulle afholdes en disputation, så man kunne finde ud af, om det skulle være lutherdommen eller katolicismen, der fremover skulle gælde i landet. Det blev der nu ikke noget af. For Christian den Anden gik ved rigsdagen i Augsburg samme år tilbage til katolicismen, hvorefter han kunne få hjælp af kejseren til at generobre Danmark. Så Frederik aflyste disputationen.

Men visse forberedelser var der dog truffet. Bl. a. havde han fået katolikkerne til at opregne nogle sætninger, som de mente var lutherske. Derefter skulle lutheranerne godkende dem som lutherske, og til sidst skulle så katolikkerne kritisere dem. Én af de sætninger, de opstillede, lød: ”Omnes christianos utriusque sexus esse sacerdotes”, oversat: ”Alle kristne mennesker af begge køn er præster”, se her. Den sætning er ganske smart, specielt det, at der står ”af begge køn”. For var det ikke Luther selv, der i sin bog til den tyske adel sagde, at ”hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede”, se her? Og da nu også kvinder bliver døbt, betyder det altså, at også de er præster.

Hvad svarede lutheranerne nu til det?

Ja, de tog sætningen til sig. Uden så meget som at blinke. Og man kunne jo så tro, at dette blev startskuddet til en kamp for kvindelige præster i den lutherske lejr. Men det blev det ikke. Man havde nok at gøre med at afskaffe præstecølibatet. Det var én af historiens mange blindgyder. Tanken blev ikke taget op senere. Og så vidt jeg véd, blev den heller ikke taget op, da det virkelig gjaldt, i diskussionerne op gennem tyverne og trediverne, inden den endelige beslutning i 1948.

Sådan er historiens vej ofte særdeles kringlet. Og at undre sig over det er egentlig meget sjovere end at prøve at måle fortiden med nutidens alen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

2 svar til En anakronistisk påstand

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    En herlig betragtning, at det at kvinder fik mulighed for at synge med ved gudstjenesten ændrede deres opfattelse af sig selv. Måske ændrede det også mænds oplevelse af kvinder at høre dem synge salmer. At alle, der er krøbet ud af dåben, er præster, betyder vel også eller især, at der forkyndes andre steder fra end fra prædikestolen.

  2. Pingback: Mett eett klingende stæmme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s