Ak, hvor uforandret!

Kan det arabiske forår ikke snart blive til forår? Skal det virkelig var så længe, inden de arabiske befolkninger får det demokrati, de dog ønskede sig, da de gjorde oprør mod de tyranniske regenter? Vi venter og venter, vi håber og håber, men bliver vore forventninger indfriet? Det er ikke til at se.

Vi hjalp oppositionen i Libyen med at sejre over den slemme tyran Gaddafi. Vi var ikke spor i tvivl om, hvem vi holdt med. Vi sendte vore repræsentanter ned for at tale med oprørerne, og de vendte glade tilbage og fortalte, at der var ingen tvivl: de gik alle ind for demokrati, så vi kunne rolig bombe videre. Og det gjorde vi så.

Men nu, bagefter, nu hører vi så – eller ”hørte”, for det er nogen tid siden, det kom frem – at nogle af dem, vi antog for at være gode demokrater, agter at genindføre polygamiet. Jo, for det er en gammel muslimsk skik, og det, der nu skal herske i Libyen, skal ikke være vestlige idealer, men den muslimske sharia. Jeg véd ikke, hvor langt de er kommet med det, de har vist andre ting at tænke på, for det forlyder, at de rivaliserende stammer har brudt den fred, de opretholdt, mens vi bombede dem til magten, og igen er blevet det, de hele tiden har været: rivaliserende. Men demokrati, som vi forstår det, ak nej, det er det ikke blevet til. Ikke endnu, i hvert fald.

Og nu er så et medlem af det muslimske broderskab blevet præsident i Egypten. Demokratisk valgt, så vidt vi kan se (selv om militæret ikke helt har kunnet holde fingrene for sig selv forud for valget). Og igen er vi ikke særlig meget i tvivl om, hvem vi skal ”holde med”: den demokratisk valgte, naturligvis; i hvert fald ikke militæret. Så når der fremstår ”eksperter” i medierne, vil vi helst lytte til dem, der er lidt positive. Det gør også, for mit eget vedkommende, at jeg møder en kronik af Helle Merete Brix i Jyllands-Posten den 29. juni (se her) med lidt skepsis.

Godt nok har Helle Brix skrevet en bog om det muslimske broderskab, og godt nok er hun i stand til at fremmale billedet af en nogenlunde uforandet bevægelse, men alligevel! Vil dog mon ikke demokratiet omsider tage form også i den arabiske verden? Når nu manden selv siger, at han går ind for demokrati, kan vi så ikke for en gangs skyld tage ham på ordet og ud fra en sådan erklæring lade være med altid at tro det værste?

Det muslimske broderskab fik ved stiftelsen i 1928 en programerklæring, som det stadig har: »Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag vort højeste håb«. Og indrømmet, det lyder jo ret krigerisk. Men ærlig talt, når broderskabet blev forbudt i Egypten af diverse diktatorer frem til Hosni Mubarak, når dets medlemmer blev fængslet og forhindret i at arbejde demokratisk, er det så ikke dem, vi skal holde med, og ikke det gamle styres mænd? Og ja, bevares, den nyvalgte præsident er medlem af det muslimske broderskab, men når han går ind for demokrati, så må vi da stole på ham, så kan han da ikke være helt galt afmarcheret.

Så når Helle Brix slutter sin kronik med at skrive en lang advarsel mod broderskabet, så stiller vi os lidt skeptiske an. Hun skriver til slut: ”Hvorfor ved vi så lidt om broderskabets historie og dets aktiviteter i Vesten? Fordi de statsansatte islamforskere i Europa som regel ikke tillægger det nogen særlig betydning. Ofte maler de et skønhedsmaleri af organisationen. Det smitter af på mediedækningen, hvor journalister, uden at undersøge sagen, beskriver broderskabet som ”moderat”. De glemmer, at den islamiske stat er endemålet, og at al-Banna [stifteren af det muslimske broderskab, rr] var en beundrer af både Hitler og Mussolini. De glemmer også, at Det Muslimske Broderskab kort efter Anden Verdenskrig myrdede både dommere, forretningsmænd og intellektuelle, som man mente var fjender af islam. Det Muslimske Broderskab kan udadtil bruge pæne ord og tale om dialog, lighed og den slags. Men over for en bevægelse, der fastholder, at ”Koranen er vor lov”, er der grund til at være på vagt. Både i Egypten og Europa.”

Ja, ja, spis nu lige brød til! Vi behøver vel ikke ligefrem at male Fanden på væggen, bare fordi de har en gammel bestemmelse, der siger, at ”Koranen er vor lov”. De lever vel også i den moderne verden, så helt galt kan det vel ikke stå til!

Nej, så læser man med anderledes glæde en artikel i det engelske tidsskrift ”The Economist”, se her. Den fortæller om det eneste parlament i de såkaldte golfstater, der virkelig er et parlament, nemlig det i Kuwait. Her synes der at være en ægte opposition til emiren. Godt nok har han nogle gange opløst parlamentet, men dets medlemmer vender hele tiden tilbage, styrkede og med fornyede krav. Så er det indenrigsministeren, der må stå skoleret for parlamentet, så er det minsandten statsministeren, der bliver kaldt til orden, uagtet han er medlem af emirens familie. Jo, her ser vi et spirende demokrati.

Nu er så parlamentet sendt hjem af emiren igen. Og igen er vi tilbøjelige til at holde med parlamentet. Sådan en udemokratisk, enevældig despot, ham emiren!

Nå, vi skal lige læse det sidste af artiklen også. Den slutter med en vittighed: ”Og de sekulære kuwaitere er bekymrede over de islamiske parlamentsmedlemmers hensigter. I maj fremsatte det islamisk-influerede parlament et lovforslag – som emiren nægtede at underskrive – som foreslog dødsstraf for blasfemi. Det var nok det, der bidrog til dødsstraffen over parlamentet selv”.

Og så er det, man siger: Ak, hvor uforandret! Alt er ved det gamle! Forandringer i retning af demokrati i den muslimske verden? Glem det! Det er skønne, lyserøde drømme i vore vestlige hoveder, intet mere. Når disse drømme virkeliggøres i den muslimske verden, viser sandheden sig: de har ikke forstået en kæft af, hvad demokrati går ud på.

Men hvordan i alverden er muslimers hjerne så indrettet? Eller hvad er det, der gør, at de er så meget anderledes end os?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Ak, hvor uforandret!

  1. Morten - - - siger:

    Nej, selvfølgelig er der ikke mere demokrati i Islam, end der var før, for formlen for demokrati er jo, at den er et produkt af den medindflydelse, vi bevilger hinanden. Ikke den, vi kræver for os selv.

    Og summen af medindflydelse, man bevilger hinanden er ikke vokset i den islamiske verden, hvor generøsitet og mangel på samme er uforandret.

    Pr. hoved – ikke pr. høved-tanken er en egentlig demokratisk tanke. Den forstår, at velstand ikke vokser ud af grådighed, men ud af generøsitet over for hin anden.

    Jeg har også her på bloggen mange gange forsøgt at forklare, hvorfor man skal prøve at se de muslimske kulturer på en tidsakse i stedet for på en stedsakse. Vi har heller ikke altid været demokratiberedte, og man ville heller ikke have kunnet indføre demokrati med magt i vor del af verden førhen.

    Da det ikke er lykkedes mig personligt at trænge igennem med forklaringen, der opklarer, vil jeg gerne henvise til den geniale amerikanske forfatter, Lawrence Taub’s bog “The Spiritual Imperative”, der er den eneste, jeg nogensinde har læst, der forklarer, hvad der sker inde i muslimers hoved på en letfattelig og helt igennem overbevisende måde.

    Da han jo altså er genial, har ingen i hans samtid naturligvis læst ham, selvom han berører et emne, alle debatterer, og det er dels latterligt og til det ulidelige gammelkendt.

    Fremtiden skal altså sige “han havde jo ret!” Af en eller anden grund skal vi altid forstå for sent, så vi ikke bliver i stand til at lægge hindringer i vejen for historiens nødvendighed.

    – – –

  2. Claes siger:

    Er indblanding i de islamiske landes indre forhold ikke en misfortåelse? De udvikler sig på deres egne kulturers præmisser. Vestens indblanding vil uvægerligt føles som noget kultur fremmed for dem. Så længe de kan passe sig selv og ikke overskride vore grænser, må det være nok.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Morten —
    Har vi alle en makrohistorisk opfattelse, à la Lawrence Taub? Det har vi måske, mere eller mindre gennemtænkt. I Claes’ forsøg på svar kan man finde den opfattelse skjult til stede, at hver kultur udgør en monolit for sig, og at det altså ikke kan nytte noget at forsøge ud fra vores kultur at påvirke deres kultur.

    Den tanke har meget for sig. Jeg bliver i hvert fald ved med at overveje, om der i det hele taget gives noget fællespunkt for vore to kulturer, islam og kristendom, altså et punkt, hvor vi forstår alle ordene på samme måde, et punkt, som vi kan benytte som et fælles referencepunkt. Men ak, jeg har ikke fundet det endnu.

    Samuel Huntingtons tese om kulturernes sammenstød har noget af det samme i sig, omend jeg ikke er i stand til at se, om dette sammenstød nødvendigvis behøver at være af militær art; kunne man ikke ”nøjes med” et diskussions-sammenstød?

    Og din tanke om, at man skal se på de muslimske kulturer på en tidsakse i stedet for en stedsakse, har vist også en makrohistorisk forudsætning. Umiddelbart lyder det, som om det er en afart af den opfattelse, at alting er underlagt udviklingens lov, og at udvikling altid vil sige udvikling til det bedre. Det er nu nok en forkert tolkning af din opfattelse, bl.a. fordi det så tydeligt ikke passer med den virkelighed, vi ser for os hos muslimerne: den ”vækkelse”, der har ramt den muslimske verden, er ikke gået i en retning, vi kunne ønske os: større oplysning, større demokratiforståelse, større respekt for menneskerettighederne, osv., men er snarere gået i den modsatte retning.

    Men denne tolkning af dit udsagn passer vist heller ikke med det lidet, jeg har læst af Lawrence Taub’s tankegang. For så vidt jeg kan se, opererer han med en religiøs kaste eller et religiøst udviklingstrin, og i dette trin indbefatter han alle religioner. Og det er efter min bedste overbevisning forkert. Men det skyldes måske, at jeg er ”miljøskadet”, jeg er jo teolog og har igennem mange år arbejdet med den historiske udvikling indenfor det religiøse område: fra polyteisme til monolatri, senere monoteisme, fra lovreligion til kristendom, fra katolicisme eller papisme til lutherdom, osv. Alt sammen noget, der foregår indenfor det religiøse område, men så sandelig også noget, der kan fremkalde uoverstigelige forskelle. F. eks. er forskellen mellem islam og kristendom principielt uoverstigelig; man kan ikke på én gang betragte loven som en naturlig lov, tilgængelig for alle mennesker i alle kulturer, og som en åbenbaret lov, givet kun til bestemte mennesker på bestemte tidspunkter i historieforløbet.

    Naturligvis kan vi godt, som Claes, betragte al vestlig indblanding i andre landes kultur som utidig. Problemet er blot, at vi ikke på samme måde kan betragte indblanding i vore hjemlige muslimers kultur som utidig: vi betragter alle mennesker indenfor vort geografiske område som underlagt statens beskyttelse, vi kan f. eks. ikke acceptere, at muslimske kvinder skal være dårligere beskyttet mod overgreb end andre.

  4. Claes siger:

    @Ricardt Riis. Jeg synes nu nok, at vi har ret til at opretholde den orden i vort hus, som vi selv ønsker. De muslimer, der kommer her hos os, er gæster og må indrette sig efter værtsfolkene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s