Jesus og kynikerne

”Kynikere” er normalt betegnelsen for særlig kyniske mennesker. Det er det ikke her. Her er det betegnelsen for en filosofisk skole, grundlagt af Diogenes, ham, der levede i en tønde (400-328 f. Kr.). Og når denne skole sættes sammen med Jesus, skyldes det, at der fornylig er udgivet en bog af en tysk professor, Bernhard Lang, som påstår, at Jesu livsanskuelse ikke blot havde jødiske rødder, den havde også græske rødder. Bogen hedder: ”Jesus – en jødisk kynikers liv og lære”. Det samfund, Jesus levede i, fortæller Lang, var et blandingssamfund, ikke blot havde jødedommen stor indflydelse på opfattelserne, det havde den græske filosofi også. Og blandt disse græske filosofiske retninger var det altså, hævder Bernhard Lang i sin bog, ikke mindst kynikerne, der påvirkede Jesus, se her.

Tanken er interessant, bestemt. Lang hævder, at ”for eksempel taler Jesus om, at vi ikke skal bekymre os. Vi skal se på fuglene og på, hvordan Gud sørger for dem. Også de kyniske filosoffer prædikede om netop fuglenes sorgløshed – ligesom der er en lang række andre fællestræk som for eksempel det at prædike fattigdom og det simple liv”. Og det er jo sandt, Jesus taler om, at vi ikke skal bekymre os (Matt 6,25-34), han taler om, at vi skal sælge, hvad vi har, og give almisse (Luk 12,33). Og dette svarer da meget godt til kynikernes ideal om uafhængighed af de legemlige fornødenheder.

Skal vi så ikke bare se bort fra eventuelle forskelligheder og nøjes med at glæde os over det, som Bernhard Lang siger: ”Jesus er ikke kun kristendommens grundlægger. Han hører også med i de græske tænkeres historie og burde have en plads blandt filosofferne. Jeg mener, at Jesus burde appellere til langt flere end de kristne, for han har et vigtigt budskab til alle”?

Jo, såmænd, vi kan da godt glæde os over, at Jesu budskab er så gennemtrængende, at det kan høres også blandt filosoffer. Men alligevel! Helt overse forskellene fra kynikerne til Jesus, det behøver vi trods alt ikke at gøre. Og der er forskelle.

Jeg blandede mig i februar i år i en diskussion mellem Per Bilde og Peter Kemp. Bilde hævdede, at Kemps opfattelse: at Jesu gudsrige var disciplenes og kirkens fællesskab, var forkert. Nej, Jesu gudsrige var en eskatologisk størrelse, se her. Heropimod satte jeg nadverordene. De måtte da gøre det tydeligt, at Jesus forestillede sig, at hans budskab ville leve videre efter hans død og leve videre, netop som noget, der konstituerer et fællesskab.

Den samme forestilling om fællesskabets betydning kan anvendes imod Bernhard Lang. Det kan være meget interessant at sammenstille kynikernes og Jesu forestillingsverden. Men man kan vist ikke komme udenom, at mens kynikernes underliggende spørgsmål var, hvordan den enkelte kunne klare sig igennem tilværelsen, er det, der bærer al Jesu forkyndelse, spørgsmålet om, hvordan fællesskabets opretholdes. Eller, hos kynikerne er problemet individuelt, hos Jesus kollektivt.

Men ak, det må indrømmes, at for ganske mange kristne er problemet opfattet individuelt, ikke kollektivt. Man hører Jesu ord om at vende den anden kind til, og næsten alle opfatter det individuelt. Og individuelt opfattet bliver det et krav, det er næsten umuligt at opfylde. Ja, måske man kan opfylde det, hvis man kunne leve som kynikerne: i fattigdom, i afholdenhed fra ægteskab og familie, i undladelse af at gøre gengæld. Det mente jo i det mindste kynikerne. Og hvis man så virkelig gør alvor af det, ja, så giver man sig til at leve et simpelt liv, borte fra alle ambitioner, måske ikke ligefrem med en tønde som sit eneste hjem, som Diogenes, men dog noget i den retning.

Frans af Assisi prøvede det. Og man kan beundre ham og sige, at han da kom ganske langt i retning af Jesu idealer.

Men er det Jesu idealer? Har Jesus opstillet nogle idealer, som vi skal forfølge som enkeltindivider? Er det hans tanke, at vi hver for sig skal kæmpe for at undlade at gøre gengæld, undlade at blive vred, undlade at have ejendom, osv.?

På ingen måde.

Det, hans formaninger går ud på, er at få os til at bekymre os for fællesskabet, for dets trivsel. Vi skal ikke tænke individuelt: hvordan bærer jeg mig ad, så jeg kan gøre det rette?, vi skal tænke kollektivt: hvordan får vi fællesskabet til at fungére?

Det er det, der er tanken med ordet fra Matt 5,38ff om at vende den anden kind til. Det lyder jo i sin helhed således: ”I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til”. Det vil sige: hvis der er opstået en uenighed i fællesskabet, hvis forholdet mellem dig og din næste er gået i hårdknude, så er I begge tilbøjelige til at holde på den strenge retfærdighed. Du mener bestemt ikke, du har gjort noget forkert, og din næste mener ligeså bestemt, at han har handlet fuldt korrekt overfor dig. Hvordan bringes forholdet så til igen at være intakt? Svar: Derved, at du vender den anden kind til, dvs., opgiver at holde på den strenge retfærdighed, lader den anden få ret, selv om du måske egentlig ikke synes, han har det. Hvorfor dog det? Fordi forholdets genoprettelse betyder mere for dig end at få ret. Fordi du gerne opgiver al tale om retfærdighed, blot du igen kan vinde din næstes tillid.

Sandt nok, hvis ordet forstås på den måde, forvandler det sig fra en næsten uopfyldelig lovbestemmelse til en staldfidus, fra den mest ophøjede etiske bestemmelse til noget dagligdags og selvfølgeligt, fra noget, man kan score mange points på, til noget, man gør for sin egen skyld; for bliver forholdet retvendt, er det jo én selv, der høster gavn af det. Og det er der måske mange, der ikke bryder sig om, for nu var de lige så glade ved den høje etik. Men samtidig forstår man også, at herigennem ses forskellen til kynikerne tydeligt. Hvor imponerende end de kyniske filosoffers handlinger kan forekomme, hvor utrolig meget de end finder sig i af genvordigheder og fornærmelser fra andre, de har dog ”kun” egen ære og etiske holdning for øje, ikke forholdet til næsten, ikke det fællesskab, de lever i.

Jamen, skal da ordet om at vende den anden kind til forstås på den måde?

Lad os se på 1 Kor 6,1-8! Her bebrejder Paulus korintherne, at de fører sager mod hinanden for en hedensk domstol. Nej, siger han i første omgang, I skal da selv kunne dømme hinanden, hvis der opstår uoverensstemmelser. Der må da være nogen iblandt jer, der har visdom nok til at afgøre sagen mellem brødre. Og så fortsætter han: ”I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!”

Men så er det, som om denne sætning kommer til at køre lidt rundt i hovedet på ham. ”Broder mod broder”, jamen når de er brødre, hvorfor bliver der så i det hele taget en sag? Og så fortsætter han: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8  I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!”

Og ikke sandt, her dukker sagen fra Matt 5,38 op! ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” Det er jo nøjagtig det, Jesus anbefaler i bjergprædikenen: ikke at holde sig til den strenge retfærdighed, men hellere finde sig i at lide uret. Det vil sige: Netop i en sådan situation har ordet om at vende den anden kind til sit anvendelsesområde.

Altså: Det kan godt være, at man kan finde overensstemmelse i ordlyden og den ydre mening mellem Jesus og kynikerne. Men det er ret usandsynligt, at han skulle have modtaget påvirkning derfra. For i hans univers betyder ordene noget helt andet, for ham er der ikke tale om et individuelt krav til den enkelte, men om en formaning til at tage sig af fællesskabets vé og vel, en formaning, der bliver særdeles nærgående, hvis forholdet til din næste er gået i stykker, men jo netop derfor også en formaning, der giver håb. For vi mener jo ikke, at det rette liv er at leve i afholdenhed, men at det rette liv er at leve i tillid og fortrolighed i de forhold, hvori man står.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Et svar til Jesus og kynikerne

  1. Claes siger:

    Vel kom Jesus fra hedningernes Galilæa og har uden tvivl mødt hellenistisk tankegang. Men jeg tror nu, at han var mere originalt tænkende end blot at være repræsentant for den filosofiske skole du omtaler.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s