Higgs-partiklen forklare livets opståen!

Nej, holdt nu! Den går ikke. Hvad der er sket i CERN omkring Higgs-partiklen, er imponerende, er et stort skridt fremad for kernefysikken, er et skridt nærmere det nulpunkt, da det hele startede i Big Bang for jeg husker ikke hvor mange milliarder år siden. Og det er forståeligt, at diverse fysikere jubler, som var de børn, og det var juleaften.

Ligeledes er det forståeligt, at denne opdagelse fører til overvejelser over Guds eksistens eller ikke-eksistens. For det er jo den partikel, der for sjov eller i ramme alvor er blevet kaldt ”Gud-partiklen”. Og så ligger der nær at tro, at når man har fundet den, så har man fundet Gud selv. Det er dog ikke tilfældet. Men det er nærmest banalt. Vi har jo længe vidst, at Gud ikke lod sig indfange af nogen menneskelig aktivitet eller undersøgelse.

Men selv om tidspunktet måske er dårligt valgt, så må man alligevel bede fysikerne om at trække lidt fra i deres udtalelser. Det er desværre ikke usædvanligt, at netop fysikere får den opfattelse af deres videnskab, at de ud fra den kan forklare alt. Og vel er det sandt, at de smådele, som atomfysikere beskæftiger sig med, er grundlag for alt andet i tilværelsen. Men hvis man derudfra drager den konklusion, at når man har fundet en partikel, der kan give de atomfysiske teorier en stærk bekræftelse, så han man dermed fundet svar på alle andre videnskabsgrenes store spørgsmål, så er man galt afmarcheret. Og det er vist desværre, hvad nogle af de gode atomfysikere er kommet til at sige i deres overstrømmende glæde over Higgs-partiklens opdukken.

Kristeligt Dagblad har fået fat på ph.d.-studerende ved Niels Bohr Instituttet i København Ask Emil Løvschall-Jensen og interview’et ham om betydningen af fundet af Higgs-partiklen, se her. Han siger: ”Hvis det virkelig er Higgs- partiklen, kan vi nu fuldende modellen, der beskriver, hvordan livet er opbygget, helt ned til mindste detalje – endnu mindre end kernerne i atomerne i kroppen. Det er den allermest fundamentale fysik, hvis form nu endeligt er bevist, og det er formentlig denne generations største opdagelse inden for fysikken.”

Og det er forkert. Vi har ikke indenfor atomfysikken en model, der beskriver, hvordan livet er opbygget. Jo, jo, vi er nået ”ned” til den allermest fundamentale fysik, og vi har nu endelig bevist dens form, men dermed har vi ikke fundet en model, der beskriver, hvordan livet er opbygget, kun en model, der beskriver, hvordan den livsløse materie er opbygget.

Misforståelsen fortsætter i den næste sætning: ”Hvordan en enkelt partikel kan forklare noget så storslået som universets og livets opståen og udvikling er en lidt kringlet historie.” Og herefter gås der over til at fortælle om Big Bang, om, hvad der skete i de første brøkdele af et sekund derefter, og om, hvordan det blev grundstenene for alt det, der siden blev til. Udmærket og interessant. Og hvis den gode atomfysiker kun havde sagt ”universets opståen og udvikling”, så skulle jeg ikke klage. Men nu, hvor han siger ”universets og livets opståen og udvikling”, så må jeg ”nedlægge en protestant”. Her bliver fysikeren grebet af storhedsvanvid på sit fags vegne. Livet opstod ikke ved Big Bang. Livets opståen hører en langt senere tid til. Ja, måske er livets opståen udelukkende knyttet til den planet, vi bebor; det véd vi faktisk ikke.

Så altså: at man har fundet Higgs-partiklen er stort og imponerende og beundringsværdigt. Men fysikken er ikke den eneste videnskab. Og selv om vi så med dette fund havde løst alle fysikkens gåder (hvad vi dog vist alligevel ikke har), så har vi ikke dermed løst livets gåde. For den gåde hører andre videnskaber til. Og der går ikke en lige linje fra fysikken til disse andre videnskaber. Disse videnskaber har deres egne, af fysikken delvis uafhængige, love, og disse love har ikke kastet noget resultat af sig i retning af at løse gåden om livets opståen og udvikling, derved at Higgs-partiklen er fundet. Deres gåder er nøjagtig ligeså store, som før Higgs-partiklen blev fundet.

Gåden om livets opståen og udvikling synes nærmest uløselig. Den celle, der er en uomgængelig del af alt levende, er opstået derved, at tre forskellige dele er blevet ført sammen: en membran, der kan danne skel mellem et ydre og et indre kemisk miljø, et dna-molekyle, der i sig rummer koden for frembringelse af forskellige proteiner, og endelig disse proteiners byggesten, amonisyrerne. Hvordan disse elementer er blevet bragt sammen, hvordan de har formået at starte en proces, der varer ved igennem livets mange forgreninger til den dag i dag, det må betragtes som livets gåde, og den gåde er ikke kommet et hanefjed nærmere sin løsning i kraft af det, der er sket i CERN.

Og i modsætning til det, der er sket med Higgs-partiklen, er der ikke noget, der tyder på, at gådens løsning nærmer sig. For hvis det nu forholder sig sådan, at de senere éncellede livsformer har udryddet alle de mere primitive éncellede former, der fandtes i begyndelsen, så er vi jo henvist til at gætte. Og skal man således gætte på bar bund, bliver gætværket ganske løst. Hvilket ikke betyder, at vi skal lade være med at gætte, heller ikke, at vi ikke en dag vil kunne fremkomme med et gætværk eller en teori, som alle må bøje sig for. Blot er det ikke sket endnu, og der er vist heller ikke udsigt til, at det vil ske foreløbig.

En mindst lige så stor gåde er gåden om sprogets opståen og udvikling. Her står vi i hvert fald overfor den komplikation, at alle primitive sprog er forsvundet, opslugt af de senere sprog. Selv de folk, som vi i vores arrogance kalder primitive, kan have sprog, der er utrolig indviklede. Så det er vist ikke blandt dem, vi skal søge de primitive sprog, der kan have udgjort sprogets begyndelseselementer. Og hvad vi kan se ud fra de skeletter af fortidsmennesker, man har fundet, er forsvindende lidt. Og for øvrigt, selv om vi kunne se meget mere derudfra, sproget selv er jo forsvundet sammen med de luftbølger, der bar det.

Men altså: det er ikke min mening med disse linier at nedgøre den videnskabelige bedrift, man har udført i CERN. Det er stort, det er imponerende, det er flot klaret, osv. Men livets opståen, livets udvikling, livets gåde i det hele taget er man ikke kommet nærmere til at løse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

3 svar til Higgs-partiklen forklare livets opståen!

  1. søren øst siger:

    Hvis man gerne vil undgå spin og hype og diverse vidtløftige teorier, så bør man læse den danske fysiker Peder Voetman Christiansens artikel: the Semiotic Flora of Elementary particles (milne.ruc.dk/ImfufaTekster/pdf/417.pdf ), heri får man en nøgtern redegørelse for den kontekst opdagelsen skriver sig ind i, her er ikke noget med Guds partikel ol, men saglig information sælger selvfølgelig ikke så mange aviser. Orker man ikke at læse hele artiklen er der en kort fin og læseværdig konklusion.

  2. askjensen siger:

    Hej Ricardt, jeg faldt lige over dit indlæg og følte mig svar skyldig. Jeg vil starte med at erklære mig enig. Det er fuldstændig korrekt at den formodede Higgs-partikel ikke gør os klogere på livets opståen. Hvorvidt jeg har brugt et uheldigt ordvalg eller om “verden omkring os” er blevet til “livet omkring os” på rejsen gennem telefon, journalist, redaktør og ned på tryk, skal jeg ikke kunne sige. Normalt vil jeg altid bruge vendingen at “Higgsen er sidste brik, I puslespillet der beskriver verden omkring os på mindste skala.”
    Det er vigtigt at holde sig for øje at det er MEGET få fysikere der bruger udtryk som Guds-partiklen men det netop som du nævner sælger flere aviser, hvori forklaringen på ordets popularitet nok skal findes. Jeg vil ikke udelukke at man kan blive klogere på livet, ved at forstå naturen omkring os – tværtimod vil jeg vove at påstå at fascination, forståelse og dyrkelse af verden omkring os igennem historien har inspireret vores forståelse af livet. Men dette er ikke kommet fra fysikere og kan per definition ikke komme fra fysikere med videnskabshatten på.
    Når det er sagt, så kan man ikke nødvendigvis skelne filosofi og fysik. Når man arbejder på at skubbe grænsen for vores forståelse af verden omkring os, kræver alle nye teorier en række antagelser, der i høj grad afhænger af ens syn på verden og forståelse af dens dynamik. Den forståelse kan sagtens bygge på erfaringer fra livet omkring os så jeg vil gerne slutte med påstanden om, at forståelsen af verden omkring os godt kan være knyttet til forståelsen af livet omkring os.

  3. Pingback: Den videnskabelige dogmatisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s