Essentialisme — uha, uha!

I 1978 skrev Edward Said en bog, der hed Orientalism. Den er siden blev kritiseret en del. Men den er også blev særdeles anerkendt i muslimske kredse, og den betragtes som et must, hvis man på universitetsplan vil beskæftige sig med islam. Én af kritikerne hedder Ibn Warraq. Han skrev i 2008 en bog Defending the West, hvori han nærmest gennemheglede Saids bog. Jeg har hørt om både Said og Ibn Warraq tidligere, men det er først fornylig, jeg er blevet opmærksom på et essay af Ibn Warraq, hvori han opsummerer, hvad han har imod Saids bog, se her. Og det er meget indviklet. Men også meget spændende, for jeg får et mærkeligt deja-vu, når jeg læser det.

Nu det med essentialisme! Jeg har i al den tid, jeg har befundet mig her på religion.dk, forsøgt at finde ud forskellen mellem islam og kristendom, dvs., forsøgt at formulere, hvad vel essensen i kristendom kunne være, til forskel fra essensen i islam. Og jeg er flere gange blevet mødt af religionshistorikeres hovedrysten: ‘Han er essentialist! Ha! Han tror, at man nogensinde kan finde en énhedsbeskrivelse for islam! Der er 1½ mia muslimer og tilsvarende 1½ mia forskellige forståelser af islam’. Og så har jeg jo kunnet tygge på den.

Men tillader jeg mig så at spørge den anden vej, hvordan da nogen kan beskæftige sig med religion og forskel på religionerne uden at have én eller anden forestilling om, hvad kernen i kristendom er til forskel fra kernen i islam, så forstår de samme religionshistorikere ingenting. Hvorfor ikke? Fordi dette med, at man ikke må være essentialist, kun gælder disse religionshistorikeres modstandere, ikke dem selv. Når således Mikael Rothstein mener sig i stand til at påstå, at bibelen vender sig imod homoseksualitet, så skyldes det naturligvis, at han går ud fra, at teksten i bibelen er noget i sig selv, siger noget i sig selv, har en kerne i sig, som man ikke kan løbe bort fra. Men når han i samme åndedrag, fortæller os, at ”Det er fortolkningen, der er det afgørende. Brugeren bestemmer, ikke teksten selv”, så trækker han jo, som alle kan se, tæppet væk under den første påstand. Blot ser han det ikke selv. Vi andre får at vide, at man ikke kan sige noget bestemt om tekster og religioner, men når han selv gør det samme, har han pludselig glemt at rette sig efter denne regel. Se min indvending imod ham her.

Nu hvor jeg læser Ibn Warraq (godt nok kun den stærkt forkortede udgave af hans bog), kan jeg se, at det nok har sin rigtighed, når det hævdes, at Edward Saids bog nærmest er pligtlæsning for enhver, der vil beskæftige sig med religion på et vestligt universitet. For Rothstein synes ikke blot at have læst bogen, men at være blevet dybt påvirket af den. Da jeg i sin tid (i 2007) ”stødte sammen med ham”, angreb han mig på min profession – jeg var naturligvis kun ude på at prædike, det var ganske utænkeligt (for ham, altså), at jeg kunne komme med væsentlige indspark i en diskussion. (Der er nogen links på denne side, se her, som man kan gå efter, hvis man gider). Nøjagtig sådan ser Said på vestlig islamforskning: den er kun ude på at udbrede vestligt kulturelt, militært og politisk overherredømme. At den skulle kunne komme med påstande, der var værd at diskutere, også for en muslim, det tror han ikke på.

Og det er godt, at Said bliver sat på plads. Ibn Warraq viser, hvordan Said fejlagtigt sætter den gamle græske historiker Herodot ind i sit skema. Allerede hos ham mærker man, hævder Said, tendensen til at fremhæve Vesten på Østens bekostning, allerede han opstiller et skel mellem dem og os, allerede han giver ”os” en stærk overlegen stilling i forhold til ”dem”. Men det er forkert, siger så Ibn Warraq, hvis vi endelig skal opstille en sådan essentialistisk skelnen mellem øst og vest, så var Herodot vestlig derigennem, at allerede han var i besiddelse af de tre ting, der kan siges at kendetegne vest: han søgte efter erkendelse af ren og skær nysgerrighed, han var universalist, og han havde selvkritik. Og han bringer så nogle citater, der viser, hvordan Herodot fandt meget værdifuldt i den persiske kultur, modsat hvad Said hævder.

For at slå det endnu kraftigere fast, at det vestlige menneske er åben overfor andre civilisationer, skildrer han, hvordan Montaigne ca. 1580 i sit essay ”Om kannibaler” skildrer de brazilianske indianeres kannibalisme og derefter skriver: ”Jeg er ikke så bange for, at vi bliver gjort opmærksom på den forfærdelige mangel på civilisation ved disse handlinger, jeg er langt snarere bekymret for, at vi, når vi fuldt korrekt bedømmer deres fejl, bliver blinde for vore egne. Det er da efter min mening mere barbarisk at æde et menneske i levende live, end når han er død; at lægge på pinebænk og torturere et legeme, der stadig er fuldt af følelse, at riste det til en vis grad og derpå overgive det til at blive trampet på og ædt af hunde og svin – en praksis, som vi ikke blot har læst om, men har set indenfor mands minde, og det ikke overfor fjender, men overfor naboer og medborgere og – værst – under dække af fromhed og religion – det er mere barbarisk at gøre det, end at riste og æde et menneske, når det er dødt”.

Altså, et vestligt menneske har både en vis indfølingsevne med fremmede kulturers skikke, og en vis selvkritik. Det hører med til vestlig kultur, det er en del af denne kulturs essens.

Og så er der altså en del vestlige videnskabsfolk, der som de vestlige mennesker, de er, søger efter viden for denne videns egen skyld, og derfor spørger efter, hvordan mennesker egentlig lever i de muslimske lande. Der er med andre ord fremstået et fag, som vi vistnok plejer kalde etnografi eller religionsvidenskab, men som Said kalder Orientalisme. Og Said kan på ingen måde gå med til, at disse orientalister søger efter viden af ren og skær nysgerrighed, nej, de vil gennem deres påstået objektive viden bidrage til at øge Vestens herredømme over Østen. Og som man kan forstå, bliver det lidt svært at få en diskussion i gang med et menneske med en sådan påstand, i hvert fald, når man selv er et vestligt menneske med alt, hvad dertil hører, nysgerrighed, universalisme og selvkritik. Det bliver lige så svært at diskutere med Said, som det var for mig at diskutere med Mikael Rothstein, når han tog mine påstande som udtryk for, at jeg ville forkynde for ham.

Lad mig føje lidt til for egen regning! Vi har hørt, hvordan Taleban ødelagde nogle værdifulde Buddha-statuer i Afghanistan, vi har fornylig hørt, hvordan en islamisk gruppe ødelagde nogle værdifulde ruiner i Timbuktu i Mali. Og når vi nu kommer med vores sædvanlige nysgerrighed og prøver at forklare det med, at det åbenbart er vanskeligt for nogle muslimer at erkende, at der var store og mægtige kulturer før islams fremkomst, det er, som om de tænker, at alt før år 622 var båret af menneskelig uvidenhed, så får vi naturligvis at vide, at vi er essentialister, fordi vi prøver at finde noget fælles for muslimen i Mali og muslimen i Afghanistan. Og at være essentialist, det er jo noget slemt noget, uha, uha!

Men vi får alligevel sagen bekræftet af Ibn Warraq, når han fortæller os, at det er alment anerkendt, ja oven i købet så alment anerkendt, at selv Said anerkender det, at det var vestlige videnskabsmænd, der i deres nysgerrighed gav sig til at studere alle de mindesmærker fra gamle kulturer, der var i de muslimske lande, undersøgte de gamle kulturer, opdagede og tydede kileskrift og hieroglyfskrift, satte det hele ind i en interessant og belærende historisk sammenhæng.

Før Napoleon kom til Egypten i 1798, var der ingen, der havde interesseret sig for pyramider og sfinks og hieroglyffer. Men nu, nu er den industri, der er blomstret op som følge af de turister, der vil se civilisationens vugge, blevet så givtig, at turistindtægterne er én af de væsentligste indtægtskilder for landet. Og dertil kommer, at egypteren nu, i kraft af disse opdagelser af vestlige forskere, kan rette ryggen i stolthed over at nedstamme fra pyramidernes bygmestre. Før kunne han kun være stolt af sin religion: at den var den bedste og sandeste og mest fromme – noget, de muslimske landes underlegne stilling synes at modbevise – nu kan han tillige være stolt af at være egypter, og lur mig, om han ikke er det på trods af, at pyramidernes periode efter den gængse muslimske opfattelse hører til ”uvidenhedens æra”.

Men på trods af det vil altså Said afbilde Orienten som offer for vestlig imperialisme, dominans og aggression. Ibn Warraq refererer: ”Orienten ses aldrig som handlende, som en agens med fri vilje eller med egne forestillinger og idéer. Det er denne tilbøjelighed, vi har at takke for det umodne og utiltalende ved meget af den mellemøstlige kultur, det er den, vi skal takke for selvmedlidenheden og for den tro, at alle dets dårligdomme er et resultat af vestlig-zionistisk sammensværgelse”.

Det er noget af en gåde, hvordan sådanne forestillinger fra Saids bog kan finde genklang over så store dele af Mellemøsten, som tilfældet er. Men det er en næsten endnu større gåde, hvordan de er opstået i Saids bevidsthed. Said skriver derom: ”Mine egne erfaringer herom er delvis det, der har fået mig til at skrive denne bog. En arabisk palæstinensers liv i Vesten, især i Amerika, kan fuldstændig tage modet fra én. Der findes her en næsten énstemmig konsensus om, at han politisk set ikke eksisterer, og når det tillades, at han gør det, eksistere han enten som en plage eller som en orientaler. Der er et net af racisme, kulturelle stereotyper, politisk imperialisme og dehumaniserende ideologi overfor araberen eller muslimen, som virkelig er meget stærkt, og det er dette net, som enhver palæstinenser er kommet til at føle som sin særlige straffende skæbne”.

Ibn Warraq kommenterer: ”Når man læser, hvordan han sådan svælger i selvmedlidenhed, skønt han er en fastansat, meget velanskreven professor ved Colombia Universitet, hvor han nyder privilegier, som vi andre dødelige kun kan drømme om, og har en god løn, og hører, hvordan han samtidig udspyr kritik af det land, som tog imod ham og overvældede ham med æresbevisninger, så er man ved at brække sig. Som Ian Buruma konkluderede i sin anmeldelse af Saids memoirer Out of Place: ”Jo mere han dvæler ved sine lidelser og sin status som udlænding, des mere beundrer hans beundrere ham. Men på mig har det den modsatte virkning. Af alle de holdninger, der danner hans memoirer, er selvmedlidenhed den mindst tiltalende”.

Men man kan være sikker på, at det ikke er alle, der er ved at brække sig. Eftersom bogen er blevet gjort til næsten obligatorisk læsning for enhver, der vil studere religionsvidenskab i Vesten, kan man være overbevist om, at den når sit mål blandt sådanne vesterlændinge. For vi har alle denne selvkritiske holdning siddende i os. Nogle har den fra det ordsprogsagtige udtryk om først at ”gribe i egen barm”, andre fra Jesu ligeså ordsprogsagtige sentens om at ”se bjælken i sit eget øje”. Og den offerholdning, der oser ud af Saids bog, indgår næsten uundgåeligt en stærk kemisk forbindelse med den selvkritiske holdning, der præger os vesterlændinge, og som resultat fremstår en ganske ukritisk holdning til islam og til muslimer rundt omkring på vestlige universiteter, for – ikke sandt – vi må jo endelig ikke gøre muslimer til ofre, vi må for alt i verden anerkende dem og deres religion ganske på lige fod med alle andre religioner og kulturer.

Og så kan muslimer té sig næsten, som de vil: de er stadig ofre, ofre for vor vestlige overlegenhed, og skal de bringes ud af denne offerholdning – sådan tænker vi – må vi ikke undlade hele tiden at fortælle dem, at de har været forfulgt af os, fortælle dem, at vi er kede af det, at vi siger undskyld, at vi vil gøre alt for at råde bod på alt det onde, vi har gjort imod dem. Og det er klart: har de ikke følt sig som ofre før, så er det hundrede procent sikkert, at de gør det, efter at have mødt en sådan holdning.

Vi i Vesten har en universalistisk holdning til andre mennesker: vi går ud fra, at de er af samme værd som vi selv (dette er et essentialistisk udsagn, men det skal nok være sandt alligevel). Og fordi vi har den holdning, tror vi også, at andre har den samme selvkritiske tilgang til tingene, som vi har. Men hvad nu, hvis muslimerne slet ikke har en sådan tilgang til tingene! (Endnu et essentialistisk udsagn). Hvad nu, hvis deres religion har forsynet dem med en religiøs overlegenhedsfølelse, som ganske overskygger den menneskelige eller folkelige kritiske sans overfor sig selv! Ja, så er det, vi får den ovenfor nævnte kemiske forbindelse mellem vestlig selvkritik og østlig offermentalitet.

Og jeg må indrømme, det har været en fornøjelse at læse Ibn Warraqs forsøg på at lade sin tankes saltsyre opløse denne kemiske forbindelse. Det har været en glæde at se den muslimske offermentalitet forsvinde op i den blå luft. Så måske vi endelig kan få gang i den religionsdebat, vi savner noget så frygtelig.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Essentialisme — uha, uha!

  1. M siger:

    I gang er debatten jo dog. Der sker ting og sager. Den tragiske Rochdale-sag i England har også medført et meget vigtigt skridt, nemlig en direkte formuleret muslimsk selvkritik: Familien til den racistiske pædofilrings leder har offentligt tilkendegivet, at HAN har bragt skam over dem alle, og at det er en forfærdende ting, han har gjort, som alle pakistanere må distancere sig fra og fordømme.

    Heri ligger der både selvkritik og en universalistisk indstilling til børns og ikke-muslimers rettigheder.

    Forbryderens søster sagde blandt andet til ham: “Hvis ikke du respekterer andres døtre, hvordan kan du så håbe på at dine egne døtre bliver respekteret?” (Manden er familiefar med vistnok 5 børn. Stakkels dem!)

    Selv opførte den pædofile sig anderledes – i retten kaldte han dommeren for racist, fordi dommeren udtalte, at efter hans vurdering var ofrenes etniske og religiøse tilhørsforhold (hvide ikke-muslimske pigebørn) en del af motivationen for forbrydelserne. Og hverken han eller nogen af de andre dømte pædofile fra ringen har udvist nogen som helst tegn på anger eller selvrefleksion på noget tidspunkt.

    Men det pakistanske samfund i Storbritannien har! Ikke blot ringlederens familie, men også en pakistansk debattør Mohammad Shafiq hed han vist (eller noget deromkring), har skrevet en artikel, der med stærke argumenter fordømmer det kollektive svigt, pædofiliofrene har været udsat for, idet politiet i flere år trods anmeldelser af overgrebene nægtede at tage deres sag op af frygt for at blive kaldt racister (= set som essentialistiske orientalister). Alle forbryderne var jo pakistanere, undtagen en, som var afghaner. Derfor fik de lov at operere i fred i en årrække med pædofil menneskehandel. De udså sig sårbare piger fra brudte familier, som ingen ville bekymre sig om, lokkede dem til sig med mad og køreture, gav dem alkohol og stoffer og massevoldtog dem så. Med vold og trusler tvangsprostituerede de også mange af ofrene og tjente penge på dem.

    Det var måske lidt ved siden af dit emne, men jeg synes, det er vigtige signaler, der sendes fra det britiske pakistanske samfund i øjeblikket, og det kan danne præcedens.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ M!
    Tak for denne oplysning! Ja, glædeligt at der dog sker noget på den front!

  3. Karen E. Hansen siger:

    Der er bestemt opmuntrende selvkritiske, offentlige kommentarer til Rochdale-sagen, som er værd at se som udvikling i en god retning.
    Men Riis har stadig ret i sin hoved-analyse: “Den religionsdebat, vi savner så frygtelig” er stadig yderst sporadisk, fordi ethvert kritisk udsagn om islams indhold kan dømmes ude med ordet essentialisme.
    Men gad vide om samspillet: vestlig selvkritik – muslimsk offermentalitet ikke også har noget at gøre med frygt. Offer-følelsen hænger vel sammen med en indstilling, som siger: Vi burde være herskere, vore regler burde dominere alle, det skal vi kæmpe for… og så kommer jihad-spørgsmålet og problemet om muslimsk vilje til vold.
    Så vestlig selvkritik forbindes med ‘policy of appeasement’ eller simpel frygt.

  4. Pingback: Det forsømte forår « ricardtriis

  5. Pingback: For teologisk? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s