"Sosserne" eller "sasserne"?

Henrik Sass Larsen og meningsfæller – i det følgende kaldet ”sasserne” – forsøger for øjeblikket at overgå Enhedslisten i anvendelsen af perfide skældsord. Men om de derved får de mange gamle socialdemokrater – i det følgende kaldet ”sosserne” – tilbage i folden, er højst tvivlsomt. ”Sosserne” mener nemlig, at det nu engang er bedst, hvis en socialdemokratisk ledet regering fører socialdemokratisk politik. De anser det for ret uheldigt, hvis ”sasserne”, altså de socialdemokrater, der sidder i regeringen eller på ledende poster i partiet, giver sig til at føre utilsløret borgerlig politik. Ja, de mener faktisk, at det er så uheldigt, at de ikke mere gider stemme på disse ”sasser”.

Og sådan ser ”sosserne” på regeringens just indgåede skatteforlig med de borgerlige. Det var borgerlig politik, ikke ført af borgerlige politikere, hvilket vel ville have været mest naturligt, men ført af ”sasserne”. Derfor er socialdemokraterne nede på det laveste tal i meningsmålingerne i både dette og det forrige århundrede.

I første omgang prøvede man fra ”sassernes” side at redde situationen ved at fremhæve 40 punkter, hvor man havde fået sat socialdemokratiske fodaftryk på noget, regeringen havde fået vedtaget. Ingen gad lytte. Intet medie tog disse 40 punkter op. Det var ”bare for meget”. Og det smagte alt for meget af den gamle vin, ”sasserne” havde serveret, hver gang medierne havde råbt ”løftebrud”. Og det var som bekendt sket temmelig mange gange i regeringens korte levetid.

Men i næste omgang har man så bragt den genfødte Henrik Sass Larsen på banen. Og han går anderledes hårdtslående til værks. Han viger ikke tilbage fra at gengælde skældsord med skældsord. Så nu er vi som nævnt vidne til en veritabel duel på udsøgte skældsord. ”Klaphatte” er det mildeste af dem. Det ville vel ikke være blevet rubriceret som et skældsord, hvis ikke Sass Larsen havde karakteriseret det som sådant.

Men hjælper hele denne manøvre så noget? Vil det lykkes ”sasserne” at få ”sosserne” tilbage i folden? En artikel i Information mener nej, se her. Man har spurgt en række kommentatorer, og de er næsten alle enige om, at krisen i socialdemokratiet stikker dybere; den kan ikke overkommes med nogle skældsord imod Enhedslisten.

Men hvori består da socialdemokraternes krise? Ja, se, her bliver kommentatorerne uenige. Informations overskrift hævder, at det, der mangler, er en ny social kontrakt. Muligt! Men man spørger uvilkårligt: ”Var der da en gammel social kontrakt mellem socialdemokratiet og dets vælgere?” Andre mener, at man har glemt de gamle idealer, nu taler man ikke om lighed, men om arbejdsudbud og balance på statsbudgettet. Atter andre mener, det er krisens skyld. Man har ikke brugt de gode år i nullerne til at nyformulere sig. Man er kommet til at stå i en ny situation, politisk, økonomisk og kulturelt, men har ikke fundet sine egne ben i denne situation. Kun Henning Tjørnehøj er trofast overfor partilinien, ville i hvert fald være det, hvis han kunne få så meget øje på den, at han kunne fortælle os andre, hvad den gik ud på.

Alt det kan jo være meget rigtigt. Men kan lige så godt være forkert. Lad mig prøve at komme med en forklaring, som vel kan være lige så god som de andre, om ikke bedre! ”Sassernes” misère har med det at gøre, at de holder fast i finansministeriets økonomiske model. Den regnede VK-regeringen med, når de skulle finde ud af, hvad der skulle gøres, og den har ”sasserne” uden videre overtaget. Hvilken økonomisk teori der ligger bag modellen, har man ikke spurgt om, om denne teori svarer til den keynesianske teori, man vistnok havde i gamle dage, da der var ”sosser” til, er heller ikke noget, man har bekymret sig om. Hovedsagen har vist været, at det nu er en socialdemokrat, der sidder ved den statsautoriserede regnemaskine og med en vis vægt kan fortælle oppositionen, at deres forslag til krisestyring er helt ude i hampen.

Prisen for denne plads bag landets økonomiske rat er, at ”sasserne” har måttet lære sig at sige ”2020”. De har måtte finde sig en tyve-tyve-plan, mindst lige så god som den, VK-regeringen havde. Men de har alligevel ikke lært dette fine sprog til fuldkommenhed. For dels har de ikke rigtig selv troet på de finansministerielle modeller, dels har de ikke – og måske netop derfor – kunnet overbevise ”sosserne” om nødvendigheden af alle de tiltag, som modellerne foreskrev som aldeles nødvendige.

Der er i hvert fald to ting, som de ikke havde behøvet at gå med til, to ting, der oven i købet forhindrer dem i at føre socialdemokratisk politik. Den første er forestillingen om, at vi om få år kommer til at ”mangle hænder”. Det er vist en antagelse, der ligger indbygget i finansministeriets model. Og ser man på demografien, altså på den kendsgerning, at vi gamle kommer til at udgøre en større og større del af befolkningen, og at der tilsvarende bliver færre og færre på arbejdsmarkedet, så skulle man jo tro, det var rigtig nok. Men man begår her den samme fejl, som Svend Auken begik i sin tid, da han gik ind for, at man skulle bekæmpe arbejdsløsheden ved at fordele arbejdet. Han var ikke opmærksom på, at arbejdsløsheden tilsyneladende – og måske ret uforklarligt – altid er en bestemt procentdel af dem, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, aldrig et bestemt antal. Og hvis man i sin tid havde fulgt hans råd og lavet en form for arbejdsfordeling, ville man blot have fået en mindre produktion ud af det, men samme arbejdsløshedsprocent.

Tilsvarende nu. Eller rettere: omvendt nu. Nu tror man, at økonomien er sådan indrettet, at når der bliver færre i den arbejdsdygtige alder, når altså udbuddet af arbejdskraft falder, så vil vi få fuld beskæftigelse, ja ligefrem mangel på arbejdskraft. Det er jo det, der får den finansministerielle model til at kræve, at vi skal øge udbuddet af arbejdskraft. Og så får vi en efterlønsreform – hvilket er nysprog for afskaffelse af efterlønnen. Så får vi en reform af førtidspensionen og fleksjobordning – nysprog for indskrænkning og besparelse. Og vi oplever regeringen i fri dressur forsøge at få folk til at arbejde mere, for den enevældige model i finansministeriet siger, at vi skal øge arbejdsudbuddet, ellers får vi ikke bare fuld beskæftigelse – det kunne jo være meget godt, selv om der også er folk, der ser det som et onde; jo, for så stiger lønningerne og så mister vi konkurrenceevne – nej, vi får ligefrem mangel på arbejdskraft.

Såmænd gør vi ej! Eller, desværre får vi ikke det. For arbejdsløsheden er en procentdel af den arbejdsstyrke, der står til rådighed, ikke et bestemt antal. Den fejl, Svend Auken begik, den gentager ”sasserne” nu med fuld styrke. Og der er ikke noget at sige til, at ”sosserne” ikke kan forstå, at vi skal øge arbejdsudbuddet i en tid med 160.000 ledige.

En anden ting, den finansministerielle model fortæller ”sasserne” – den sagde det også til VKO’erne i sin tid, men det bliver det ikke mere rigtigt af – det er, at vi lige om lidt får gang i hjulene igen. Det var så dejligt i nullerne, i hvert fald frem til 2008, da krisen ramte os. Dengang havde vi noget nær fuld beskæftigelse, boligpriserne steg og steg, alle hjul var i omdrejninger, der skete virkelig noget overalt, og alle de projekter, der blev sat i gang, kunne fuldføres. Den tid må komme igen, det er økonomer og politikere enige om. Økonomien skal bare have lidt kickstart, se, straks springer motoren i gang og spinder fornøjet som en kat. Det bliver man ved med at sige, selv om økonomien ærlig talt udstøder nogle slemme host og hakker godt i det.

Vi, der er så gamle, at vi kan huske det forrige opsving, det i tresserne, og den derpå følgende krise, den, der begyndte i 1973, vi erindrer udmærket, at man dengang tænkte på nøjagtig samme måde. Man kunne ikke forlige sig med, at de gode tider nu var ovre. Man troede lige, at man endelig havde løst økonomiens gåde: hvordan man bibeholder fuld beskæftigelse, og så kom krisen i 1973. Nej, det var umuligt, man måtte kunne få gang i hjulene igen, ja, man behøvede sådan set ikke gøre noget, der ville af sig selv komme gang i økonomien igen om ganske få år, for alle kriser var jo blevet afblæst i de glade tressere. Og for Danmarks vedkommende gjaldt det om at være den første til at komme ud af starthullerne. Derfor indførte man den formindskede moms, mimsen, for så kunne man sparke økonomien i gang, så den kørte bedre end de andre landes økonomi, når der om halvandet eller to år rigtig kom skub i det økonomiske opsving.

Sådan tænkte man, ja. (Og ”man”, det betyder her ”alle”, altså både politikere og økonomer). Og hvornår kom så dette længe ventede opsving? Det kom i slutningen af halvfemserne og op gennem nullerne, altså lang, lang tid efter. Heldigvis holdt man da op med at vente på det, for det var ret utåleligt med denne forventning.

Man vil nok også snart holde op med at vente på opsvinget i disse år. Men indtil da ser vi altså ”sasserne” gøre alle de krumspring, som den finansministerielle model kræver. Vi ser dem øge arbejdsudbuddet, vi ser dem fremrykke investeringerne, vi ser dem foreslå nedlæggelse af helligdage, vi ser dem på anden måde prøve at sparke økonomien i gang. Og ”sasserne”, der ikke har en skid forstand på motorcykelmotorer, fortæller os, at nu, lige nu kan de høre på de brag, maskinen udstøder, at den er tæt på at komme rigtig i gang. Men spørgsmålet er jo, hvor mange ”sosser”, der vil forsvinde fra ”sassernes” cirkustelt, før ”sasserne” ser, at der er noget galt. Skal vi ned i nærheden af 10%?

Til sidst skal blot nævnes, at ”sasserne” foruden den finansministerielle model også har overtaget dansk økonomis to tabuer fra den forrige regering: kronetabuet og boligtabuet. Og ligesom den forrige regering bruger de kronetabuet til at holde lønningerne nede. Vi mister arbejdspladser, firmaerne outsourcer danske arbejdspladser, vores konkurrenceevne kan ikke bibeholdes med de høje lønninger, vi har i Danmark, osv. osv. Alt det har fået overenskomstforhandlingerne til at falde på plads på et meget lavt lønniveau. Men af den grund holdes jo ikke priserne nede. Så der er en del arbejdere, der vil opleve et reallønsfald. Man forstår det godt, hvis ”sosserne” forlader ”sassernes” synkende skude.

Og boligtabuet! Nej, jeg gider snart ikke. Lad mig nøjes med at sige, at den boligpolitik, der føres (hvis man i det hele taget kan tale om en dansk boligpolitik) er til fordel for de gamle og til ulempe for de unge. Det er ret uretfærdigt. Som om de unge ikke havde nok at lave i forvejen, når de skal passe både børn og arbejde. Men som det er, er det også dem, der sidder med de største boligudgifter. Ak ja! Det bliver der nok heller ikke rørt ved. De arme ”sosser”, hvad skal de dog gøre?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s