Religionsrelativisme

Einstein har sin relativitetsteori. Den gælder indenfor fysikken. Kunne man monstro udforme en relativitetsteori, som gælder indenfor religionerne? Det var da et forsøg værd.

Den skulle i så fald gå ud fra, at ligesom der i fysikken ikke findes nogen æter, altså noget fast koordinatssystem, hvorudfra alle bevægelser foregår; der findes ”kun” bevægelser i forhold til andre observatører – sådan er der i religionernes verden ikke noget fast system, hvorudfra alle religioner kan bedømmes; der findes ”kun” det system, som hver enkelt religion ”medbringer”, når de andre religioner skal bedømmes.

Man kan i nogen grad se det bekræftet af de faktiske forhold. Islam og kristendommen kan ikke på nogen måde blive enige om, hvordan man skal se på Jesus fra Nazareth. Islam har jo så at sige optaget ham i sig, har endda gjort ham til en stor profet, men derved har man på ingen måde kommet os kristne imøde. For når vi bekender ham som Guds énbårne søn, siger vi jo, at der ikke er nogen, der kommer op på siden af ham, og slet ikke nogen, der kommer op over ham. Og muslimerne vil, al deres imødekommenhed til trods, ikke gå med til, at Jesus skal være den største, nej, det skal Muhammed være. For han er profeternes segl, dvs., efter ham kommer der ikke flere profeter, han var den sidste, der satte alle de andre, også Jesus, på plads. Og så nytter, i vores øjne, al deres pæne tale om Jesus intet.

Lige så lidt kan man blive enige om, hvordan man skal se på Muhammed. I gamle dage kaldte mange kristne ham ligeud en bedrager. I vore dage kan man vel nok fra vores side, altså fra kristen side, sige, at han ikke bevidst bedrog andre mennesker, for han troede virkelig selv på de åbenbarelser, han fik. Om vi kristne eller vi vesterlændinge nu vil forklare det med epileptiske anfald eller med noget andet – der var måske tale om et selvbedrag, men ikke om bevidst snyderi eller bedrageri fra hans side.

Men som man nok kan forstå, nytter en sådan imødekommenhed fra kristen side intet. Spørgsmålet er ikke: bedrager eller ikke, men: falsk eller sand profet. Kan man regne med hans åbenbaringer? Kan man regne så meget med dem, at man betragter dem som bevirket af ingen ringere end Gud, himlens og jordens skaber? Og til det spørgsmål må naturligvis en kristen svare nej, ligeså naturligt som en muslim må svare ja.

Tager vi hinduismen med, kan det måske ved første øjekast glæde os, at Jesus i den religion figurerer som et stort menneske, ja, visse steder måske endda som et guddommeligt væsen. Men som ved islam kan det ikke på nogen måde tilfredsstille os, måske endda ikke engang glæde os. For der er en absolut forskel mellem at betragte ham som den eneste, og så at betragte ham som én af flere.

Og se, med sådanne betragtninger er vejen jo åbnet for religionsvidenskaben. Ikke sandt, den er objektiv, den er neutral, den hænger sig ikke i Jesus eller Muhammed eller Buddha, den træder et skridt tilbage, undlader at tage stilling til den ene eller den anden af de store religioner, undersøger dem minutiøst og kommer så med sine neutrale betragtninger. Noget tyder på, at ganske mange ser sådan på sagen. Man vil ikke gerne aflægge den bekendelse, man synes, man skal aflægge som kristen, så hellere stille sig neutral an, nøjes med at sige det, man kan stå ved, ikke selv give udtryk for nogen livsanskuelse, men kun fortælle, hvad alle de andre mener.

Problemet er blot, at stiller man sig sådan an, så har man ikke fattet dybden i religionsrelativismen. Så er man ikke kommet længere, end fysikerne var kommet før Einstein. Så mener man, som dem, at ligesom der i fysikken må være en fast og urokkelig ”æter”, som bestemmer alle bevægelser, sådan kan vi med religionsvidenskaben opstille en fast og urokkelig base, hvorudfra vi kan bedømme alle religioner, kristendom, islam, hinduisme, buddhisme, osv. Men Einstein slog jo med sin relativitetsteori fast, at der ikke gives en sådan æter, og en dybtborende relativitetsteori for religioner må på samme måde slå fast, at der ikke gives noget fast ståsted, hvorudfra man kan bedømme religionerne. Der gives ”kun” en kristen bedømmelse af de andre religioner, en hinduistisk og en muslimsk ditto, ikke en absolut bedømmelse, sådan som den normale religionsvidenskab tror. Eller: religionsvidenskaben har hjemme netop i en vestlig, kristen sammenhæng.

Jeg kan prøve at underbygge det med nogle iagttagelser, jeg har gjort hos Michel Foucault og hos Edward W. Said. Jeg fandt nemlig en udgave af Edward Saids ”Orientalism” fra 1978 på nettet forleden. Den fristede mig over evne, og jeg downloadede den. Siden har jeg læst en del i den, omend jeg endnu ikke er nået halvt igennem. Faktisk er det en ret træls bog at sætte sig ind i. Hele tiden venter man, at Said skal fremkomme med sin egen opfattelse af tingene. Men det gør han ikke. Han nøjes med at nedgøre så at sige al vestlig videnskab om østen, specielt om islam. Hovedemnet for hans bog, begrebet orientalisme, er ikke et plusord hos ham.

Og det redskab, han bruger i denne øvelse, har han hentet hos Michel Foucault (1926-1984). Denne franske filosof prøvede at vise, at alle videnskabelige resultater, specielt de humanistiske videnskabsresultater, ikke, som vi normalt tror, er objektive sandheder, nej, de er indlejret i det samfund, der har skabt dem og derfor en del af dette samfunds selvhævdelse. Det vil sige, de er en del af det samfunds magtudøvelse. Ganske vist skal ”magt” her ikke forstås militært, måske endda ikke økonomisk heller, blot som den stilfærdige magt, som ethvert samfund anvender overfor sine undersåtter for at disciplinere dem; altså ”magt” i form af en institution, et sæt af vaner, en måde at opføre sig på, som hvert individ så at sige vokser ind i og formes af.

Denne forestilling anvender nu Edward Said for fuld udblæsning i sin bog. Ja, siger han, det har sin fulde rigtighed med den påstand, at al videnskab er udtryk for magtudøvelse. Man kan se det på den videnskab, man kalder orientalisme. Den påstås at beskæftige sig neutralt og objektivt med østen eller med orienten. Men den gør pokker, gør den. Den er et led i vestens måde at undertrykke østen på. Den grundbetragtning, diverse videnskabsmænd har af muslimen, går ud på, at han er ude af stand til at styre sig selv, han er ikke blevet voksen endnu, han er sanselig og grådig, men dog underdanig, når det kan betale sig bedst.

Og så citerer han Balfour og andre engelske politikere fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor Englands magt var på sit højeste, og viser, hvordan de i god overensstemmelse med de dengang moderne videnskabsmænd kunne anse muslimen og østerlændingen i det hele taget som stærk underlegen i forhold til det vestlige menneske. Og i den grad var det en objektiv og ubrydelig sandhed, at man uden videre betragtede den som eviggyldig. Øst er øst og vest er vest, og det bliver aldrig anderledes.

Noget af det, jeg undrer mig over hos Said, forekommer i en passage, hvor han omtaler Flaubert (1821-1880), en fransk digter, der har besøgt Egypten og beskrevet noget af det, han har oplevet dèr. Said gengiver blandt meget andet fire af de iagttagelser, Flaubert har gjort. De tre af dem omhandler nogle personer, der kopulerer i det offentlige rum for at få folk til at le, dem gør jeg ikke noget ud af (der kan jo være damer til stede), den sidste og mest ærbare handler om en from mand, der gik splitternøgen rundt i Kairo, kun iført en hue på hovedet og én over sin penis. Når han skulle tisse, tog han huen af (altså den nederste), og alle kvinder, der gerne ville have børn, kom så løbende for at krybe ind under strålen, hvis indhold de siden gned sig med.

Alt dette lyder jo unægtelig lidt besynderligt. Men Said bruger det til at konkludere, at vesten bruger østen som noget, man kan more sig over. ”Orienten bliver et levende tableau af mærkværdighed”. Om det er sandt, hvad Flaubert skriver om, om man kan give en forklaring på det ud fra den kultur, der herskede dengang i Egypten, om det måske er naturligt og ligetil, at Flaubert finder det mærkeligt, intet af det skriver Said om, nej, det eneste, han har blik for, er, at vesten betragter østen som et underholdende cirkus.

Nå, lad detaljerne kun ligge, det, jeg vil med Said og Foucault, er kun at pege på den forudsætning, de synes at have: at al humanistisk videnskab er forsøg på at konstruere begreber og tankeverdener, hvormed man kan beherske andre; at altså den måde, man bruger sproget på i de humane videnskaber, på ingen måde, som Habermas mener, er udtryk for en ”herredømmefri diskurs”, men i høj grad er udtryk for en magtkamp. Vestlige videnskabsmænd har konstrueret et begreb ”orientalisme”, og dette begreb lægger de så ned over østen, gennem de briller, som dette begreb udgør, ser de alle foreteelser i østen, og – vil Said videre hævde, men derved går han vist ud over Foucault – derved orientaliserer de ikke blot sig selv, men også orienten.

Dette er, vil jeg hævde, en videnskabsteori, som bærer muslimske træk i sig, hvis man da ikke ligeud skal sige, at den er muslimsk. En kristen eller vestlig videnskabsteori, derimod, vil hævde, at det er muligt, i hvert fald når der er frihed for forskerne, at tale sig frem til enighed om ganske mange ting, sådan at den opfattelse, der bliver slutresultatet, kan siges at have en høj grad af objektivitet i sig. Ikke sådan, at den er eviggyldig, for det er jo vilkårene indenfor humaniora, at man gang på gang må begynde forfra; man når ikke som indenfor naturvidenskaberne frem til resultater, som andre kan bygge videre på; man når kun frem til noget, som indtil videre ikke er blevet modsagt. Men forudsætningen i den kristne videnskabsteori er, at der findes en sandhed bag bestræbelserne, en sandhed, som man gennem sine diskussioner kan kommer stadig nærmere til.

Det er ikke sådan, som Foucault synes at mene, og som i hvert fald Said hævder med stor styrke, at videnskaben er en del af en magtkamp, og at de resultater, videnskaben når frem til, er rene konstruktioner, som videnskabsmanden – måske ubevidst – har lavet for at øge sin og sit samfunds magt. Når jeg kalder denne betragtsningsmåde muslimsk, eller i det mindste mener, den nærmer sig noget muslimsk, skyldes det, at islam i høj grad bygger på magt. Forskellen mellem kristendom og islam er jo ikke blot et spørgsmål om, hvem af de to religionsstiftere man bedst kan lide, det er et spørgsmål om, hvorvidt man tror på magt som det samfundsbærende, eller man tror på ordet eller sproget som det samfundsbærende. Og her tror jo kristendommen på sproget.

Det er ikke helt tosset at sætte forskellen op på den måde. For Muhammed blev jo selv så at sige tvunget til at godtage de åbenbaringer, han modtog. Han tænktes ikke at kommentere dem eller rette dem til eller selv yde noget som helst i den åbenbaringsmodtagelse, der var tale om. Han var kun en megafon, som Gud brugte til at nå frem til mennesker med. Og tilsvarende er koranen jo ikke blot skrevet af et menneske, Muhammed, der var inspireret af Gud, nej, det var Gud selv, der bestemte hvert bogstav. Og det var den overbevisning om det absolutte i den åbenbaring, han modtog, der fik ham til at tro, at han havde ret til at tvinge andre ind under sandheden.

Omvendt fik Jesus ikke sandheden som et fikst og færdigt produkt, han måtte selv gennem sine overvejelser nå frem til den. Og han kunne derfor ikke tvinge den ind i andres hoveder, de måtte møjsommeligt overbevises gennem fyndord og lignelsestale. Ja, så magtløs måtte sandhedsforkyndelsen være, at blev forkynderen truet med lidelse og død, hvis han ikke frasagde sig sandheden, som han forstod den, måtte han lade lidelse og død overgå sig hellere end at vige bort fra sandheden. Derigennem blev jo Jesus et eksempel til efterfølgelse.

Men hvordan fandt Jesus da frem til sandheden?

Det gjorde han blandt ud fra tesen ”læge, læg dig selv!” eller altså ud fra tanken om, at det, man konstaterer gælder for andre, også gælder for én selv. Sandheden ligger i sproget, ja, men man er selv en sprogbruger, og det, som gælder for alle de andre sprogbrugere, gælder også for én selv. Og her kommer Said til kort, måske også Foucault, det er jeg ikke rigtig klar over. Er der noget, Said ikke er, så er det refleksiv. Er der noget, Said ikke gør, så er det at anvende den magtafhængighed, han mener præger vestlig forskning, på østlig forskning, ja, han beskæftiger sig ikke med østlig forskning overhovedet. Han er i den grad forblændet af sin tese om vestlig magtudøvelse gennem forskningen i orientalisme, at han fuldstændig overser, at hvis det er sandt, må jo også østlig forskning i vesten på tilsvarende vis være kendetegnet ved magtkamp. Det falder ham ikke ind, at sådan må det være, nej, østen er offer for vestlig magtudøvelse, en magtudøvelse, der viser sig ikke blot på det militære og politiske plan, men også og ikke mindst på det videnskabelige plan.

Nu vil nogen måske sige: Jamen, hør nu, kære ven, hvad er det, du selv har gjort her? Har du ikke drevet netop religionsvidenskab? Er du ikke som andre religionsvidenskabsfolk trådt et skridt tilbage og har set på religionerne under ét, fra et synspunkt udenfor alle religioner? Og modsiger du ikke derfor dig selv?

Hertil vil jeg svare, at det ville jeg gøre, hvis jeg som Said gik ud fra, at al religionsvidenskab er et led i en magtkamp. Men det går jeg netop ikke ud fra. Jeg går i stedet ud fra, at man i sin videnskab må lade ordet (sproget, diskussionen) og ånden virke. Men det vil sige: jeg går ud fra, at kristendommen er sandheden, for dette er jo dens udgangspunkt. Jeg er altså i min religionsvidenskab ikke trådt ud af kristendommen, men arbejder på just kristendommens grund. Og for mig at se – men indrømmet, det er noget, jeg ser som kristen, som sprogbruger, som menneske, der véd af, at jeg er en sprogbruger – så æder en forestilling om videnskab som magtudfoldelse sig selv op indefra.

Og hvis nogen synes, det er synd for den muslimske verden, at den har så få nobelpristagere, kunne det måske sammen med så meget andet også hænge sammen med, at den betragter videnskab som en magtkamp og ikke som en herredømmefri samtale. Det kan Said vistnok være med til at afsløre (hvilket vil vise sig, når jeg engang kommer til ende med ham). Men den afsløring kommer meget mod hans vilje.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

8 svar til Religionsrelativisme

  1. Claes siger:

    Mon ikke man kan finde ind til den efterlyste trosrelativisme ved at tænke sig de forskellige religioner som forskellige udtryk for den ene urgamle visdomsreligion, lys der skinner igennem forskelligt farvet glas. Fyrtårne der skal lede skibene i sikker havn.
    En melodi kan spilles i forskellige tonarter og dog kendes igen selv om ikke en tone er ens.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    På ingen måde. Her ser vi helt forskelligt på tingene. Min opfattelse af religionsrelativismen er: her må vælges. Tanken kan ikke sammensmelte religionerne, så valget bliver overflødigt. Men med sit liv afgør man sagen, og man gør det uvilkårligt, dvs., hvad enten man vil eller ej.
    I spørgsmålet islam eller kristendom: Har Foucault/Said ret i, at ethvert forskningsresultat på det interreligiøse område er en del af magtkampen mellem religionerne? Eller har ”orientalisterne” ret i, at de forsker udelukkende af nysgerrighed efter at finde ud af tingene? Eller for at sige det på en anden måde: Er de begreber, vi danner os, fuldstændig frit konstruerede, så vi danner den bagvedliggende virkelighed sammen med dem? Eller er begreberne billeder af virkeligheden, måske ufuldstændige, måske forkerte (hvilket så en efterfølgende debat vil vise), men dog billeder af en virkelighed, der ikke skabes sammen med billederne, men er der i forvejen?
    Noget af det givende ved Said, selv om jeg er rygende uenig med ham, er, at han fører det første synspunkt igennem ganske konsekvent. Men jeg er ikke færdig med ham endnu.

  3. Claes siger:

    I østen er der sagt, at ad hvilken vej end menneskene nærmer sig mig, så er den min. Mig er her Krishna. Der bruges også det billede, at mange veje fører til bjergets top. Disse billeder udelukker ikke valget, den ene vej er måske mere bekvem end den anden eller mere sikker, og det fremmer ikke en tanke om at gå fra den ene religion til den anden. Det er bedst at blive på den samme vej. Lad så bjergets top være Kristus eller et mere abstrakt guddommeligt princip, måske Faderen selv. Mennesker kan måske have forskelligt kald, når det gælder religion.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jeg kan forstå, at du er faldet for den hinduistiske religions metode at anskue andre religioner på. Men den er altså anderledes end den kristne metode, og igen anderledes end den muslimske. Det var den hovedtanke, jeg prøvede at gennemføre med sammenligningen med Einsteins relativitetsteori: at hver religion har sin måde at se på de andre religioner på.

  5. Claes siger:

    Det du kalder den hinduistiske metode er så i hvert fald mere inkuderende end de muslimske, som snarere fører til at man bekriger hinanden. Og det samme for visse af de kristne metoder. Den minder mere om digteren B. S. Ingemann, som i “Fred hviler over land og by” siger – “Til samme himmel går vor gang, adskilles end vort spor” – er vi end hver for sig ensomme vandrere på jorden, fremmede.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Ja, denne inkluderende holdning kan såmænd ofte være en fristelse for os kristne. Jeg véd så ikke lige, om det er det, Ingemann tænker på. Men måske! Det, jeg har imod den, er, at den er så inkluderende, at den vil inkludere to ting, der modsiger hinanden. At have sjælevandringslæren som basis for sin overbevisning og altså tro, at sjæl og legeme er to forskellige ting, så sjælen kan iføre sig et andet legeme, er f. eks. det modsatte af den kristne overbevisning, der hævder, at sjæl og legeme hører så uløseligt sammen, at de i opstandelsen skal forenes igen, jævnfør udtrykket i trosbekendelsen ”vi tror på kødets opstandelse”, egentlig ”ligenes opstandelse”.

  7. Claes siger:

    ja, jeg forstår din indvending, men Paulus sagde at det der lægges i jorden er ikke det samme som det, der opstår, ligesom han siger, at kød og blod skal ikke arve riget. Så mon ikke der findes en mellemproportional. Ingemann siger i Holgers sang til livet, at når under solen ej sjælen det den vil, så er der andre sole og andre stjerner til, og slukkes alle sole og stjerner engang, dog livets kilde springer, hvor evigt den sprang. Her åbnes dere et mødepunkt for religionerne.
    I sidste instans er det nok et gemytspørgsmål og man hælder mest til konfrontations- eller harmonitanker.

  8. Morten - - - siger:

    Det er også et forstandsspørgsmål.

    At ville harmoni og villet harmoni er ikke det samme.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s