Frygt contra forståelse

Hvorfor overholder vi lovene? Skyldes det frygt for at blive straffet? Eller skyldes det, at vi faktisk godt forstår, at vi skal overholde dem?

Bag denne modsætning skjuler sig modsætningen mellem islam og kristendom. Nå ja, denne påstand er så forenklet, at den øjeblikkelig kalder på modsigelse. Og den skal også nok komme.

Men alligevel! Det er ikke helt tilfældigt, at der mange gange i koranen står: Allah forstår, men I forstår ikke. Underforstået: reglerne her er givet, for at I skal rette jer efter dem, ikke for at I skal forstå. Der er tale om, at Gud åbenbarer noget for os, som vi ikke af os selv kunne finde frem til, nemlig, hvordan vi skal gebærde os i vore samfund og i vore familier.

Anderledes i kristendommen. Her opstiller Jesus den grundregel, at det, der står i loven og profeterne, det kan sammenfattes i den gyldne regel: hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem (Matt 7,12). Og for at finde ud af, hvad man skal gøre, er man altså indenfor kristendommen nødt til at gøre to ting: man er nødt til at sætte sig i den andens sted, og man er nødt til at tænke sig om. Begge dele lidt besværlige forehavender.

Men indrømmet – på trods af disse forskelle kan man alligevel pege på adskillige paralleludviklinger indenfor islam og kristendom. Dette at styre et samfund er jo også noget, der giver nogenlunde de samme problemer overalt, uanset om det er i en kristen eller en muslimsk sammenhæng. Man har f. eks. indenfor begge kulturer arbejdet med hierarkier. Øverst stod kaliffen, nederst slaven. Eller hos de kristne: Øverst stod kejseren, nederst slaven. Og man har i et sådant hierarkisk samfund arbejdet med frygt-teorien. Det kunne selvfølgelig være klogt af kejseren at befale noget, hans undersåtter kunne forstå, men det var ikke en nødvendig betingelse for at kunne befale noget. På samme måde med kaliffen – eller hvad nu den øverste til enhver tid hed i de muslimske samfund. Og dog måtte den øverste i begge samfund i sine befalinger tage hensyn til loven; og så var det for øvrigt ligegyldigt, om denne lov hed kongeloven eller sharia.

Dette ændrede sig afgørende i 1700-tallet. Men det ændrede sig kun i den kristne verden. Den muslimske mærkede ikke noget til nogen ændringer. I den kristne verden fik man den idé, at alle var lige, alle var borgere, alle stod lige overfor loven. Samtidig fik man den opfattelse, at kun staten havde ret til at udøve vold. Endelig fik man den forestilling, at den, der udøvede vold, gjorde det på statens, ikke på egne vegne. Og til sidst den tanke, at statens legitimitet opstod af folket, altså fra neden og opefter, ikke omvendt, som man hidtil havde troet.

Alt det første kan man godt tænke sig blev indført efter forbillede fra den muslimske verden. For dèr har man kendt til disse tre ting. Jeg husker således fortællingen om den muslimske embedsmand, der, når han sent på natten var færdig med at skrive cirkulærer og notater på statens vegne og skulle til at skrive sine private breve, slukkede statens stearinlys og tændte sit private. Blot har man ikke fastholdt det. Eller – lad mig hellere sige det lidt mere uvist: Man kan overveje, om ikke dette, at den muslimske verden oplevede en nedgangstid, skyldtes, at den centrale stat mistede autoritet. I dens sted optrådte så diverse hierarkier. Og da de havde en vis tradition, levede staterne videre. Den frie mand overfor slaven, manden overfor kvinden, slægtens overhovede overfor slægtens medlemmer, osv., disse magtforhold var ikke blevet opløst af den stærke stat, og de var så, da staten blev svag, med til at opretholde en vis orden. Men alle steder tænktes man at adlyde ”på shariavis”, dvs., at adlyde, også selv om man ikke forstod.

Indenfor kristendommens kulturkreds gik det, som man nok véd, anderledes. Her kom jo altså demokratiet på banen, dvs., her begyndte man at se på samfundets legalitet som noget, der opstod fra neden og opefter. De styrende hentede deres ret til at styre fra folket, og folket bestemte via sine valgte repræsentanter selv, hvilke love det skulle styres efter.

At dette skete indenfor kristendommens kulturkreds og ikke indenfor den muslimske, er ifølge det ovenstående ikke så mærkeligt. For den kristne opererer med, at loven skal kunne forstås, den muslimske med, at den blot skal accepteres. Og indenfor demokratiet med dets valg må de, der skal vælges, nødvendigvis søge at gøre deres lovgivning forståelig, ellers vil de ikke blive genvalgt. Det, man diskuterer i vore demokratier, er, hvad der er rimeligt og hvad ikke, hvad der stemmer overens med vores indbyggede retfærdighedsfølelse og hvad ikke.

Det, man diskuterer indenfor et tænkt eller virkeligt muslimsk demokrati, kan godt være det samme. Men det kan også meget let blive forvandlet til en diskussion af, hvad der er i overensstemmelse med sharia og hvad ikke. En sådan diskussion har man altid kendt til indenfor islam; man kalder det itjihad. Men det er ikke en demokratisk diskussion. Ikke fordi den enkelte ikke har frihed til at sige, hvad han vil – det har han nu forresten sjældent – men fordi der diskuteres på basis af den uudtalte forudsætning, at koranen er Guds eget ord. Og Gud diskuterer man ikke med, højst søger man at udlægge det, han siger. Og det er noget andet end at prøve at finde ud af, hvad der er rimeligt og hvad ikke.

At det indenfor en lovreligion ikke drejer sig om at forstå, kan ses af i hvert fald tre træk, der er parallelle i jødedom og islam. 1) Omskærelsen af alle drengebørn. 2) Forbudet mod visse spiser, specielt svinekød. 3) Særlige slagteregler. Intet af dette tænkes jøden eller muslimen at forstå, han tænkes blot at rette sig efter det. Ja, selve det, at der ikke er noget rationale bag kravene, gør det til en endnu frommere handling at udføre dem; for at adlyde uden at forstå mener man er frommere end at adlyde den lov, man i forvejen ville adlyde, fordi man forstår den.

Nu bevirker jo det, at jødedom og islam har disse bestemmelser direkte fra Gud selv, at de ikke står til diskussion. Vi så det dengang for nogle år siden, da vi diskuterede de muslimske slagteregler. Muslimerne ville gerne kunne spise halal-slagtet kød. Og vi ville da gerne vise os imødekommende, men vi ville på den anden side gerne sikre os, at dyrene ikke lider mere end højst nødvendigt, når de slagtes. Og vi syntes jo nok, at vores slagtemetode er den, der giver dyrene mindst lidelse. Men muslimerne kunne ikke bøje af, for deres regler stammede jo fra Gud selv, og det endte da også med, at det var os, der bøjede af: de fik lov til at slagte efter deres halal-metode.

Ligeledes har både de og jøderne kravet om omskærelse af drengebørnene fra Gud selv. Og det er derfor ikke noget, de kan fire på. Det er ikke alle danskere, der forstår det. Og det forstår jeg godt. For vi har jo en dyb respekt for de love, folketinget giver. Jeg husker stadig fra en tur til England i 1960, hvordan det slog mig, så ofte englænderne viste deres respekt for loven, ”that’s the law”, som de sagde, underforstået: så behøvede man ikke diskutere videre, for når parlamentet havde vedtaget en lov, kunne man gå ud fra, at alle sten var vendt i den forudgående diskussion. Det har nok ændret sig noget siden, både derovre og herhjemme, men stadigvæk sidder der i os en forestilling om, at når en lov er vedtaget, så må man rette sig efter den.

Problemet er blot, at den forestilling kan man ikke uden videre overføre til jøders og muslimers forhold til omskærelsen af drenge. Det er ikke desto mindre det, nogle danskere prøver på, når de foreslår jøderne at vente med at omskære deres drenge, til de selv kan tage stilling, det vil sige, til efter det fyldte 15. år. Men det er en ulige diskussion, det er en diskussion på baggrund af to vidt forskellige gudsopfattelser, og ingen mellemløsning er mulig. For vel har jøderne stor respekt for de danske love. Men de har endnu større respekt for toraen. Og toraen forlanger, at ethvert drengebarn skal omskæres otte dage efter fødslen. Der er ikke noget at rafle om. Om man så kan skære mere eller mindre af forhuden væk, véd jeg ikke. Og jeg véd heller ikke, om de komplikationer, som danske læger har erfaret kan ske efter en omskærelse, er så alvorlige, at de tilsiger, at man forbyder omskæring.

Det vil jeg nu ikke umiddelbart tro. Og jeg har heller ikke megen fidus til de undersøgelser, der er blevet foretaget af et dansk team fornylig; de skulle vise, at omskårne personer har større seksuelle vanskeligheder i ægteskabet end ikke-omskårne. Man opstiller den hypotese, at det skyldes, at glans ikke til daglig bliver tildækket af forhuden, hvilket gør den mindre følsom, når det gælder. Det forekommer mig vanskeligt at bedømme den slags ud fra kun statistiske undersøgelser. Hvad er f.eks. seksuelle vanskeligheder? De kan jo være af så mange slags.

Men under alle omstændigheder: at foreslå en udsættelse vil være som at slå vand på en gås. Gud diskuterer man ikke med. Og er det Gud selv, der har forordnet omskærelse på ottende dagen, så kan mennesker naturligvis ikke komme og lave om på det.

Et sådant forslag er udtryk for en lige så ringe indlevelse i andres religion, som når folketinget forbyder kvindelig omskæring, men ikke gør noget for at kontrollere, om forbudet bliver overholdt. Er man da ikke klar over, at for muslimer, som for jøder, står Guds lov over de love, folketinget vedtager? Er det helt umuligt at indse, at den respekt, vi andre har for landets love, den har disse religioners medlemmer ikke? Ja, jo, de vil gerne overholde dem, blot de ikke er i uoverensstemmelse med deres religiøse love. Og det er jo forbudet mod at omskære piger. Så derfor, at forvente, at somalierne (det er vist dem, der gør mest ud af at omskære deres piger) af sig selv ophører med en sådan omskæring, og at de flyrejser til hjemlandet, de sender deres piger ud på, ikke skulle have til hensigt at få pigerne omskåret, det er naivt. Lige så naivt som at tro, at et forbud mod at omskære drengebørn vil afskære jøder eller muslimer fra at gennemføre omskærelsen.

Men ak, så naive er vi, vi danskere. Vi tror, at alle da må have den samme respekt for de vedtagne love, som vi selv har. Vi tror, at alle tænker som vi: demokratisk, med krav om diskussion forud for lovenes vedtagelse og respekt for det vedtagne efter. Vi forstår ikke, at man ikke diskuterer med de love, der kommer direkte fra himlen. Dem adlyder man kun, og man adlyder dem, hvad enten man forstår dem eller ej.

Summa summarum: Der er kulturer, der er anderledes end vor, tænker anderledes end vi gør, har andre idealer end vi har. Kunsten består i at få sådanne hinanden modsigende kulturer til at eksistere sammen, uden at det hele tiden bliver os kristne, vi, der ikke har en guddommelig lov at henvise til, der skal bøje af. Jeg vil mene, vi – hvad omskæring angår – skal tillade det for drenges vedkommende, dog med fuld offentlighed om diverse komplikationer og med tilladelse til at skamme jøder og muslimer ud for det irrationelle ved omskærelsen; mens vi, hvad kvindelig omskæring angår, skal kontrollere det forbud, der i forvejen eksisterer. For den form for omskæring er langt mere indgribende og burde derfor ikke hedde omskæring, men kønslemlæstelse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s