Islam og demokratiet

Nu blev jeg endelig færdig med at gennemlæse Edward Said’s Orientalism. Det var godt nok en træls omgang. Man læser og læser og forundres over mandens belæsthed, men man når aldrig frem til nogen konklusion, eller rettere: den konklusion, han har, går ud på at nedgøre al vestlig forskning i islam og i muslimske lande uden på nogen måde at opstille noget som helst alternativ. Man undrer sig over den enorme indflydelse, bogen trods det har fået, men forstår på den anden side godt, at den på én gang kan fyre op under muslimernes offerrolle og de vestlige videnskabsmænds undskyldende holdning.

Én af dem, Said angriber med navns nævnelse, er Bernard Lewis, tidligere professor i Mellemøst-studier ved Princeton Universitet. Jeg fik derfor lyst til igen at læse lidt af, hvad han har skrevet. Andre gange er jeg faldet over noget andet, denne gang faldt jeg over en artikel med titlen: ”Hvorfor Tyrkiet er det eneste muslimske demokrati”, se her. Den er så interessant, at man får lyst til at læse den flere gange, måske endda mange gange, for det er svært at få det hele med første gang, man læser den. Den er skrevet i 1994, så den har jo nogle år på bagen. Alligevel er den så fuld af tanker og spændende iagttagelser, at i hvert fald jeg ikke kan lade være med at tænke: Ja, se, det er jo noget helt andet end Said. Oven i købet kan jeg iagttage, at Lewis er helt anderledes positiv indstillet overfor muslimer og deres mulighed for at begå sig i moderne tid end Said, skønt jo ellers Said vil gøre Lewis til én, der kun er opsat på at få anbragt muslimer i båsen med dem, der ikke kan selv.

Noget af det, Said anklager ”orientalisterne” for, er deres essentialisme. Essentialisme betyder, at man tror, man kan skære alle over én kam. Muslimer er noget ganske bestemt og det drejer sig om at forklare alle fænomener i den muslimske verden ud fra dette ganske bestemte. Om Lewis vil mene, at der er begreber, der samler alle muslimer, véd jeg ikke. Men jeg kan læse mig til, at han i denne artikel i høj grad er i stand til at skelne mellem de forskellige muslimske lande, mellem de mange forskellige traditioner, der findes indenfor islam, mellem de vidt forskellige historiske tildragelser, der har fundet sted de forskellige steder.

Han prøver således at vurdére den forklaring på hovedspørgsmålet, der går ud på, at Tyrkiet aldrig har været en vestlig koloni, og at det er derfor, landet er nået frem til en form for demokrati. Og indrømmet, det betyder noget, at et land ikke har fået demokratiet lagt ned over sig, som Japan og Tyskland efter Anden Verdenskrig, eller som mange britiske kolonier, efter at kolonimagten trak sig tilbage. I Tyrkiet blev demokratiet installeret som følge af tyrkernes eget frie valg. Det gør det langt mere holdbart end andre steder.

Men, fortsætter Lewis, denne forklaring kan ikke stå alene. For der er jo andre muslimske lande, der ikke har været underlagt vestlige magter. Afghanistan, Saudi-Arabien, Syrien og Irak, f. eks. Javist, de to sidste har en kort overgang været underlagt europæiske magter, men Saudi-Arabien jo aldrig. Og om Iran må man sige det samme. Alligevel er det kun Tyrkiet, der kan opvise en demokratisk tradition. Man skal nok indskyde, at Lewis benytter sig af en definition på demokrati, der måske er lidt overfladisk, men til gengæld let at arbejde med. Den stammer fra Samuel Huntington og går ud på, at når der to gange har været afholdt demokratiske valg, så kan et land betragtes som demokratisk.

Bare disse betragtninger gør jo, at Bernard Lewis på ingen måde kan betragtes som ”essentialist”. Han har virkelig blik for alle forskellighederne i den muslimske verden.

Men han har også blik for de historiske fakta. Og også her kan han lære os noget. Allerede i 1861 blev der i Tunis nedskrevet en forfatning, noget hidtil uset i den muslimske verden. Og i 1866 blev der i Egypten oprettet en valgt forsamling. Den efterfulgtes i 1876 af et direkte parlament i Tyrkiet i 1877, efter at en forfatning også her var blevet nedskrevet. Godt nok bestod dette spirende demokrati ikke Huntington-prøven, for allerede i 1878 opløste Sultanen parlamentet og sendte det hjem. Men som Lewis siger: også vores kamp med de demokratisk idealer tog sin tid.

Hvorfor var det så netop på det tidspunkt, at de muslimske lande begyndte at efterligne vesten, hvad demokrati angår? Herpå svarer Lewis, at det ikke mindst skyldtes Krim-krigen. Her oplevede Tyrkiet at stå side om side med en vestlig magt, Storbritanien, der havde demokrati, og besejre en anden vestlig magt, Rusland, der ikke havde demokrati. Det kan godt være, at nogle muslimer kunne se en fordel ved den vestlige verdens økonomiske magt, men det er jo, som om det har mere gennemslagskraft, når vestens militære overlegenhed bliver synlig. Så kan man se, at demokrati måske ikke er så tosset en idé.

Det så man også i den muslimske verden i begyndelsen af 1900-tallet. At en ikke-vestlig magt, Japan, besejrede en vestlig magt, Rusland, var noget, der gjorde indtryk. Og at denne ikke-vestlige magt, Japan, var den magt, der havde ”vestliggjort” sig selv mest, lagde man også mærke til. Det førte, mener Lewis, både til konstitutionel ændring i Iran i 1906 og til ung-tyrkernes oprør i 1908. Nå, det var ikke, fordi nogen af delene var den store succes. Men alligevel!

Nej, det, der gjorde Tyrkiet til noget særligt, var den omvæltning, der skete under Kemal Atatürk i tyverne. Ikke blot ændrede Tyrkiet sit alfabet til det vestlige latinske i stedet for det arabiske alfabet – hvilket i sig selv var en enorm omvæltning – man ændrede også sin lovgivning fra at være baseret på shariaen til at være baseret på et ikke-religiøst grundlag. Lewis siger ligeud, at man fik en adskillelse mellem religion og stat, gennemført ved en afkobling af islam, ved ligefrem at tilbagerulle den hellige lov, shariaen, og i stedet indføre en borgerlig lov og en straffelov på rent ikke-religiøs basis. Og læg mærke til det: det var noget, tyrkerne selv gennemførte, fordi de mente, at de derigennem ville få et bedre samfund.

Dette sidste siges, vendt mod Edward Said. Han mente, som tidligere refereret, at de vestlige orientalister ligefrem ”orientaliserede” Orienten, dvs., de fik de orientalske folk til at slutte op om deres teorier, til at dele deres opfattelse af, hvad islam var, hvad en araber var, hvad en tyrk var osv. Det har intet på sig. Hvad der skete i Tyrkiet, skete uafhængigt af de vestlige forskere – ikke uafhængigt af vesten, slet ikke, tværtimod i høj grad påvirket af vesten, men det var tyrkerne selv, der blev påvirket, og de blev påvirket, ikke af den vestlige islam-forskning, men af begivenheder på det militære og det økonomiske plan.

Inden jeg går over til det sidste afsnit, skal jeg lige nævne noget, Lewis omtaler ganske sporadisk. Han siger om den muslimske enehersker, at han i den forstand ikke er despot, at han kan skalte og valte med alt efter forgodtbefindende. Nej, han er, siger Lewis, som den ydmygste af hans undersåtter bundet af den hellige lov, som han ikke kan skabe eller forandre.

Det har jeg hørt før. Og man kan måske i nogen grad forstå, at dette kan give selv den understliggende muslim i et muslimsk samfund en vis stolthed: han står lige med lederen af landet, i og med at han adlyder den samme sharia som han. Hvis man har kunnet skabe en sådan overbevisning, en sådan følelse af i fællesskab at være underlagt Guds regler, så kan man måske bedre forstå, at islam og de muslimske samfund har kunnet bevares igennem så mange år, og bevares med nogenlunde den samme kultur inde over sig. Jeg véd det ikke.

Men det sidste, jeg skal behandle her, er også noget, der forekommer mig lidt underligt. Lewis vil – vistnok – prøve at vise, at der måske alligevel kan siges at være en vis basis for demokratiske styreformer indenfor islam. Det gør han ved at henvise til netop denne emirens/sultanens forpligtelse til at holde den hellige lov. Han siger: ”I Sunni-doktrinen om suverænitet, er der et element af kontrakt, ja af tilslutning, og tilslutning indebærer uundgåeligt muligheden for at tilbageholde, ja endog at tilbagetrække sin tilslutning”. Tanken er den, at eftersom den styrende ikke er styrende i kraft af arv, så må han være det i kraft af noget andet. Javist, han er det i kraft af Guds bestemmelse, men denne bestemmelse udøves ikke umiddelbart, den udøves gennem mennesker. Og derfor kan man ikke se bort fra, at der indenfor islam måske vil kunne udvikles procedurer, hvorefter man kan slippe af med sin regeringsleder, ligesom vi gennem valg kan det her i vesten.

Og se, nu nærmer Lewis sig noget, som han vil kunne få kritik for af Said. Han er i færd med at ”orientalisere” orientalerne, dvs., fortælle dem, hvordan de kan blive demokrater. Det strider også imod, hvad han tidligere har sagt i samme artikel: man må overlade det til muslimer at definere, hvad islam er.

Men ikke blot det. Selve den påstand, som Lewis kommer med her, at sunnierne vil kunne danne en særlig slags muslimsk demokrati på grundlag af forestillingen om regenten som en person, der må bygge på tilslutning, synes at være imod de faktiske forhold i Tyrkiet. For da Kemal Atatürk gjorde Tyrkiet ”vestligt”, afskaffede han den faste forbindelse mellem regeringen og den hellige lov og indførte love, der ikke havde baggrund i shariaen. Så Atatürk har åbenbart ikke været af samme opfattelse som Lewis: at der lå en mulighed for demokrati i dette, at regenten skal have tilslutning.

Nuvel, Lewis’ artikel er jo skrevet længe før både foråret og efteråret i den arabiske verden og også længe før den sidste udvikling i Tyrkiet, så det har han selvfølgelig ikke kunnet gøre sig tanker om. Hvad han heller ikke har gjort sig tanker om, er det forhold, at vore parlamenter jo ikke blot har til opgave at danne nye regeringer til afløsning for dem, der måtte gå ud ved valget, de har også til opgave at lovgive. Og hvordan man kan lovgive, når den hellige lov, shariaen, kun skal opfyldes og overholdes, aldrig ændres, det problem kommer Lewis derfor ikke ind på.

Og det er ærgerligt nok. Men man kan jo ikke få det hele på én gang.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s