Breivik spøger stadig

Kan vi dog ikke snart få fred for denne Breivik! Ja, vi har hørt om ham til bevidstløshed, mens retssagen stod på, vi hørte om ham, da ét-årsdagen for massakren oprandt, og vi vil nok komme til at høre om ham igen, når dommen over ham bekendtgøres, vistnok den 24. august. Men så må det vel også være slut! Så må al Breivik-snak forstumme! Sådan tænker sikkert mange.

Derfor har jeg – som en særlig service for de Breivik-overmætte – anbragt ordet ”Breivik” i overskriften. Så kan man springe dette indlæg over, hvis man hører til dem, der har fået mere end nok af terroristen.

Men i dette tilfælde er det nu ikke blot mig, der er blevet ramt af ”Breivik-sygen”, det er der andre, der er blevet. Og to af disse andres artikler skal jeg her tillade mig at omtale lidt udførligt. Nå ja, den første af de to artikler ville jeg sådan set helst springe over. Den forekommer i Information og består af et interview med en tysk professor ved institut for Nordeuropa-studier ved Humboldt-universitetet i Berlin, Bernd Henningsen, se her.

Han prøver at vise, at det er en fejl, at vi danskere har taget højrefløjen fra den humoristiske side. Vi har grinet tilpas af Glistrups forslag om en telefonsvarer ved grænsen i stedet for et forsvar, men vi burde i stedet have taget højrepopulismen alvorligt, mener han. Dermed mener han vist både, at vi skulle have indskrænket dens ytringsfrihed og at vi skulle (og ”vi” må her betyde ”venstrefløjen” eller ”de kulturradikale”) have argumenteret bedre imod den. I det stykke kunne vi passende have taget ved lære af tyskerne. For de har modsat mange andre europæiske lande undgået et decideret højrefløjsparti, og en decideret vending imod højre. Nå ja, han kan anklage Angela Merkel for at have tildelt Kurt Westergaard en pris – det mener han ikke, hun skulle have gjort – men det er vist også det mest højrefløjsagtige ved tysk politik, han kan påvise.

Når jeg helst ville springe denne artikel over, skyldes det, at den egentlig ikke siger noget. Man må jo uvægerlig spørge, om da han har noget argument imod det, han kalder højrefløjspopulismen. Og besynderlig nok, det har han ikke. Han synes at arbejde ud fra en teori, som han kan blive enig med de kulturradikale og venstrefløjspartierne om: at det er noget skidt med højrefløjspopulisme, men han opstiller ikke noget argument imod den; ja, han end ikke omtaler den indvandring, der om noget har leveret ammunition til højrefløjen. Nå ja, han har også noget imod nationalisme, og han går på forhånd ud fra, at hans tilhørere vil give ham ret i, at det er noget farligt noget, men skønt han påstås at være godt hjemme i skandinavisk politik, falder det ham ikke ind at skelne mellem nationalfølelse og nationalisme, noget, vi ellers gør mange steder i Skandinavien.

Det er naturligvis hans opvækst i Tyskland, der har medført, at han glæder sig over, at det i store træk er lykkedes for dette land at vende sin tidligere nationalchauvinisme til en forpligtelse overfor Europa. Men det er ikke lykkedes ham at forstå, at Tysklands historie ikke er vores historie.

Og så får han altså anbragt Breivik-massakren som en begivenhed, der tvinger os til et paradigmeskifte. Jo, for nu har jo højrepopulismen vist sig at være voldelig, og så kan vi ikke længer klare os ved at bruge humor.

Nå, lad ham være!

Mere interessant er sådan set Karl Ove Knausgårds essay. Forskellige aviser annoncerede med, at Knausgård nu gav den forklaring på Breiviks anormalitet til bedste, at han i virkeligheden var homoseksuel, men blot ikke kunne få sig selv til at indrømme det. Og ærlig talt, mon det har noget på sig? Men det viste sig ved nærmere eftersyn, at denne beskrivelse var udtryk for avisernes sædvanlige hastværk. Dog, først det norske Aftenposten henviste til det sted, nemlig det svenske Dagens Nyheter, hvor man kunne læse hele essayet, godt nok på svensk, oversat fra norsk. Denne oversættelse kan ses her. Samtidig henvistes til en oversættelse til tysk på Der Spiegel, som jeg ikke henviser til, for denne oversættelse er noget forkortet i forhold til den i Dagens Nyheter.

I dette lange essay tager Knausgård sig tid til at forsøge sig med en forklaring på Breivik og hans handlemåde. Hans udgangspunkt lyder således: ”Jeg tror ikke, at Breivik repræsenterer noget nyt i det menneskelige, jeg tror som Sigrid Undset, at menneskehjertet er uforanderligt. Og jeg tror, at den eneste vej til forståelse går der, gennem ens eget jeg, det vil sige, gennem de følelser, vi selv har, og de erfaringer, vi selv har gjort”. Det vil sige: han vil ikke prøve at skyde Breivik udenfor det menneskelige ved at gøre ham syg på én eller anden måde. Men så bliver jo spørgsmålet: Kan det lykkes? Kan man få et nogenlunde autentisk billede af forbryderen på den måde? Jeg vil ikke påstå, at det er lykkedes for Knausgård, men jeg kan godt lide den tilgang, han har til fænomenet ”Breivik”.

Knausgård mener, at det er personlighedsdannelsen hos Breivik, der er gået skævt under hans opvækst. Og det undrer ham, at man ikke har gjort mere ud af de to ting, der mest af alt bestemmer denne udvikling: seksualiteten og forholdet til forældrene. Man har ikke afhørt hverken hans far eller hans mor, man har ikke fremlagt den psykiatriske rapport, som blev skrevet om den fireårige Anders, men er ikke netop dette afgørende ting? Er det forholdet til den afvisende far, eller er det forholdet til den snart omklamrende, snart næsten hadende mor, der har bevirket, at Anders er blevet empatisk mærkelig, ikke formår at udleve de følelser, et menneske normalt har, og i stedet temmelig krampagtigt søger at opretholde en facade af rationalitet?

Alt det mener Knausgård, man skal forsøge at forstå indefra, ud fra egne erfaringer. Og det fastholder han, skønt han sammenligner ham med Hitler, der jo også led af følelsesmæssig kulde og afvigelser på det seksuelle område. Den personlighed, han ikke kunne danne sig ud fra de indre følelser, den måtte han for enhver pris tilegne sig gennem ydre handlinger, dèr, i den ydre grandiositet, skulle det slås fast, hvem han var. Det gælder både Hitler og Breivik. Derfor blev de begge ofre for fascismen, den politiske retning, der påstod fasthed og viljestyrke og renhed i folket og gav løfter om faste grænser, orden, autoritet.

Dertil kommer, at Breivik nok har løjet for sig selv angående sin seksualitet. I hvert fald ifølge Knausgårds teori. Han beskriver, hvordan han selv som teenager kom i tvivl om sin seksualitet, hvordan han var helt alene med sådanne tanker, og hvordan han ofte tænkte på selvmord dengang. Han fortæller om en homoseksuel ven, han havde, som fornægtede sin seksualitet, levede sammen med en pige, men samtidig havde seksuel omgang med mænd og ”klarede sig” ved at opfatte det skete som noget, der var sket og ikke var sket på én og samme tid.

Nuvel, som jeg forstår Knausgård, er det afgørende egentlig ikke tesen om, at Breivik fornægtede sin homoseksualitet, men tesen om, at hans personlighed var afvigende, ikke havde udviklet sig normalt, hvad følelseslivet angår. Og homoseksualitet eller ej, det kan man nok give Knausgård ret i. Problemerne med denne knausgårdske forklaringsmodel for Breivik er, som jeg ser det, at få redegjort for, hvordan disse indre vanskeligheder fører til den ydre politiske overbevisning, og videre: hvordan den ydre overbevisning når en styrke, så Breivik kan slå ihjel for at gennemføre det, og endelig: hvordan han føres ind i en forestilling om tempelriddere og formår at fastholde denne selvopfundne fiktion hele vejen igennem alle forhørene, ja, måske endda føler sig nødsaget til at fastholde den for ikke at rammes af skyldfølelser over det, han har gjort. Disse tre ting formår modellen ikke at forklare.

Men interessant er den da. Mere interessant, end mit referat kan give indtryk af. Man bør faktisk læse hans essay selv, selv om jeg kun kan henvise til det i en svensk oversættelse. For at man kan fristes af det, siger jeg igen: Det var her, den fandtes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Breivik spøger stadig

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Tak for henvisningen. Inden jeg nåede at kaste mig ud i det svenske, kom jeg i tanke om en linje fra et gammelt digt: … “for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år” (Morten Nielsen). Det viser sig at være at være digtet Skæbne, som kan læses i sin helhed her: http://www.1sted.dk/2verdenskrig/dokumentar/skæbne.aspx

    Det er værd at læse. Jeg synes, det er så godt, at det aktualiserer dit spørgsmål, om vi ikke snart bliver færdige med Breivik. Jeg er lige ved at tro, at jeg ved at læse Morten Nielsens digt er blevet færdig med ham, jeg er nået frem til Tykke. Siden du i dette indlæg kalder Breivik ved fornavn, er du vel også selv blevet færdig med ham.

  2. Claes siger:

    Massemord er det svært at forlige sig med, hvis det ikke lige drejer sig om krig. A-bomberne over Japan har vi lært at leve med, men Breivik er mere gådefuld. Han minder i sin stil mere om selvmordsbombere, eller nazister i udryddelseslejre. Men jeg personligt tror, at han lever i en paranoid verdenstolkning, hvor almindelige regler ikke findes og tænker mig ham som en psykotisk ung mand.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s