Den afstumpede samtale

Der er ikke noget så irriterende som ikke at blive hørt. Det er ganske ovenud frustrerende, når ens argumenter overhovedet ikke bliver taget alvorligt. Det gælder den enkelte overfor sin modstander, og det gælder den ene side i samfundsdebatten overfor den anden side.

I nogen grad har det været min fornemmelse, at den ene side i indvandringsdebatten lod argumenter fra den anden side være urørte: man tog dem ikke op, man argumenterede ikke imod dem, man var kun interesseret i at fremstille den anden side som uetisk og behersket af en ”indre svinehund”. Dog troede jeg, at vi efterhånden var kommet ud over denne afstumpede debattilstand. Men ak, her var jeg for naiv. En artikel i Weekendavisen den 3-8 2012 viser frembyder et eksempel til skræk og advarsel på en sådan debat, der ikke fortjener at få ordet ”debat” hæftet på sig.

Det drejer sig om en klumme, skrevet af Inger Sjørslev. Hun tager udgangspunkt i begivenhederne på Utøya og går uden videre ud fra, at de unge på øen er enige med hende i hendes meget ekstreme drømme om det multikulturelle samfund. Vi kan derfor bedst minde dem ved at tænke videre i de baner, de var optaget af.

Og det prøver så Inger Sjørslev at gøre. Blot må man efter endt læsning konstatere, at der ikke var meget kød på den pølsepind. Hun skriver, at vi må gennemtænke betingelserne for det multikulturelle samfund, men gør det ikke selv. Hun skriver, at det er uheldigt, at nordmændene har fundet et nationalt sammenhold, for det er mere et multikulturelt end et nationalt sammenhold, der er brug for; men hvordan? Hun giver os ikke opskriften.

Ja, et øjeblik er man ved at tro, at hun langt om længe når frem til et argument imod os andre. Hun skriver: ”Derfor er det nødvendigt at finde frem til et mere nuanceret og udviklet begrebsapparat, så vi også kan argumentere bedre mod dem, når racistiske og fascistiske synspunkter dukker frem”. ”Argumentere imod”, det lyder godt. Hvilke argumenter mon hun vil fremføre? Nu trækker det omsider sammen til, at hun finder ud af, hvad hun vil sige. At hun kalder os andre racister og fascister, det rører mig ikke, det må hun såmænd gerne gøre, hvis hun blot vil fremkomme med nogle argumenter. Og det er da tæt på. Hun siger jo her, at hun vil argumentere imod os.

Men ak, også det blev et dødfødt barn, der løb ud i sandet. Hun fortsætter: ”I en nordeuropæiske sammenhæng vil det betyde, at vi må skaffe os en meget større indsigt i de historiske og samfundsmæssige årsager til højrepopulismen”. Ak nej, jeg var alligevel ikke ophøjet til debatdeltager af hende. Jeg er blot udtryk for en uheldig samfundsudvikling. Og de argumenter, hun måtte finde frem til gennem den større indsigt, hun forskaffer sig, er ikke argumenter, vendt imod mig, det er argumenter vendt imod hendes meningsfæller, så de bedre kan forstå samfundsudviklingen. Den er jeg en del af, den deltager jeg ubevidst i, men den er hun og hendes ligesindede hævet op over, den kan de gennemskue og diskutere, den kan de argumentere frem og tilbage om, men jeg, ak nej, jeg er fremdeles kun genstand for de skjulte kræfter, der fremprovokerer højrepopulismen, intet mere. Tale til mig, imødegå mig med argumenter, ikke om det falder hende ind.

Muligvis er hendes holdning inspireret af en forfatter, der hedder Paul Gilroy. Om ham og hans anskuelser skriver hun: ”Sammenfletningen af nation og race, som nationerne i Europa i vid udstrækning er grundet i, kalder han patologisk, og han mener, det at sætte migranter op over for indfødte er en form for racisme, der endnu ikke er fuldt afmonteret”. Altså, vi, der tror på, at der findes sådan noget som nationer, vi, der glæder os naivt over vort land, ikke blot, når det vinder i fodbold, men også når bøgen springer ud, også, når vi læser dets historie, vi, der et eller andet sted langt inde i vort sind, dog på én eller anden måde er stolte over at være danske, vi er syge, kan man forstå, vi lider af en patologisk forestilling, og den må vi se hurtigst muligt at få afmonteret. Med argumenter? Overhovedet ikke. Med en samfundsudvikling, som Inger Sjørslev mener at kunne puffe lidt til med hendes klumme.

Det er klamt. Det er fornedrende (eller det ville det være, hvis man hørte til de samfundsklasser, der kan tillade sig at føle sig krænkede). Det er ødelæggende for al normal samfundsdebat.

Jamen, islam og kristendom må da i det mindste kunne enes om en fælles samfundsmodel, så de fremover kan leve i fred med hinanden uden at den ene skal føle dette liv som et stadigt overgreb fra den anden!

Lad mig først sige, at Inger Sjørslev her havde en mulighed for at påvise, hvordan det kunne lade sig gøre. Den mulighed benyttede hun sig overhovedet ikke af. I stedet kom hun med nogle skarpe angreb på os islam-modstandere.

Men lad mig dernæst påpege, at det ikke er muligt filosofisk at forene forestillingen om den naturlige lov med forestillingen om en åbenbaret lov. Den første forestilling bygger vort demokrati på, den anden bygger islam på. De to er derfor uforenelige.

Men lad mig til slut, som en slags håb, pege på jøderne. Også de mener, at deres lov er åbenbaret dem af Gud. Men de har ikke desto mindre formået at leve fredeligt i vore samfund igennem lang tid, som et mindretal, bevares, som et af og til forfulgt mindretal, også det, ja, men aldrig som et mindretal, der på nogen måde har truet flertallet. Hvorfor skulle så muslimerne ikke kunne nå frem til det samme?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Den afstumpede samtale

  1. Karen E. Hansen siger:

    På dit sidste spørgsmål er der desværre et svar som hedder: Jøderne har altid ønsket at leve som et mindretal i de europæiske stater og demokratier. De har aldrig udtrykt et ønske om at gøre den åbenbarede lov gældende for alle, jøder som ikke-jøder, og slet ikke at gøre det med en erobring, som den islamiske, der udmærket, teologisk så vel som historisk, kan påpeges at kræve tvang og vold.
    Jøder må ikke trækkes med et begreb som jihad.

    Men en væsentlig forhindring for den sameksistens, som Inger Sjørslev vil fremme, er netop, at fortalere som hende vælger at betragte kritikere som ikke-stuerene og derfor ikke værdige til debat.
    Dermed afmonteres ikke nationalisme eller såkaldt højre-polulisme. Dermed afmonteres demokratiet.
    Hvis ikke Stoltenbergs smukke ord efter Utøya om “endnu mere åbenhed” betyder villighed til at tale med folk, som ikke lige deler Arbeiderpartiets politik og dens naivitet over for multikulturalisme-ideen, så er det svært at dele “en slags håb” om en fredelig fremtid for Europa… Eller er det muligt??

  2. Tommy Jørgart siger:

    Kors, det er godt og rigtigt, Ricardt Riis.
    Jeg fandt indlægget, da jeg overvejede, at skrive et modindlæg til Weekend-avisen. Måske ville mit fokus være mere på det forfærdelige i, at vi igen og igen skal lægge øre og intellekt til den drømmeverden, der er godt i gang med at lægge vor verden i graven, det forfærdelige i, at vi med vore skattekroner skal betale for undergravelsen. At universitetet ikke har midler til at forhindre, at fagkyndighed udarter til uforfalskede drømmesyn.
    Jeg afstår, men vil på det kraftigste opfordre dig til at sende dit indlæg til WA.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s