Er der et syrisk folk?

For knap halvandet år siden tillod jeg mig at tvivle på, at der fandtes en størrelse, der kunne kaldes ”det libyske folk”, se her. Hvordan det er gået med den tvivl, er vistnok lidt tvivlsomt, men mest tyder på, at man desværre må sige: ”kun altfor godt”. Herhjemme bliver vi danskere hånet for, at vi ikke tilhører et folk, men en stamme. Og det er sandt nok. Det gælder for øvrigt mange andre europæiske nationer. Iagttagelsen er væsentlig. Den nationalfølelse, som vi har overfor vort folk, den har mennesker i andre dele af verden overfor deres stamme.

Det gælder blandt andet Libyen. Befolkningen er opsplittet i en lang række stammer. Og da den stamme, Gaddafi tilhørte, har haft visse fordele under hans styre, kan man forvente, at den nu som hævn vil blive tildelt tilsvarende ulemper. Det er dog højst uvist, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for denne stamme og for Libyen i det hele taget. Blot er det givet, at et normalt folkestyre er vanskeligt at etablere, når der ikke findes noget folk.

Det var det samme i Irak. Det irakiske folk – hvis et sådant fantasifoster eksisterer – er splittet op i i hvert fald tre dele: kurdere, sunnier og shi’itter. Denne opsplitning har gjort det utrolig vanskeligt at få etableret noget, der ligner et demokrati i Irak. Der er temmelig mange kampe, der har skullet udkæmpes, før det faldt så nogenlunde på plads – hvis det da er faldet på plads i dag. Især i hovedstaden Bagdad har det medført en del omflytninger af befolkningen. For i de ”gode, gamle dage” under Saddam Hussein flyttede folk tankeløst ind til byen – tankeløst, ja, for man bosatte sig, hvor der nu var plads. Alle var jo lige, det vil sige: lige elendigt stillet under en diktator som Hussein, så man kunne som sunni lige så godt bo i et kvarter med mange shi’itter som i et kvarter med overvejende sunnier. Men troede man, at den slags var ligegyldigt i de demokratiets dage, der ventede forude, så tog man sørgelig fejl. Hvis ikke man ligefrem blev slået ihjel, hvis man boede i det ”forkerte” kvarter, måtte man i det mindste tage sit gode tøj og forlade bydelen.

Sådan fungérer demokratiet, når der er flere ”stammer”, der skal deles om det.

Og i Syrien bliver det meget værre. Her er en række ”stammer” blandet uhjælpelig sammen: drusere, alawitter, kristne, sunnier, shi’itter og kurdere. Alligevel taler vi i Vesten, blandt politikere og mediefolk, ganske uanfægtet om ”det syriske folk”. Som om et sådant fantasifoster er noget reelt! Som om det nogensinde kan lykkes at få dette gespenst til at slå rod i virkeligheden!

Vi burde have opdaget det i det tidligere Jugoslavien. Her blev forskellige folkeslag holdt sammen i et jerngreb af Tito. Men da han var borte, lod de gamle modsætninger sig ikke længer skjule. Og vi i Vesten accepterede, at landet blev splittet op efter etniske retningslinjer, serbere for sig og kroater for sig, og midt i det hele: muslimer, dvs. bosniakker, for sig. Først da nogle sære og meget kringlede grænser var blevet trukket, kunne der blive nogenlunde fred i landet. Men læg mærke til det: vi vestligt sindede mennesker opererede stadig med den forestilling, at de, der var blevet fordrevet under diverse etniske udrensninger, skulle have ret til at vende tilbage – som om nogen kunne ønske sig at bo side om side med dem, der havde myrdet en række familiemedlemmer! Heldigvis var der en amerikaner, der forstod, at grænser er, hvad der tiltrænges, hvis der skal opstå fred.

Men sådanne grænser drømmer vi altså ikke om at oprette i Libyen. Og disse ”fredsskabere” (=grænser mellem stammer) anser vi heller ikke for nødvendige i Syrien. Nej, vi har vore idealer, og efter dem må virkeligheden virkelig indrette sig. Mindretalsbeskyttelse, pæn og høflig optræden, også overfor familiemedlemmers mordere, forståelse og tolerance, alt det må da kunne lade sig gennemføre i Irak, i Libyen eller i Syrien!

Mærkeligt er det, at med samme selvfølgelighed går vi ind for en to-statsløsning i Palæstina. I det land kan vi pludselig godt se, at grænser skaber fred. I det land kan vi godt indse, at med det had, der findes mellem befolkningsgrupperne, nytter det ikke noget at forlange fælles demokratiske forsamlinger. Hvorfor kan vi så ikke se det i Irak, Libyen eller Syrien?

Man kan ikke undskylde sig med, at forholdene mellem jøder og palæstinenser er noget helt særligt. Det er det ikke. Det er bare et særlig grelt tilfælde af oparbejdet folkeligt had. Man må jo f.eks. ikke tro, at de irakiske shi’itters had mod de irakiske sunnier er mindre end palæstinensernes mod jøderne. Sunnierne har igennem mange år, under hele Saddam Husseins styre, været med til at undertrykke shi’itterne, nedkæmpet oprør meget blodigt, ja, ligefrem forsøgt sig med giftgasudryddelse. Så det vil ikke være mærkeligt, om shi’itterne lurer på lejlighed til gengæld. Ligesom man levende kan forestille sig, at palæstinenserne i en (tænkt) forenet jødisk/palæstinensisk stat ville benytte deres flertalsstatus til at hævne alle de ydmygelser, de udsættes for nu. Blandt andet derfor er en sådan fællesstat ikke at anbefale, alle demokrati-idealer til trods.

Det samme i Syrien. Alawittterne – al-Assads stamme – har udgjort hovedstammen i hæren, var i sin tid med til under Hafez al-Assad at nedkæmpe et sunnioprør og har under hans søn været mindst lige så grusomme i deres fremfærd. Den slags glemmes ikke sådan lige med det samme, selv om man får indført demokratiske reformer.

Vi i Vesten forsømmer ikke nogen lejlighed til at påstå, at Bashar al-Assad er en færdig mand. Og vi antyder eller siger det ligeud, at når først han kommer væk, så vil fredens morgenrøde bryde frem over det krigshærgede land. Meget få vover at se på alle de modsætninger, der findes i landet. Man nøjes med at fokusere på de grusomheder, Assad udfører, og tror, at modparten, som jo siger, de kæmper for demokrati, da vil være meget bedre.

Én af dem, der vover at tænke tanken om tiden efter al-Assad til ende, er Herbert Pundik, se her. Men de tanker, han vover at tænke, er ikke politisk-korrekte. Det er tanker om en sekterisk udrensning, når det stærke Assad-styre ikke mere kan holde modsætningerne i ave. Det er tanker om en borgerkrig med grusomheder meget værre end dem, vi ser nu. Det er tanker om en opsplitning af landet i områder, så hver klan får sit område, ikke som følge af nogen vedtagelse i FN, men som et resultat af den borgerkrig, der venter.

Samme Herbert Pundik er ret drilsk til sidst. Han skriver: ”Den fremtidige udvikling er umulig at overskue. Derfor forfalder vi til fantasier om en multietnisk fremtid for den syriske befolkning. Aldrig.”

Altså: fordi vi ikke tør se den blodige borgerkrig, der venter forude, i øjnene, forfalder vi til fantasier om en multietnisk fremtid for Syrien. Fordi vi har en tyrkertro på, at demokrati kan klare alle problemer, uanset modsætninger mellem forskellige klaner, derfor hager vi os af al magt fast i vor ”overtro” på frie valg og forventer, at alle opfører sig pænt og ordenligt. Og derfor virker Pundiks afvisning ”aldrig” som en spand koldt vand i hovedet på os. Men det er godt at vågne op til virkeligheden.

Og så følger den næste drilske bemærkning: ”En ting kan der ikke være tvivl om: Der bliver et overvældende kristent flygtningeproblem. Hvor mange tager Danmark?”

De kristne har nemlig ikke noget særligt område i Syrien. De bor spredt. Og udrensningen af dem er allerede i fuld gang, altså i gang under oprørernes regime, ikke under Assads. Og når nu Assad falder, når derefter borgerkrigen mellem de stridende grupper bryder ud i lys lue, når følgelig de kristne bliver smidt ud fra deres boliger af alle de andre og af den grund flygter til Vesten, til dem, de regner for deres trosbrødre, hvad så?

Ja, så tyder de hidtidige erfaringer på, at de vil blive sendt tilbage til Syrien igen med besked om at gå lidt stille med dørene, når det gælder deres kristentro. For det er jo fuldstændig umuligt for os at fatte, at muslimerne, som vi regner for pæne mennesker, der har en både pæn og fredelig religion, skulle forfølge kristne, altså sådan virkelig for alvor forfølge dem, så de slår dem ihjel. Nej, nej, den tror vi ikke på. Den må de længere ud på landet med. Og det land skulle helst være Syrien.

Er det sådan, det vil komme til at foregå?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s