Hvornår lærer vi at tackle ramadanen?

Vi har nu i lang tid diskuteret DR’s dækning af ramadanen. Hvis nogen skulle være i tvivl, slutter den på mandag, og den slutter med et par af det offentlige betalte fester, én i DR’s regi og én i Folketingets lokaler.

Og det er givet, at DR i denne forbindelse ser sig selv som den store folkeopdrager. Folket skal undervises, opdrages, uddannes til at være lige så tolerant og forstående overfor det fremmede som den politisk korrekte elite på DR. Det er en gammel tradition, der her kører videre, traditionen med at forveksle det folkeoplysende med det folkeopdragende. Og det sker der formentlig ikke så meget ved. Når folk på den måde får proppet ramadanen ned i halsen i tide og utide, så går de til sidst ud og brækker sig. Det vil nok også ske her. Meget imod hensigten.

Men det er alt sammen noget overfladisk pjat. Og det er alt sammen med til at cementere skellet mellem ”dem” og ”os”. Også meget imod hensigten. Men det kan ikke være anderledes. Når man hører formaninger om at vise sig forstående, så er det, man skal vise sig forstående overfor, jo netop det anderledes, det fremmede. Vore muslimer er altså derigennem betegnet som ”de anderledes”, ”de fremmede”. Det er meget lidt forstående og meget lidt inkluderende.

En dybere forståelse kunne måske knytte an ved det faktum, at denne fest og den forudgående faste er en del af muslimernes folkelige identitet. Vi danskere har også vor folkelige identitet. Religiøst set knytter den særlig an til julen. Og på samme måde som vi ikke kunne tænke os at opgive vore juletraditioner, kan altså muslimerne heller ikke tænke sig at opgive deres ramadan-traditioner. Men et sådant forsøg på at forstå har intet med kameler foran DR-bygningen eller andet fjas at gøre.

Vi véd fra de erfaringer, som danske i udlandet har gjort, at også de holder fast ved deres traditioner, først og fremmest juletraditionerne. Det er nu engang noget af det, der kendetegner dem, noget af det, hvormed de kan identificere sig, blive klar over og holde fast ved, hvem de er. Og sådan vil jo også vore muslimer i lang tid fremover holde fast ved deres traditioner, især måske dem, der knytter sig til ramadanen. Det skal være dem vel undt.

Men. Men.

De må selv betale det. Her tænker jeg ikke så meget på de før omtalte fester, det er pebernødder i sammenhængen, jeg tænker mere på muslimske børn i vore skoler og på muslimske chauffører af forskellig art. De muslimske børn prøver skolerne på forskellig måde at tage hånd om, så de ikke faster så overdrevent, at de ikke får noget ud af skoledagen. Det er svært, og problemerne er slet ikke løst. Måske det kan ”løses” ved oprettelse af endnu flere muslimske skoler, men – indrømmet – det vil i manges øjne modvirke den integrationsindsats, vi føler skal til. Blot må man her være opmærksom på, at mange af de muslimske skikke i sig selv er med til at fastholde skellet mellem ”dem” og ”os”. Muslimerne skiller sig ud og vil skille sig ud. Det synes at være en af de måder, hvorpå de kan fastholde deres identitet.

Med de muslimske chauffører stiller sagen sig noget anderledes. Her har vi med noget at gøre, som ikke kan klares med den pussenussede tolerance-forståelse, som man lægger for dagen i DR. Her har vi med noget at gøre, der er potentielt farligt. Det er almindelig kendt, at ulykker – både arbejdsulykker og trafikulykker – i de muslimske lande stiger drastisk under ramadanen. Forståeligt nok. For under ramadanen skal man jo faste. Og at faste betyder i den sammenhæng, at man, fra det bliver lyst til det bliver mørkt, ikke må indtage hverken vådt eller tørt. Om vinteren vil det sige fra klokken otte om morgenen til klokken fire om eftermiddagen. Det kan være generende, men måske ikke ligefrem farligt. Men om sommeren, hvor man ikke må drikke eller spise fra klokken tre om morgenen til klokken ni om aftenen, hvordan skal da en normal chauffør – for nu at gribe fat i denne branche – kunne fungére optimalt?

Lad mig minde om, at chauffører ikke må have alkohol i blodet, når de kører. De kører jo med andre mennesker, andre mennesker betror sig i deres varetægt, og det offentlige har ikke overladt det til den enkelte chauffør, taxa-chauffør eller buschauffør, selv at bedømme, om han har drukket for meget til at kunne køre taxa eller bus forsvarligt. Arriva har endda installeret alko-låse i deres tog for på den måde at sikre sig mod alkohol-relaterede ulykker. For også en loko-fører kører med andre mennesker og et fejlgreb eller en uopmærksomhed fra hans side kan få katastrofale virkninger, ikke blot for ham selv, men også for andre mennesker.

Lad mig også minde om, at en kvinde nogen tid siden blev idømt en hård straf, fordi hun havde kørt bil uden at have sovet nok. Hendes kørsel resulterede, så vidt jeg husker, i en dødsulykke, så det er forståeligt, at dommeren takserede hendes forséelse strengt: hun burde have kunnet forstå, at når hun havde fået sovet alt for lidt i det forudgående døgn, så var hun ikke i stand til at føre bil på forsvarlig måde.

Og nu kan man så spørge: Er det forsvarligt at føre bil klokken fire om eftermiddagen, når man ikke har fået hverken vådt eller tørt siden klokken fire om morgenen? Og videre: Er det rigtigt at lade det være op til den pågældende chauffør selv at bedømme, om han er i stand til at føre bil? Der er jo med professionelle chauffører ved rattet penge involveret i overvejelserne, og der er andre menneskers liv og førlighed på spil. Eller skal vi til at lave regler for, hvor mange timer der må gå forud for en bestemt kørsel uden mad og drikke?

Vi har fået regler for lastbilchaufførers hviletider. Vi har fået regler på mange andre områder. Skal vi også have regler på dette område? Ikke af hensyn til de etnisk danske chauffører, for de drikker og spiser, når de selv vil, men af hensyn til de muslimske chauffører. Ikke for at genere dem, men ud fra den forudsætning, at de nok ikke er bedre mennesker end etniske danskere, og at ligesom etnisk danske lastbilchauffører i sin tid før hviletidsbestemmelserne og fartskiverne nok var tilbøjelige til lige at snuppe et par timer ekstra bag rattet, fordi de så kunne tjene lidt flere penge, sådan vil nok også muslimske chauffører, der faster under ramadanen, være tilbøjelige til at holde deres vagtplan, uanset at de ikke mere er duelige til at føre bil.

Jamen, mon dog ikke muslimske taxa-vognmænd for længst har fundet ud af det? Mon ikke de har sørget for at sætte nogle vantro danskere på vagt i dagtimerne, mens muslimerne, der jo godt må spise og drikke om natten, kan overtage nattevagterne? Mon ikke busselskaberne, der hyrer også muslimer som chauffører, har fundet ud af det samme? Hvorfor gøre det til et problem?

Det ville være udmærket, om det forholdt sig sådan. Men jeg er ikke sikker på, at det er tilfældet. Prøv at læse, hvad en muslimsk hjemmeside har at sige om fasten her! Det er sandelig meget strenge regler. Og der ses ikke at være undtagelser, som kan være kommet ind i billedet i kraft af alle de ting, der hører den moderne verden til. Man kan også læse, hvad videnskab.dk skriver om ramadanen, se her. De videregiver den mærkelige opfattelse, at muslimer her nordpå ganske vist skal faste i længere tid om sommeren, men at de ikke er underlagt en social kontrol af tilnærmelsesvis samme omfang som sydpå. Altså: de danske muslimer har det ikke så hårdt, for de kan bedre snyde lidt i krogene. Men internetsiden fortæller også om farligheden ved at faste, især ved den manglende væskeindtagelse. Og de bringer også den kendsgerning til torvs, at der sker flere trafikulykker i muslimske lande under ramadanen. Ikke just nogen anbefaling.

Så vi kan efter min mening lige så godt begynde med det samme med at behandle vore muslimske medborgere som danskere, dvs., vi kan lige så godt indse, at vi bliver nødt til, før eller siden (men forhåbentlig før der kommer lig på bordet) at forholde os til ramadanens farlighed og indføre regler imod den farlighed, der knytter sig til den muslimske faste.

Der har, som sagt, været en masse snak om ramadanen i den sidste tid. Der var således et indslag i denne aftens tv-avis (15-8). Sjovt nok var der i samme tv-avis også et indslag om det strammere rygeforbud, der nu er indført. Og så tænker man: Ja, sådan tillader man sig at behandle etniske danskere, de får forbud oven på forbud. Gad vidst om forbud mod fastende muslimske chauffører vil blive gennemført med samme håndfasthed! Det kan man godt tvivle lidt på.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvornår lærer vi at tackle ramadanen?

  1. Uzay Kertenkelesi siger:

    Ricardt, det er altså ikke noget problem for en sund og rask person at faste nogle timer om dagen! De stigende ulykker, der sker navnligt i den muslimske verden under ramadanen i trafikken, skyldes mangel på søvn og ikke mangel på mad og drikke. Det siger sig selv, at en person med søvnunderskud ikke skal sætte sig bag rattet; men det har INTET med ramadanen at gøre. Det er sund fornuft, og som du også påpeger det i dit indlæg: jurisprudens.

    Menensket er mere end en klump kød; vi har også behov for at udvikle vores åndelige sider, og ramadanen består af en måneds intensiv fokus på det åndelige frem for det materielle, det hedonistiske og det fysiske behovsmæssige. I vores forbrugssamfund er det en ganske god ide af og til at blive bevidst om, at ånden kan tøjle materien.

    Jeg fatter ikke, at du bruger spalteplads på at tordne imod fasten; men det nytter altså ikke at stritte imod udviklingen. Ramadanen er – uanset hvad man måtte synes om den – blevet til endel af dansk kultur nu, set i lyset af at over 250.000 danskere bekender sig til islam.

    Kultur er ikke noget fastlagt coma; det er en dynamisk udvikling, der hele tiden forandrer sig; og forandringerne i vores moderne verden sker hurtigere end før. Det er ikke mere end et årti siden, at danskerne ikke kendte til Valentines Dag eller Halloween; nu er disse katolske og amerikanske højtider en fast del af det kommercielle gedemarked. Kulturpåvirkninger forandrer det samfund, man lever i, og det er utopi at tro, at 250.000 medlemmer af en befolkning ikke skulle påvirke det lille danske samfund gennem muslimske traditioner og religion.

    Dit løsningsforslag er fodbud, forbud, forbud – men samtidigt tordner du imod forbud, forbud, forbud. Lad folk beholde lidt af deres egen dømmekraft – staten behøver ikke at kvæle os i paternisering på alle planer. Lad folk ryge deres smøger i fred på fortovscafeerne, og lad folk fejre ramadan både på TV og i Fætter BR, hvis de vil.

    Det handler om at give hinanden plads, ikke at lukke hinanden inde.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Usay!
    Tak for dit svar.

    Jeg tror, du misforstår en del af det, jeg skriver.

    Du skriver f. eks.: ”Jeg fatter ikke, at du bruger spalteplads på at tordne imod fasten; men det nytter altså ikke at stritte imod udviklingen. Ramadanen er – uanset hvad man måtte synes om den – blevet til en del af dansk kultur nu, set i lyset af at over 250.000 danskere bekender sig til islam”. Jamen, jeg tordner ikke mod fasten. Og jeg stritter ikke imod den udvikling, der hedder 250.000 muslimske danskere. Tværtimod. Det, jeg arbejder for, ikke blot i dette indlæg, men i mange andre, er, at vi etniske danskere skal lære at behandle muslimer som fuldgyldige danskere.

    Hvad jeg arbejder for i forbindelse med ramadanen, er blot, at vi fra politisk hold bør stille os lige så kritisk an overfor de utilsigtede følgevirkninger af de muslimske traditioner som overfor utilsigtede følgevirkninger af danske traditioner. Julefrokosten er en dansk tradition. Og da vi véd, at mange deltagere ikke husker at lade bilen stå efter denne i øvrigt udmærkede tradition, sørger vi for, at der er rigeligt med politirazziaer netop denne fredag aften. For andre, altså eventuelle ulykkesofre, skal jo ikke betale for de frokostfejrendes fornøjelser.

    Det samme med ramadanen. Vi andre skal ikke betale for eventuelle utilsigtede virkninger af muslimernes faste. Det er alt, hvad jeg plæderer for. Jeg griber heller ikke til forbud, men jeg siger, at hvis vi ikke stoler på, at etniske danskere selv kan bedømme deres evne til at føre bil på forsvarlig måde, men føler os foranlediget til at kontrollere dem, så burde vi vel, når vi altså vil anse vore muslimske medborgere som det de er: virkelige medborgere, også kontrollere, om de muslimer, der har det ansvar betroet: at kunne køre sikkert og opmærksomt rundt med deres medborgere, nu også lever op til dette ansvar. Hvorfor skal der gøres forskel? Hvorfor skal den ene gruppe mennesker kontrolleres i begge ender, men den anden gruppe gå fri?

    Det er alt, hvad jeg beder om. Samme behandling til alle borgere. Samme kontrol, hvis der skal være kontrol, samme grad af at overlade ansvaret til personen selv, hvis det er det, vi vil.

    Og så må du altså meget undskylde mig, men din første sætning er lidt tricky, for ikke at sige temmelig vildledende. Du skriver: ”det er altså ikke noget problem for en sund og rask person at faste nogle timer om dagen”. Nej, ikke hvis vi forstår dette at faste, som de fleste danskere vil forstå det: som identisk med ikke at få noget at spise. Men det er jo også identisk med ikke at få noget at drikke, når det er den muslimske faste, vi taler om. Og her i den varme tid er det altså temmelig farligt ikke at få væske nok indenbords, det skriver de i hvert fald på det link, jeg har lagt ind fra videnskab.dk. Og dem er jeg tilbøjelig til at fæste lid til.

    Det eksempel, jeg nævnte, er måske ekstremt, men må dog kunne forekomme: en taxa-chauffør, der ikke har fået hverken vådt eller tørt siden klokken fire om morgenen, og skal på vagt klokken fire om eftermiddagen. Mit spørgsmål lyder: kan han køre bil på forsvarlig måde, indtil han klokken ni eller halv ti igen kan få noget at drikke? Det er en ret alvorlig situation, og den kan du ikke bagatellisere væk. Hvis så manden, som du antyder, heller ikke har fået en ordentlig nattesøvn, så gør det da kun sagen værre.

    Det kan da godt være, at man i de varme lande godt kan arbejde som chauffør, selv om man ”i et par timer” både har fastet og undværet væske. Men selv dèr er der jo ikke tale om kun ”et par timer”, det må ifølge sagens natur være i gennemsnit tolv timer.

    Du skriver også: ”De stigende ulykker, der sker navnlig i den muslimske verden under ramadanen i trafikken, skyldes mangel på søvn og ikke mangel på mad og drikke. Det siger sig selv, at en person med søvnunderskud ikke skal sætte sig bag rattet; men det har INTET med ramadanen at gøre”. Hvis vi er enige om, at der under ramadanen sker flere ulykker i muslimske lande, så er det meget svært at overbevise en almindelig jævn sund fornuft som min om, at det intet har med ramadanen at gøre. Og hvis det siger sig selv, at en person med søvnunderskud ikke skal føre bil, og specielt ikke føre bil som professionelt ansvarlig for andre, så siger det jo også sig selv, at en person med væskeunderskud ikke skal føre bil, og da slet ikke i en situation, hvor han har ansvar for andres liv og førlighed.

    Hvis de muslimske lærde virkelig ville gøre en indsats for at få samlivet med os ikke-muslimer til at fungére så gnidningsløst som muligt, så kunne de for det første bede de muslimske taxa- og bus-chauffører så vidt muligt lægge deres sommerferie under ramadanen. Så ville problemerne helt undgås, og vi ikke-muslimer ville ikke behøve bekymre os om den muslimske chaufførs evne til at føre bil på forsvarlig måde. Og hvis dette ikke er muligt for nogen, kunne de bede dem om at bryde fasten, hvis de skal på vagt på så akavede tidspunkter som dem, jeg har nævnt. Så skal de ganske vist faste på et andet tidspunkt, men det kan vel ikke være en helt umulig sag.

    Du skriver også: ”ramadanen består af en måneds intensiv fokus på det åndelige frem for det materielle, det hedonistiske og det fysiske behovsmæssige. I vores forbrugssamfund er det en ganske god ide af og til at blive bevidst om, at ånden kan tøjle materien”. Netop, hvis man fik ramadanen og sommerferien til at falde sammen, ville disse smukke idealer jo kunne virkeliggøres. Og lad så kun jer muslimer under ramadanen kæmper for at få materien til at blive tøjlet under ånden. Jeg indrømmer, at jeg ikke ser det store ideal i noget sådant. Men jeg vender mig ikke imod det. Jeg har intet imod, at muslimer gør, hvad de kan, for at dette mål kan opnås. Men de bør gøre det for egen regning og risiko.

    Og det kan vi vel være enige om: så megen kraft har ånden ikke, at den kan være ligeglad med materien. Børn, der ikke får væske nok, er ikke modtagelige for undervisning. Den muslim, der vil skrive et vægtigt værk om ét eller andet, gør nok klogt i at indstille skrivearbejdet under ramadanen. Og den chauffør, der prøver med sin ånd at tøjle sit legemes væskebehov, har større risiko for ulykker end den, der har væske nok.

    Det var alt, hvad jeg ville med mit indlæg.

  3. Claes siger:

    Har Ramadan og ramasjang noget med hinanden at gøre? Nu har lige en flok unge muslimer hærget på Odense Universitets Hospital efter en uroepisode i Volsmose efter ramadanen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s