Hamburg skriver kontrakt med islam

Som det første af de tyske ”Länder” har Hamburg lavet en aftale med bystatens muslimske indbyggere, repræsenteret ved en række foreninger, som repræsenterer 135.000 af byens muslimer, og en forening for de cirka 35.000 alevier. Man kan læse om aftalen på snaphanen.dk, se her, (på svensk) og se selve aftalen her (på tysk). Endvidere kan man med lidt google-søgning finde en række beskrivelser og kommentarer fra tysk presse, som regel på tysk.

Jeg skal ikke gå aftalen igennem i detaljer, dertil kender jeg ikke tysk retssprog og retstradition godt nok. Men et par ting vil jeg dog nævne.

Muslimerne får ret til at tage tre dage fri om året. Det drejer sig om bestemte navngivne helligdage, som bystyret på forhånd skal underrettes om kalenderbeliggenheden af. Svarende dertil får de ret til at lade deres børn holde fri fra skole på disse dage. Men inden man himler op over denne eftergivenhed, skal man bemærke sig, at de ganske vist får en sådan ret, men at arbejdsgiveren på forhånd skal vide, om muslimen vil bruge en dag af sin ferie eller han vil arbejde mere de andre dage. Der er altså ikke tale om, at disse muslimske helligdage har fået samme status som de kristne helligdage. På dem holder alle fri, på dem ligger alt arbejde stille. Ordningen svarer nøje til den ordning, der gælder for katolikker i Hamburg. De kan på samme måde holde fri på særlige katolske helligdage, som man ikke fejrer i det overvejende protestantiske Hamburg.

Endvidere får muslimerne lov til at være medleverandør af lærerkræfter til den religionsundervisning, der foregår i de hamburgske skoler. Denne undervisning varetages for øjeblikket af de protestantiske kirker. Men undervisningen skal være for alle og derfor være konfessionsløs. Om dette vil kunne fungére, hvis muslimer bliver religionslærere, vil tiden vide. Man skal evaluere ordningen om ti år, og muslimerne forbeholder sig ret til at få egen religionsundervisning til den tid. Men både denne undervisning og den undervisning, der skal fremskaffe gode religionslærere, får muslimerne medbestemmelse over.

Aftalen indeholder forskellige andre ting, som nogle finder forkerte, andre finder gode, men atter andre ligegyldige. FDP, det liberale parti i Tyskland, har således udtalt, at de finder aftalen overflødig, fordi alt det, der nævnes i den, i forvejen er nedfældet i tysk lovgivning.

Men i virkeligheden er måske det væsentligste ved aftalen ikke de lunser, der er kastet ud til muslimerne, store eller små – det kan man mene, som man har temperament til – men snarere den præambel, som de to aftalepartnere påstår, at de er enige om. Blot må man håbe, at muslimerne ikke betragter denne præambel med samme ligegyldighed, som vi danskere (dog især vore politikere) betragtede Rom-traktatens præambel, den om det stadig snævrere samarbejde staterne imellem.

I denne præambels paragraf 1 står der: ”Den frie hansestad Hamburg og de islamiske religionsfællesskaber bekender sig til de fælles værdigrundlag i den grundlovsmæssige ordning af den tyske forbundsrepublik, især til menneskeværdighedens uantastbarhed, til de grundlæggende rettigheders gyldighed, til forståelse mellem folkeslagene og tolerance overfor andre kulturer, religioner og verdensanskuelser, såvel som til fællesskabets frie, retsstatslige og demokratiske forfatning”.

Og hvis nu dette ikke er noget, man bare lader gå ind ad det ene øre og ud af det andet, må man spørge sig selv: Hvad er der blevet af den ellers blandt muslimer så almindelige antagelse, at shariaen står over grundloven? Har de tyske muslimer pludselig ændret mening, så de nu godt kan sige, at den tyske grundlov står over shariaen? Formentlig ikke. Der er nok blot sket det, at de har accepteret, hvad muslimsk lov (i hvert fald i nogles udlægning) siger om de muslimer, der lever i en ikke-muslimsk stat: de skal, hedder det, acceptere de love og bestemmelser, som findes i denne stat. Men dette ”blot” i den forudgående sætning kan vi godt slette. For det er noget meget afgørende, der her er tale om. Det betyder, at disse store muslimske foreninger forpligter deres medlemmer på at overholde tysk lov, og altså derved fratager dem muligheden for at være ligeglade med tysk lovgivning med henvisning til, at det kun er menneskeskabte love, vi, muslimerne, har de rigtige gudskabte love.

En sådan ligegladhed kan man træffe en del steder. I aftalen nævnes der ikke noget om ægteskabsret, om mulighederne for skilsmisse og for indgåelse af ægteskab. Hvis ordene i præamblen skal tages for pålydende, og muslimerne altså lover at ville rette sig efter tysk lov, betyder det, at muslimske ægteskaber med mindreårige piger er banlyst, selv om shariaen i og for sig tillader det. Og det må vel også betyde, at muslimske kvinder kan opnå skilsmisse efter de tyske regler og ikke behøver være afhængige af manden som efter shariaens regler. Det står der ikke noget om i aftalen, men kan det ikke læses ud af præamblen? Endvidere må det betyde, at flerkoneri er forbudt, og – må man formode – at de underskrivende foreninger vil forhindre det ved at hjælpe politiet med at afsløre det. Flerkoneri er i forvejen forbudt i Tyrkiet, hvorfra de fleste tyske muslimer kommer, men der er flere steder i Europa eksempler på, at muslimer blæser på de lokale forbud. Det skulle altså de tyske muslimske foreninger være med til at forhindre. Udmærket!

Oven i købet står der lige efter det ovenfor citerede følgende: ”De er enige om at banlyse vold og diskriminering på grund af herkomst, køn, sexuel orientering, tro eller religiøs eller politisk anskuelse, og de vil i fællesskab opponere imod noget sådant”. Ikke sandt, det var alligevel meget: muslimerne går ikke blot med til, at dette med vold og diskriminering er noget skidt, de lover også, at de sammen med sammen med bystyret vil tage til orde imod det.

Er nu dette kun ord? Har muslimerne virkelig tænkt sig at rette sig efter det, der står i præamblen? Eller regner de som vore politikere i sin tid med, at det, der står i præamblen, er noget, man rolig kan springe op og falde ned på? Ja, det kan jo kun tiden vise. Og også tiden alene kan vise, om disse foreningers bestyrelser har myndighed overfor de menige muslimer. Hvis det går i Hamburg, som det gik i København for nogen tid siden, at en femtenårig pige var blevet gift med en noget ældre muslim af én eller anden imam, vil man så i Hamburg, modsat hvad tilfældet var i København, kunne forvente disse foreningers hjælp til at finde denne imam og få ham straffet?

Alt dette kan man da håbe på. Jeg vil i hvert fald, indtil det modsatte er bevist, regne med, at disse muslimer, der har forhandlet aftalen på plads, mener det alvorligt og vil bestræbe sig på at overholde deres del af aftalen.

Til sidst en lille sjov krølle på historien: Mange af de tyske medier kalder det ikke en aftale mellem Hamburg og muslimerne, nej de siger hele tiden, mellem Hamburg og muslimerne og alevierne. De har lagt mærke til, at der blandt de foreninger, der indgår som aftalepartnere, er en alevisk forening. Alevierne er en særlig muslimsk sekt, nedstammenede fra shi’iterne. De findes i ret stort tal i Tyrkiet, og en katolsk kommentar til sagen, se her, nævner, at den aleviske forhandler ikke kunne dy sig for at sige, at ”det, der indtil nu er blevet nægtet alevierne i deres hjemland, Tyrkiet, det får vi ganske problemløst her i Tyskland”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s