"Paladsrevolution"

Nu har de letforargelige igen fået noget at være forarget over. Palads-biografen i København har placeret en lille plakat foran biografen, hvorpå de gør opmærksom på, at der lørdag, søndag og mandag kan forekommer lidt mere uro og støj end sædvanligt, og at man, hvis man føler sig generet, kan henvende sig til det ekstra vagtmandskab, der er indkaldt, eller til biografens kontrollører.

Så langt, så godt. Intet forargeligt i det. Det, der forarger de letforargelige, er, at biografen begrunder sin advarsel med den muslimske Eid-fest. Man har en overskrift, der hedder ”Ramadan og Eid”, og man skriver som det første på plakaten: ”Lørdag, søndag og mandag (18-19-20 august) slutter den muslimske fastemåned ramadan, og derfor fester alle muslimer. Det sker med mad, drikke, men blandt andet også biografture, hvilket gør, at man som biografgæst i landets biografer måske kan forvente et højere antal gæster og støjniveau end normalt”. (Se her)

Og ikke sandt, det kan vi alle forstå, i hvert fald alle de letforargelige, at sådan kan man virkelig ikke skrive. Disse letforargelige hører til den del af det danske folk, man kan kalde ”farisæerne”. Vi andre er så ”synderne”. Vore dages danske farisæere véd, ligesom farisæerne på Jesu tid, ganske nøje, hvad man må og ikke må. Og de bobler over af forargelse, når andre danskere, læs: ”vi syndere”, gør noget, man ikke må gøre.

Dog har vi syndere en vanskelighed, som synderne på Jesu tid ikke havde, den nemlig, at vi ikke altid véd, hvad farisæernes lov siger. Det er også af og til ret svært at gætte sig frem til det. Nu denne plakat! Hvad er der egentlig galt med den? Hvis biografen ved sidste Eid-fest havde besvær med højtråbende muslimer, der som følge af Eid-festen var i et så strålende humør, at de syntes, alle andre skulle være i et lige så strålende humør, hvad galt er der så ved at gøre ikke-muslimske biografgængere opmærksom på, at der kan opstå en lidt for munter stemning i biografen, så munter, måske, at det kniber med at nyde filmen på rette måde? Oven i købet må man sige, at biografens formulering var yderst forstående overfor den muslimske glæde.

Men det indtryk får vi syndere ikke lov til at beholde ret længe. Straks et par opmærksomme farisæerøjne havde spottet plakaten, opstod der en sand ”Paladsrevolution”. Nu havde farisæerne igen fundet noget, de kunne forarges over. At nogen kunne drømme om at sætte en sådan plakat op! Det er dog forfærdeligt, at vi her i 2012 ikke er kommet længere! Osv, osv. Eller – hvis man skal oversætte det: der er stadig alt for mange syndere iblandt os! Gid alle var ligesom vi farisæere!

Manu Sareen, landets ligestillingsminister, fandt anledning til at spille med på farisæermelodien: Palads’ advarsel var både ”fuldstændig langt ude og i den grad upassende”. Han forklarer sig lidt nøjere: advarslen ”generaliserer. De tager alle til indtægt, fordi en lille gruppe laver ballade”, se her.

Det samme gjorde formanden for Ny-Dansk Ungdomsråd, Natasha al-Hariri: ”At man udstiller muslimer som nogle, der muligvis vil være til gene for andre biografgængere, er virkelig under al kritik”.

Plus en hel masse andre, yderst velmenende menneske, ja, så mange var der, at direktøren for Palads-biografen måtte gå bodsgang for de mange farisæere: ”Det var virkelig ikke meningen at støde nogen; alle uanset religiøs baggrund skal naturligvis have en god oplevelse, når de ser film hos os”, og hvad man nu ellers siger i en sådan situation, en situation, som de mange farisæere desværre efterhånden har gjort til hverdagskost her i landet.

Ak, ja, sådan går det, når man har delt verden op i farisæere og syndere, og når man lader farisæerne føre det store ord.

På den baggrund var det en virkelig lise at læse Jyllands-Postens referat af, hvad næstformanden i Ny-Dansk ungdomsråd, Nihad Hodzic, havde at sige, se her. Det begynder allerede med overskriften: ”Muslimsk forening: biografstøj er pinligt!” Hvad, tænker man, findes der virkelig så fornuftige mennesker iblandt os. Men det gør der. Artiklen fortsætter: ”Hvis man ikke kan være stille i biografen, skal man blive væk, mener talsmand for muslimsk forening. Ramadanens afslutning, eid, handler om at sprede godt humør. Men det gør man ikke ved at larme i biografer og ødelægge oplevelsen for andre mennesker – det er bare pinligt”.

Navnet lyder ikke dansk, og manden er da også muslim, medlem af Muslimer i Dialog. Og faktisk er det meget beskæmmende for alle de farisæere, der er kommet frem med deres forargede udgydelser, at det er en muslim, der formår at skære igennem alt vrøvlet og finde ind til benet i denne sag: Vi skal alle være her, og er det muslimer, der hindrer danskere i at få en god biografoplevelse, så er det – uanset hvad alle fromme farisæere mener – muslimerne, der skal formanes til at dæmpe sig lidt ned. Det var, hvad Palads-biografen forsøgte på, og den gjorde det på en forstående og imødekommende måde. Men uheldigvis var der nogle farisæere, der fik øje på plakaten. Og så var fanden løs i Laksegade.

De ser det formentlig ikke selv, de gode farisæere. Ligesom de på ingen måde gør sig klart, at de med en sådan åh så forstående holdning, der giver muslimer lov til at skeje ud på alle felter, er med til at fastholde muslimer i en offerrolle. Men heldigvis var der her en muslim, der ikke ville acceptere at være offer, en muslim, der så udmærket kunne se den gene, de mange glade muslimer forvolder ved deres højrøstede adfærd i biografen, altså, var i stand til at se situationen fra danskernes side.

Det var glædeligt. For det er betingelsen for, at begge parter kan være her i det samme samfund i tiden fremover: at vi kan se sagen fra den anden side.

Advertisement