Suppe på en gammel pølsepind?

Det er det nye socialdemokratiske ”manifest”, jeg tænker på, dvs., den kronik, fire kendte socialdemokrater har skrevet i Politiken, se her. De fire har følt sig kaldet til at komme med nogle overordnede betragtninger over, hvad der er socialdemokratisk politik. De vil komme med en socialdemokratisk vision for det fremtidige Danmark. Man har skældt socialdemokraterne ud for kun at være interesseret i magten for magtens skyld. Den beskyldning har de fire hørt, og det er blandt andet derfor, de nu prøver at sige, hvad da egentlig socialdemokraterne vil med magten.

Dog står de med den vanskelighed, at Anders Fogh, da han overtog regeringsmagten, havde stjålet alle de socialdemokratiske mærkesager fra socialdemokraterne og brugte sin regeringsperiode på at gennemføre mange af de ting, som socialdemokraterne var enig med ham i. Den tale om ”minimalstaten”, som han i sin tid førte sig frem på, var lagt i skuffen, et socialdemokratisk projekt taget frem og brugt som ideal op gennem nullerne.

Og de står også med den vanskelighed, at den økonomiske teori, som socialdemokraterne bedriver politik ud fra, er nøjagtig den samme, som den teori, de borgerlige drev politik ud fra. Det er det, der får folk til at sige, at det såmænd er ret ligegyldigt, hvem der sidder ved roret, det bliver den samme økonomiske politik, der bliver gennemført.

Hvordan overvinder så vore fire socialdemokratiske frontkæmpere disse vanskeligheder?

Først ved at tale negativt om nullerne. ”Når vi holder status på værdien af Danmark, tegner billedet sig af 00’erne som et i alle henseender forsømt årti.” Men vi, der har levet i nullerne, vi husker det faktisk ikke som et forsømt årti. Vi husker det som et årti, hvor det gik fantastisk godt, bedre end nogen havde turdet drømme om. Hvor arbejdsløsheden sank, så den til sidst næsten ikke var til at få øje på. Hvor alting kunne lykkes, hvor der var overskud på statsfinanserne – ja, så gode var tiderne faktisk. Så det er måske en lidt dårlig strategi fra de fire visionære kæmpere i den grad at håbe på, at vi vælgere har en dårlig hukommelse. Oven i købet går de ud fra, at vi også har glemt, at det var socialdemokraterne, der i disse år med overskud på statens budget ville bruge løs af pengene i stedet for at nedbringe statens gæld. Vi må i dag prise os lykkelige for, at de ikke dengang fik deres vilje, og det må socialdemokraterne i virkeligheden også selv, for det er det, der gør, at de har overtaget en ganske sund økonomi.

Men hvad vil de fire så med denne ganske sunde økonomi?

Ikke så lidt: ”Vores projekt er at skabe den dygtigste generation nogensinde, at fastholde den fri og lige adgang til velfærdssamfundet, at række ud efter langsigtet og holdbar vækst og foretage den største sociale omvæltning set i generationer”. Det er en stor mundfuld. Men da dette projekt skal løses i en tid med en stram økonomi, kan kun fremtiden vise, om det hele er varm luft, eller der er realiteter bag de store ord.

”Den dygtigste generation nogensinde”! Den målsætning er vist ikke så forskellig fra den, de borgerlige har. Men hvordan vil man gennemføre det? I manifestet står der for eksempel ikke et ord om, hvordan man vil tackle det voksende problem, at de muslimske drenge sakker langt bag alle andre i undervisningssektoren. Foreløbig har man ”kun” afskaffet starthjælpen, hvilket diverse menneskesmuglere ikke har været sene til at udnytte, så der nu igen er gang i mennesketransporten til vort lille slaraffenland. Og de mennesker, der kommer hertil, er – hvis man skal sige det mildt – ikke just det bedste materiale at lave ”den dygtigste generation nogensinde” af.

”Fri og lige adgang til velfærdssamfundet”! Hvad betyder nu det? Jo, det viser sig ved en nøjere gennemlæsning af manifestet, at man vender sig imod privathospitalerne. Man mener vistnok, at kun det offentlige sygehusvæsen kan levere denne frie og lige adgang. Men her satser man igen på vores dårlige hukommelse. For når de borgerlige i sin tid støttede privathospitalerne, hang det sammen med de lange ventetider på de offentlige sygehuse. Men disse ventetider – og alle havde jo bestemt lige adgang til at vente i månedsvis på at blive fri for deres smerter – var ubetvivleligt noget, som det offentlige sygehusvæsen ikke havde kunnet gøre noget ved. Betyder dette med den frie og lige adgang så, at vi igen skal til at have lange ventetider? Betyder det, at de behandlingsgarantier, som den tidligere regering udstedte, og som kun kan gennemføres, hvis der er et alternativt system til det offentlige, skal afskaffes? Det får vi ikke at vide. Vi får blot at vide, at socialdemokraterne er meget glade for det offentlige sygehusvæsen og tilsyneladende helt har glemt – og også tror, at vi har glemt – de problemer, det medførte i sin tid.

Så vil man have langsigtet og holdbar vækst. Og det er der vel ingen, der er uenig med dem i. Problemet er, at det skal gennemføres med nøjagtig de samme værktøjer, som de borgerlige brugte. Javist, man taler meget om, at man så sandelig er imod liberalismen. Man siger, at der er en række problemer, det frie marked ikke kan klare. Men hvad vil man gøre? Man vil såmænd gøre nøjagtig det samme som de blå. Hør bare: ”vi får aldrig vækstlaget af dygtige små og mellemstore virksomheder ud på verdensmarkedet, medmindre vi finder ny risikovillig kapital i en tid, hvor bankerne trimmer balancer frem for at investere i ny vækst. Socialdemokratiets projekt er ikke at eje eller forestå driften af dansk erhvervsliv. Vores mål er at etablere et nyt og ambitiøst partnerskab med den konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv og sikre gode rammer og samarbejde og forvente fair tilbagebetaling i form af vækst, arbejdspladser og fair beskatning”. Blev vi klogere af den mundfuld?

Der skal risikovillig kapital til. Bankerne kan ikke levere den. Er det så ikke logisk, at så må staten levere? Nej, alligevel ikke. For staten skal ikke forestå driften af dansk erhvervsliv. Der skal etableres et partnerskab. Javel, men der var lige det med den risikovillige kapital! Der skal sikres gode rammer. Åh ja, men den risikovillige kapital? Vi forventer fair tilbagebetaling. Aha, nu er vækst og arbejdspladser, som vi før troede var noget, socialdemokraterne ville skaffe os, noget, man forventer, at erhvervslivet giver som tilbagebetaling. Der er ikke meget hoved og hale i den tankegang. For man kan ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt man er glad for eller er modstander af de liberale økonomiske forhold, der har medvirket til at give os vor høje levestandard.

Lad os se på endnu et citat fra manifestet: ”Vi skal skubbe gang i væksten og komme ud af den økonomiske krise, samtidig med at vi skal sikre overholdbarhed i økonomien og undgå usund lånoptagning. Vi kan ikke forlade os på blot at sætte gang i efterspørgslen med finanspolitiske lempelser, der truer vores holdbarhed, og vi kan ikke forlade os på kun at skabe udbud og lade markedet om at tilpasse sig. Vi skal kunne begge dele i behersket omgang og på samme tid. Det kræver en kraftanstrengelse, hvor reformer af alle dele af vores økonomi bliver det centrale omdrejningspunkt. Reformer, hvor tidligere tiders privilegier bliver udfordret og forandret. Det har i en periode været hårdere at være dansker, men hvis vi går den vej, kan vi også tillade os at række ud efter en fremtid, hvor det bliver bedre at være dansker”.

Den første sætning afbilder den balancegang, som også de borgerlige foretog. Og jeg véd virkelig ikke, om socialdemokraterne er bedre til at balancere. Den næste sætning forstår jeg kun det første af: vi skal ikke underbudgettere, så vi tvinges til at optage statslån. Den anden halvdel, den med at skabe udbud, forstår jeg ikke. Hvad mener de mon med det?

Derimod kan jeg af ordet ”kraftanstrengelse” se, at de stræber efter at afbilde regeringen som en stærk og handlekraftig regering. Men hvad det er for reformer, de tænker på, er uklart. Der er privilegier, der skal udfordres og forandres, hedder det. Men hvis privilegier de tænker på, vides ikke, bortset fra, at det ikke er boligejernes privilegier. Dem kunne det ellers nok være på sin plads at tage fat på, alene af den grund, at det er på boligområdet, vi får skabt den største ulighed i vort samfund.

Så var der disse enormt store ord med ”den største sociale omvæltning set i generationer”. Det har vistnok med det at gøre, at man vil sætte ind overfor de mange danskere, der er på overførselsindkomst. Senere skriver man: ”I titusindvis skal vi have folk på overførsler ud på arbejdsmarkedet, helt eller delvist, og vi skal sætte en målsat barriere for, at ingen unge mennesker ender på kontanthjælp i længere tid”. Og hermed afsløres det, at dette med at lave reformer, reform af efterlønnen, reform af dagpengene, altså: reformer, der gør ondt, også på socialdemokratiske kernevælgere, de af dem, der er tilbage, det er ikke noget, de radikale tvinger socialdemokraterne til, nej, det er noget, socialdemokraterne selv vil. Den største sociale omvæltning i generationer består i et stort anlagt forsøg på omskabe samfundet, så det kommer til at ligne et samfund, hvor der er lige så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, som der nu er efterspørgsel efter arbejde.

Det bedste ville være, om dette samfund kunne gro frem af sig selv gennem en ny økonomisk teori. Så ville ændringen kunne ske ganske gnidningsfrit, lige så gnidningsfrit, som da landmændene i stort tal i tresserne forlod deres gårde: de kunne nemlig alle få et bedre betalt arbejde i byerne. Men socialdemokraterne, der jo ikke har nogen ny økonomisk teori, ikke engang en selvstændig økonomisk teori, forventer ikke, at denne ”den største sociale omvæltning set i generationer” kommer til at foregå gnidningsfrit. Den vil foregå med pisk mere end med gulerod. Og det er dem på overførselsindkomst, der står til at miste deres ”privilegier”.

Idéen er stor, der er virkelig noget visionært over den. ”Det er muligt at skabe et af de største sociale fremskridt i generationer, hvis vi med vores faste værdier som kompas sigter efter et samfund med større retfærdighed og med reformer rækker ud efter nye veje og metoder”, hedder det til sidst. Der er ikke tale om suppe på en gammel pølsepind, der er tale om en ny vision. Visionen går, som jeg forstår det, ud på at få nedbragt antallet af mennesker på overførselsindkomst og få flyttet dem ud på arbejdsmarkedet, hvorved man både sparer penge til overførselsindkomst og får penge ind i skat.

Og det er stort. Og det er visionært. Men det er så sandelig også en mægtig gambling både med det danske samfund og med det socialdemokratiske partis fremtid. Man gambler på, at vi får vækst, måske endda, at vi får genskabt de glade nuller. Og man satser virkelig alt på det. Man har set, hvordan partiet bløder af de sår, efterlønsordningens fald bragte det. Man ser for øjeblikket, hvordan forkortelsen af dagpengeperioden bringer partiets vælgere til at flygte. Og så vil man minsandten trods de erfaringer alligevel pine sine trofaste vælgere endnu mere med reformer, der bringer endnu flere fra overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet. Puffer dem ud, lokker dem ud, tvinger dem ud.

De fire socialdemokrater må have en meget, meget stærk tro på, at der vil være reelle arbejdspladser til dem, når disse reformer begynder at virke. For det er kun det, der kan bringe vælgerne tilbage til partiet.

Og det sker ikke.

Vi får ikke de glade nuller tilbage. Den tid var en éngangsforeteelse. Nu er det hverdag igen. Nu er vi tilbage til halvfjerdsernes, firsernes og halvfemsernes hutlen sig igennem på bedste beskub, med en nogenlunde fast, forholdsvis lav arbejdsløshedsprocent, langt fra nok til at skabe den efterspørgsel efter arbejdskraft, der skal få folk i stort tal flyttet fra overførselsindkomst til arbejdsindkomst.

Men de fire socialdemokrater tror på det. Det er sådanne forestillinger, der ligger bag mange socialdemokraters lovprisning af arbejdsmarkedet: man er først rigtig menneske, når man er ude på arbejdsmarkedet. Og bliver man ramt af arbejdsløshed, eller af en eller anden sygdom, eller af stress, eller af noget andet, der før kunne invalidere folk, så gælder det om for alt i verden at komme tilbage til arbejdsmarkedet, ellers er man jo ikke menneske.

Jeg vil ikke sige, at jeg er ked af det på socialdemokratiets vegne. Hvis ikke de selv kan se undergangens bølge forude, så dem om det. Men det vil være en stor omvæltning i vort politiske billede, når Helle Thorning Schmidt i fremtiden skal kalde sig ”Mrs. Ten Per Cent”, ikke fordi hun bringer sit parti ned på under 10% – for det gør hun – men fordi hun slår på, at hun igen kan få det op på 10%.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Suppe på en gammel pølsepind?

  1. Pingback: “Den største sociale omvæltning i generationer” « Ricardt Riis

  2. Pingback: Dalreperioden | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.