Røre i andedammen

Jeg skal ellers love for, at medierne går i selvsving for tiden. Årsagen er undersøgelseskommissionen angående Helle Thornings skattesag. Lørdag den 26. august var hele Deadline optaget af en diskussion om, hvad denne sag kunne føre til. Ingen véd noget, luften er fuld af rygter, men så meget mere interessant er det for medierne, og – i hvert fald efter mediernes mening – også for vælgerne. Det sidste skal de nu ikke være så sikre på.

Jeg plejer at følge rimelig godt med i diverse Deadline-udsendelser. Men ærlig talt, det kneb for mig at holde rede på alle udsagnene gennem en hel halv time, når man kører rundt i, hvem der har sagt hvad hvornår. Så for at få lidt rede på, hvad det egentlig drejer sig om, genlæste jeg mine blogindlæg fra december 2011, se her og her. Og ærlig talt, det er da noget af det mest fornuftige, der er skrevet om den sag. Det er også inspireret af Ralf Pittelkow, og han var dengang den eneste, der formåede at slå koldt vand i blodet. Det er han forresten også denne gang, se her.

Man havde sat tre kommentatorer til at diskutere sagen, BT’s chefredaktør, Skaaning Andersen, en redaktør fra Ekstrabladet, Poul Madsen og Niels Krause-Kjær. Og de var alle sammen enige om, at denne sag kunne blive en virkelig stor sag, ja, blive en sag, der i betydning kom til at overgå Tamil-sagen. Krause-Kjær mente oven i købet, at denne sag for demokratiet var af langt større betydning. For med Tamil-sagen rørte man ikke ved demokratiets kerne, men det gjorde man her. Hvis det kan bevises, at en minister og måske endda tillige hans statsminister havde været involveret i afgørelsen af Helle Thornings skattesag, oven i købet kort tid før et valg, så var der tale om magtmisbrug af værste skuffe, og altså om et anslag mod demokratiet.

Det var store ord, og jeg måtte lige sunde mig lidt. Men da jeg så læste mine egne indlæg, blev jeg alligevel lidt glad. For dèr havde jeg nemlig citeret Informations Georg Metz, og selv om Krause-Kjærs udtalelse om anslag mod demokratiet forekom mig voldsomme og stærkt overdrevne, så er de det rene vand mod Metz’ udtalelser i december 2011. Han skrev dengang: ”Forsøget på med beskidte og/eller ulovlige midler at diskreditere en politisk modstander i det hele taget og med den åbenbare hensigt en uge før valget at påvirke et valgresultat, som det her utvivlsomt er sket, kan man uden at lade sig gribe af hysteri opfatte som et langsomt maskeret statskup. Det blev ganske vist ved forsøget, men ’sagen’ kostede Socialdemokraterne mandater og afgjorde magtforholdene i den nye regering. Ordet kup er brugt bevidst. Det er, hvad det dybest set var.”

”Et langsomt maskeret statskup”, det ordvalg bliver svært at overgå. Selv om de tre kommentatorer gjorde et ihærdigt forsøg lørdag aften.

Nå, men for nu ikke at skulle gennemgå hele sagen på ny – gab!! – så lad mig nøjes med at spørge, hvad nyt der er kommet til siden for et halvt år siden.

Der er kommet det nye til, at Helle Thorning Schmidt og Stephen Kinnock har været ude i Politiken med en erklæring om, at de rygter, der er nævnt i de skattepapirer, der nu vil komme offentligt frem, ikke er sande, se her. De siger det ikke i deres egen erklæring, men alle kyndige (hvortil jeg ikke hører) siger, at det drejer sig om et notat, der fortæller, at deres revisor skulle have sagt, at Kinnock var bi- eller homoseksuel.

Og det er da sandt nok: man tager sig til hovedet. Er det virkelig nødvendigt for SKAT at gøre sig overvejelser af den art? Og som jeg skrev for et halvt år siden: Min forargelse går ikke så meget på pressen, at den tillader sig at nævne den slags ting fra privatsfæren, den går mere på vort indkomstskattesystem, der åbenbart finder det relevant at bore i den slags ting. Kan vi dog ikke få lavet om på det? Men bevares, jeg kan godt se, at hvis vi kræver størst mulig retfærdighed, så vil der være mange ting, der kun kan afgøres ved et skøn, og så er den enkelte meget let på Herrens mark, uden mulighed for på forhånd at vide, hvad man skal rette sig efter.

En skatteekspert forklarer det i BT, se her: ”Hvis der skal træffes en beslutning om, hvilket land du er skattepligtig i, så ser man på, hvor man har sine livsinteresser og sit daglige liv henne. Hvis Stephen Kinnock nu levede i et andet fast forhold et andet sted i verden, om det så var med en mand eller en kvinde, så ville det trække væk fra Danmark og det ville tale for, at han ikke skulle være skattepligtig i Danmark”. Men altså: ”livsinteresser”, ”dagligt liv”, den slags ting skal bedømmes af skattevæsnet, for at de kan afgøre, om man er skattepligtig i Danmark eller i et andet land. Uf, hvor er det kommunalt!

Nu bliver for øvrigt også afgørelsen selv anfægtet. En revisor har til Politiken forklaret, at skattemyndighederne har været meget lempelige ved Stephen Kinnock, se her, ja, man har vist oven i købet talt hans dage i Danmark sammen på en forkert måde. Det er meget indviklet. Behøver jeg forklare det? Det håber jeg ikke, for jeg forstår det ikke.

Derimod forstår jeg det, når nogen har hævdet, at skattedirektøren for SKAT-København burde have erklæret sig inhabil på grund af, at han er socialdemokrat. Det véd jeg såmænd ikke, om han burde have gjort. Han gjorde det jo i hvert fald ikke. Men hvis det viser sig, at alt for mange af de skøn, der nødvendigvis skal udvises i en sag som denne, er til Kinnocks favør, så kan man selvfølgelig godt påpege det uheldige i, at han ikke trak sig.

Der er også dem, der har hævdet, at Troels Lund Poulsen burde have holdt sine fingre langt borte fra sagen, så han end ikke bagefter havde fået tilsendt papirerne. Og klart nok, hvis det viser sig, at det er hans spindoktor, der har lækket papirerne til BT, så ville det måske have været klogt at have holdt sig helt borte fra alt, hvad der havde med afgørelsen at gøre. Men så havde han såmænd nok fået bebrejdelse for ikke at interessere sig for, hvad der foregår i hans ministerium.

Der er også kommet det nye til, at nu er fire linjer, som tidligere departementschef i skatteministeriet, Peter Loft, ville have tilføjet afgørelsen, blevet offentliggjort, se her. Jeg citerer dem for at øge forvirringen: »SKAT har sammenholdt de oplysninger, du og din repræsentant har indgivet, med de oplysninger SKAT selv er i besiddelse af eller har indhentet. SKAT finder på denne baggrund at kunne verificere de afgivne oplysninger, som yderligere bestyrkes af de oplysninger, som du og din repræsentant har afgivet om jeres erhvervs- og familiemæssige forhold.« Ikke sandt, det er ret svært at forstå sådanne sølle fire linjer, men det er endnu sværere at se, at de skulle være bevis på nogen påvirkning fra departementschefen på SKAT København.

Det er ikke desto mindre just det, hele balladen handler om. Er der sket magtmisbrug? Har ministeren (Troels Lund Poulsen) blandet sig på utilbørlig vis i en skatteafgørelse vedrørende en politisk modstander? Hvis ovenstående fire linjer skal være det afgørende bevis, den rygende pistol, så kan vi vist godt allerede nu standse kommissionens videre arbejde og spare de penge, for her er der da kun tale om en legetøjspistol. Men ak, medierne har jo nu talt sig op i et meget højt stemmeleje, og den slags folk er ikke sådan at få ned på jorden igen.

Bemærk f. eks. stemmelejet hos Bente Dalsbæk, se her. Hun giver de forskellige implicerede roller fra Olsen-banden og mener, at alle ministerens rådgivere kun kan sige ”skidegodt, minister!” Hun er i stand til at få en hel historie ud af det. Og hvad der mangler i kendsgerninger, formår hun så udmærket at digte til: ”»Hundehoveder, socialdemokrater, klamphuggere og hængerøve!« Man ser det for sig: en skatteminister, der i bedste Egon Olsen-stil sprutter af raseri, da han får at vide, at det kup, der skulle have forgyldt hans parti med mandater, ikke lykkedes: daværende oppositionsleder Helle Thorning – Schmidt fik ikke en afgørelse fra Skat imod sig. Tilføj en departementschef, der hændervridende forsøger at formilde ministeren: bandens Kjeld, der altid havde indvendinger og bekymringer, men endte med at gå med til kuppet alligevel. Tilsæt også en spindoktor, der nærmest er ansat til at synes, at alle ministerens ideer er geniale. Er det Olsen-Bandens Benny? Benny var så opsat på at være i bande med Egon, at han ikke gik i vejen for både at handle efter Egons ordre og egne ideer. Jeg tror, der er blevet sagt rimeligt mange: »Skidegodt, minister!« på den daværende skatteministers kontor, hvilket tilsyneladende har øget dennes selvforståelse til nye højder, samtidig med, at hans forvaltning af embedet tilsyneladende når et ditto lavpunkt.”

Det er jo egentlig meget morsomt. Men på baggrund af de fire linjer, der nu er kommet frem, er det faktisk mest morsomt, fordi det afslører en vildfarende fantasi hos et mediemenneske, et mediemenneske, der slet ikke formår at standse det selvsving, medierne er kommet i, men benytter lejligheden til at brodere videre på de mange løse rygter og giftige antydninger, der efterhånden svæver rundt i medieverdenen.

Eller se, hvordan Niels Krause-Kjær formår at lade fantasien løbe ud over alle grænser (her)! Nu er det ikke mere det eventuelt demokratinedbrydende, han interesserer sig for, men skattesagen selv (selv om han lidt selvmodsigende begynder med at sige, at den jo er afgjort én gang for alle). Den rejser mange spørgsmål, siger han, og fortsætter: ”Helle Thorning har oplyst, at familiens revisor Frode Holm i strid med sandheden overfor SKAT oplyste, at Kinnock er biseksuel/homoseksuel. Den oplysning må da have været egnet til at påvirke embedsmændenes vurdering af bopælsspørgsmålet, nedtone betydningen af, at kone og børn havde bopæl i Danmark og sandsynliggøre, at ’centrum for livsinteresse’ var i et andet land”. Skulle monstro statsministerparret selv have bragt den formodning ind i billedet for at trække afgørelsen i retning bort fra Danmark som centrum for Kinnocks ‘livsinteresse’? Ny spekulation! Uden holdepunkt! Ja selvfølgelig. Men i den tilstand, vore medier befinder sig i for øjeblikket, er manglen på kendsgerninger så sandelig ingen hindring.

Og så har jeg slet ikke nævnt de bedste mediemæssige lækkerier: de mange rygter om spindoktorer, der har lækket fortrolige oplysninger til pressen. Hvor ulækkert! Men er man ikke nødt til at tilføje: Hvor ulækkert, at Ekstrabladet nu afslører sine kilder! Det er da en lækage, der så sandelig ikke er nogen lækker kage, men en højst farlig affære. Men ærlig talt, må jeg ikke have lov at lade disse ulækre lækkerier ligge? Det hele er indviklet nok endda.

Jeg slutter med igen at citere fra Georg Metz’ uovertrufne fantasi-foster af en artikel: ”man kan uden at lade sig gribe af hysteri opfatte [det skete] som et langsomt maskeret statskup. Det blev ganske vist ved forsøget, men ’sagen’ kostede Socialdemokraterne mandater og afgjorde magtforholdene i den nye regering.”

Det tages som en selvfølge, at sagen kostede socialdemokraterne mandater. Og bevares, det kan enhver journalist jo komme og påstå, og specielt en journalist som Metz med egen menighed. Han kan sige det uden at sige ”jeg tror” foran og selvfølgelig uden nogen som helst dokumentation. Men jeg tror ikke, det holder i byretten.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s