"Den største sociale omvæltning i generationer"

Man har bebrejdet Margrethe Vestager, at hun så kynisk affærdigede de arbejdsløses problemer med at få arbejde, når dagpengetiden udløber, med bemærkningen: ”Sådan er det bare!” Nogen trøster sig så med, at det kun er de radikale, der har en sådan kynisme; de tænker i økonomiske baner og glemmer det menneskelige. Det er nok forkert, at de radikale glemmer mennesket over økonomien, men det er også forkert, at det kun er de radikale, der har en sådan kynisme. Nu i går (den 9-9 2012) så vi Mette Frederiksen, den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, være lige så kynisk. Med langt flere ord, naturligvis, med en del omsvøb, ak ja, men når man borer i ordene og skræller alle omsvøbene væk, var der tale om rendyrket kynisme.

Det var en sag fra Fanø, hun skulle kommentere. Her havde kommunen sat en grafisk designer på 58 år til at feje gade. Det havde man gjort, fordi man ifølge en gammel regel er forpligtet til at finde et seniorjob til én, der bliver arbejdsløs kort tid, før vedkommende kan gå på efterløn. Ordningen har ikke været særlig meget brugt, men da nu dagpengeperioden er skåret ned til 2 år, forventer man, at mange flere vil bruge ordningen, og så kan det godt gå hen og angribe en kommunes økonomi, selv om der gives tilskud fra staten. Og bortset fra det vil det nok også blive vanskeligere at finde egnede job til seniorerne, for det må ikke være job, der i forvejen varetages af lønnet personale.

Men ifølge reglerne skal kommunen også finde et job, der matcher den arbejdsløses kvalifikationer. Og det syntes den pågældende designer og hendes fagforening ikke var tilfældet for hendes vedkommende. Dels var det ikke sikkert, at hun i længden kunne holde til det fysisk hårde arbejde, dels følte hun sig i høj grad overkvalificeret til arbejdet.

Tv-avisen bragte et længere interview med Mette Frederiksen. Og her viste hun en kynisme, der rigeligt står mål med Margrethe Vestagers. Jeg tænker ikke på de udmærkede bemærkninger, hun kom med, om, at der ikke er forskel på håndens og åndens arbejde, og om, at vi må se at vænne os til at se mere positivt på de mennesker, der med rengøring og andet håndens arbejde får det hele til at fungére. Jeg tænker på det forhold, at hun flere gange omtalte det arbejde, der var tale om, som ”et rigtigt arbejde”. Det, det drejede sig om, forstod man på hende, var at komme ud af den passive forsørgelsessituation. Det at få et arbejde – ligegyldig hvilket – var noget, man altid skulle glæde sig over. Derigennem fik man jo lov til give sit bidrag til samfundets opretholdelse.

Det er kynisk sagt. For alle og enhver kan jo se, at det arbejde, damen har, netop ikke er et ”rigtigt arbejde”. Ikke fordi det består i at feje gader og luge ukrudt. Men fordi ingen normale mennesker vil betale en anden 100 kr i timen eller mere for at få fejet sin gade og luget sit fortov. Det arbejde, hun har fået, bliver kun til et arbejde med fuld løn, fordi staten giver tilskud. Det kunststykke, som kommunen skal udføre – og som netop er et kunststykke, ikke noget naturligt – består i finde et arbejde, som ellers ikke ville blive udført. Og derfor bliver et sådant arbejde aldrig et ”rigtigt arbejde”.

Man diskuterede problemet i aftenens Deadline, anden sektion. Her havde Jakob Rosenkrands lavet et indslag om Robert, en kontanthjælpsmodtager, der havde affundet sig med at være kontanthjælpsmodtager og ved hjælp af forskellige tricks overfor sin sagsbehandler forstod at forblive ”under radaren”, så han undgik altfor mange uddannelses- og jobtilbud, for, som han sagde, han gad ikke være pedel i Netto, så ville han hellere fortsætte på kontanthjælp. Det affødte forskellige reaktioner fra deltagerne. Den ene betragtede arbejdsløshed som noget samfundsskabt, som den enkelte uforskyldt blev ramt af, den anden kunne ikke forstå, at hun skulle betale til Robert; om han ville arbejde eller ej, måtte han selv om, men hvorfor skulle han dangere den for mine penge, som hun sagde.

Den tredje, Rune Lykkeberg fra Information, observerede fra sit helikopterperspektiv, at debatten havde ændret sig: det, der tidligere var tabu, det, man tidligere aldrig måtte sige, ikke engang tænke: at de arbejdsløse selv var skyld i deres situation og derfor selv måtte gøre noget ved det, det kunne man nu sige uden blusel. Og det var lidt underligt, for ham at se.

Det er også underligt for mig. Men i modsætning til Rune Lykkeberg tror jeg, jeg har en forklaring på fænomenet, se evt. mit tidligere indlæg ”Suppe på en gammel pølsepind?” her. Det har med socialdemokraternes forvandling at gøre. De har set lyset forude. Blot ærgerligt, at lyset er en lygtemand. Det lys, de har set, er en stigende beskæftigelse. Tallene viser det ikke. De økonomiske forudsigelser siger ikke noget om det. Men socialdemokraterne tror på det. De har noget, der ligner en tyrkertro på, at den kickstart, de snakker så meget om, vil komme til at virke, for – ikke sandt: det véd vi alle – opsvinget venter lige om hjørnet. Derfor, fordi de er fuldt og fast overbeviste om, at opsvinget kommer, derfor laver de reformer, der gør det sværere for dem udenfor arbejdsmarkedet.

Hvor har socialdemokraterne nu denne tyrkertro fra?

Det er en afsmittende effekt af krisen. Eller rettere: en afsmittende effekt af nullernes glade dage. Vi så det samme, da vi sidst havde haft en tid med næsten ingen arbejdsløshed, dengang i de glade tressere. Også dengang så vi den mærkelige symbiose mellem politikere og økonomer udfoldet. Dengang, nærmere bestemt i slutningen af tresserne, hævdede den verdensberømte økonom, John Kenneth Galbraith, at nu havde politikerne omsider fået lært lektien, dvs., lært, hvordan de skulle bruge de forskellige værktøjer i den økonomiske værktøjskasse på en afbalanceret måde, nu var det omsider endelig slut med de mange op- og nedture i økonomien, nu kunne vi endelig betragte kriser som den i trediverne som et overstået kapitel i menneskehedens historie.

Og politikere rundt omkring i verden, også her i Danmark, troede på ham. Det var almen økonomisk lærdom, han derigennem docerede. Man var overbevist om, at det var politikerne, der styrede økonomien i dens høj- og lavkonjunkturer. ”Man”, dvs., den besynderlige blanding af politikere og økonomer, hvor politikere rådspørger de økonomer, de er sikre på giver dem de ”rigtige” råd, og hvor økonomer tilpasser deres teorier efter, hvad der er politisk gangbart. Man var så overbevist om, at opsvinget lå lige for døren, at man indførte ”mimsen”, den midlertidigt nedsatte moms, i 1975. Og ingen tvivl om det: da det ventede opsving udeblev, var man ringere stillet, end hvis man ikke havde indført mimsen. Men man havde været fuldstændig sikker: Det kunne simpelthen ikke være andet, Galbraith havde ret, bare man regulerede de forskellige økonomiske håndtag på en afbalanceret måde, så ville de gode tider komme igen.

Men de kom ikke.

På samme måde nu. Nu har vi haft en overophedet økonomi, nu har vi haft et opsving, der siger sparto til alt, hvad man forventede sig. Og nu bagefter kommer den sure svie. Men vær sikker på det: det er kun midlertidigt. Når bare vi socialdemokrater kommer til, når bare vi får lov til at dreje rundt på de forskellige håndtag på den rigtige måde, så får vi gang i økonomien igen, så kommer væksten tilbage. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Det tror man på som god socialdemokrat, fuldt og fast.

Nu gambler man ikke med mimsen, nu gambler man med alle de rettigheder, de arbejdsløse havde tilkæmpet sig. Og det er socialdemokraterne, der gør det. Man har fået økonomer til at regne ud, at der bliver mangel på arbejdskraft. Og så påstår man, at man udviser rettidig omhu ved at sørge for, at så mange som muligt kommer ud på arbejdsmarkedet. Og da folk ikke frivilligt giver afkald på deres efterløn eller deres ret til dagpenge, så tvinger man dem.

Jamen, det er da forfærdeligt sådan at tvinge folk ud på arbejdsmarkedet, måske endda til en stilling, som de ikke bryder sig om, hvad enten det nu er en stilling som pedel i Netto eller som gadefejer på Fanø.

Mit svar er: Ja, det er forfærdeligt! Her havde vi lige opbygget et trygt og solidarisk velfærdssamfund, her havde vi lige sørget for, at ingen faldt ud af systemet, her havde vi lige gået og regnet med, at man nok skulle kunne finde et arbejde, hvis man blev arbejdsløs, for man havde jo da nogenlunde god tid til det. Og så bliver sådanne ordninger sløjfede.

Men socialdemokrater og radikale gør det ud fra en sikker forvisning om, at vi får gang i økonomien igen. Den tyrkertro giver dem god samvittighed. Og det er også den, der gør det muligt for dem at være så kyniske, som de er. Alle, der overhovedet kan krybe derud, skal ud på arbejdsmarkedet. Det er kernen i den vision, socialdemokraterne har. Det er det, de mener med ”den største sociale omvæltning set i generationer”. Væk fra den passive forsørgelse, ud på arbejdsmarkedet, kun dèr kan der leves et værdigt menneskeliv.

Det er kynisk. Det er en økonomisk tænkning, der lader hånt om mennesker. Ja, ja, jeg véd godt, at de gør det, fordi de vil hjælpe menneskene. Men deres præmis holder ikke. Vi får ikke vækstraten og den lave arbejdsløshed i nullerne tilbage, ligegyldigt hvilke håndtag socialdemokraterne så drejer på. Og når socialdemokraterne om nogle år kan se, at økonomien ikke opfører sig, som de mener den skal, når måske endda selv de radikale kan se, at den lykkelige situation med mangel på arbejdskraft ikke blev virkeliggjort, så har de ”kloge” politikere efterladt sig et hav af knuste menneskeskæbner, mennesker, der ikke fik lov at se deres manglende deltagelse i arbejdslivet som en systemfejl ved vor økonomi, men fik antydet gang på gang, at det, at de ikke kunne få arbejde, var deres egen skyld. Én ting er jo, at politikerne tuder dem ørerne fulde af, at sådan er det (”sådan er det bare”), noget andet er, at jobtilbud, jobtræning, uddannelse, coacher, der underviser i at skrive ansøgninger, alle sammen går ud fra, at bare du selv gør en indsats, så skal det nok lykkes.

Det kan man bilde folk ind et år eller to, men så slipper gejsten op, og kun selvopgivelsen er tilbage: det er nok mig, der ikke duer.

”Den største sociale omvæltning set i generationer”, det er ikke sjovt for dem, det går ud over.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til "Den største sociale omvæltning i generationer"

  1. Pingback: Socialdemokratiets deroute | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s