Mangel på dannelse

Jens-André Herbener har i Politiken, se her, angivet ti gode grunde til at melde sig ud af folkekirken. Oprindelig gad jeg ikke læse dem. Det er nok det sædvanlige vrøvl, tænkte jeg. Men da disse ”gode grunde” så var til debat i Deadline for et par dage siden, tog jeg mig sammen: det kan da være, der er noget i det, siden man ligefrem tager det frem i Deadline.

Men det var der ikke; jeg havde ret i min første antagelse: det var det sædvanlige vrøvl. Nå, retfærdigvis skal det siges, at ikke alt var vrøvl. Jeg er f. eks. nogenlunde enig med ham i, at der skal være religionslighed tilligemed religionsfrihed, som han skriver i begrundelse nummer 7. Men ellers: hvor er det dog beskæmmende, at et nogenlunde veluddannet menneske i den grad mangler dannelse, at han kan sige, som han gør!

Jeg har tidligere været ude med riven efter ham og Mikael Rothstein, se her og her, så jeg skal her nøjes med at tage begrundelse seks frem. Det var også den, der blev berørt i Deadline. Her siger han:

”6) Hvis du ikke kan stå inde for Bibelen, der er folkekirkens kanoniske helligskrift, så meld dig ud. Eller ville du i dag melde dig ind i en religiøs organisation, hvis helligskrift bl.a. dikterer folkedrab og stening som dødsstraf, sidestiller bøsser med mordere, diskriminerer kvinder, går ind for slaveri, fastslår, at ”syndere” skal brænde i al evighed, og kræver, at man skal hade sin familie for at blive sektlederens discipel? Nuvel, hvis du er medlem af folkekirken, så er du allerede medlem af en sådan organisation.* (I en note nævner han de omhandlede skriftsteder: 5. Mosebog 20,16-17; Josvabogen 10-11; 5. Mosebog 13,7-17; 21,18-21; 1. Timotheusbrev 1,9-11; 1. Korintherbrev 11,6-7; 14,34-35; Titusbrevet 2,9-10; Matthæus 13,50; 25,41; Lukas 14,26.)

Jeg gjorde mig for en sikkerheds skyld den ulejlighed at kikke efter, hvad denne Jens-André Herbener er for en karl, se her. Jeg lagde især mærke til denne udtalelse: ”Ud over hovedsprogene læser Herbener (mere eller mindre aktivt) klassisk hebraisk, rabbinsk hebraisk, klassisk arabisk, aramæisk, fønikisk, ugaritisk og akkadisk samt græsk og latin”. Og ikke sandt, det er jo ikke så lidt. Så man skulle tro, at overskriften er forkert. Mangel på dannelse om en mand, der kan både græsk og latin, foruden alt det andet! Hold nu op!

Men jeg fastholder, at manden mangler dannelse. Og jeg tror, at når han skyder al normal dannelsesviden fra sig, skyldes det, at han er kristendomsmodstander. Alt, hvad der bare på mindste måde kan bruges som skyts imod kristendommen, tager han til sig og bruger fuldstændig uden blusel. Og derved bliver hans argumentation både indædt og fordummende. Det indædte er for mig helt i orden. Det er rart at møde en modstander, der virkelig står inde for den modstand, han præsterer. Men det fordummende kunne jeg godt være foruden. Jeg skal vise det på tre punkter, de to ud fra et par af de skriftsteder, han nævner.

Han hævder som før sagt, at man skal hade sin familie for at blive sektlederens discipel. Og minsandten, i det anførte skriftsted (Luk 14,6) står der: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Jamen, hør nu, kan det være rigtigt? Kan den Jesus, der ellers altid prædiker kærlighed, virkelig sige noget sådant? Ja, det må jo undre ikke så lidt. Men se, netop den slags spørgsmål stiller Herbener ikke. Han mangler den videnskabelige dannelse, der er nysgerrig, stiller spørgsmål, finder modsigelser og måske/måske ikke opløser modsigelser. Det er ikke blot indædt, det er fordummende.

Jeg betvivler ikke, at han er langt bedre til hebraisk end jeg. Men hvad nytter det ham, når han stikker næsen så dybt ned i teksterne, at han ikke ser omgivelserne? Det er ikke så svært at finde sin hebraiske ordbog frem, at slå op på det ord, der betyder ”hade”, at se, at det også benyttes i f. eks. 5 Mos 21,15: ”Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16  må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte. v17  Han skal anerkende den førstefødte, som han har fået med den tilsidesatte, og give ham dobbelt andel af alt, hvad han ejer. For han er førstefrugten af hans manddom, ham tilhører førstefødselsretten”.

Det specielle her er, at det ord, der hedder “hade”, her er oversat med ”den tilsidesatte”.

Hvordan nu det?

Jo, hebraisk udtrykker en gradsforskel i det, man kan lide, med ordene ”elske” og ”hade”. Der er således ikke tale om, at manden her i teksten hader den ene af sine to koner. Nej, der er tale om, at han bedre kan lide den ene end den anden. Og dette sagforhold udtrykker det hebraiske sprog ved at sige, at han elsker den ene og hader den anden. Hvis jeg hellere vil have te end kaffe, kan jeg sige (hvis jeg altså er hebræer), at jeg elsker te og hader kaffe. Det betyder ikke, at kaffe giver mig kvalme, det er blot en typisk hebraisk udtryksmåde.

Den udtryksmåde forekommer her hos Lukas i en både forkortet og oversat form. En lidt længere form ville lyde: ”Den, der kommer til mig, må elske mig og hade sin far og mor; hvis nogen kommer til mig og ikke elsker mig og hader sin far og mor, kan han ikke være min discipel”. Det betyder altså, at en, der vil være Jesu discipel, må elske ham mere, end han elsker far og mor. Vi forkorter ordet lidt og får så den tekst, der gengives i lukasevangeliet: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, … kan han ikke være min discipel”. Men samtidig er det jo blevet oversat bort fra hebraisk, hvor elsker og hader forstås som udtryk for at foretrække og at tilsidesætte, og over til græsk, hvor man ikke udtrykker sig sådan. Man kan med fuld ret kalde det en dårlig oversættelse.

At der er tale om en dårlig oversættelse hos Lukas, kan ses af Matt 10,37, hvor vi har det samme Jesus-ord, men her i en korrekt oversættelse. Oversættelsen er ikke ordret, som lukasgengivelsen formentlig er det, men den rammer betydningen på et hår og undgår misforståelser. Her hedder det: ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”. Det er netop det, der i lukasgengivelsen er udtrykt med modsætningsparret ”elske” og ”hade”, hvoraf ”elsker” så siden er blevet droppet.

Alle disse spørgsmål kunne Herbener have stillet, hvis han havde haft en nogenlunde normal videnskabelig dannelse. Men hans kristendomshad får ham til at droppe al videnskabelig dannelse og lade, som om al tekstfortolkning standser med påstanden om, at Jesus kræver had til far og mor af sine disciple.

Det samme gælder Matt 25,41, hvor der står: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”. Dette er et vers, revet ud af Jesu dommedagslignelse, Matt 25,31-46. Jeg skal såmænd ikke klandre Herbener for at rive et vers ud af sammenhængen, det kan der vel af og til komme noget godt ud af. Men i dette tilfælde afslører Herbener sig ved at fremhæve dette vers og ikke et andet fra denne lignelse. For ham er det mest påfaldende ved lignelsen det forhold, at Jesus taler om, at der er nogen, der skal straffes med en evig ild. Men derved afslører han, at han hverken har forstået, hvordan Jesus bruger de mytiske begreber, eller forstået, hvad Jesus vil sige med sin lignelse.

De mest påfaldende vers i denne lignelse er naturligvis vers 37f: ”Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” For det må dog forekomme enhver normal læser besynderligt, at de, der bliver frikendt, ikke aner, hvad det er for gerninger, der har bragt dem frifindelse. Herbener læser, påstår han, rabbinsk hebraisk, og det har han sikkert megen glæde af, men han har trods sin store sprogklogskab ikke opdaget, at rabbinerne gør sig stor umage med at påvise, at Gud altid først fremkommer med sin befaling, først derefter lader han sin dom ramme mennesket: du overholdt ikke befalingen. Havde han tænkt på det, ville han have opdaget, hvor ”ikke-rabbinsk” denne lignelse er. Dens opfattelse af, hvad en god gerning er (dvs. hvad der bringer frifindelse på dommedag) er noget nær det modsatte af rabbinernes.

Men indrømmet, hvis man ikke forstår mytisk tale – og det gælder jo langt de fleste moderne mennesker, at den slags tale mener de ikke, de kan gå med til – hvis man ikke fatter, at mennesker (både rabbinerne og Jesus) gennem deres dommedagsforståelse giver udtryk for, hvad det kommer an på her i livet før dommedagen, så vil nok det, jeg her har skrevet, overfor Herbener være spildte Guds ord på Ballelars. Det er derfor et stort held, at Jesus har udtrykt den samme tanke uden at gøre brug af nogen dommedagstale. Han siger i Matt 6,3: ”Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør”. Ganske vist er det her en stærk billedtale, man skal forstå, men det skulle vel ikke være helt umuligt at se, at den gerning, der anbefales af Jesus, er en gerning, der er naturlig og ligetil, en gerning, som man gør uden at tænke på gengæld eller belønning hverken her eller hisset, en gerning uden øjentjeneste eller bagtanke.

Paulus er inde på det samme, når han siger (Ef 2,10): ”For hans [Guds] værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”. De gode gerninger, som vi skal vandre i, ligger der i forvejen, de er ligetil gerninger, ikke gerninger, vi skal anstrenge os for at finde.

Og Luther – for nu at tage ham med – siger om de gerninger, der gøres af den ene ægtefælle mod den anden, når de stoler på hinanden: ”Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske”. Se her.

Det tredje punkt, på hvilket Jens-André Herbeners ti grunde virker fordummende, har ikke blot med hans manglende videnskabelige dannelse at gøre, det har også med hans manglende kulturelle dannelse eller manglende almendannelse at gøre

Som almindelig historiker, og da især som religionshistoriker, synes det besynderligt, hvordan man kan undgå at beskæftige sig med de mange religiøse personligheder, der har levet indenfor kristendommen. Man må dog vel som religionshistoriker ofre i det mindste et par timer på Martin Luther og måske lidt mere på Grundtvig og Kierkegaard. Og det må vel alligevel – skulle man tro – forekommer et menneske med en normal historisk forståelse besynderligt, at disse tre og de mange flere i kirkens historie, der kan nævnes, ikke på nogen måde har afvist bibelen som helligskrift af de grunde som Herbener nævner. De har ikke ladet sig afskrække af, at bibelen ”fastslår, at ”syndere” skal brænde i al evighed, og kræver, at man skal hade sin familie for at blive sektlederens discipel?”

Jeg mener, én ting er, at et nul som undertegnede ikke afskrækkes af disse ting, det kan Herbener vel forklare med dumhed eller mangel på intelligens, måske også med mangel på kendskab til ”klassisk hebraisk, rabbinsk hebraisk, klassisk arabisk, aramæisk, fønikisk, ugaritisk og akkadisk”, men at både Grundtvig eller Kierkegaard, der ikke var intellektuelle nulliteter, har sloges med de bibelske tekster uden som Herbener at anse folkekirkens helligtekst som uantagelig, det må dog undre ikke så lidt. Og når Herbener ikke undrer sig, skyldes det, så vidt jeg kan se, at han mangler almendannelse, det skyldes, at han ikke har taget ordentlig livtag med de problemer, den europæiske idéhistorie rejser.

Hvordan skal man ellers forklare, at han hele tiden standser sin argumentation på halvvejen? Nå ja, det kan måske også forklares med, at han hader kristendommen og vil bruge alle tricks for at komme den til livs, også om han med disse tricks kommer til at afsløre sig som en halvdum debattør, der mangler både videnskabelig og mere almen dannelse.

Så altså: prøv dog at blive voksen! Prøv dog at antage bare lidt videnskabelig dannelse, så du går mere til bunds i problemerne og ikke lader, som om alt er sagt med de overfladiske påstande, du kommer med! Og prøv at vise et lidt større format i almendannelse, så du tager de mange kulturpersonligheder, der slås med kristendommen, lidt mere alvorlig! Som de 10 grunde står, kan man kun kalde dem fordummende.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

4 svar til Mangel på dannelse

  1. Pingback: Der er alligevel ingen hadepligt | Kulturkristendom

  2. Martin siger:

    Tak for forklaringen på Lukas 14, 26.

  3. Pingback: Kristen og muslimsk tekstfortolkning | ricardtriis

  4. Pingback: Essay med fejl i | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s