Denne evige krænkethed

Hvordan kommer vi den tillivs? Jeg tænker naturligvis på krænketheden hos muslimerne. Hvad ligger der bag den? Hvorfor bliver de ved med at demonstrere imod os vesterlændinge? Hvorfor farer de op i raseri over en bog, de ikke har læst, en tegning, de ikke har set, en film, de ikke har overværet? Hvorfor blander de sig i den måde, vi her i vesten diskuterer på? Hvordan kan de tillade sig at kræve love indført i et land, de ikke bebor, love, som skal forbyde religiøse krænkelser, naturligvis først og fremmest udsagn eller handlinger, som de opfatter som krænkelser af deres religion, islam?

Jeg forstår det ikke. Og jeg kan ikke engang sige, at jeg så småt begynder at forstå det. Men lad mig – måske for bedre at kunne trænge ind i problemet – denne gang prøve at nærme mig problemet fra en lidt anden vinkel, end jeg plejer.

Jeg vil nærme mig problemet fra en folkelig vinkel. Jeg vil prøve at spørge, hvad der har bestemt vor folkelige opfattelse, og hvad der har bestemt muslimernes folkelige opfattelse. En folkelig opfattelse er en opfattelse, som alle i folket betragter som selvfølgelig og selvindlysende.

Det, der har bestemt vor folkelige opfattelse, er i høj grad Jesu ord. Jeg siger med vilje ikke kristendommen eller kirken, men Jesu ord. Det er gået ind i vor folkelige rygmarv, at der er noget, der hedder farisæisme, og at det er noget, der ikke er så godt. Vi har lært det af de mange Jesus-ord, vi har hørt i skolen, vi har lært det af den måde, vi ser på hinanden på; det er gået os i blodet, at man ikke praler af sig selv; det er en selvfølgelig ting, at man er opmærksom på de motiver, man kan have til det, man gør, og vi prøver at undgå, at vore motiver – hvis de er lidt lurvede – kommer altfor tydeligt frem.

Hvis vi giver udtryk for vor forargelse over noget, andre har gjort, har vi bestandig Jesu ord for øje om ikke at se splinten i vor brors øje, når vi selv går rundt med en bjælke i øjet (Matt 7,3ff). Og fordi det er vor folkelige opfattelse, der her er tale om, går vi ud fra, at alle andre mennesker, også dem fra andre folkeslag, tænker og handler på samme måde. Fra dette Jesus-ord er der også trængt en forholdsvis ny ingrediens ind i vor folkelighed: villigheden til at indrømme vore forkerte handlinger, specielt, når de er begået af vore forældre eller bedsteforældre, men i mange tilfælde også, når de er begået af vor egen generation. Uden videre går vi ud fra, at andre folk da så må anerkende, at en sådan syndserkendelse er af det gode, og at de derfor uden videre vil handle på samme måde: hvis de har gjort noget forkert, så vil de, ligesom vi, indrømme det og pænt sige undskyld for det.

Det er en folkelig opfattelse, der har bredt sig ud over hele vesterlandet. Vor egen Anders Fogh fandt det naturligt at sige, at han ikke selv nogensinde ville drømme om at lave karikaturer af profeten Muhammed. Det troede han uden videre ville blive forstået af muslimerne på samme måde, som vi i vesten forstod det.

For vi går jo ud fra, at når det er en folkelig opfattelse hos os, så tænker andre folk på samme måde. Det vil sige: vi går ud fra, at de muslimske lande forstår og anerkender, at en sådan undskyldning er af det gode, og at de derfor godtager den.

Problemet er blot, at de Jesus-ord, der har formet vor folkelighed, ikke har gjort sig gældende i de muslimske samfund. Dèr er derimod en helt anden form for folkelig opfattelse vokset frem: der må og skal være forskel på folk i samfundene med hensyn til rettigheder og magtudfoldelse, mener man dèr, forskel på mænds og kvinders ret og plads i samfundet, og forskel på muslimer og ikke-muslimer, også med hensyn til rettigheder. Den ubevidste folkelige antagelse, der således er vokset frem hos dem, har bestemt den måde, de har dannet samfund på, og selv om de er blevet påvirket langt mere af os end vi af dem, så sidder der stadigvæk i dem en overbevisning om, at de som muslimer står højere på den religiøse rangstige, end vi ikke-muslimer gør.

Dertil kommer imidlertid, at der er stor forskel på den måde, henholdsvis Jesus og Muhammed er groet ind i folkeligheden på. Og det ligger til en vis grad i en forskel på det budskab, de to religionsstiftere bragte. Jesus ville have folk til selv at indse det rigtige i det, han sagde; det vil sige, han ville bygge på noget, der i forvejen ligger i sprogets strukturer. Der ligger i sproget en tendens til at se på sagen også fra den andens side. Derfor kan han anbefale os at behandle næsten, som vi ønsker at behandles af ham (Matt 7,12). De ting, han lærer os, er noget, vi kan forstå, blot fordi vi er mennesker; og har vi forstået det, kan vi sådan set godt glemme, hvem vi lærte det af. Men Muhammed ville omvendt have folk til at bøje sig for hans magtbud, ligesom han selv havde bøjet sig for de ord, Gabriel åbenbarede for ham som Guds egne ord. Derfor ville han skabe et samfund, hvor det var en guddommelig og ikke en menneskelig lov, der herskede; mennesker skulle adlyde, hvad enten de forstod eller ej.

Jesu ord er hos os groet ind i folkeligheden, så de er blevet som en slags ordsprog. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger vi og tænker ikke sådan lige på, at det faktisk er Jesus, der har formet det ord. Eller ”en arbejder er sin løn værd”, siger vi, når vi skal fastholde, at vi er noget værd overfor en sparsommelig arbejdsgiver. Hos muslimerne, derimod, er det forestillinger om ære og skam, der er groet ind i folkeligheden, hos dem drejer det sig om ikke at bøje af, for man skal opretholde sin ære, man må ikke tabe ansigt, æren er en del af den magt, man har tilkæmpet sig.

Det har betydet, at mens vi i vor folkelighed i høj grad bygger på forståelse, bygger de muslimske lande i højere grad på magt. Og det har videre betydet, at muslimerne reagerer anderledes end forventet på den forståelse, vi prøver at vise dem: de tager det som et svaghedstegn, og derfor som et tegn på, at de godt kan gå videre ad den vej, de er slået ind på med deres voldsanvendelse.

Derfor har den vestlige verden hele tiden tabt ansigt overfor den muslimske, når der har været sammenstød. Fatwaen mod Salman Rushdie var et virkeligt nybrud i de internationale forhold. At én stat tillod sig at kræve en anden stats borger henrettet, var noget hidtil uhørt. Og det gav muslimerne blod på tanden, at vesten ikke reagerede kraftigere.

Det samme så vi ved mordet på Theo van Gogh. Der var en del europæiske politikere, der sagde som de fleste muslimer: han var selv ude om det, han kunne bare have ladet være med at provokere muslimerne.

Endnu mere blod på tanden fik de af Muhammed-krisen. Det står endnu klart i min erindring, hvordan de fleste andre vestlige lande svigtede os danskere i denne svære tid, eller i hvert fald var utrolig længe om at komme med den støtte, de burde yde. Og det er klart: når muslimerne hele tiden hører, at det officielle vesten så sandelig ikke kunne drømme om at forhåne deres profet, så bestyrker det dem i det, de hele tiden har regnet med: at de har den sande religion, vi den falske. For vi siger det jo selv: vi vil ikke nedgøre Muhammed.

Og nu hører vore muslimske medmennesker det så igen i anledning af det røre, som filmen ”Innocence of Moslims” har skabt. Denne gang fra Hillary Clinton. Hun er ude med en meddelelse til de muslimske lande, hvori der er optøjer, vendt mod amerikanerne. Og hun sagde som Fogh, at hun ikke selv kunne lide filmen, hun væmmedes ved den. I begge tilfælde siges der noget, der skal lyde som en undskyldning uden dog at være det. Og det ville formentlig virke udmærket i vor vestlige folkelige opfattelse. Men det virker på muslimer på den måde, at det bestyrker dem i, at de har ret: de har den sande religion, og vi har bare at sige undskyld, og også helst forbyde den slags blasfemi, som de jo vil kalde det.

I et interview med Salman Rushdie som Deadline i går (18-9) bragte uddrag af, se her, har han nogle overvejelser over, hvad vi i vesten skal gøre. Han skelner mellem et ”før” og et ”efter”, det vil sige: før og efter volden eller voldsopfordringen. I det første halve år efter at hans bog ”De sataniske vers” var udgivet, skabte den en del debat. Og det er helt i orden, sagde han, det er endda i nogle tilfælde ligefrem litteraturens opgave at skabe debat. Og i en sådan debat kan man give udtryk for, hvad man mener om bogen, og hvorfor man måske ikke synes særlig godt om den. Men så snart Ajatollahens mordopfordring, fatwaen, kom, ændredes billedet totalt. Nu var det, der skulle forsvares, ikke længere bogens kvalitet, nu var det ytringsfriheden, man skulle gå ind for, nu var det volden, der blev anvendt imod bogen, man skulle vende sig imod, nu var det det urimelige i, at nogen ville myrde for at lukke munden på en forfatter, der skulle fremholdes.

Det samme med Muhammed-tegningerne. Muslimernes spontane reaktion kom jo med cirka et halvt års forsinkelse. Og i den tid kunne man udmærket diskutere, hvilke tegninger man ville offentliggøre, hvilke der var gode og morsomme og hvilke der ikke var det. Men denne fredelige tilstand ændredes totalt med den muslimske vold. Nu var det ikke længer tegningernes kvalitet, der var til debat, nu var det selve retten til at offentliggøre dem, der blev anfægtet. Derfor var det nu enhver redaktions pligt at offentliggøre dem en bloc.

Ja, nogenlunde sådan sagde han. Og det er værd at bide mærke i. Det vil sige: vi i vesten skal ikke reagere på den muslimske vold med forståelse eller indlevelse eller hensyntagen, nej, vi skal reagere med endnu flere offentliggørelser af de formastelige bøger eller tegninger eller film. Derved viser vi muslimerne, hvad vore værdier er. Det har vi selvfølgelig sagt en hel masse om hidtil. Men når vi altid har taget afstand fra dem, der har offentliggjort det for muslimer anstødelige materiale, så tager muslimerne det som et svaghedstegn, og så går de videre med deres krav. Og så kommer de aldrig til at forstå, hvad vi mener med ytringsfrihed. For vi siger ét, men gør noget andet.

Dog må vi også her skelne. Ét er demonstrationer, noget andet er vold. At egypterne demonstrerer, at de demonstrerer udenfor den amerikanske ambassade, at de demonstrerer dèr på grund af den amerikansk producerede film, det er en misforståelse af, hvad ytringsfrihed er, det er en dumhed hos dem, for de forstår ikke, at den amerikanske regering ikke har noget som helst med filmen at gøre. Men det er ikke vold. Men når de under demonstrationerne anvender vold, når de kaster med molotovcocktails, når de trænger ind på ambassadens grund og ødelægger der amerikanske flag, så er en grænse overskredet, og så er det ikke så mærkeligt, at det næste bliver et selvmordsangreb i Kabul, der dræber ni mennesker, se her.

På samme måde under Muhammed-krisen. Det var på sin vis i orden, at Saudi-Arabien gennemførte en boykot af danske varer. Nå ja, det var vel imod diverse traktater, hvis boykotten kom på opfordring af regeringen, men det var dog en ikke-voldelig demonstration. Men når man afbrænder ambassader og konsulater, når man truer danske turister på livet, så har man overskredet den grænse, der bør være for manifestationer af utilfredshed.

Og her er det altså, at vi i vesten skal til at ændre reaktionsmønster. Jeg foreslog for nogen tid siden, at vi for hvert menneske, der blev dræbt i den muslimske reaktion på den præst, der afbrændte en koran, i al offentlighed skulle afbrænde en koran, se her. Men det blev ikke taget op fra officiel side. Nu foreslår så Salman Rushdie noget tilsvarende: så snart der forekommer muslimsk vold som reaktion på ét eller andet, der er offentliggjort i et hjørne af verden, skal vi reagere med at offentliggøre det angiveligt anstødelige materiale på hvert gadehjørne.

Og hvis man synes, at det ville stride imod den kristne ånd – for, siger man, Jesus var da tolerant og eftergivende overfor alle – lad mig så anføre et skriftsted, der viser, hvordan Jesus forholdt sig til fromme mennesker, der følte sig krænket over noget, han sagde. I Matt 15,10-14 hedder det: ”Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå: v11  Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.« v12  Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?« v13  Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. v14  Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften«.”

Farisæerne tog anstød, det vil sige, de følte sig krænket. Og hvad svarede Jesus? Undskyldte han, hvad han havde sagt? Gav han sig til at vise forståelse for de farisæiske spiseregler? Anså han deres påståede gudsdyrkelse for en agtværdig form for fromhed? Overhovedet ikke! Han sagde, at det ikke var den himmelske fader, der havde plantet den farisæiske forståelse af gudsforholdet, og at farisæerne var blinde. Det er hårde ord. Disse fromme farisæere, der mente i toraen at have Guds egen vejledning for, hvordan man fører et retskaffent liv, de er blinde vejledere for blinde, den vejledning, dvs vejledningen i, hvad man må spise og hvad ikke, er ikke plantet af Gud.

Vi kan uden meningsforstyrrelse erstatte ordet ”farisæer” med ordet ”muslim”. Muslimerne bilder sig jo også ind at have guddommelig legimitet bag deres afholdenhed fra svinekød. Men at spise svinekød gør ikke et menneske urent, siger Jesus, for det er noget, der går ind i munden, nej det, der gør et menneske urent, er det, der går ud af munden. Og tager de anstød af, at vi siger sådan, så er det deres og ikke vores fejl. Føler de sig fornærmede, fordi vi ligeud siger, at deres profet er en falsk profet, så dem om det; det kan vi ikke tage os af; for der er himmelvid forskel på, hvad han siger, og hvad vores ”profet”, Jesus, siger.

Der er muslimer, der maner til ro. F. eks. Ali Gomaa, stormufti i Egypten, se her. Der var også demonstrationer i København foran den amerikanske ambassade, hvor Berlingske interview’ede én af de demonstrerende, Ali Chuleih, se her. Og fred være med det! De viser begge deres manglende forståelse af, hvad vor vestlige ytringsfrihed er for noget; de mener, at staten da må gribe ind og forhindre de blasfemiske udtalelser om deres profet. Men de mener trods alt også begge, at en sand muslim enten tier den slags provokationer ihjel eller demonstrerer fredeligt, uden vold. Man kunne godt ønske sig, at den slags afstandtagen fra vold blev mere udbredt i de muslimske lande. Men der er desværre et stykke vej endnu, før den muslimske krænkethed forsvinder.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

15 svar til Denne evige krænkethed

  1. Claes siger:

    Spændende forsøg på at forstå.
    Her i landet tror jeg imidlertid, at muslimernes gøre sig til ofre bunder i ren empiri. De har fundet ud af, at det virker. Vi er følsomme for lidende mennesker og vil forsøge at afhjælpe deres lidelser. Et offer passer lige ind i vores billede af manden, der blev hjulpet af en samaritan og som gode handelsmænd bruger de det så til deres egen fordel. Og det er der vel ikke så meget at sige til. Derfor gør de sig til ofre, når muligheden byder sig. – Badeforhæng, maden i institutioner etd.

  2. joen siger:

    At systemet ikke må diskuteres eller kritiseres kender vi fra alle stærke diktaturer. Nytilkomne kinesere kan blive aldeles rasende, hvis man kritiserer deres hjemlands styre. Muslimerne herhjemme bliver for meget påvirket af retorik fra de dejlige lande, de angiveligt flygtede fra.

  3. Martin siger:

    Mener du, at kulturkristne er mindre tilbøjelige til at blande sig i fremmede landes lovgivning end folk med anden religiøs eller kulturel baggrund?

    Det er en fascinerende tanke. Det ville være nyttigt, om du ville uddybe din tese og dine argumenter.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Martin!
    Vi skal nok lige have noget på det rene. Jeg taler ikke om kulturkristne, jeg taler om den danske folkelighed, dvs., den danske umiddelbare og mere eller mindre ubevidste opfattelse af livet i det hele taget og af samfundet i særdeleshed, som præger os. Den er det så, jeg prøver at sætte i modsætning til det, jeg kalder den muslimske folkelighed, dvs., de umiddelbare værdier og opfattelser, som præger muslimerne.

    Og her mener jeg, det er ret uomgængeligt, at bl.a. begrebet ”farisæisme” er gået ind under huden på os danskere. Man kan være kristen eller ikke-kristen, man kan være almindelig ateist eller en glødende kristendomshadende ateist, man vil ikke gerne fremstå som en farisæer og man prøver på forskellig måde at undgå det.

    Ligeledes: vi havde i mine unge dage en ret oplysende debat om den kvindelige seksualitet, og vi lærte mange nye ord i den anledning, f.eks. ordet clitoris. Det var selvfølgelig ikke alle, der deltog i denne debat, men der var nu nok mange, der lærte noget af den. I hvert fald, da der kom muslimer hertil fra lande, hvor kvindelig omskæring var en tradition, da vendte vi os imod det, alle, den opfattelse var groet fast i den danske folkelige forestillingsverden, at har kvinder mulighed for at opnå orgasme, måske gennem dette lille organ, måske på anden måde, så skal de ikke fratages denne mulighed. Nogen krydrede det med en forestilling om, at man ikke skal ødelægge Guds skaberværk, og har Gud skabt kvinden således, så anstår det sig ikke for os at ville ”forbedre” det, hvilken accept af den kvindelige seksualitet der forresten kan hentes støtte til i det gamle testamente, nærmere betegnet Højsangen.

    Derfor har vi vendt os stærkt imod den somaliske praksis med kvindelig omskæring. Og det gælder, mig bekendt, alle i vort samfund. Vi har vore værdier, og selv om vi betragter dem som så selvfølgelige, at det er nemt at overse dem, så er de der altså alligevel. Og igen: det er alle danskeres værdier, ikke kun de såkaldt kulturkristnes værdier.

    Disse danske folkelige værdier har folk med fremmede kulturer ofte haft let ved at antage. Vietnamesere, tamiler, sydamerikanere af forskellig slags, de glider glat ind i samfundet uden de store problemer.

    Men muslimerne gør det ikke. Og derfor sætter jeg skellet mellem de ubevidste opfattelser, der ligger i en dansk folkelighed, og de ubevidste opfattelser, der ligger hos muslimer.

    Men jeg gør mig ikke nogen tanker om, hvorvidt vi gammeldanskere er mindre tilbøjelige til at blande os i andre landes lovgivning end muslimer.

    Alle de værdier, der lå gemt på bunden af vor sorte sjæl, blev jo bragt i oprør, da vi hørte om den evnesvage pige, der i Pakistan blev anklaget for at have brændt nogle sider af koranen, en anklage, der dog siden i stedet blev rettet – tro det eller ej – mod den stedlige imam. Og det har ført til, at bl.a. Kirkernes Verdensråd nu forsøger at få FN’s menneskerettighedskommission til at få Pakistan til at ændre sin blasfemilovgivning. Og her kan man jo godt sige, at vi blander os i et fremmed lands lovgivning. Oven i købet, at vi gør det ud fra vores umiddelbare folkelige forståelse. Men vi bruger ord i vore forsøg, vi bruger argumenter. Vi bruger ikke vold mod herboende pakistanere.

    Så alt i alt: Jeg tror såmænd ikke, vi er mindre tilbøjelige til at blande os i fremmede landes lovgivning end muslimerne med deres krav om blasfemiforbud hos os. Men det forekommer mig, at vi har betydelig bedre argumenter og bruger bedre metoder.

  5. Martin siger:

    Tak for uddybningen!

    En ting til:

    Hvis man “indrømmer” sine forældres eller bedsteforældres eller sin egen generations forkerte handlinger, og altså “indrømmer”, at de er forkerte, så dømmer man dermed alle disse mennesker moralsk. Det er strengt forbudt for kristne at dømme deres medmennesker moralsk. For som Jesus siger i Matt 7, 1: Døm ikke […]. Du udelader vers 1, som er hovedsagen. Denne villighed til at “indrømme” andres forkerte handlinger kan ikke komme fra Jesus.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Martin!
    Man kan godt tage ordene for sig. Normalt regner man med, at det er den enkelte evangelist, der har anbragt ordene i den rækkefølge, hvori de står i hans evangelium. Hvad ordet her angår: I lukasevangeliet står ordet om ikke at dømme i Luk 6,37-38, derefter står der et ord om umuligheden af at en blind leder en blind, vers 39f, og så først kommer ordet om at se splinten i broderens øje.

    Derimod er det nok vanskeligere at skille ordet ”døm ikke” fra begrundelsen ”for at I ikke skal dømmes”. Det er man normalt tilbøjelig til at gøre, og der ligger vist også en sådan adskillelse i dit ordvalg. Derved gør man ordet til en regel i en etik. Det gør du også, når du f. eks. siger: Det er strengt forbudt at dømme. I stedet står ordet der som et råd til den, der vil bære sig klogt ad. Og hvis vi ser, hvordan Lukas har brugt ordet, kan vi bedre få øje på meningen med det. Livet er indrettet sådan, at hvis du opfører dig fordømmende overfor andre i de fællesskaber, du bevæger dig i, så vil en sådan fordømmende holdning smitte, og du vil selv før eller siden blive genstand for fordømmelse. Omvendt, hvis du optræder forstående og tilgivende, så vil du selv, måske når du mindst venter det, blive mødt med forståelse og tilgivelse.

    Men du har ret i, at vi ikke skal komme med vore nutidige betragtninger og fordømme de mennesker, der traf beslutninger for fyrre-halvtreds år siden. I stedet skal vi prøve at forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde.

  7. Martin siger:

    Jesus’ ord i Matthæus 5 er påbud, ikke gode råd. Luther skrev i sin kommentar til bjergprædikenen, som man kan læse på din egen hjemmeside:

    Af disse skønne roser [Jesus’ ord i bjergprædikenen i Matthæus 5] har de [de katolske teologoer] suget en sådan gift, og udbredt den over hele verden, at Kristus er blevet skåret ned og antikrist ophøjet og sat i vejret, på den måde nemlig, at Kristus her ikke har villet have alt det, han lærer i det femte kapitel, forstået som påbud, der skulle overholdes af de kristne. Nej, han har kun villet give råd til dem, der vil være fuldkomne, og så skal de kun overholdes af dem, der har lyst til det. Uanset, at Kristus selv vredt sætter trussel på: De mennesker kommer ikke i himlen, der ophæver det mindste af den slags bud, og han kalder det hårdt og ligepå: Bud.

    Derfor har de [de katolske teologer] opdigtet tolv consilia evangelii, tolv gode råd i evangeliet, som den, der vil, kan overholde, hvis han fremfor og over de andre kristne vil være noget højere og mere fuldkomment.

    Ordene “Døm ikke” kommer først, hos både Lukas og Matthæus. Det bestyrker min forståelse, nemlig at hovedbudskabet er, at vi ikke må dømme hinanden.

    Jeg har endnu ikke dannet mig en færdig mening om, hvad tilføjelsen “for at I ikke selv skal dømmes” betyder. Min arbejdshypotese er, at den betyder “for at I ikke selv skal synde”, eller med andre ord, “Døm ikke, for det er syndigt”. At dømmes er det samme som at synde. Hvis man synder, bliver man dømt, og hvis man bliver dømt, er det fordi man har syndet. Syndsforladelse betyder ikke, at tiltalen frafaldes, men at dommen ikke eksekveres (fuldbyrdes). Man bliver dømt men benådet. Er det ikke en rimelig teori?

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Martin!
    Det, Luther vil i indledningen til sin gennemgang af bjergprædikenen, det stykke, du citerer, er at gøre op med den katolske forståelse af de strenge krav i bjergprædikenen. Man havde nemlig i middelalderens slutning forstået bjergprædikenen ud fra Jesu ord til den rige unge mand ”vil du være fuldkommen”, sådan at visse steder i Jesu forkyndelse, de såkaldte ”evangeliske råd”, kun gjaldt for dem, der ville være fuldkomne, dvs., for munke og nonner. Den forståelse vender Luther sig imod med sin tale om, at ordene i bjergprædikenen er rettet mod alle.
    Jeg har i en anden fil anbragt Luthers forklaring til specielt Matt 7,1f, se http://www.martinluther.dk/bjerg22.html. Her bruger han ordet om ikke at dømme som en formaning, dvs., som netop et godt råd til, hvordan vi skal få vort fællesskabsliv til at blive ret. Godt nok vil han sikkert selv omtale ordet som et bud, for han er stadig optaget af at tale imod munkeforestillingen om de evangeliske råd. Men han bruger ordet som en formaning, f. eks. kan han i celle 42 tale om ordet som en advarsel. Og dette ord passer fortrinligt til det, han er i færd med hele prædikenen igennem: at advare os mod hovmod, mod at tro, vi er mere end andre og i stedet opfordre os til at bære over med næsten.
    Når jeg vil lægge vægt på fortsættelsen ”for at I ikke skal dømmes” – noget, som Luther næsten ikke omtaler – skyldes det, at man derved forhindrer al gloriepudsning. Når du undlader at dømme og måske i stedet virkelig bærer over med og viser forståelse, så gør du det sådan set for din egen skyld. Det vil sige, du kan ikke på nogen måde prale af det eller mene, du er et bedre og mere forstående menneske end det andet menneske. Jeg kan også sige, at det er klogt af dig at vise dig forstående. Det er jo sådan set det samme, Jesus siger i slutningen af bjergprædikenen, hvor han omtaler den mand, der byggede på stengrund som en klog mand.
    Jeg vil mene, at Luthers formaning og min formaning går ud på det samme: at få fællesskabet til at være båret af kærlighed og forståelse. Og jeg tror egentlig ikke, at du vil være så uenig med os i det, selv om du måske vil foretrække Luthers måde at sige det på fremfor min. Og det skal du da være velkommen til.
    P.S.: Jeg har skrevet lidt mere om dette med ”for at I ikke skal dømmes”, se http://www.martinluther.dk/sp03.html#1.

  9. Martin siger:

    Jeg kan se, at jeg har fået lektier for. Jeg må hellere læse dine forskellige afhandlinger om “for at I ikke skal dømmes”, gloriepudsning, og klogskab, osv, før jeg kommer for godt igang. Noget mere Luther og lidt bibelstudium vil heller ikke skade. Det kommer til at tage sin tid. I mellemtiden har jeg lige et par bemærkninger mere.

    Tak for forklaringen vedrørende den rige unge mand. Så Luther siger, at Jesu bud gælder alle, ikke kun dem, der vill være fuldkomne. Det ændrer ikke på, at der er tale om bud.

    Jeg kan heller ikke se, at Luther i sin forklaring til Matthæus 7, 1-2 behandler versene som et råd snarere end som et påbud.

    At han i celle 42 kalder dem en advarsel, strider ikke mod, at de er et påbud. Hvis en fodbolddommer giver en spiller en advarsel, er det samtidig et påbud. Spilleren skal spille efter reglerne, ellers bliver han smidt ud. En advarsel er faktisk strengere end et påbud. Spilleren kender allerede reglerne (påbudet), og advarslen minder ham om dem samtidig med, at den fastsætter nogle konsekvenser af ikke at overholde dem.

    Luther forklarer, hvorfor Jesus kommer med dette bud – hvilke gode virkninger det vil have, hvis budet bliver overholdt. Det er måske derfor, du mener, at det er en formaning eller et råd snarere end et bud. Du har selv skrevet noget i retning af, at kristendommen skal forstås og tænkes over, man kan ikke bare efterleve den uden videre. Det er det samme med Jesu bud om ikke at dømme, man skal tænke over det og forstå det, og det er hvad Luther hjælper os med. Men at man skal tænke over det og forstå det, betyder ikke, at man ikke skal overholde det. Man skal tænke over Jesu bud og forstå dem efter bedste evne, og man skal også efterleve dem efter bedste evne. Det er noget man skal, ikke noget man rådes til.

    Luthers kommentar til bjergprædikenen er grumme langtrukken, og jeg har endnu kun læst en lille del af den, nærmere betegnet et godt stykke af kommentaren til Matthæus 5. Der synes jeg ikke, hovedsagen er at advare mod hovmod. Luthers ærinde er at forklare, at Jesu bud ikke gælder for embedsmænd eller i politik eller hvor man ellers har ansvar for andre. De gælder kun for den enkelte, i hans hjerte og i hans umiddelbare forhold til andre mennesker. Det skriver Luther op og ned ad stolper om. I forbindelse med at dømme betyder det, at man ikke må dømme andre mennesker moralsk, men man må godt dømme dem juridisk, hvis man har et dommerembede.

    Måske læser Luther fortsættelsen ”for at I ikke skal dømmes” på samme made som jeg gør. Han ser ikke noget problematisk i den, og det er måske derfor, han ikke nævner den.

    Det jeg vil frem til, er, at der foregår alt for meget moraliseren og fordømmelse og dæmonisering i det offentlige rum. Folk tror, det er legitimt at moralisere, og derfor bøjer de sig. Men det er ikke legitimt, det er ukristeligt, både at fordømme og at bøje sig for fordømmelsen.

  10. Claes siger:

    Er det ikke i sin enkelhed sådan, at den der dømmer andre, bevæger sig fra barmhjertighedens område ind i den nøjeregnende retfærdigheds område og derfor ikke skal regne med at blive bedømt nådigt. Ligesom den uretfærdige tjener, der fik hele sin gæld eftergivet, men som bag efter krævede en medtjener til regnskab, ikke mere kunne regne med barmhjertighed og nåde. Han blev kastet i fængsel og måtte betale til den sidste hvid.
    Den, der er barmhjertig og storsindet imod andre, kan håbe på at blive bedømt barmhjertigt og storsindet. Mens den, der stiller sig på den nøjeregnede retfærdighed, må regne med at blive dømt på den måde. Lidt som i bønnen ” forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Et menneske høster,hvad det sår, det mål, vi måler med, med det skal vi selv få tilmålt.

  11. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jo, det er sådan i al sin enkelhed. Men det særegne er, at dette har dobbelt gyldighed. Det gælder i menighedens fællesskab, og det gælder på dommedagen; det ene ikke uden det andet. Man kan se det på en lidt speciel sprogbrug i lukasevangeliets gengivelse af ordene. Her står der: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38  Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Faktisk står der ikke ”skal man give jer i favnen” i den græske grundtekst, der står: ”skal de give jer i favnen”. Men fordi man på forhånd er gået ud fra, at der er tale om begivenheden på dommedag, har man ændret det, der stod i den forrige oversættelse, nemlig ”de”, til ”man”.

    @ Martin!
    Man skal nok læse ordet ”bud” i den sammenhæng, hvori det står. Og sammenhængen kan være noget forskellig.

    Det kan være en sammenhæng, hvor man søger at argumentere imod tanken om ”de evangeliske råd”, og så er det ok at bruge ordet, og det kan være en sammenhæng, hvor man vil bruge ordet til at dække sig bag (som den fortabte søns bror: ”jeg har aldrig overtrådt et eneste af dine bud”) og så er der tale om, at man vil retfærdiggøre sig selv.

    Så jeg véd såmænd ikke, om vi er særlig uenige, når det kommer til stykket.

  12. Pingback: Om at droppe juletræet i Egedalsminde « Ricardt Riis

  13. Pingback: Om at droppe juletræet i Egedalsminde | ricardtriis

  14. Pingback: Charlie Hebdo | ricardtriis

  15. Pingback: Hvad nu, hvis … | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s