Er det morsomt?

For tiden diskuteres der blasfemi til den store guldmedalje. En lidt overset detalje gøres der opmærksom på med denne overskrift. Mange i vor verdensdel tenderer mod at sige, at vi da skal være gode ved hinanden, og derfor skal vi da ikke sådan gå og gøre nar af hinanden eller specielt af hinandens religion. Altså: af hensyn til freden i samfundet skal vi undlade at lade vores humoristiske sans beskæftige os med de religiøse spørgsmål eller de religiøse ledere. Samme del af vor folkelige elite betragter næsten pr. automatik al sådan satire som bevidst provokerende. Man kan ikke se anden grund til karikaturtegninger eller satiriske film end den, at man bevidst vil provokere.

Her kan det være på sin plads at gøre opmærksom på ovennævnte detalje. Er det morsomt, det, der skrives eller tegnes eller laves film om? Får man en sjov detalje frem? Eller er det hele kun uartigt? Er det alt sammen kun plat og popularistisk, så vi må sige med dronning Victoria: ”We are not amused”?

Lad mig begynde med nogle iagttagelser indenfor den kristne verden!

Da Claus Rifbjerg og kumpaner i slutningen af tresserne, efter at Hilmar Baunsgaard var blevet statsminister, i en fjernsynsudsendelse – jeg tror nok, der stod en del drikkevarer på bordet – prøvede at lave den kendte salme ”Hil dig, frelser og forsoner” om til noget morsomt, nemlig til ”Hilmar, frelser og forsoner”, så virkede det vel umiddelbart som en sjov drejning at give salmen. Og jeg var da lidt i tvivl om, hvorvidt jeg sidenhen, når jeg skulle til at synge salmen, ville sidde med denne halvmorsomme fordrejning i baghovedet, om altså satiren ville ødelægge min oplevelse af den ægte salme. Men det viste sig, at det på ingen måde var tilfældet. Dels var det kun førstelinien, der kunne være lidt morsomt i, resten af verset (man lavede kun ét vers) var noget amatøragtigt bras, og dels havde Grundtvigs salme en poetisk kraft i sig, som fik den til af sig selv at slå igennem overfor alle angreb. Nå ja, der kan vel i fremtiden komme en mere begavet satire af salmen, det kan nok ikke helt udelukkes, men den forhåndenværende var ikke i stand til at tage andagten bort, når vi siden sang salmen i kirken.

Der er egentlig ikke siden kommet ret mange forsøg på at gøre grin med salmerne. Nå ja, man har jo de sædvanlige misforståelser fra børns side – ”med hus på ryg vil vandre” bliver til ”med hus, paryk og vanter” og den slags – men de er nærmest at sammenligne med de tendenser, man også ser overfor vor danske sangskat i øvrigt: Johs. V. Jensens ”og milde kvinder, hvor har de magt” bliver til ”du milde, hvor har kvinder magt” og ”med min hakke, min skovl og min spade” bliver til ”jeg skal hakke dig i nakken med min spade”, osv.

Så er der de sjove historier, man får ud af nogle af de evangeliske fortællinger. Dette med at gå på vandet f. eks. Tre munke sidder i en båd og fisker. Så siger den ene: ‘Jeg smutter lige ind efter en bajer’, går hen over vandet ind til bredden og vender lidt efter tilbage med drikkevarerne. Den ene kikker forundret, den anden tager det som en selvfølge. Da den bajer er drukket, siger ham med det selvfølgelige til ham den forundrede: ‘Henter du lige en bajer mere?’ Og den forundrede begiver sig ud på vandet, lidt forsigtigt. Plops, siger det, og tilbunds går han. ‘Hm’, siger så den ene af de to, ‘måske vi skulle have fortalt ham, hvor bundgarnspælene står’.

Det er her, der skal grines. Men indrømmet, ikke særlig meget. Næ, så er den næste mere spændende.

Den handler om Jesus, der er kommet tilbage. ‘Er du virkelig Jesus, der er kommet tilbage?’ spørger en tilhører ham. ‘Ja, det er jeg da’, svarer han. ‘Jamen, så må du jo kunne gå på vandet’, siger tilhøreren så. ‘Selvfølgelig kan jeg det’. ‘Det skal vi ligegodt få at se’, siger tilhøreren, og han og Jesus ror ud i en båd: ‘Så værsgo at gå på vandet!’ Og Jesus stiger ud og straks siger det plops, og den gode tilhører må gribe ham i kraven for at få ham op i båden igen. ‘Nå, den gik nok ikke’, siger han. ‘Nej’, svarer Jesus, ‘jeg havde helt glemt, at denne gang har jeg jo huller i fødderne’.

Ikke sandt, den er ganske spidsfindig. Og den vidner om, at man dog i det mindste véd så meget om kristendommen, at man er klar over, at man ved Jesu korsfæstelse slog nagler igennem hans fødder.

Men jeg gætter på, at ingen falder på at opfatte det som blasfemi. Selv om man måske siger med dronning Victoria ”We are not amused”, så anerkender man det ægte forsøg på at være morsom.

Hvad så med dem, der prøver at lave morsomheder af historierne om Muhammed? Den meget omtalte film ”Innocence of Muslims” må jeg lade ligge. Jeg gider ikke. Alle siger jo, den ikke er særlig morsom. Men de karikaturtegninger af Muhammed, der er fremkommet i det franske magasin ”Charlie Hebdo” vil jeg kikke lidt efter i sømmene, så vidt mit sparsomme franske tillader det. De findes på denne adresse, se her. For man påstår jo, at de er skrevet for humorens skyld, ikke for provokationens skyld.

Nå ja, først må jeg berømme den tidligere forside af Charlie Hebdo, den, der fik nogle muslimer til at brænde redaktionen af. Man havde sat Muhammed til at redigere bladet, påstod man. Men forsidetegningen var ganske finurlig. Den forestillede Muhammed, der sagde: ”100 piskeslag til alle dem, der ikke dør af grin!” Og når nu min kære læser er holdt op med at grine af den modsigelse, der ligger i modsætningen mellem at dø af grin og få hundrede piskeslag, så tillad mig at pege på den underfundighed, der ligger i at ville true nogen til at le; at le, det véd vi da alle, er noget, man gør helt af sig selv, og at ville straffe dem, der ikke ler med, er imod selve humorens væsen. Skal det forstås sådan, at de mener, at Muhammed som redaktør går imod humorens væsen? Tja, måske. Men med mennesker med humor véd man aldrig rigtig.

Se bare bagsiden af samme blad! Her sås Muhammed med klovnenæse og en tekst forkyndte, at islam og humor går hånd i hånd. Eller er det mon bagsiden, der er lidt finurlig?

Når vi så kommer frem til den sidste udgave af Charlie Hebdo, så må jeg indrømme, at jeg har det lidt ligesom dronning Victoria, alle forskelle ufortalt. Forsidetegningen henviser til en situation i en fransk film, og da jeg ikke har set denne film, kan jeg ikke bedømme det morsomme i tegningen.

Inde i bladet forekommer to billeder af en nøgen Muhammed, nøgen, dvs., bortset fra den turban, på hvilken man kan se, at det er Muhammed, der er tale om. På det ene billede er en fortvivlet fotograf ved at filme hans bagdel, på det andet ser man bagdelen selv med både testikler og penis, endda drypper der en enkelt dråbe fra samme, mens der over anus er anbragt en stjerne. Og teksten lyder: Muhammed, en stjerne er født. Ærlig talt: we are not amused.

Så har magasinet taget det aktuelle spørgsmål frem om de berømte paparazi-fotografier af den måske kommende engelske dronning Kate. Man har, hedder det, ganske eksklusivt fået taget billeder af fru Muhammed, og på tegningen ser man en skægget mand med ganske velformede kvindebryster. Tja, tja, der er jo i hvert fald den historiske fejl ved tegningen, at den går let hen over det faktum, at Muhammed havde tretten koner, plus det løse: sine mange slavinder. Og så bliver det jo lidt svært at finde en nutidig celebrity at sammenligne med. Men man gør vel et ærligt forsøg på at være morsom. Hvis det da ikke er et uærligt forsøg på at være provokerende.

Så er der mere bid i en tegning, hvis tekst jeg forstår. Man har sat overskriften ”Innocence of Muslims” på tegningen, der i baggrunden viser en ophidset muslimsk horde, der sætter ild til et amerikansk hus. I forgrunden står to skæggede herrer, hvoraf den ene viser den anden sin iphone og siger, at man på denne iphone fuldstændig perfekt kan se, at de har krænket profeten. Smilet, han står med, viser, at han nyder billedet. Og det skal altså forestille ”den muslimske uskyld”. Ha, ganske fikst sat op.

Det minder om den historie, der går om en ældre dame, der ringede til politiet og klagede over, at hendes genboer ikke trak gardinet i deres soveværelse for om aftenen. Man kan se alt, hvad de foretager sig, sagde hun. En politibetjent arriverede for at se, hvor slemt det var. Men da han fik forevist vinduet, kunne han ikke se hverken soveværelse eller soveværelsesbeboere. Nej, sagde den ældre dame, men hvis De står op på denne taburet og kikker ud af det øverste vindue, så kan De se det ganske tydeligt.

Dette svarer også til den udtalelse, redaktøren af Charlie Herbo kom med: Folk er frit stillet, om de vil købe bladet eller ej, de kan smide det væk, hvis de ikke synes om det, ingen er tvunget. Med andre ord: man er som damen, der står på taburetten, og selv har gjort sig store anstrengelser for at blive forarget.

Man kan også bemærke sig, at der denne gang er flere, der er opmærksom på den muslimske selvmodsigelse: man vredes over, at Muhammed og muslimer fremstilles som voldspersoner, så vred bliver man, at man griber til vold, og derved bekræfter den tese, man vender sig imod. Det er også lige til at grine af.

Jeg vil slutte dette indlæg, hvor vi ser på det hele fra en mere humoristisk side, med at referere den sidste del af det interview med Salman Rushdie, der bringes på DR2, se her. Rushdie kommer ganske kort ind på de forfærdelige år, hvor han konstant levede under politibeskyttelse. Og han finder mange af de ting, han skulle igennem, ganske absurde. Men mest absurd var det alligevel, fortæller han, at det øjeblik, hvor han var udsat for den største livsfare i hele den periode, ikke var en situation, hvor en muslim fik held til at komme så tæt på ham, at han kunne slå ham ihjel, men en situation, hvor han var ved at blive kørt over af en lastbil i Australien.

Her taler en sand humorist. Man er et øjeblik lige ved at tro, at han ville have ønsket, at lastbilen havde ramt ham, for at den på den måde kunne sige til muslimerne: ”ha, det var da bare mig, der fik ham!”, men forlader den tanke i næste øjeblik, for det må trods alt være en endnu større triumf at kunne sige med sin egen levende stemme: ”Ha, jeg lever endnu, trods de 19 mill kr, der er udsat som pris på mit hoved!”

Sådan sagde han ikke, hele hans tale interview’et igennem var vidunderlig underspillet, også den sidste betragtning. Men humor var det alligevel, stor humor.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Er det morsomt?

  1. Back siger:

    Charlie Hebdo ER morsom. Nederst på den ovenfor angivne side er en tekst som virkelig slår det morsomme hoved på sømmet. Den lyder sådan i dansk oversættelse (ja, pardon my French):

    Mal et strålende billede af Muhammed, og du dør.
    Tegn en sjov Muhammad, og du dør.
    Lav en uværdig skitse af Muhammad, og du dør.
    Lave en lortefilm om Muhammed, og du dør.
    Modstå religiøs terror, og du dør.
    Slik røven på fundamentalister, og du dør.
    Anse en oplysningsfjendsk (person) for en idiot, og du dør.
    Forsøg at debattere med en oplysningsfjendsk, og du dør.
    Der er intet at forhandle med fascister om. Den frihed vi har, gør at vi griner uhæmmet, loven har allerede givet os (lov til dette), ekstremisters systematiske vold giver vi samme behandling.
    Tak, røvhuller. Charb

    😉 .b

  2. Back siger:

    Den franske satire en gang til: Efter en nats eftertanke tror jeg jeg hellere vil oversætte 3. linje i ovenstående (på fransk: Gribouille un mahomat ignoble, tu meurs) med: Lav en grov skitse af Muhammed, og du dør. — Det giver en bedre dobbeltbetydning og dermed en bedre overensstemmelse med den franske kontekst.
    😉 .b

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s