Infam anklage

Det er Anders Jerichow i Politiken, der kommer med en anklage mod kristendommen, som ikke kan kaldes andet end infam. Han lider af den sygdom, som mange intellektuelle lider af: hver gang man ønsker at anklage islam for ét eller andet, føler man trang til at anklage kristendommen for det samme. Det er sygdommen, der får én til at føle den trang, og den lighed, man ser mellem de to religioner, er ganske uafhængig af det, man kan erfare sig frem til. Det er ét af de mærkelige karakteristika ved sygdommen. Og det er også det, der gør det mærkeligt, at netop folk på Politiken synes i særlig grad at være smittet med den sygdom. Man skulle tro, de var modstandsdygtige, båret som de er af det empiriske i alle andre forhold i livet. Men her, når talen kommer på det negative ved islam, her slipper al empiri op, her udfolder man gladelig sin teori fuldstændig uafhængig af de erfaringer, man ellers bygger på. Det er mærkeligt, ja. Det er en stor uvidenhed, der her viser sig, grænsende til dumhed, ja. Men det er tillige infamt, infamt overfor kristendommen. Den siger næsten punkt for punkt det modsatte af islam og skal så af en sådan uvidende og dum sygdomsbefængt person tvinges til at sige det samme. Det er det infame ved det.

Artiklen, jeg tænker på, hedder: ”Vil den muslimske og kristne verden ikke lige slappe af …”, se her. Og man ser: allerede i overskriften sættes de to verdener sammen, får den samme opfordring til at slappe af. Det er Muhammedkrisen (som han kalder tegningkrisen) og den nys opståede filmkrise, Jerichow har i tankerne. Og de fleste vil jo nok finde det naturligt at opfordre de muslimske masser, der demonstrerer og sætter brand i det ene og det andet, så folk dør af det, til at slappe lidt af. At komme med samme opfordring til de kristne, der jævnthen læser deres avis og ser deres tv i ro, uden at gøre en kat fortræd, synes lidt søgt. Men da han lider af den sygdom, at han skal anklage kristendommen for det samme, som han anklager islam for, må også vi kristne ind under hans formaning til at slappe lidt af, og det kan være ganske svært at få det ind i hovedet på ham, at vi faktisk allerede, før han opfordrer os til det, slapper af, ikke går på gaden for at demonstrere, ikke brænder huse af og den slags.

Han begynder med at sige: ”Nu skal kristenheden og den muslimske verden heller ikke komme for godt i gang. De to religiøse kulturer er tilsammen ikke i flertal her i verden. Alligevel opfører de sig, som om hele verden skal danse efter deres pibe”. Hvis han dermed mener, at ligesom islam ønsker, at hele verden skal bøje sig for det, de anser for sandhed, sådan ønsker kristendommen, at verden skal bøje sig for dens sandhed, så er det jo sandt nok. Det ønskede kommunismen for øvrigt også i sin tid. Men det tør jo nok siges at gøre en forskel, hvordan man tænker sig, at denne tilstand kommer i stand: sker det ved propaganda eller sker det ved hellig krig? Det var den skelnen, som allerede den muslimske filosof Ibn Khaldun (1332-1406) opstillede. Og jeg tror sådan set ikke, at Jerichow er uvidende om denne forskel, jeg tror snarere, at han forsøger at dreje ordenes betydning, sådan at det ser ud, som om de to religioner vil det samme med de samme midler. Hvad de altså ikke vil.

Han skriver lidt senere: ”I både kristne og muslimske samfund er der store befolkningsgrupper, som ikke er hverken kristne eller muslimer. Begge samfund huser store mindretal af borgere, som tror på noget andet end deres Gud eller slet ikke er religiøse”. Sandt nok, der er kristne i de muslimske lande, og efter den masseindvandring, der har fundet sted, er der også store muslimske mindretal i de kristne lande. Men det store spørgsmål er jo så, om disse mindretal bliver behandlet ens. Det går Jerichow ud fra som en selvfølge. Men det er på ingen måde en selvfølge. Det er en gammel muslimsk regel, at én, der går over fra islam til kristendom (eller til en anden religion) skal dræbes. Den opretholdes vel ikke i de moderne muslimske stater, men det har f.eks. under Mubarak været næsten umulig at få sin religiøse status ændret i Egypten. Og skulle man blive slået ihjel af sine muslimske landsmænd, er det ikke sikkert, at politiet er særlig ivrig efter at finde gerningsmanden. Den slags foregår ikke i Vesten. Og det véd Jerichow naturligvis godt. Spørgsmålet er blot, hvorfor han så lader, som om mindretallene i de to kulturer behandles ens. Og svaret på det spørgsmål har formentlig med den omtalte sygdom at gøre.

Lidt senere hedder det: ”Så er der altså noget patroniserende, selvretfærdigt og ligefrem nyimperialistisk i at kræve verden til orden efter kristne og muslimske værdier”. Ja, det er der måske. Og at der er muslimer, der kræver verden til orden efter muslimske værdier, det er jo, hvad vi kan se for vore øjne, når de protesterer med demonstrationer og mord imod, at vi i vesten ikke viser deres profet den respekt, de mener at kunne kræve. Men er der kristne, der kræver verden til orden efter kristne værdier? Nej. I den protestantiske del af Europa er det oven i købet kristendommen selv, der går ind for en sekulær statsforståelse; her kræver vi altså verden til orden efter sekulære værdier. I et lille hjørne af tilværelsen: når det drejer sig om synet på svangerskabsforebyggende midler og abort, står vel den katolske kirke og vil have staten til at forbyde abort. Men den gør det da med argumenter, den gør det ikke, fordi det står i bibelen. Og enhver kan, som jeg, vende sig imod de argumenter med modargumenter. Og igen må man spørge: Hvorfor stiller Jerichow det op, som om kristne gør det samme som muslimerne: kræver verden til orden efter kristne værdier, når det dog er klart, at det gør de netop ikke? Svar: Sygdommen igen! Sygdommen, der tilsiger ham – med eller mod fornuften, som det nu kan falde sig – at anklage kristendommen for det samme, som islam anklages for.

Han fortsætter: ”Alligevel forventes muslimer i meget af Vesten at lade være at leve så muslimsk, at det udfordrer kristne traditioner. Og kristne må i meget af den muslimske verden tilsvarende acceptere at leve som tolereret, men ikke ligestillet mindretal”. Det sidste er rigtigt i mange muslimske lande. Men man har dog i en del muslimske lande tilstræbt lighed for loven, uden at det rigtig er slået igennem. Men det første? Tja, læg mærke til ”forventes”! Det er jo sandt nok, at vi søger at integrere muslimerne. Men det er så sandelig ikke sandt, at det er kristne traditioner, der udfordres, når muslimerne vil leve muslimsk. Når de samler sig i ghettoer, når de vil have deres lov, shariaen, og ikke vore verdslige love til at gælde dèr, når de søger at opretholde deres egen jurisdiktion indenfor deres egne rækker, så er det ikke en kristen tradition, de udfordrer, det er vort samfunds sekulære tradition.

Lidt senere uddyber han dette ”forventer”: man vil have mindretal til at integrere sig ”… skønt flertallet egentlig forventer assimilation – altså at mindretal skal lade sig opsuge af flertallets vaner og traditioner og lade være at skeje ud”. Så vidt jeg kan se på det forrige, aner Jerichow ikke rigtig, hvad han taler om, hvis han her omtaler de muslimske lande. Og skal det gælde for os i Vesten, er det noget forfærdeligt vrøvl. Der kan nok være dem iblandt os, der forventer, at ”de andre” bliver nøjagtig som vi. Men de fleste er såmænd – med alle de negative erfaringer, vi hidtil har gjort med muslimerne – yderst tilfredse, hvis de blot vil lade være med at ”skeje ud”. ”At skeje ud” betyder i min mund ”at danne bander”, ”at ville have no-go-areas forbeholdt muslimer”, ”at tvinge deres kvinder ind i den muslimske uniform”, ”at holde deres piger og kvinder i kort snor”, osv., alt sammen udskejelser, som påvirker os andre i ret høj grad. Og alt sammen noget, der har med almindelige borgerlige dyder at gøre, det har intet specielt med kristendom at gøre.

Videre: Om den nuværende krise siger han, at det er ekstremt trættende. Og så fortsætter han: ”Sagen er jo, at langt de fleste af verdens muslimer fornuftigvis trækker på skulderen ad film og tegninger, der pirker til konservative muslimske dogmer. Alligevel er ikke så få prædikanter, medier og politikere klar til at fremmane et totalt sammenstød mellem civilisationer”. Efterhånden kan vi vel genkende den fidus, Jerichow bruger til at fordreje sagen. Han mener, det kun er få af verdens muslimer, der føler sig krænkede. Og det kan vel være sandt nok. Og så omtaler han prædikanter, medier og politikere, men lader det være uklart, om det er muslimske eller vestlige sådanne, han tænker på. Det skal vist forestille at være begge dele. Men er det det, må man rette ham. For muslimer ser i al almindelighed ikke disse begivenheder som udtryk for noget totalt sammenstød. For en muslim er kristendommen en foreløbig åbenbaring, der skal retledes, ikke en religion, der mener det stik modsatte af islam. Men sandt nok, der er nogle kristne, blandt andet mig, der mener, at hvis no-go-områder hører med til islam, så fører det uundgåeligt til sammenstød, teoretisk og praktisk, når store muslimske grupper vil leve i et sekulært samfund.

Fortsat: ”Skal man tro dette drama, vil »muslimer« gerne se sig som »ofre« for »kristne«, »vestlige« krænkelser. Og kristne vil gerne se sig som »ofre« for »muslimske« trusler”. Her bryder hans parallelisme totalt sammen. For det første: der er jo kun indirekte tale om, at muslimer gerne ser sig som ofre for vesten; der er tale om, at det tilsyneladende er en del af deres religion, at de skal være fjendtlige overfor alt og alle, jvf denne artikel fra Information, se her, skrevet af en muslim, der skoser sine medmuslimer og mener, de skal have noget af føle sig krænkede over, så først føler de sig som rigtige muslimer. Men for det andet: når så Jerichows sygdom tvinger ham til at lave en parallel, så ender han i vrøvlet. For vi i Vesten, kristne som ikke-kristne, vil jo minsandten ikke gerne se os som ofre for muslimske trusler. Dem er vi så sandelig helst fri for. Blot siger de terrorangreb, vi har været udsat for, at der er en trussel, det er ikke kun noget, vi bilder os ind, sådan som muslimerne bilder sig ind at være ofre for Vesten. Så al denne parallel-snak, hold dog op med det, Jerichow!

Men det bliver værre endnu: ”De fleste muslimer lever udmærket på trods af tegninger i den kristne verden. Og de fleste kristne lever udmærket på trods af voldstrusler fra ekstremister i den muslimske verden”. En parallel? Uha, uha, hvordan kan han dog overtale sig selv til at skrive noget sådant! Alle kan vel se, at det er en meget skæv parallel. For ingen er nogensinde død af en tegning. Men voldstruslerne er jo faktisk af og til blevet ført ud i livet. Og den slags er der vestlige mennesker, kristne, ateister, muslimer og andet godtfolk, der er døde af. Ærlig talt, man skulle synes, at Jerichow selv kunne se komikken og undlade at lave sådanne pinlige forsøg på at parallellisere. Men han ser det ikke, det arme menneske!

Og han ser heller ikke noget andet. Han skriver minsandten: ”… vi har en verdenserklæring om menneskers rettigheder. Alle FN’s medlemmer er forpligtet af dem. Det handler om, at mennesker er født med lige ret, mænd og kvinder, til samme frihed – også til at tro, hvad der passer dem. Inklusive ret til ikke at tro og til at anfægte, hvad andre måtte tro”. Ja, vi har en menneskerettighedserklæring. Men véd Jerichow ikke, at muslimerne også har en menneskerettighedserklæring, og at denne erklæring for hver paragraf indeholder en tilføjelse om, at denne paragraf skal forstås i overensstemmelse med sharia? Véd han ikke, at det, han skriver til sidst, om vores frihed til at tro, hvad der passer os, til ikke at tro og til at anfægte, hvad andre tror, er en rød klud i ansigtet på muslimerne? Når de gør så stærkt vrøvl over tegninger og film fra Vesten, skyldes det jo netop, at de ikke vil have deres tro anfægtet, det skyldes, at det i deres forståelse af menneskerettighederne, de muslimske, altså, er statens pligt at beskytte de troende mod krænkelser. Blasfemi skal være forbudt, og hvad der er blasfemi, det er, hvad man måske véd, noget helt andet i Pakistan end i Danmark.

Men nej, han ser ikke alt dette. Eller måske man skal sige: han finder det ikke opportunt at se det. For han har et projekt, som han er ved at fuldføre. Han vil sidestille islam og kristendom. Han vil så gerne anklage islam for ét eller andet, men da han, ifølge den sygdom, han lider af, skal anklage kristendommen for det samme, er han nødt til ikke at se det, han dog godt et sted véd findes.

Men så ender det altså i det rene vrøvl. Det ender med, at han anfører alle de vestlige idealer og uden videre forventer, at dem vil de fleste muslimer da også gerne leve efter, uden at være opmærksom på, at det jo nok ikke er tilfældigt, at muslimerne har lavet deres egne menneskerettigheder. Vi har ikke idealer tilfælles med muslimer, vi vestlige mennesker, ateister, lutheranere, katolikker, kvækere, osv. ”De religiøse har ret til at være religiøse”, siger han til sidst. Ja, naturligvis, den regel gælder her i vort samfund. Men med begrænsninger. Hvis menneskers religion tilsiger dem at indrette samfundet på en særlig måde ved siden af vort demokratiske samfund, så har de ikke ret til at være religiøse. Ikke fordi kristendommen forbyder det, men fordi vore vestlige regler forbyder det. Hvis deres religion tilsiger dem at foretage kvindelig kønslemlæstelse, så har de ikke ret til at være her. Hvorfor skal vi dog overse, at der virkelig findes mennesker i dette samfund, der mener, de gavner deres pigebørn bedst ved at omskære dem? Men den slags petitesser springer Jerichow op og falder ned på.

Eller det sidste: ”Men andre har ret til ikke at være religiøse på dén måde – eller slet ikke religiøse”. Ja, det har de i vore vestlige samfund. Men det har de ikke i de muslimske samfund. Igen: forskelle overses, glemmes, forties (hvis man tør gå ud fra, at Jerichow er klar over dem). Hvorfor? Fordi det skal tilpasses det skema, der siger, at kristendommen nødvendigvis må skældes ud for det samme som islam.

At være imod kristendommen er helt i orden. At komme med argumenter eller blot med ”det tror jeg ikke på” er enhver velkommen til. Det kan vi kristne udmærket leve med. Ja, vi har vel altid skullet leve med modsigelser.

At være uvidende om islams gennemgribende sociale regler, nå ja, det er bare dumt. Og at fortie dem, fordi det ikke lige passer ind i den argumentation, man er i gang med, det er mere end dumt, det grænser til løgnagtighed.

Men at fordreje kristendommen, så den kommer til at ligne islam, at lade de to religioner være to alen ud af ét stykke, at sætte tingene op, så der opstår en falsk parallel mellem dem, på trods af alt, hvad vore erfaringer tilsiger os, det er infamt. For det er næsten umuligt at argumentere imod det. Se bare, hvor mange ord, jeg har skullet bruge på det her! Man er jo nødt til at bruge fordrejninger, underforståelser, antydninger, for at få dem til at se ens ud, og det må virkelig undre særdeles meget, at et klogt hoved som Anders Jerichow bruger alle den slags tricks for at få sit opstillede skema til at gå op.

”Når mænd jeg kasted min handske/ opslog jeg min ridderhjælm/ de så, jeg var Holger Danske/ og ingen formummet skælm”. Jerichow er vist til daglig ingen formummet skælm. Hvorfor optræder han så her som en sådan?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Infam anklage

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for din omhyggelige gennemgang af en række fordrejninger og fortielser i nævnte artikel – desværre læser AJ nok ikke din blog.
    I kommentarfeltet til artiklen i Politiken kan man læse forvirring, opmærksomhed på den urimelige parallellisering – og i øvrigt det almindelige religionshad, som er tradition i den avis. Så også Politikens læsere kan reagere på manglende saglighed.
    Måske er AJ’s sygdom snarere Politikens nedarvede kristendoms-had… Her i et kluntet forsøg på at tørre forargelsen over hysteriet i Mellemøsten lidt af på kristendommen.
    Så det er for undskyldende af dig at kalde det en sygdom, det er snarere et bevidst forsøg – og derfor netop infamt.
    I Weekendavisen giver Thomas Hoffmann tre bud på årsagerne til “den nye Muhammadkrise à la Americana”: 1. Den lange konflikthistorie og deraf følgende mistillid. 2. Netop forskellen på islam og kristendom helt fra den historiske grundfortælling. 3. Den særlige sensibilitet over for hån og spot, som netop er en efterligning af Muhammad selv.
    Overskriften er: “Så uforsonlig som profeten selv.”
    Måske kan man håbe, at Jerichow læser den artikel – som tydeligvis forsøger at forholde sig til sagen og ikke bruge den til noget andet – eller er det for meget at forvente?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s