Stakkels socialdemokrater!

Ikke mindst, stakkels de socialdemokrater, der har været til kongres i Aalborg! De har skullet holde gode miner til slet spil. De har skullet skjule deres frustration over, at der af en socialdemokratisk regering ikke føres socialdemokratisk politik. De har skullet lytte til en udmærket og engareret tale af Helle Thorning Schmidt, en ihærdig forklaring på, hvad det socialdemokratisk projekt går ud på af Mette Frederiksen, og adskillige andre taler af ledelsens koryfæer, men har tillige skullet opleve, at de alle talte udenom eller direkte imod det, der af forsamlingen tydeligt blev tilkendegivet som et mål: en redning af de mange mennesker, der falder ud af dagpengesystemet den 1. januar.

Og man må indrømme socialdemokraterne, at de har selvdisciplin. De formår at udvise en villet enighed, selv om de er hjertens uenige. Alle de forslag om udskydelse af dagpengereformen eller om en kortere optjeningsperiode, som salen fremkom med, blev trukket ét efter ét. Man ville for enhver pris signalere enighed. Og da man blev klar over, at ledelsen ikke gav sig, nå ja, så måtte jo fodfolket give sig. Hvilket det så gjorde.

Det vil sige: man gjorde oprør en enkelt gang. Det skete, da Poul Nyrup Rasmussen stilfærdigt – som han selv sagde: hviskende – anmodede Margrethe Vestager om at tænke sig om én gang til med hensyn til optjeningsperioden. Da rejste alle de delegerede sig og klappede. Blot Bjarne Corydon og Helle Thorning blev siddende. Men bagefter var det så, at alle de tidligere fremsatte forslag blev trukket.

Problemet for socialdemokraterne er, at deres vælgere ikke er lige så følgagtige. Får de tidligere trofaste vælgere ikke deres vilje igennem hos socialdemokraterne, nå ja, så går de til andre partier. Sådan er det bare. Og det var måske det, Poul Nyrup havde indset. Det var måske derfor, at han meget kontroversielt gik imod ledelsen.

Ét argument går igen, når man lytter til ledelsens forklaring på, at man ikke vil ændre på dagpengereglerne: det står i regeringsgrundlaget, det, der står i regeringsgrundlaget, har man lovet de andre partier i regeringen, at man vil arbejde for, og man må holde det, man har lovet. Det er en politisk grundsætning, får vi at vide. En lidt anden forklaring fik vi i Helle Thornings tale: der var i foråret før sidste valg indgået en aftale mellem de borgerlige partier og det radikale venstre om en nedsættelse af dagpengeperioden fra 4 til 2 år, og vælgerne kunne, hvis de havde villet, have stemt de partier ned, der gik ind for det. Det gjorde de ikke. Efter valget var der stadig 60% af folketingets medlemmer, der gik ind for den nedsatte dagpengeperiode. Og det måtte man bøje sig for, forstod man.

Det er en ganske mærkelig situation, der er opstået, må man sige. Og den er opstået som følge af en kovending fra de radikales side. Om den er heldig eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Men den gør i hvert fald tingene meget indviklede.

Jeg er så gammel, at jeg husker Retsforbundets kongstanke om en magistratsregering. Det hed sig, at den skulle regere på flertal, der skiftede fra sag til sag. Det var noget, de radikale dengang gik meget stærkt imod. Sådan kunne man ikke regere. En regering måtte have et fælles mål og en sammenhængende politik. Man kunne ikke få den ene side til at bevilge udgifterne, mens den anden tog sig af indtægterne. Man kunne ikke få noget fornuftigt ud af det, hvis man ikke havde et fast grundlag at gå ud fra. Og ærlig talt, det lød jo da nogenlunde fornuftigt.

Men nu, hvor det modsatte synspunkt er i de radikales interesse, gælder disse tanker ikke mere. Angående regeringsmåden har de radikale foretaget en kovending. Nu kan man godt som regeringsparti søge flertal for en sag uden om de andre partier i regeringen. Det var Niels Helweg Petersen, der engang udtrykte frygten for, at vælgerne ville sammensætte ”et mudret folketing”, dvs., et folketing, som ikke pegede på et klart, regeringsdueligt flertal. Nu har imidlertid de radikale selv været med til at gøre folketinget ”mudret”, så det er umuligt at regere på normal vis. De to partier i regeringen kan ikke komme igennem med det, de synes er den rigtige politik, for det tredje parti er bundet af et forlig til anden side.

Men regeringsgrundlaget!!

Ja, ja, jeg véd godt, at denne uenighed er skrevet ind i regeringsgrundlaget, og at de to socialistiske partier derfor er nødt til at finde en grimasse, der kan passe. Men jeg véd da også godt, at de radikale i forsommeren 2011, da de indgik forlig med de borgerlige om dagpengereformen, så udmærket var klar over, at der forude vinkede muligheden for en socialdemokratisk ledet regering, og at de derfor ved at indgå et forlig imod socialdemokraterne og folkesocialisterne på forhånd gav denne regering vanskeligheder. Jeg véd ikke rigtig, om man skal kalde det frækt, eller man skal sige, at det var bandsat godt politisk håndværk. Jeg er nok mest tilbøjelig til at sige, at det var bandsat frækt.

Der er en detalje mere at gøre opmærksom på. Måske den betyder noget, måske ikke. Folkesocialisterne fik også skrevet oprettelsen af en betalingsring rundt om København ind i regeringsgrundlaget. Da det blev aktuelt med gennemførelsen af dette forslag, så man de radikale være helt og aldeles tavse. Forslaget mødte stor modstand fra mange sider, og både folkesocialisterne og socialdemokraterne var ude for at forsvare forslaget, men hvem der ikke forsvarede det, var de radikale.

Man skulle tro, man ville opleve det omvendte nu. Man skulle tro, at folkesocialisterne og socialdemokraterne ville vende sig imod forringelserne af dagpengeperioden og de radikale ville agitere for det, men nej, sådan spiller klaveret ikke. Nu forventer alle, også de to socialistiske partier selv, at alle regeringens partier står bag forslaget. Og minsandten, det gør de. De to andre partier danser flinkt efter de radikales pibe. Det er ganske mærkeligt. Men det har den sørgelige konsekvens, at ingen efterhånden aner, hvorfor forslaget egentlig skal gennemføres og gennemføres nu. Og det har den for socialdemokraterne sørgelige konsekvens, at ingen aner, hvad de virkelig går ind for.

I sin tid hed det sig, at den demografiske udvikling ville føre til, at vi ville komme til at mangle arbejdskraft om føje år. Derfor var det, man ville ændre efterlønnen, og derfor var det også, at man ville halvere dagpengeperioden. Det var lidt svært at få folk overbevist om det rigtige i tidspunktet. For hvordan var det nu lige? Var der ikke arbejdsløshed for tiden? Hvorfor så ikke vente, til den omtalte mangel på arbejdskraft indfandt sig?

Og det var vistnok sådanne tanker, der fik folketinget til at vedtage en udskydelse af reformen et halvt år. Men det ville blive sidste gang, den blev udskudt, fortalte man. Det er blandt andet derfor, man holder så stædigt fast på den nu. Men hvorfor egentlig? Arbejdsløsheden er da ikke forsvundet. Og hvorfor står tilsyneladende også den socialdemokratiske ledelse, ikke mindst finansminister Bjarne Corydon, fast på at bibeholde datoen og ændringen?

Jeg tror, at der ligger mere bag end loyalitet overfor regeringsgrundlaget. Jeg tror, at den socialdemokratiske ledelse er bundet af den økonomiske model, man beregner efter i finansministeriet. Jeg tror, at de ledende ministre har besluttet sig for at fremstå som ansvarlige ministre, og at det er denne følelse af for enhver pris at skulle være ansvarlig, der får dem til at bøje sig i støvet for denne model, koste, hvad det vil. Af én eller anden grund har de fået overbevist sig selv om, at det er denne model og ikke andre, der repræsenterer ansvarligheden.

Der er en artikel i Information, se her, hvor journalist Jørgen Steen Nielsen ud fra en række amerikanske økonomers teorier konkluderer, at der ikke er mange tegn ”i den globale økonomis aktuelle tilstand, der kan nære finansministerens optimisme og tro på markant dansk vækst forude”. Men det er netop denne tro på vækst forude, der har bestemt socialdemokraternes handlinger. Den mangel på arbejdskraft, som de regner med vil komme, forudsætter økonomisk vækst. Og den vækst tror de på ind ad en kant i den socialdemokratiske ledelse. Det kan da ikke være andet, end at når nu vi socialdemokrater kommer til, når de nu er os, der skal dreje på de forskellige håndtag i økonomien, så vil der komme gang i hjulene. Kickstart, kalder man det. Og det ord bliver man ved med at bruge som en slags mantra. Og besynderlig nok lykkedes det altså eliten at dysse fodfolket ned, på trods af, at arbejdsløshedstallene stadig befinder sig på et højt niveau.

Selvfølgelig er det da rigtigt, hvad Mette Frederiksen ikke bliver træt af at fremhæve i sit forsvar for halveringen af dagpengeperioden, at det er bedre for folk at komme i arbejde end at forblive på passiv forsørgelse. Men de 160.000 (eller er det 180.000) arbejdsløse taler deres eget stilfærdige sprog. Hvordan vil hun undgå, at de 20.000, der pr 1. januar skal have job, blot kommer til at stille sig bagerst i køen af arbejdsløse? Kickstart, kickstart. Tja, nu har vi efterhånden hørt det nogen gange. Bliver det sandere af at blive gentaget?

Professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, spørger i en artikel i Information, se her, om regeringen mon bekæmper den forkerte krise. Jo, siger han, man har talt krisebevidstheden op for at kunne retfærdiggøre de reformer, man partout vil have gennemført. Men derved har man talt forbrugsvilligheden ned. Han skriver:

”Krisebevidstheden var en hjælp til økonomien i 1980’erne, men er en pestilens i dag. Både den forrige og den nuværende regering har genbrugt af retorikken fra krisen i 1980’erne. Det er uheldigt, for krisen i dag er stik modsat dengang. Og med retorikken kan man ende med ikke bare at forføre vælgerne, men også sig selv.

Konkurrenceevne eller ej – så er det en kendsgerning, at Danmark har det største overskud på betalingsbalancen nogensinde. Her ligner vi Sverige, Tyskland, Holland, Norge og Schweiz. I 1980’erne var problemet, at Danmark havde de største underskud på betalingsbalancen nogensinde.

I 1980’erne voksede udlandsgælden. I dag er fortegnet vendt – ved udgangen af 2011 havde Danmark et netto tilgodehavende i udlandet på ca. 430 mia. kr., og det vokser hastigt. Fhv. finansminister Thor Petersen (V) blev herostratisk berømt på udtalelsen om, at vi »ender med at købe hele verden«. Men vi har faktisk været i gang lige siden.

I 1980’erne var både privatforbruget og det offentlige forbrug for højt. I dag er privatforbruget for lavt, fordi folk sparer op. I stedet for krisebevidsthed burde man nok have givet vælgerne tryghed for, at velfærden ikke ville blive alvorligt berørt. Ikke ’store reformer’. I værste fald en grønthøster. Det skræmmer ingen. En slags ’kontraktpolitik’. Omkostningen ved, at folk sparer for meget op, og at virksomhederne investerer for lidt, er lavere vækst og større statsunderskud. I 1980’erne var der ingen vej udenom at øge opsparingen. I dag er der det højeste private opsparingsoverskud nogensinde. Det smitter af på statsbudgettet. I 1980’erne var statsunderskuddet en del af problemet. I dag er det mere en effekt af problemet”.

Her fremlægges et andet syn på økonomien end det, der præger den socialdemokratiske elite. Men man forstår, at denne elite er bundet af sine økonomiske forestillinger; den kan ikke sådan lige ændre retorik. Derfor kan den kun fortsætte med at uddybe kløften til fodfolket. Og som kongressen viste, kan det endnu lade sig gøre, selv om man naturligvis, som jeg her, må udbryde: Stakkels socialdemokrater!

Og når man så opdager, at kløften til vælgerne samtidig uddybes i en endnu stærkere takt, og betænker, at ikke engang Nyrups advarsel kan bringe denne elite på andre tanker, så må man få endnu større medlidenhed med det socialdemokratiske fodfolk. De har en række smukke idealer, de vil kæmpe for. De har en strålende fortid at være stolte af. Men de har altså også en ledelse, som det synes umuligt at råbe op.

Stakkels socialdemokrater!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Stakkels socialdemokrater!

  1. Pingback: Socialdemokratiets deroute | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s