Kirkens islamkritik

Iben Thranholm gør sig i sin klumme i Kristeligt Dagblad den 28-9 2012 nogle overvejelser over, hvor kirkens islamkritik bliver af, se her. Hun mener, at kirken burde komme ud af busken og give en kompetent islamkritik. På den måde ville man måske undgå den overfladiske og til tider hadske islamkritik, der florerer i små grupper rundt omkring.

Jeg kan kun være enig med hende i, at kirken burde se at komme ud af sin dialogholdning til islam. For denne dialogholdning dækker oftest over en lammende ligegyldighed overfor, hvad der er sandt og falsk i åndens verden, som hun siger. Enig!

Hendes artikel får mig til at tænke tilbage på min egen erfaring med islam-kritik.

Jeg var i sin tid, engang i halvfjerdserne, lærer på HF i religion. Det fik mig til at føle religionen islam lidt på tænderne. Men dengang var der jo ikke noget krav om, at man skulle være tolerant og forstående overfor muslimer, tværtimod. Jeg følte i hvert fald trang til at prøve at få denne lidt sære religion til bedre at ”glide ned” hos mine elever ved at forklare, at Muhammed ikke var en bevidst bedrager, han mente givetvis selv, at han havde fået åbenbaringer direkte fra Gud selv. For jeg kunne da så udmærket sætte mig ind i alle deres tvivlsspørgsmål: Det er jo snyd og bedrag, når Muhammed påstår at tale på Guds vegne, når han oven i købet formulerer sine ord i koranen, som om det er Gud selv, der taler. Den hurdle må man over for at kunne se, at der måske alligevel er en slags mening med islam, at muslimer måske trods alt ikke er helt tossede oven i hovedet.

Sådan tænkte vi dengang. Men senere blev det anderledes. Det tør nok siges. Men denne ændring forstod jeg ikke, og derfor havde jeg vanskeligt ved at tage højde for den.

Jeg husker en konfirmandgudstjeneste, hvor jeg tog ét eller andet træk ved islam frem for at kunne drage en sammenligning til kristendommen. Det var kun tænkt som et pædagogisk hjælpemiddel. Men det fik jeg på puklen for ved den efterfølgende forældrekomsammen. For selvfølgelig havde jeg ikke sagt, at islam var lige så god som kristendommen, selvfølgelig havde jeg ikke lagt skjul på, at jeg foretrak kristendommen fremfor islam. Men ak, den slags var nu blevet forbudt af dem, der ville optræde politisk korrekt. Hvordan det gik til, véd jeg ikke. Jeg gætter på, at det har noget med det at gøre, at man endelig ikke ville kunne skældes ud for at være racist.

Og sådan en tung dyne af korrekthed lagde sig så ned over hele den folkelige elite, og denne elite mente sig berettiget til at lade den dække alle os andre også. Og jeg følte mig ærlig talt ikke særlig oprørsk, jeg har aldrig været nogen rebeltype, der skulle være imod bare for oprørets skyld, men alligevel blev jeg højst forundret over modtagelsen af min lille bog ”Kristne prædikener imod islam, inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Kristeligt Dagblad gav bogen en meget kort omtale, og jeg blev telefoninterview’et i den anledning. Men det var mig komplet umuligt at få journalisten overbevist om, at prædikenerne altså faktisk, som titlen udsagde, vendte sig imod islam. Jeg husker ikke, hvad der kom til at stå i omtalen, men det blev læst op for mig i telefonen, og jeg måtte føre en lang diskussion for at få det, der blev skrevet, til nogenlunde at svare til min mening. For selvfølgelig går jeg da som kristen præst imod islams trossætninger, selvfølgelig vender jeg mig da imod islams praksis, det kan da ikke overraske nogen. Hele bogen kan for øvrigt ses på nettet, se her.

Eller, altså, det troede jeg ikke kunne overraske nogen. Men det overraskede en journalist på –af alle blade – Kristeligt Dagblad. Kirken som den, der formulerer en kompetent islam-kritik? Den fik ikke et ben til jorden, hvis den prøvede.

Der blev så på et tidspunkt dannet et netværk, indvandringskritisk netværk. Vi var en del præster, der deltog, en del med navns nævnelse, en del uden at få deres navne frem. Først måtte vi nu gøre meget ud af at understrege, at netværket hed ”indvandringskritisk netværk”, ikke ”indvandrerkritisk netværk”. For det var selve det faktum, at indvandringen var for stor, der fremkaldte vores kritik, ikke de indvandrere, der nu engang var kommet ind i landet. Men dernæst måtte vi undre os over, at det i et land som Danmark, hvor vi alle sammen tænktes at være så tolerante, så tolerante, åbenbart føltes ubehageligt for nogen at få deres navne frem i en så uskyldig sag som kritik af indvandringen. Det viser noget om stemningen blandt kirkefolket dengang, det viser noget om, hvordan folk formodede, at kirken skulle reagere overfor de fremmede: være venlig og imødekommende og forstående, og da i hvert fald ikke fremkomme med nogen form for kritik, og da slet ikke kritik af islam.

Det viste sig et stykke tid senere. Da var der nogen, der opdagede, at der i den augsburgske bekendelse, som jo er ét af folkekirkens bekendelsesskrifter, stod noget om, at vi vendte os imod en række oldkirkelige kætterier og – og det var det, der efter nogens mening var højst upassende – også stod noget om, at vi vendte os imod muhammedanismen. Det skabte vældigt røre i Kristeligt Dagblad og omegn. For det kan man da ikke som kristen kirke, mente man i toneangivende kirkelige kredse. Der kom forslag om at foretage en ændring i den augsburgske bekendelse, der kom indsigelser mod at fastholde en sådan gammeldags formulering, og selvfølgelige døde debatten ud – der kunne trods alt ikke koges megen suppe på den pølsepind – men ikke førend et par biskopper havde været ude med beroligende forsikringer om, at den augsburgske bekendelse jo kun var et historisk dokument, intet mere.

Ak, ja, kan man på den baggrund sige, at kirken har røgtet sin opgave vel? Jeg kan kun give Iben Thranholm ret, når hun siger om kirken: ”Man stiller ikke kritiske spørgsmål til sandhedsværdien i islam”.

Det samme så vi i 2007, da der kom en slags udstrakt hånd fra muslimske teologers side. Der var 138 muslimske religiøse ledere, der udsendte en erklæring, ”A Common Word”, et fælles ord, hvori de hævdede, at kærlighed til Gud og kærlighed til næsten var en ting, kristne og muslimer måtte kunne blive enige om. De gennemgik så de ord, der i henholdsvis koranen og bibelen stod om disse emner og opfordrede os kristne til at slutte op om denne erklæring.

Og ok, som de kristne sprang op af glæde. Der var forståelse og imødekommenhed ud over alle grænser. Man ville ikke stå tilbage for hinanden. Også vort folkekirkelige økumeniske råd var ude med en erklæring. Hvor lød det godt og enighedsskabende alt sammen. Var der ingen besindige røster i dette kristne kor (af onde ånder, havde jeg nær sagt)? Jo, der var et par jesuitter, der slog koldt vand i blodet. Jeg tillod mig at referere dem på ét af mine blogindlæg, se her. Men i al almindelighed, var der så nogen kirkelig instans, der tillod sig at komme med en teologisk kompetent indvending imod islam? På ingen måde.

Og inden da havde vi hørt pavens tale i Regensburg, hvor han citerede en byzantinsk kejser fra 800-tallet, var det vist. Han påpegede islams voldstendenser, og det gjorde pavens citat også. Og at muslimske muftier gik imod paven, det er vel forståeligt. Men at næsten hele den vestlige verdenspresse også gjorde det, det viser, hvor lidt kirken havde taget sin pligt til at undervise om islam alvorligt. Det gjorde det jo så heller ikke bedre, at paven siden næsten bortforklarede det, han havde sagt. Eller skal vi nøjes med at sige: fik det til i pressen at se ud, som om han bortforklarede sine udtalelser.

Det er ikke hele den kristne kirke i alle dens afskygninger, der stiller sig bag denne dialog- og toleranceholdning, der findes røster iblandt kirkefolket, der tager handsken op og virkelig søger at komme med konstruktiv og kompetent kritik af islam. Men i al almindelighed må man sige, at de mange danske mænd, der har forelsket sig i en muslimsk kvinde, og siden er konverteret til islam, fordi de ellers ikke kan gifte sig med hende, har fået meget lidt oplysning fra kirkens side om, hvad islam går ud på, og den kendsgerning, at det er forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslim, er blevet bevaret som en stor hemmelighed for det danske folk. Kirken har i hvert fald ikke været med til at afsløre den. Hvilket ellers nok kunne gøres fornødent, for kærligheden kender jo ikke religionsgrænser. Men ikke engang at gøre opmærksom på denne muslimske regel, har kirken kunnet få sig selv til, og den tør da slet ikke kritisere den, det ville være altfor ”islamofobisk”, og er der noget, kirken ikke vil skældes ud for, er det at være ”islamofobisk”.

Det var ikke desto mindre, hvad vi blev skældt ud for af den kendte kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten. Han udgav for et par år siden en bog med titlen ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat, islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark”. Bogen var et skønmaleri af Europa i 1500-tallet, der fuldstændig overså den mægtige magt, Tyrkiet havde, og den fare, de europæiske lande svævede i. Jeg fik bogen tilsendt af redaktionen på religion.dk og fremsendte også en slags replik imod tankegangen i bogen, se her. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg ikke var enig med Lausten.

For øvrigt havde Iben Thranholm set dette indlæg og af den grund inviteret mig til at give mit besyv til kende i en udsendelsesrække, hun dengang havde i radioen. Det forberedte jeg mig på gennem et par dage, men så ringede Iben Thranholm afbud, uden at jeg helt forstod hvorfor. Det var vistnok noget med, at Lausten ikke ville være med, hvis jeg også skulle være med. Og når man sådan skal vælge mellem en lille og en stor kanon, så er der måske ikke noget at sige til, at man vælger den store. Men om jeg husker ret – dette var én af de meget få gange, hvor jeg hørte radio – så kom der ikke nogen kompetent islamkritik ud af udsendelsen med Schwarz Lausten.

Så det er da yderst glædeligt, at Iben Thranholm nu skriver, at ”kirkerne bør stå i front for en kvalificeret åndelig islamkritik”. Hun skriver: ”En religion som islam, der lader sig provokere og hidse op med vold til følge, kan ikke være en religion, der har fred med sig selv. Og måske heller ikke med Gud. Men det har den kultur, der lader sin kritik være båret af had og foragt for andre absolut heller ikke. Og det har heller ikke den kirke, som er tavs omkring sandheden”.

Det er kloge ord. Og at hun er sent ude, skal ikke bebrejdes hende. Kirken – både den katolske og den protestantiske – er som en supertanker; det tager utrolig lang tid for den at skifte kurs. Nu har vi igennem et par hundrede år vænnet os til, at gudløsheden, ateismen og materialismen er fjenden. Mod den har vi rettet alt vort skyts. Og så har vi svært ved sådan lige på en studs (og en studs vil i dette tilfælde sige en tredive-fyrre år) at forsvare os mod islam. Men før eller siden måtte det jo komme. For nødvendigt, det er det i hvert fald med en ordentlig, grundig og kompetent islamkritik.

Iben Thranholm vil mene, at islam har rod i den arianske gudsforestilling, og at man kan bygge en kompetent islamkritik på kirkens angreb på dette kætteri. Det er muligt. Jeg er gået en lidt anden vej i min afhandling ”Frihed contra fromhed”. Her tager jeg de områder af menneskelivet frem, som de ti bud afgrænser, og gør for hvert område rede for, hvad islam mener og hvad kristendommen mener. En lidt mere principiel forskel har jeg formuleret således:

“I islam åbenbarer Gud sig på anden måde end i kristendommen. Han åbenbarer sig som en politisk med- og modspiller. I kristendommen åbenbarer Gud sig i sproget eller i ordet, i logos, som de gamle grækere sagde. Og sproget fungérer kun, når den, der taler, hengiver sig ganske. Det gjorde Gud da. Han lod sin søn dø på et kors. Derfra udspringer sprogets hele kraft. Deri ligger Guds mysterium gemt. Men i islam ligger det gemt i spændingsfeltet mellem ordet i Muhammeds åbenbaring og den kraft, der ikke vil lade sig binde af ordet, men bryder det, hvis det passer ham. Hvilket igen vil sige, at i kristendommen er den inderste kraft, der bevæger mennesket, respekten for ordet, lysten til at rette sig efter sproget, mens i islam den inderste kraft, der driver mennesket, er frygten for døden”. Se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kirkens islamkritik

  1. Jeg har mange gange undret mig over, hvor og hvordan den politiske korrekte tendens til at lægge låg på åbne synspunkter og dermed debatter om problemstillinger – kom fra og opstod. For det gælder jo ikke kun religionsdebatter. Det har været og er stadig en generel samfundstendens. Vi kan bare tage eksemplet med offentligt ansatte, der ikke tør åbne munden og sige deres mening, om de ting der fungerer dårligt indenfor den offentlige sektor, af skræk for at blive offentlig ”henrettet” og fyret. Men hvis vi skal tidsfæste fænomenet – så er det nok meget rigtigt, som du skriver, at det var noget, der lige så stille begyndte ”at snige sig på banen” engang midt i halvfemserne.

    Det negative ved den tendens har været, at der er opstået det, jeg kalder en forplumring af mange problemstillinger – og dermed også debatterne om dem. Man kan mange gange – og også fuldt ud berettiget stille spørgsmålstegn ved, hvor mange der reelt ved, hvad der bliver diskuteret og debatteret om, når vi har offentlige debatter om samfundets forskellige problemstillinger.

    Det eksempel du giver, at kvinder, der har islam som religion, ikke må gifte sig med mænd, der ikke har islam som religion. Vidste jeg for eksempel ikke. Og det er der formodentlig mange andre end mig, der heller ikke ved. Og den form for information og oplysning, er jo det der gør forskellen på, om man debattere og diskutere på det, jeg vil kalde et nogenlunde sagligt og seriøst oplyst grundlag – eller ej.

    En anden væsentlig synsvinkel – er, at man også fra kristen – og også fra kristen teologisk side – markerer det kristne ståsted. Så man åbent og ærligt melder ud, hvor man fra kristen side ikke er i stand til at gå på kompromis. For mig at se, er det en kristen grundsten, at man tager afstand fra vold og voldelige elementer. Og det må jo så også gælde de voldelige elementer ved islam.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Lars Hougaard Clausen siger:

    Tak for de indlagte links! Det mest velgørende ved Iben Tranholms artikel er, at hun spiller begrebet sandhed på banen. Samme tanke har flere gange strejfet mig, men jeg har næsten ikke turdet udtale den. Jeg har dog gjort det, når jeg i private sammenhænge har spillet klovn. Men sådan at skrive det i avisen…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s