Emil – hvorfor ikke Hassan?

I sin åbningstale (se her) ville statsminister Helle Thorning Schmidt være borgernær, og derfor gav hun den tænkte elev, hun fremdrog, et navn: Han kan for eksempel hedde Emil, sagde hun og malede videre på det skønmaleri, hun gav af den danske folkeskole anno 2012 – eller var det anno 2014?

Og bevares, det lyder da udmærket med store ambitioner på skolens vegne. Man kan måske oven i købet sige, at ambitionerne er holdt på et mere realistisk niveau, end det tilsvarende niveau fra dengang Lars Løkke var statsminister. Dengang skulle den danske skole være i verdenseliten, nu skal den nulevende generation være den med den bedste skoleuddannelse. Udmærket!

Hvad det egentlig gik ud på, det, regeringen ville med skolen, blev ikke helt klart, udover, at vi hørte, at Emil i sløjdtimen, hvor han var med til at bygge et fuglehus, og hvor han kunne bruge sine hænder, kunne få en bedre forståelse af Pytagoras’ læresætning, end når han sad på sin dertil indrettede i matematiktimen. Det er det, vi i min ungdom kaldte ”learning by doing”, og det er der mange pædagoger, der siden har benyttet sig af.

Nå, vi fik idéerne uddybet en lille smule i aftenens Deadline. Og det lød jo alt sammen meget kønt. Jeg skal ikke referere derfra, for det, jeg vil påpege, var noget, der ikke blev sagt, men noget, der i høj grad burde være sagt, efter min mening. Jeg har af og til været med til grundtvigske møder eller læst grundtvigske artikler, hvor man har diskuteret forholdet mellem folkelighed og kristendom ganske, som man gjorde det i gamle dage, det vil sige: ganske uafhængigt af, at disse ting har ændret sig uigenkaldeligt i kraft af den muslimske indvandring, der har fundet sted. Det har altid forekommet mig ganske besynderligt. Men her i Deadline fik vi en diskussion af ny pædagogik, af nye former for undervisning, af nye tiltag til forbedring af elevernes indlæring, alt sammen ganske uafhængigt af de mange problemer, de muslimske indvandrere udgør på skolens område. Enten er man ikke klar over, at disse elever frembyder særlige problemer, eller også tør man ikke sige det åbent af frygt for at komme til at sige noget forkert om muslimer, noget, der kan hindre deres integration. Ingen af delene er særlig løfterigt for fremtidens skole. For man kan med megen ret hævde, at eleverne fra denne fremmede kultur udgør det allerstørste problem for fremtidens folkeskole.

Derfor den lidt sære overskrift. Vi hørte meget om, hvad der skal gøres for Emil, men intet om, hvad der skal gøres for Hassan. Det ser ud til, at man agter at bruge nøjagtig de samme pædagogiske redskaber overfor Hassan som overfor Emil. Og det betyder i mine øjne, at man ikke har erkendt problemerne med den anderledes kultur.

Det tydede det også på, da Helle Thorning omtalte det voldelige angreb på skadestuen i Odense. Hun tog afstand fra det, det var ganske uacceptabelt, og hvad man nu ellers sådan siger. Men der var kun tale om ”en flok mænd”, og de blev af Thorning omtalt som forbrydere. Der var tale om tres til halvfjerds mænd, og de kom alle fra bydelen Vollsmose. Så mange forbrydere er der nok alligevel ikke dèr. Men der er mindst så mange muslimer. Og det var det, de var.

Vi hørte i en Deadline kort efter, at den slags handlinger er ganske almindelige i mellemøsten, se her. De hører med til den kultur, der hersker dèr. En voldskultur, som vore indvandrere har taget med til Danmark, og som åbenbart trives i Vollsmose. Men vi hørte også lidt om den muslimske drengeopdragelse. Som jeg refererede det i det føromtalte indlæg: ”Muslimer laver jo ikke sådan lige om på deres opdragelse. Og de opdrager altså anderledes end vi gør. De lader deres drenge få meget langt tøjr, mens de holder pigerne inden døre, næsten som i fængsel. Og så håber de på og regner med, at selv om drengene, fra de var 14 til de er 25 år, næsten har fået lov til at gøre fuldstændig, hvad de vil, så skal de nok rette ind, når de kommer til at stifte familie og får børn”.

Denne anderledes opdragelse giver sig også udslag i en anderledes holdning til skolen. Hvad der præger muslimske drenge i skolen, har Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose for nogle år siden givet en udmærket forklaring på, en forklaring, der ikke er overgået af andre, se her (man skal lidt ned på siden, før artiklen ”De voldelige efterkommere” dukker op). De skriver blandt andet: ”At en meget stor del af drenge med anden etnisk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, tydeligvis viderefører et mønster med vold som “løsning” på uoverensstemmelser. De samme drenge antager samtidig en mod-identitet, godt hjulpet på vej af kombinationen af forældrenes opdragelse til “at prinse den” blandet med en modstand mod vestlige værdier, og støttet af “hjælper-branchens” etik udmøntet i en alt for favnende respekt for det anderledes”.

Lidt senere hedder det: ”Lærere observerer de umodne ønsker om en umiddelbar tilfredsstillelse eller en god karakter uden en forudgående rimelig personlig indsats. Pædagoger beretter om hvorledes drenge af al magt forsøger at undgå, hvad de anser for nedværdigende kvindearbejde, og bruger kultur som argument for ikke at skulle behandles på lige fod med danskere”.

Og igen lidt senere: ”Drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige, rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler. Og de kan slet ikke holde ud at tabe til etniske danskere, altså ikke-muslimer. Fodboldtrænere har i årtier beskrevet problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og udviser manglende accept af den autoritet og de vedtagne rammer, der styrer fodboldspillets afvikling”.

Og igen: ”Der er en voksende tendens fra muslimers side til ikke at ville være en del af “os”, men være noget særligt. Margit Warburg professor i religionssociologi på Københavns Universitet påpegede i øvrigt også i en tale på en international konference i sommer, at det er særlig vanskeligt for muslimer at forandre deres identitet. Det er fx sådanne forestillinger om et muslimsk fællesskab over danskere der bringer indvandrerdrenge i karambolage med redningsfolk i storbyer, hvor drengene forsøger at dirigere med og bestemme over redningsarbejderne”.

Lidt senere igen: ”Disse erfaringsbeskrivelsers afgørende pointe, nemlig muslimske drenges kunstigt opblæste selvopfattelse, som gør dem ekstremt følsomme overfor selv små nederlag, bekræftes empirisk af det iøjnefaldende store frafald blandt normaltbegavede drenge på gymnasier og erhvervsskoler. De kan hverken overtale sig selv til at knokle eller acceptere et selvbillede med en (midlertidig?) bundplacering. Samtidig gør det selvfølgelig ondt værre, at blive rubriceret på taberholdet af pigerne fra både det etniske og det danske miljø. Vi vil hævde, at kulturbestemte træk i drenge-opdragelsen peger hen imod en forklaring på, at disse drenge ofte udvikler en mere voldelig og destruktiv adfærd”.

Hvad der er galt, hævder de to forfattere, er ikke, at de muslimske drenge mangler selvværd, men at de lider af selvovervurdering. Og så kommer en afgørende forklaring: ”De muslimske drenge opdrages på en måde, som automatisk forsyner dem med en status og betydning, som udelukkende skyldes deres køn. De opdrages endvidere med det synspunkt, at de har en særlig status og betydning i kraft af deres religion. Begge disse opdragelses-elementer kommer i alvorlig konflikt med et samfund, hvor drenge-opdragelsen ellers er præget af, at man ikke opnår status og betydning, medmindre man konkret præsterer noget, samtidig med at ens evt. religion, anses for et personligt anliggende og aldrig medfører ekstra status”.

Når disse drenge kommer ind i skolen, når de kommer udenfor deres ghetto-samfund og møder det danske samfund, så falder de uhjælpelig igennem, så viser deres selvovervurdering sig at være falsk. Og da de ikke kan acceptere hverken det ene eller det andet, altså hverken ikke at blive anerkendt som noget i kraft af deres køn eller ikke at blive anerkendt som mere end danskerne i kraft af deres religion, så skabes der frustrationer hos dem, så vrænger de ad uddannelsesinstitutionerne, så ser de ned på hele det danske samfund.

Det er den største udfordring, det danske skolevæsen står overfor. Det vil sige: den største udfordring består i at anerkende, at muslimer ikke har samme kulturelle baggrund som danskere; eller – sagt mere direkte – at muslimske drenge møder skolen og dens undervisning med en højst uheldig forudforståelse.

Den udfordring bliver imidlertid, som man kan forstå, slet ikke taget op af regeringen. Og det er højst uheldigt. For før man bliver klar over, at det er det, der er udfordringen, kan man ikke gøre noget ved det. Der vil utvivlsomt være mange på lokalt plan, der yder en rigtig god indsats, også overfor disse problemer. Vi har også hørt om muslimer, der selv tager problemet op og søger at hjælpe andre muslimer til en bedre og mere meningsfyldt skolegang. Men når vi har med en regering at gøre, som mener, den kan løse ghetto-problemerne ved ikke mere at kalde disse områder for ghettoer, så har det vist lange udsigter med bare at få den til at erkende, at det er her, vi har udfordringen, endsige da at tage udfordringen op.

Og jeg véd virkelig ikke, hvad vi skal gøre ved dette problem. Der er jo muslimer, også muslimske drenge, der har fået en ordentlig skolegang, har set, hvordan det danske samfund fungérer, opdaget, at de møjsommeligt må gøre sig umage for at opnå den respekt, de higer efter, og gudskelov også opdaget, at de godt kan at yde det, der kræves. Om man kan lære noget af dem, om man ud fra deres livsvej kan finde frem til, hvad der kan gøres – jeg véd det ikke.

Men det véd jeg, det nytter ikke at benægte problemet, det nytter ikke at lukke øjnene for det. Som én skrev på et indlæg på 180grader: ”Problemet hedder imidlertid ikke Emil. Det hedder Ali”, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Emil – hvorfor ikke Hassan?

  1. Pingback: Politik, medier og kristendom » Blogarkiv » Er det sandt, Helle T?

  2. piracetam siger:

    Kun i islam er der begrænsninger. Ikke på at bruge profeten Muhammeds navn ? det bærer alene i Danmark næsten 4000 mænd. Jesus, som i Koranen omtales som profeten Isa/Issa, er også et almindeligt navn for både muslimske piger og drenge. I Danmark er det næsten 1000. Men man må ifølge islams regler ikke kalde sig Allah eller nogle af Allahs 99 navne, med mindre der foran står Abd eller Abdel, som betyder “tjener for”.

  3. Pingback: Fuglenes sprog « Ricardt Riis

  4. Pingback: Heldagsskole – hvorfor egentlig? | ricardtriis

  5. Pingback: Fuglenes sprog | ricardtriis

  6. Pingback: Sandhedens øjeblik | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s