Hjernedød

Nej, jeg så ikke udsendelsen om Carina, ”Pigen, der ikke ville dø”, som DR så smagfuldt – og misforståeligt – kaldte deres udsendelse. Men jeg har set mange af de kommentarer og omtaler af udsendelsen, der siden er fremkommet i TV-avisen. Og de er under lavmål. Sidst forlød det her for et par dage siden, at man nu havde opdaget et nyt tilfælde. Der var tale om en ung mand, som – og sådan sagde TV-avisens oplæser – var blevet erklæret hjernedød af lægerne, men nu levede i bedste velgående.

”Erklæret hjernedød af lægerne”? Nej, bestemt var han ikke det. Og bestemt var Carina heller ikke blevet erklæret hjernedød af lægerne. Men indrømmet, det var det indtryk, utrolig mange har fået efter at have set udsendelsen. Og det er den angst for fejlagtigt at blive erklæret hjernedød, som har fået mange til at melde fra overfor organdonorregistret: de vil ikke være med alligevel. For – tænker de på baggrund af TV-udsendelsens fejlagtige påstande – de vil ikke risikere at dø i kraft af et lægeligt fejlskøn.

Det er altså for dårligt af diverse Tv-journalister. Et enkelt opslag hos Google på ordet ”hjernedødskriterium” bragte med det samme sandheden for dagen, se her. I denne redegørelse kan forvisse sig om, at når først en person efter alle disse regler erklæret hjernedød, så er personen virkelig død. Man har virkelig i disse regler sikret sig på alle mulige måder. Det skal være to forskellige læger, der skal foretage undersøgelsen, og de må ikke have forbindelse til noget transplantationsteam. De tests, de skal foretage, er blandt andet reaktionstests, øjenreflekser, pupilreflekser, osv. Hvis visse bestemte uvilkårlige reaktioner ikke forekommer hos patienten, så kan man deraf slutte, at også hjernestammen er død. Og så er der ikke noget at gøre.

Der er virkelig evidens bag disse tests. Og alt andet ville dog også være utænkeligt. Vi har op igennem historien haft en del forskellige metoder, hvorved vi officielt kunne fastslå, at et menneske virkelig var afgået ved døden. For man ville på enhver måde sikre sig imod at begrave et menneske, der kun var skindød og derfor kunne leve op igen.

Så da man indførte hjernedødskriteriet, blev der ikke givet ved dørene. Der er ikke i noget tilfælde tale om noget så vagt som et lægeligt skøn. Der er tale om en lægelig konstatering.

Jamen, det er da uimodsigeligt, at lægerne skønnede forkert i de to omtalte tilfælde?

Ja, det er fuldstændig rigtigt. Men ingen af disse personer var blevet erklæret hjernedøde. Sagen er den, at hvis der er tale om hjernedød, så varer det højst en tre til fire dage, før også hjertet holder op med at fungére. Og hvis der skal foretages en transplantation af ét eller flere organer, så er tidsfristen altså ret kort. Det vil sige, hvis den pågældende person står i organdonorregistret, så skal de pårørende altså give deres tilladelse til donation indenfor et meget kort tidsrum. Og man synes jo, de er spændt hårdt nok for i forvejen. Derfor prøver lægerne at skønne: Nærmer hjernedøden sig? Kan vi ved et kvalificeret lægeligt skøn give de stakkels mennesker lidt længere tid til den svære beslutning om transplantation? Det vil sige: Når lægerne søger at skønne, er det af medmenneskelig medlidenhed med de pårørende. Og man kan da være bombesikker på, at de glæder sig ligeså meget som de pårørende over, at de i dette tilfælde foretog et fejlskøn. Men de fortalte ikke de pårørende, at deres søn eller datter var erklæret hjernedød, for det var han eller hun ikke.

Jo, mange læger kunne godt ønske sig, at der var flere, der ville gå med til transplantation. Men de læger, der er tale om, har altså forskellige opgaver. Nogle – de læger, der behandlede Carina – har til opgave at redde hende fra hjernedøden, andre har til opgave at foretage transplantationerne. Og man behøver ikke at mistænke de første for at prøve at fremskaffe så mange organdonorer som muligt.

Undervejs gør jo også lægevidenskaben fremskridt. Man har således fundet bedre behandlinger for de hjerneskadede. Man har – så vidt jeg véd – fundet ud af at holde patienter med hjerneskader nedkølede, fordi hjernecellerne derved bedre regenererer. Men det er klart, alt andet lige bliver der på den måde færre organdonorer end tidligere. Men ingen drømmer da om af den grund at gå tilbage til de gamle behandlingsmetoder, vi ønsker alle de bedste metoder brugt for os selv og andre, så må virkelig organdonation komme i anden række.

”Han var erklæret hjernedød af lægerne”, ja, sådan blev der virkelig sagt i Tv-avisen. Indrømmet, det lyder sensationelt, og det skal det vel også gøre i de medier, der konkurrerer på livet løs med hinanden. Men man kunne måske også konkurrere om at bringe de sandeste nyheder, ikke blot de mest sensationelle. Dog, dette har vist lange udsigter.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hjernedød

  1. Ricardt Riis siger:

    I dag læste jeg denne kommentar, der på udmærket vis fortæller, hvad DRs journalister var ude på: http://www.b.dk/kommentarer/dokumentar-med-bagtanke

  2. Pingback: Kommunikation & IT…» Blog Archive » FUP eller FAKTA?

  3. Pingback: FUP eller FAKTA? « Ullas Vinkler…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s