En nem genvej til asyl?

Det er Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, der siger noget i den retning. Ifølge Den korte Avis, se her, siger han: ”Men jeg frygter, at mange asylansøgere vil opdage, at en nem vej til at få asyl i Danmark er at påstå, at man lige pludselig har fået lyst til at blive kristen”.

Hvad skal man nu mene om det?

Man skal mene, at det er overfladisk, uhyggelig overfladisk.

Det er igen dette med at forstå en anderledes kultur, det kniber med, denne gang fra en indvandringsmodstanders side.

Vi plejer at kunne bebrejde tilhængerne af en stadig indvandring, at de intet har forstået af den anderledes kultur, der hersker i de muslimske lande. I forbindelse med den forrige valgkamp – altså for ikke mere end godt et år siden, efter at vi igennem cirka tre årtier har kendt til det, der kaldes ”kædevandring” – udtrykte både Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen deres forargelse over, at de skrappe krav til folk, der ville familiesammenføres, forhindrede mennesker i at gifte sig med den, de ville.

O, hellige enfold! Nu har det fra midt i firserne været kendt, at muslimerne har en anden ægteskabstradition, end vi har. Hos dem har man ikke lov til at gifte sig med den, man vil. Man har lov at gifte sig med den, ens forældre vil, hvis ellers de kan få den udvalgtes forældres samtykke. Hos muslimer er det familien eller ligefrem klanen, der bestemmer over det, vi betragter som noget højst personligt, nemlig, hvem den enkelte skal giftes med. Det er et fænomen, vi i indvandringsdebatten har haft det største besvær med. Dels tog det lang tid, inden vi rigtig blev klar over, at det forholder sig sådan, dels er det et forhold, det er meget svært at gøre noget ved. For – siger vi – vi må jo ikke behandle muslimerne anderledes, end vi behandler almindelige kristne danskere. Og så fik vi 24-års reglen, så fik vi en række stramninger, som også almindelige danskere måtte rette sig ind efter, hvad ikke alle var lige glade for. Vi har diskuteret disse forhold frem og tilbage i én uendelighed, kan man sommetider få indtryk af – eller har vi? For når disse to ellers ret begavede kvinder kan udtale sig som refereret, er det, som om alle disse diskussioner er gået hen over hovedet på dem. De har ikke kunnet eller villet acceptere, at muslimerne har en anden kultur.

Nu oplever vi så denne blindhed for den anderledes kultur fra den modsatte side. Ligesom Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen meget overfladisk forestillede sig, at muslimerne da selvfølgelig tænker ligesom vi, når det gælder forelskelse og ægteskab, sådan går Martin Henriksen meget overfladisk ud fra, at muslimer da tænker om deres religion nogenlunde ligesom vi om vores, dvs. tænker om den som noget, man da godt vil udskifte, hvis der er fordele forbundet med det.

Det nye i situationen er, som man måske véd, at Flygtningenævnet har omgjort en afgørelse angående en afghansk flygtning. Han havde, mens han ventede på asyl, fået undervisning i kristendommen og ladet sig døbe. Dermed var han i de rettroende muslimers øjne blevet en frafalden, og en sådan skal efter ”god” gammel muslimsk skik slås ihjel. Og man må nok indrømme, at den afghanske statsmagt ikke ville kunne beskytte ham, selv hvis den virkelig ønskede det – hvilket i øvrigt er tvivlsomt. Tidligere havde han fået afslag på asyl med den begrundelse, at man i Afghanistan ikke kendte noget til hans omvendelse til kristendommen, og at han derfor godt kunne overleve dèr, hvis han blot holdt sin tro hemmelig. Det gælder altså ikke mere. Nu synes selve dette, at man er gået over til kristendommen, holdt sammen med den muslimske skik (eller uskik) at slå konvertitter ihjel, at være tilstrækkelig begrundelse for asyl.

Det er det, der har fået en del politikere til at udtrykke bekymring, bekymring for, om man nu kommer til at opleve en bølge af konverteringer af asylansøgere, fordi de jo har erfaret, at det ”giver pote”. Vi har, kan man sige, efterhånden fået lukket næsten alle de huller i lovgivningen og i reglerne, der gav anledning til uhensigtsmæssigheder, er der nu her opstået et nyt hul, som lovgiverne skal prøve at lukke?

Nej, det tror jeg ikke. Det er sikkert rigtigt, at asylansøgerne snyder med mange oplysninger, hvis de mener, det kan gavne deres sag. Og de snyder også på områder, hvor det vil falde os danskere uetisk at snyde. Det skyldes deres anderledes kultur. For den er klanen og ikke staten det afgørende, den instans, man skylder lydighed. Men én ting tager de virkelig højtideligt: deres religion. Det forholder sig med muslimerne virkelig sådan, som en taxachauffør for lang tid tiden sagde til én af vore biskopper: ”Meget kan man sige om muslimerne, men de tager sgu deres kristendom alvorligt”.

I al almindelighed gælder, at islam betyder meget mere for en almindelig muslim, end kristendommen betyder for en almindelig dansker. Hvis en dansk mand forelsker sig i en muslimsk kvinde og ønsker at gifte sig med hende, må han konvertere til islam; det siger ældgamle muslimske regler. Og for en almindelig folkekirkedansker er det ikke noget problem. Han får én på opleveren, den eksotiske oplever. Og hvad – den ene religion kan vel være lige så god som den anden. Så det går han gladelig med til. Og har han betænkeligheder, hjælper hans forelskelse ham over dem. Først efterhånden bliver han klar over, hvad der lå i den konvertering.

Anderledes med muslimen! Hans religion har fulgt ham overalt i hans tilværelse. Den er det, der binder ham sammen med familien, med klanen. Den er det, der fastlægger de folkelige skikke, som islam er fuld af. For det er det snedige – eller skal vi ligefrem sige ”det djævelske” – ved islam, at man har taget alle de folkelige skikke i besiddelse, lagt sin religiøse betydning ind i dem og derved gjort det næsten umuligt at forlade islam uden samtidig at forlade alt det, der give én identitet.

Hvordan opdrager man sine børn? Vi i Vesten er stærkt i tvivl, det er noget, vi stadig diskuterer frem og tilbage. Men ét står fast: de skal opdrages til selv at kunne tænke, selv at kunne overveje tingene og tage stilling. Indenfor islam ligger tingene anderledes fast. Der er bestemte mønstre, som betragtes som gode og fromme, fordi religionen siger det. Hvordan piger skal være, hvordan drenge skal gebærde sig, alt lægger religionen sine rammer ned over.

Hvad må man spise og hvad ikke? Også her har islam svar at give, ikke svar på, hvad der er sundt eller skadeligt, men svar på, hvad der er haram og halal, og har man disse svar, så er man godt kørende, så kan man være tryg.

Dertil kommer yderligere, at islam ret bramfrit lader sine medlemmer forstå, at de som muslimer er bedre end andre mennesker. Der ligger i islam – i hvert fald som den har udviklet sig gennem den islamiske vækkelse, der har bredt sig ud over religionen, også i Europa – et forsøg på at kompensere for den åbenlyse materielle underlegenhed, islam udviser og har udvist gennem mange hundrede år, ved at hævde islams moralske overlegenhed. Besynderlig nok skal denne overlegenhed ofte påvises overfor os andre med voldelige midler, og vi vil nok sige, at det er endnu et bevis på muslimers afmagt, men muslimerne ser det som noget naturligt. Den respekt, de kræver af os, er ikke den respekt, vi kan nære for dem på rent menneskelig vis, men den form for respekt, som rockerne vil indgyde os.

Og det er det, der er min pointe her: Hvis vi blot nogenlunde prøver at leve os ind i, hvad islam betyder for den enkelte muslim, så bliver vi klar over, at islam, det er ikke noget, man ”lige pludselig” får lyst til at forlade. Hvis nogen virkelig ønsker at forlade islam, må det skyldes alvorlige overvejelser. Jeg gætter på, at de præster, der modtager asylansøgerne til dåbsundervisning, vil sige det samme. Dels bryder de jo alle broer af bag sig: de kan aldrig mere frit rejse tilbage til Afghanistan eller Irak eller hvor de nu kommer fra. Dels er de også truet på livet her i landet. Javel, vi kan nok i nogen grad beskytte dem, men jo ikke give nogen garanti. Og dels bliver forholdet til deres familier og hele deres klan forgiftet af deres konvertering.

Vi har ofte meget svært ved at skelne ægte flygtninge fra fup-flygtninge. Men det tror jeg, vi kan være ret sikre på: Hvis en muslim vil konvertere til kristendommen, er det alvorligt ment. Så efter min mening er politikernes bekymring med hensyn til indvandringen for en gangs skyld ubegrundet.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til En nem genvej til asyl?

  1. Morten - - - siger:

    Det ville jeg også løbe an på. Og jeg plejer ellers at være den sidste, der løber an på noget som helst, der har med muslimer at gøre.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s