Det er altid vores skyld

Om det borteliminerede juletræ i Kokkedal skriver Kathrine Lilleør på sin blog: ”Enten er det lille muslimske flertal i boligforeningen usædvanligt tankeløse, eller også er de ekstraordinært provokerende. Hvad enten man er det ene eller det andet, er boligforeningens juletræsbeslutning atter et af de utallige beviser på, hvor elendige vi i årtier har været til at integrere folk med andre kulturer og religion”, se her. Og med den bemærkning udfører hun igen det kendte danske kunststykke: at give os selv skylden for alle onder, skønt man skulle tro, at det i dette tilfælde var umuligt. Jeg mener: her afsløres vel, så det ikke er til at misforstå, visse muslimers herrefolksmentalitet: ”vi alene har den guddommelige sandhed, vi bør derfor herske over andre, og indtil dette sker, må vi i hvert fald sætte os igennem i alle de områder, hvor vi kan komme i flertal”. Og alligevel skal selv dette tydelige udtryk for herskesyge vendes om, så det bliver vores skyld: vi burde have sørget for en bedre intregration.

Men denne tåbelighed fik ikke længe lov at stå alene. Den blev taget op i lørdagens Deadline af Martin Breum. Han havde fået Bertel Haarder i studiet, og han var tilsyneladende kun interesseret i én ting: at få Bertel Haarder til at lægge sig fladt ned og bekende sin medskyld i det manglende juletræ, fordi han som integrationsminister var for dårlig til at få muslimerne integreret i vort samfund. Breum blev ved og blev ved med at henvise til Katrine Lilleørs blog, det lød igen og igen, at når Haarder kunne tilslutte sig Lilleør, så måtte han også indrømme sit ansvar for den manglende integration. Det ville Haarder dog gudskelov ikke.

Tilbage til Lilleør! Hun begår også den genistreg at sammenligne Danmark med USA, hvad angår integration. Hun skriver i fortsættelse af det foregående: ”I en uge, hvor de multikulturelle amerikanere vandt over Romneys monokulturelle hvide kristne selvforståelse, er det oplagt at undre sig over, hvad amerikanerne i stigende grad kan, som vi danskere tydeligvis er elendige til. For Obama-sejren er en sejr for fremtidens integrerede vestlige demokrati, hvor man uanset baggrund, kultur og seksualitet kan regne sig for fuldgyldig borger.”

Man tager sig til hovedet. At nogen kan finde på at komme med en så overfladisk analyse af amerikansk politik! At nogen kan tro, at bare man regner alle uanset baggrund, kultur og seksualitet for en fuldgyldig borger, så vil alting gå glat, så vil vi få et fredeligt, integreret demokrati! Vi springer over alle de vanskeligheder, amerikanerne har haft og stadig har med at integrere de sorte amerikanere i deres samfund. Vi undlader at omtale de mange ”Chinatowns”, der findes rundt omkring i amerikanske byer (er det et ideal?), vi kan nøjes med at påpege, at amerikanerne ikke har stået overfor og heller ikke kommer til at stå overfor den opgave, som Europa står overfor: at skulle integrere muslimer i vort samfund. Det er sandt, at de fremmede, der skal integreres i det amerikanske samfund, udgør en broget flok. Men det er bemærkelsesværdigt, at der kun er en forsvindende lille minoritet af muslimer blandt dem.

Her er det helt anderledes i Europa. Den indvandring, vi har været udsat for, har været en indvandring fra de muslimske lande. Og modsat de fleste andre indvandrere, så medbringer muslimerne deres egen statsforståelse. At de medbringer deres egen kultur, det havde vi regnet med, og at denne kultur skal have lov til at være her, det kan vi forstå. Hvis altså kultur forstås som noget, der hører privatsfæren til. Men at en del af den muslimske kultur er en opfattelse af, hvad staten er og hvad staten skal være, det er kommet som en overraskelse for os.

Ikke desto mindre forholder det sig netop sådan. Den kultur, muslimerne kommer til landet med, har i sig en respekt for sharia, og sharia er ikke blot en række bestemmelser for enkeltindividet, det er også en række idealer for samfundet. Og samfundet, det kan være statsmagten, men det kan også være det samfund af muslimer, der dannes, hvor mange muslimer bor sammen. I en sådan ghetto, som vi kalder det, vil muslimerne være sig selv, dèr vil de selv bestemme, hvad der skal ske og hvad ikke. Det giver sig udslag i, at brandfolk og politifolk har vanskeligt ved at arbejde i ghettoerne, det giver sig udslag i, at konflikter søges løst internt ved imamers mellemkomst – man går ikke til politiet, og det giver sig udslag i, at man lægger pres på sine medmuslimer for at få dem til at rette ind – de skulle nødig blive for ”danske”.

Indrømmet, det har taget temmelig lang tid, før det er sivet ind hos det store flertal af danskere. Men efter begivenheden på skadestuen i Odense, burde nu de fleste have lært det: muslimer er noget for sig og vil være noget for sig; de opfører sig som et herrefolk og har også i deres religion belæg for det. Tag bare den kendte regel om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim, og at børn af blandede ægteskaber altid skal opdrages som muslimer. Vi ville jo synes, at det naturlige da er, at der gælder lige regler: religionen kan da ikke komme og gøre krav gældende. Men det er lige, hvad religionen islam kan. Og hvorfor? Fordi den besidder sandheden og det i den grad, at man som troende muslim ikke kan andet end give den fortrinsret.

Men hos Kathrine Lilleør er det ikke sivet ind. Hun skriver: ”Den gammeleuropæiske blaserthed har længe trasket den modsatte vej. Vi har siden Den Franske Revolution dyrket den forestilling, at klogest er de, der ikke tror på Gud, men kun tror på det gode i mennesket. Det er klart, at en sådan ikke-tro falder over sig selv, når den møder troende muslimer. Nedladende har det officielle Danmark enten givet dem indtryk af, at man finder al tro ligegyldig. Eller også har man forsøgsvis om end stadig nedladende hyldet visse muslimers alvorlige Gudsforhold. Det eneste Over-Danmark ikke har gjort er at tone rent flag, slået korset tegn og mødt de forskellige muslimske retninger i øjenhøjde. Kristen overfor muslim. Tro mod tro i gensidig anerkendelse”.

Hun vil altså skyde skylden på den ikke-kristne elite. Det kan der bestemt være god grund til. Men hun skulle nu passe lidt på med brugen af ordet ”nedladende”. Hun har selv just optrådt særdeles nedladende overfor muslimerne i Egedalsvænge-bestyrelsen, idet hun har taget ansvaret for ikke-juletræet bort fra deres skuldre og lagt det over på os danskere. Tidligere hed det i skolejargon ”ansvar for egen læring”; man har vist opdaget, at et sådant ansvar kan man ikke placére på børn, så det udtryk er ved at være yt. Hvis man derimod sagde ”ansvar for egen integrering” til vore muslimer, så ville man omside komme bort fra den nedladende holdning overfor dem, der – som Lilleør – betragter dem som mennesker, der ikke kan tænke selvstændigt, men kun passivt reagere på det, vi andre (fornuftige?) væsner gør og siger.

Og det sidste, det med at tone rent flag, slå korsets tegn og møde muslimen i øjenhøjde, hvad er det andet end en gang ordgas? Bare det, at hun fortsætter med at sige: ”Tro mod tro i gensidig anerkendelse”! Jamen, tyder ikke-juletræet på nogen anerkendelse fra muslimsk side?

”Møde muslimen i øjenhøjde” – det lyder som den sædvanlige snak om dialog og dialog og atter en gang dialog. Men nej, det er ikke dialog, det skorter på. Tværtimod burde vi kristne for en stund lade muslimer være muslimer og så tage os en grundig snak om, hvordan vi skal stille os til de mange udfordringer, vort samfund stilles overfor i kraft af muslimernes tilstedeværelse. Det har vi længe savnet. For hver gang nogen har ville åbne munden for at indlede en sådan diskussion, er han blevet mødt med et forarget hys – hys, endelig ikke gøre muslimerne kede af det, endelig ikke træde dem over tæerne med hensyn til deres religion!

Som man måske har opdaget gennem mine mange blog-indlæg, er jeg tilhænger af, at vi giver muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan bære. Men også tilhænger af, at vi klart opstiller grænser: vi vil ikke finde os i særlige muslimske arveregler eller ægteskabsregler, vi kan ikke gå med til områder i landet, hvor ikke dansk lov, men sharia hersker, vi vil retsforfølge og straffe de imamer, der går med til vielse af mindreårige eller til flerkoneri, og vi burde også i højere grad holde lidt øje med vore muslimers udlandsrejser: derved ville vi kunne forhindre, at unge bliver sendt til hjemlandet til et ægteskab, de ikke er indforstået med, og forhindre, at børn kommer på genopdragelsesrejser, ja, måske oven i købet forhindre det, vi siger, vi er så meget imod: kvindelig kønsskamféring.

Intet af dette hindres gennem dialog. For muslimerne giver jo ikke slip på deres århundredgamle traditioner, bare fordi vi siger: ”Det kan I nok forstå, ik’!” De har deres sharia, som for dem betyder mere end dansk lov. Og hvis vi virkelig mener, de bør opgive den, bør vi sætte sanktioner bag vore krav. Det vil de kunne forstå.

Kan det så nytte noget? Er der tegn på, at muslimerne er ved at forstå vor samfundsorden?

Ja, det er der. Jeg kan stadig glæde mig over dommen over Ghasa Khans morder, hendes bror og familie. Her var der en række pakistanske kvinder, der gav udtryk for stor tilfredshed med dommen. Det vil sige: det tryk, de havde levet under i Pakistan og i de pakistanske miljøer herhjemme, følte de nu lettede noget. Og det var de glade for. Og i forbindelse med ikke-juletræet i Kokkedal kan man også notere sig, at ikke så få muslimer har udtrykt forargelse over den beslutning, deres medmuslimer i bestyrelsen har truffet. Det er ikke et dårligt tegn.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.