Mit sande ansigt

Ja, hvad er egentlig mit sande ansigt? Det er jo ikke nemt at vide for én selv, og af den grund bekymrer det spørgsmål mig også kun lidt. Jeg tænker som så: Jeg er den, jeg er; jeg siger, det jeg siger, velunderbygget eller mindre velunderbygget, og folk må så tage mig, som jeg er.

Jeg har jo imidlertid af og til nogle udfald mod muslimer her på min blog. Det kan næsten ikke undgås, for jeg mener, islam er en forkert religion. Hvad den forkynder, er ikke sandheden, hvad den befaler sine tilhængere, er i nogle tilfælde ret umenneskeligt.

Men gang på gang sker der så det, at der som svar på et sådant islamkritisk indlæg dukker indlæg op, som vender sig imod mig. I og for sig ikke imod mine argumenter, men imod selve det, jeg foretager mig, altså imod det, at jeg vender mig imod islam. Jo, jo der kan da af og til være knyttet argumenter til disse indlæg, som regel ret tyndbenede argumenter, men for det meste er der blot tale om, at man vil give udtryk for, at det er forkert at sige noget imod islam.

Jeg har aldrig rigtig forstået disse sikkert yderst velmenende mennesker. Jeg ville måske kunne forstå det, hvis man tog det forhold op til diskussion, som jeg påpegede; jeg ville endda være tilbøjelig til at ændre fremgangsmåde, hvis man kunne vise mig, hvordan jeg skader integrationen ved i det hele taget at kritisere islam. Nå ja, undlade at kritisere islam ville jeg nok ikke, men måske kritisere den på en mere lempelig måde, jo, det kunne tænkes. Men i langt de fleste tilfælde véd mine velmenende modsigere ikke noget særligt om islam, og de undlader derfor at vende sig imod mine argumenter, de nøjes blot med at udtale deres misfornøjelse med min islamkritik, ja, de lader endda af og til skinne igennem, at de med en sådan tilbageholdenhed er bedre mennesker end jeg, måske endda ligefrem bedre kristne.

Det sidste kan de på en meget snild måde prøve at give det udseende af ved at vende min kritik af islam til en tilsvarende kritik af kristendommen. Hvis jeg har kritiseret islam for at dræbe dem, der går over til andre religioner, så får jeg straks at vide, at det har kristne sandelig også gjort engang (min kritiker overser så, at vi kristne for længst har taget afstand fra disse handlinger, hvad muslimerne ikke har gjort). Og hvis jeg påpeger, at muslimer ikke stiller mænd og kvinder lige, så får jeg straks skudt i skoene, at det gjorde vi heller ikke i gamle dage. Sådan ”griber man i egen barm”, sådan vender man en kritik af islam til en tilsvarende kritik af kristendommen, sådan mener man, at man opfører sig som en god kristen, for siger ikke Jesus, at man ikke skal se splinten i sin brors øje, når man render rundt med en bjælke i sit eget!

Og det er klart: hvis man rettede sig efter mine kritikeres mavefornemmelse, ville ingen nogensinde kunne kritisere islam. Det ville formentlig også efter disse kritikeres mening være helt OK, for ikke sandt, muslimer er da lige så gode mennesker som os, de vil ligesom vi helst leve i fred og fordragelighed, de har de samme forestillinger om alles ligeværd og alles lige ret til at være her og udøve deres religion, som vi har, ikke! Og derfor: hold op med den islamkritik!

Og når virkeligheden trænger sig på, og når jeg er fræk nok til at påpege, at virkeligheden er anderledes, end disse kritikere hævder, så viser det sig, at det er fuldstændig umuligt at trænge ind til dem. De har helgarderet sig. De er øjeblikkelig klar med deres forsvarsmekanismer: det er mig, der er noget i vejen med, det er mig, der ser på muslimerne med et ondt øje, det er mig, der bør prøve at forbedre mig, det er mig, der er den moralsk underlegne, og de kan fra deres høje stade kun opfordre mig til at prøve at blive et bedre menneske. Altså: det, der skulle handle om os og muslimerne, kommer i løbet af nul komma fem til at handle om mig og min muslimkritik. Om virkeligheden forholder sig, som jeg beskriver den, er aldeles ligegyldigt.

Sådan tillod jeg mig fornylig at spørge, om vi monstro i beslutningen fra Kokkedal om at sløjfe det årlige juletræ så et eksempel på, hvordan muslimerne her i landet ville bære sig ad, hvis de en dag skulle få flertallet og dermed magten: var det i denne beslutning muslimernes sande ansigt, vi fik at se? Det fik én af de velmenende kritikere af al muslimkritik til at spørge modsat: ”Jeg tænker på hvad dit sande ansigt er?” Og det er jo lige efter bogen, altså de forestillinger, som de gode og kloge og velmenende har. Godt nok var det måske mere møntet på én af de andre, som på bloggen havde givet udtryk for islamkritiske synspunkter, men alligevel: da det var mig, der havde formuleret overskriftens spørgsmål, og da jeg er fuldstændig enig med det pågældende indlæg, blot at det var noget mere dybtborende end mit indlæg, rammer det jo også mig.

Og fordi man umiddelbart føler trang til at forsvare sig, overser man i første omgang den horrible mangel på symmetri, der ligger i udsagnet. Jeg mener, jeg har en konkret handling at have mit spørgsmål om muslimernes sande ansigt i, nemlig det manglende juletræ, men min kritiker aner intet om mig, stiller ikke dette spørgsmål ud fra, at jeg f.eks. ønsker alle muslimer smidt ud af landet (hvad jeg ikke gør), men kun ud fra det, at jeg prøver at arbejde mig ind i muslimernes sjæl: hvad er det, der bevæger dem? Hvorfor opfører de sig anderledes end vi ville opføre os? Hvorfor har de ikke de samme toleranceidealer, som vi har? Osv. Og så bliver jo altså selve det, at man vil prøve at sætte sig ind i muslimernes tankegang, forkert, selve det at spørge efter muslimernes sande ansigt noget, man bør afholde sig fra, hvis man er et godt menneske.

Og for at jeg ikke skulle tro, at jeg var noget, for at jeg i det mindste kunne blive klar over, at jeg var et væsen af en lavere moralsk kvalitet end disse kritikere, blev der tilføjet en formaning om at prøve at forbedre sig: ”Ha’ en god livsklog dag og husk eftertanken ;o)”. Med andre ord: ”Prøv at anvende lidt eftertanke, prøv at overveje, om du selv er bedre, prøv at se, om dit ansigt kan stå mål med muslimernes ansigt! Mon så ikke du opdager, at du ikke har noget at prale af!”

Jeg kan sige det samme på en anden måde: Det kan jo ikke være andet, end at jeg, når jeg undersøger islam og studerer muslimers tankegang, kommer med en bedømmelse af dem, altså kommer ind i en sammenligning mellem muslimer og kristne danskere. Og hvis denne bedømmelse bare i mindste måde er til kristendommens fordel, rammes jeg øjeblikkelig af mine kritikere med et Jesus-ord: ”Døm ikke!” ”Hvem er du, at du vil dømme andre? Tror du, du er bedre end dem? Bilder du dig ind, at vi som kristne har noget fortrin frem for muslimerne?” osv.

Som sagt: det er en indvending, jeg ofte er stødt på. Blot har jeg sjældent mødt den i en så komprimeret og afslørende form som her. Og jeg kan ikke sige andet, end at denne indvending i høj grad er med til at umuliggøre enhver diskussion om, hvad islam er, og hvad den store indvandring af muslimer vil medføre. Til stor skade for de integrationstiltag, vi måtte foretage.

Og den er nok også med til at forklare et ganske besynderligt fænomen: den danske kvindebevægelses tavshed og passivitet, når det drejer sig om muslimske kvinders forhold.

I 2000 var der to kvinder, der i Norge foretog to hemmelige lydoptagelser af samtaler, som de havde haft med to imamer. Samtalerne har karaktér af sjælesørgeriske samtaler. Den ene kvinde foregiver at skulle til Pakistan for at giftes med en mand, hendes forældre har udset til hende. Det vil hun ikke, fordi hun ikke kan lide at være i Pakistan, og fordi hun er blevet forelsket i en nordmand. Og hun spørger så imamen til råds. Samtalerne findes i en forkortet udgave her, men man får nok lidt mere udbytte af den fulde transkription, som findes her.

På en måde viser disse samtaler det modsatte af, hvad man påstår de viser. Man må gætte sig til stemmeføring og mimik, men man kan godt hos begge imamer fornemme en dyb indlevelse i kvindens situation. Man fornemmer også, at de godt er klar over, at alt ikke er den rene idyl i Pakistan, og at dette med de arrangerede ægteskaber ofte er identisk med tvangsægteskaber. Så de holder begge fast ved, at forældre ikke må arrangere ægteskaber for deres børn, som går imod børnenes vilje. Omvendt påpeger de gang på gang, at en muslimsk ung kvinde må adlyde sine forældre, og at kærligheden som regel kommer i stand mellem ægtefolkene, når først de er blevet gift.

Men man kan også iagttage, hvordan de muslimske regler stiller sig i vejen for de gode hensigter, imamerne har. Gang på gang indskærper de overfor kvinden, at en muslim ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Det vil sige: de kan hjælpe kvinden i hendes nej til faderens ægtemand, men ikke i hendes ja til nordmanden. Hvis hun gifter sig med ham, er hun øjeblikkelig forvandlet til en ikke-muslim og kan se frem til at skulle tilbringe livet efter dette i helvede. Dette er nu efter mine oplysninger en grov overdrivelse, og man kan også lægge mærke til, at ingen af imamerne kan forklare kvinden, hvorfor det er sådan, og at i hvert fald den ene af dem hævder, at den samme regel gælder for mænd, hvilket ikke er rigtigt.

Man må også indrømme, at de har et noget forkvaklet syn på det norske samfund. Det ægteskab, som nordmænd indgår med hinanden eller med muslimer, er ikke noget ægteskab, for kun muslimer kan gifte sig i ordets egentlige betydning, de andre bliver ikke ægtefæller, men kun samboende. Og se, hvor mange skilsmisser der forekommer i Norge, siger de. Hvor mange børn har ikke tre eller flere forældre! Heroverfor stiller de Pakistan, hvor efter deres påstand skilsmisserne kun udgør omkring 1% af ægteskaberne. Hvilket ikke baserer sig på nogen statistik, men kun på disse imamers ønsketænkning.

Det tjener for øvrigt den ene imam til ære, at han går imod faderens ønske om datterens ægteskab, ikke blot fordi datteren ikke vil, også fordi den udsete ægtemand er gift i forvejen. Han argumenterer altså imod flerkoneri, og han gør det, ikke med henvisning til norsk lov, men med koran-ord, en argumentation, som jeg tidligere har beskrevet, se her.

Man kan også lægge mærke til, at ingen af imamerne respekterer faderens henvisning til sin ære, eller moderens henvisning til, at datteren under alle omstændigheder skal gifte sig med en pakistaner. Hvad de vil have, er udelukkende, at manden skal være muslim. Og de tilbyder begge at tage en samtale med faderen for at få ham på andre tanker. Det vil faderen imidlertid ikke høre tale om, siger datteren. Og hun er måske heller ikke selv særlig vild med den tanke, for de vil jo under ingen omstændigheder hjælpe hende med at blive gift med den nordmand, hun er forelsket i.

Der kommer i det hele taget mange mærkelige ting frem i de to samtaler. Lad mig slutte min gennemgang med dette ordskifte:

Aisha: Vi har verdens beste håndbok(Koranen). Hvorfor er Pakistan slik som den er da?
Imamen: Det er ingen som lever etter denne boka. Folk leser den blant andre når noen dør, så den døde blir tilgitt for sine feil og kommer til himmelen. Eller så sverger de ved koranen i retten for å gi falsk bevis uten å bli tvilt på. Det er ikke mange pakistanere som forstår Koranen. De forstår den bare ikke.

Det er en ret hård dom, der her fældes over Pakistan. Den minder sådan set om den dom, mange fromme kristne fælder over den vestlige verden. Blot må man jo her erindre sig den forskel, at islam fra officiel side har haft en basal indflydelse i Pakistan, den har i meget høj grad haft styrets bevågenhed, mens kristendommen i Vesten gennem mange år kun har haft den indflydelse, den nedefra har kunnet argumentere sig til.

Når jeg har gjort opmærksom på disse hemmelige optagelser, skyldes det, at i hvert fald jeg ikke kan andet end indrømme, at vore samfund er bedre end det, der kommer til udtryk igennem disse samtaler. Og vil nogen indvende imod denne bedømmelse, at jeg derved imod Jesu anbefaling fælder en dom, eller at jeg derved ser splinten i muslimernes øjne, men overser bjælken i kristendommens, så vil jeg svare, at den indvending er noget forfærdeligt vrøvl, i hvert fald indtil man kan overbevise mig om, at kristendommen har en bjælke i øjet, der er meget værre end den splint, jeg ser hos muslimerne. Og det er der jo ingen, der prøver at argumentere for.

Og jeg vil for det andet sige, at ved således kun at have opmærksomheden henledt på sin egen mere eller mindre rene holdning lader man de mange muslimske kvinder i stikken, de, der som kvinden i samtalerne her er udsat for at skulle gifte sig med nogen, de ikke kender, udsat for at skulle leve i et ægteskab med en voldelig mand, udsat for at skulle forlade hele familien, hvis de i deres fortvivlelse beslutter sig for at ville skilles.

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå kvindebevægelsernes passivitet, stillet overfor de enorme problemer, muslimske kvinder står i. Men bemærkningen på min blog får mig til at fornemme lidt mere af den selvgode holdning, der får dem til at undlade al islam-kritik.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Mit sande ansigt

  1. Inger Andreasen siger:

    Jeg vil bare sige, at jeg synes det er godt du tager til genmæle, de omtalte kommentarer var virkelig under lavmålet.
    Og jeg er helt enig i kritikken af kvindebevægelsen, den er virkelig ufattelig, de burde læse Ayaan Hirsi Alis “Nomaden”.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Tak for et besindigt og afbalanceret indlæg om nødvendigheden af en ikke-berøringsangst islam-kritik.
    Den samme ærlighed præger dine overvejelser på bloggen, som jeg læser med stor interesse. – For den stærkt voksende rolle, som religionen islam er på vej til at spille i DK (og Europa i øvrigt), gør det netop påtrængende nødvendigt at prøve at forstå, hvad det er for tankegange og doktriner, som muslimer – og dermed indirekte vi – har at slås med.
    Derfor er det efter min mening den største hindring for en fornuftig og ærlig indsats for at få det pressede danske samfund til at fungere med islam “inden for dørene”, at vi spænder ben for den åbne samtale. Den moraliserende opdeling i “gode” politikere og debattører, som føler, at de forsvarer flinke muslimer, som de kender, ved at skåne religionen islam for kritik og så de “onde”, der irriterende nok forsøger at påpege problemer, som ikke kun er tilfældige og overfladiske – den stækker vores evne som samfund og folk til at være denne opgave voksen.
    Der er flere grunde til det – også politiske. Men et hovedtræk er, at vi i stor udstrækning har glemt at tage religion alvorlig. Også at tage vor kristendom alvorlig – men kristentro er i min optik netop ikke religion, selv om den kan misbruges til det.
    En religiøs ideologi er farlig. Og det umenneskelige i islam er først og fremmest hårdt for muslimer, og den egentlige grund til at have medfølelse med dem.
    I den omtalte lydoptagelse, ( arrangementet var faktisk et udtryk for interesse for muslimske kvinders vanskelige situation), taler pigen også om sin frygt for, at hendes far vil dræbe hende. Imamens svar er fatalismens svar: “Hvis Allah vil det, sker det!”
    Derfor har han vanskeligt ved at hjælpe hende egentligt – du må underkaste dig skæbnen, som er Allahs uigennemskuelige vilje … Men i hvert fald kan du ikke stille kritiske spørgsmål, eller gøre oprør mod den religiøst begrundede patriarkalske orden.
    Niels Henrik Arendt illustrerer forskellen mellem Jesus og Muhammed ved at afbilde den sejrrige kriger på kamelryggen og manden på æslet på vej ind i Jerusalem. Det er et klart billede, mener jeg.
    Men der er også en klar forskel på Jesu samtale med kvinden ved Sykars brønd og Muhammeds tilføjelse af også sin stedsøns hustru (i hast fraskilte!) til samlingen i sit harem.
    At forstå, hvad islam går ud på, er uden tvivl kompliceret, men det bør være selvfølgeligt at tale om, hvad man mener at forstå. Indvendinger skal være saglige og ikke moraliserende.
    At kritisere islam som religion og politik er efter min mening en kristenpligt og en demokratisk pligt.
    Tak for dine bidrag!

  3. Morten - - - siger:

    Denne artikel – provokeret frem, som den er af et overfladisk, politisk korrekt indlæg – er et mesterværk, og jeg har tilladt mig at lægge et link ud til den på 180grader.dk med mig selv som anbefaler.

    – – –

  4. Back siger:

    Lige mine ord (Morten – – – ). Så kan jeg måske også tillade mig at reklamere for samme på min facebookside.
    Som tænkt, så gjort.
    Hvis det er et problem, piller jeg naturligvis det ned igen. (Men en evt. indvending må nok hellere smides ind på *Fjæset* eller på et af mine egne indlæg her på bloggen; ellers er jeg bange for at jeg overser det i mængen.)
    😉 .b

  5. Claes siger:

    Vort sande ansigt – Det er spøgefuldt sagt, at det ikke er let at se hvad, der står på etiketten, når man selv sidder inde i flasken. Undertiden kan et menneske, man stoler på fortælle en det. Det sande ansigt er nemlig ikke altid det man i depressive stunder tilskriver sig selv. Mange er betydelig bedre, end de selv går og tror. Fromheden kan få en til at tro alt muligt ondt om en selv – en synder fra top til tå, fordærvet fra yderst til inderst, så selv den himmelske Fader ikke kan holde ud at se på sit barn, uden der først er kastet en retfærdiggørelsens gyldne kåbe over det rådne lig.

  6. Pingback: Bjælken i øjet | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s