Holder medierne med Hamas?

Jeg hører ikke til dem, der er blinde for palæstinensernes lidelser. Jeg har flere gange gjort opmærksom på, at bosætterne er Israels ekstremister, og at det er meget svært at forestille sig en varig fred, hvis ikke Israel får taget et opgør med sine ekstremister, altså bosætterne. Så meget sørgeligere for fredsprocessen er det, at det blev Hamas, der fik magten i den del af de besatte områder, som Israel har rømmet ganske frivilligt, nemlig Gaza-striben. Nu er der nemlig ekstremister på begge sider. Den ønskesituation, som palæstinenserne på Vestbredden kun kan sukke efter, en situation, hvor de israelske bosættelser er forsvundet, har de opnået i Gaza. Og kunne de slutte fred med Israel, så kunne de langsomt opbygge en form for økonomisk vækst, der kunne bringe velstand til landet. Men da de nu har valgt det krigeriske Hamas til at lede sig, ligger både freden og velstanden langt ude i fremtiden.

Når jeg ikke desto mindre, på trods af min sympati for palæstinenserne, stiller ovenstående spørgsmål, skyldes det, at det forekommer mig, at de danske medier – måske sig selv uafvidende – er tilbøjelige til at give Israel skylden for den opståede spænding i Gaza-området. Man bringer et indslag i Tv-avisen fra Gaza med billeder af ødelagte huse og grædende børn: så og så mange mennesker er blevet dræbt af et israelsk bombardement. Og det er klart: når der er billeder af den slags, når der dertil er grædende familiemedlemmer, måske også billeder af redningsfolk, der søger at få sårede ud af ruinerne, så er det alt sammen meget mere tv-egnet end et billede af et hul i jorden på den israelske side. Så selve tv-mediets krav synes at gøre det relevant at begynde et indslag på den måde. Og så må vi seere altså leve med, at det først langt henne i indslaget kommer frem, at det israelske angreb var et svar på et raketangreb, som man havde gennemført fra Gaza-striben. Men alligevel: skulle ikke en tv-redaktion kunne afværge den énsidighed, der her viser sig? Det synes man jo. Blot gør de danske tv-stationer det ikke.

Eller man ser billeder af et sønderbombet lejlighedskompleks, en fortvivlet far fortæller, hvad der er sket, og så får man en stor overraskelse. Han fortæller, at israelerne havde sendt sms-er til beboerne om et forestående angreb, men man troede dem ikke. Først da de blev sendt anden gang, forlod man sine lejligheder og reddede derved livet. Men oplysningen blev ikke fulgt op af en korrespondent. Det var da ellers en nyhed, der ville noget: Det, israelerne gør, er ikke en form for terrorbombning, der skal få befolkningen til at blive skrækslagne. Det er militære pin-point operationer, der skal ødelægge raket-lagre og raketfabrikker og andre militære mål, og derfor har man ”råd til” at advare den civilbefolkning, som af Hamas er anbragt som skjold over sådanne mål. Men hvorfor er det ikke en journalist, der fortæller os denne væsentlige sandhed? Hvorfor forekommer den kun i en fortvivlet fars beskrivelse?

Jovist, det er en højst asymmetrisk krig. Hamas’ raketter er meget upræcise, og man føler derfor ikke, man kan stille dem til ansvar for, om de rammer ned i beboelser. Israels bomber rammer med stor præcision, og man føler sig derfor fra vestlig side mere forpligtet til at stille israelerne til ansvar for de menneskelige tab, der forårsages. Men dette krav til israelerne om etisk opførsel i krigen har også en anden årsag, som jeg vender tilbage til om lidt.

Asymmetrien giver sig nemlig også et andet udtryk, den giver sig udslag i et meget lille antal dræbte på israelsk side og et stort antal på palæstinensisk side. Den skyldes naturligvis forskellen i træfsikkerhed, men den skyldes også noget andet, som Den korte Avis i dag gør opmærksom på, se her. Den skyldes, at israelerne beskytter deres befolkning ved at bygge beskyttelsesrum, mens Hamas med vilje anbringer deres militære mål i nærheden af beboelser. Dertil kommer, at Israel har bygget et dyrt raketforsvar, jernkuppelen kaldet (Iron Dome), som er i stand til at nedskyde over 90% af de raketter, som Hamas affyrer.

Og jo, vi har set eksempler på, at man så på sagen fra den israelske side. Vi har med Tv-nyhederne været på besøg hos en dansk israelsk-gift kvinde, der bor i nærheden af Gaza. Vi har set det hul, en raket lavede i deres baghave. Og vi har også set, hvordan de med sekunders varsel må bryde op og skynde sig hen i beskyttelsesrummet. Men det er jo ikke nær så dramatiske billeder, man får på den side, som dem, man får med sønderbombede huse, og mennesker, der graves fri. Man kan spekulere på, om Hamas ligefrem spekulerer i at kunne fremvise sådanne billeder og på den måde vinde verdens sympati. Noget kunne tyde på det. De føromtalte artikel i Den korte Avis bringer også et citat fra én af Gazas parlamentsmedlemmer, Fathi Muhammed, der ligefrem pralede af, at de brugte befolkningen som skjold: “For det palæstinensiske folk, er døden blevet en industri, som kvinder har lært at mestre, og det samme har alle mennesker der bor i dette land. De gamle mestrer det, og det samme gør Mujahideen og børnene. Dette er grunden til at de har skabt de menneskelige skjold af kvinder, børn, gamle og Mujahideen, for at udfordre den zionistiske bombemaskine. Det er som om de siger til fjenden, at vi ønsker døden, som I ønsker livet”.

Og dette fører så over til den anden grund til, at de danske medier bringer et misvisende billede af situationen: En opfattelse, som den, Fathi Muhammed her giver udtryk for, forstår vi simpelthen ikke. Derfor citeres den ikke af vore main-stream medier, derfor tror vi ikke på, at Hamas med vilje anbringer militære mål midt i beboelseskvarterer. Vi i den vestlige verden, ikke mindst vore journalister, er tilbøjelige til at mene, at andre kulturer i grunden er ligesom vor egen, at andre mennesker i grunden tænker ligesom vi, og ikke sandt, alle mennesker vil da i grunden det samme, have en lille familie, et trygt sted at bo, et godt arbejde og en god og sikret alderdom. At nogen kan ville noget andet, det ligger udenfor vor horisont, at nogen kan ville ofre livet for noget, de mener er et religiøst eller et folkeligt formål, det er os for overspændt, det kan kun være enkelte ensomme fantaster, der tænker sådan, ikke en hel kultur.

Og det, vore journalister ikke forstår, det fortæller de os ikke. Skulle de endelig prøve at få givet os oplysninger, der kunne anfægte dette billede af alle kulturers fælles værdier, så skal indslaget nok blive bremset af redaktionerne hjemme i Danmark.

Vi har med en asymmetri at gøre, hvad angår det militære isenkram. Det bevirker, at vi og vore journalister stiller meget større krav til israelerne. Men vi har også med en asymmetri at gøre, der hidrører fra den vidt forskellige kultur. Det fører med sig, at vi kun stiller krav om menneskelige hensyn til israelerne, palæstinenserne forstår vi ikke, deres fanatisme er os fremmed, deres kultur er utilgængelig for os.

Der har igennem lang tid fundet raketaffyringer sted fra Gaza ind over det sydlige Israel, altså før den likvidering af den militære chef, som israelerne foretog, den, der accellerede den gensidige beskydning. Men disse raketter er så at sige ikke blevet nævnt af den vestlige presse, og ingen har derfor interesseret sig for at stille Hamas til ansvar for de angreb på civile, som raketangrebene jo var udtryk for, blandt andet på grund af deres ringe træfsikkerhed. Ligeledes er der ingen, der har spurgt Hamas, hvorfor de absolut skal fortsætte med at fyre raketter af ind over Israel, eller, hvis raketterne affyres af ekstremistiske undergrupper: hvorfor Hamas ikke får disse ekstremister uskadeliggjort. Nej, for vi forventer ikke noget forståeligt svar. For Hamas og deres undergrupper er uforståelige for os, de er, kan man sige, udenfor pædagogisk rækkevidde.

Det har sig med dem, som det har sig med vore hjemlige muslimer: fordi vi ikke forstår deres religiøse begrundelser, der sandt at sige også er ganske besynderlige, derfor forklarer vi deres mærkelige handlemåder med alt muligt andet, sociale vanskeligheder og den slags, derfor betragter vi dem som ofre for vort samfunds manglende forståelse og accept, og derfor er den egentlige skyldige os selv. Men – og det er noget, vi ikke tænker over – derfor gør vi dem netop også uansvarlige. Hvis vi ikke kræver dem til ansvar, tror de ikke, at ansvaret er deres.

Sådan også med Hamas. Vi drømmer ikke om at kræve dem til ansvar for den stadige krigstilstand overfor Israel, vi opgiver på forhånd at anklage dem for de mange upræcise og derfor potentielt civildræbende raketter, de sender ind over Israel. Vi kan kun forstå dem som en slags underudviklede individer, som det er synd for. Og tænker ikke over, at dette i virkeligheden er udtryk for den største hån imod dem.

Hvornår begynder vi at stille krav til Hamas, krav om hensyntagen til deres egen befolkning, krav om fred med Israel, så denne befolkning kan få et nogenlunde antageligt liv, krav om menneskelighed til afløsning af fanatisme? Det varer lang tid, for vi skal først henover den indre hurdle, der påstår, at de er mennesker, man ikke kan stille krav til, ofre, man ikke kan forvente fornuft af, mennesker, der er anderledes end os og derfor uden ansvar.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Holder medierne med Hamas?

  1. Pingback: Misinformationer | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s