En magtens religion?

Ja, det er islam, jeg tænker på. Og skønt der således nu igen kommer nogle kritiske bemærkninger om islam fra min hånd, og skønt jeg på forhånd véd, at det vil vække forargelse hos mange udmærkede og fromme mennesker, vil jeg alligevel prøve at analysere religionen islam ud fra spørgsmålet om, hvordan islam forholder sig til begrebet ”magt”.

Først vil jeg bemærke, at ét af de stærkeste beviser på, at koranen ikke er Guds ord, eller på, at Muhammeds åbenbaringer ikke stammer fra Gud, er det forhold, at Muhammed dør uden at efterlade sig nogen bestemmelse om arvefølgen indenfor islam. Det i sig selv gav anledning til den stadig uløste strid mellem shi’itter og sunni-muslimer, en strid, der kun synes at kunne ”løses” derved, at den ene part får udryddet den anden, men jo også en strid, der snildt havde kunnet undgås, hvis Gud havde ladet Muhammed få en ”åbenbaring” om, hvad der skal ske efter hans død. Det ville enhver fornuftig gud have gjort. Men det glemte Muhammeds gud. Derfor kan Muhammeds ”åbenbaringer” ikke stamme fra det væsen, som vi benævner med ordet ”Gud”.

At islam er en magtens religion, kan i første række ses af den ældste biografi af Muhammed, skrevet af Ibn Ishaq, se her. Her fortælles det, hvordan Abu Sufyan blev ført frem for Muhammed, efter at han havde lidt nederlag til ham. ”Er det stadig ikke klart for dig, at der ikke er nogen anden gud end Allah”, spørger Muhammed. Abu Sufyan svarer: ”Hvis der havde været nogen anden, skulle han have bevist sin eksistens og hjulpet mig”. Muhammed siger så: ”Er det stadig ikke klart for dig, at jeg er Allahs sendebud?” Dertil svarede Abu Sufyan: ”Derom har jeg stadig mine tvivl”. Så greb én af Muhammeds tilhængere ordet: ”Vé over dig! Bekend dig til islam og sig: ‘Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet’, inden jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og aflagde bekendelse til islam. Men altså, ikke via overbevisning og forståelse, men via et magtbud.

Det må nok også siges at være karakteristisk, at den tredje kalif, Othman, der blev valgt i 644, blev myrdet i 656 af andre muslimer. Og selv om man kan nære en vis beundring for de muslimske riger i det, vi kalder middelalderen, må man indrømme, at det, der var det muslimske ideal: én leder, der styrede efter Guds egen lov, ikke blev realiseret. Alligevel blev man ved med at have idealet. Den islamiske tænker, Ibn Khaldun (1332-1406), siger ligefrem, at ligesom der kun er én gud i himlen, således skal der kun være én hersker på jorden, (muqadimmah, kap 3, afsn. 10). Blot siger han det jo imod den virkelighed, der herskede på hans tid. Og det skyldes blandt andet, at muslimerne aldrig har haft en ufejlbarlig metode til at afgøre, hvem denne ene hersker skal være. Eller – hvis vi skal sige det på en anden måde – de har kun haft magtens metode til at afgøre sagen.

Den metode bruger de stadigvæk. Og i vore dage viser den sin uduelighed i mange stater. Afghanistan og Pakistan er stater, der er ved at falde fra hinanden, fordi altfor mange mener, at de, netop de, er de sande muslimer, der har ret og myndighed til at slå andre muslimer ihjel. I Somalia, i Libyen og i Syrien ser man noget af det samme. Én klan, én gruppe af befolkningen har grebet magten, og så længe de udøver den med strenghed, vover de andre klaner eller grupper ikke at vippe med ørerne. Men tror man ikke længer på deres vilje eller mulighed for fortsat magtudøvelse, begynder de andre at røre på sig, og så får vi klanfejder som i Libyen eller borgerkrig som i Syrien.

Og så er der Sinai. Dette område beskrives af Pernille Bramming i Weekendavisen den 23-11 som netop et magttomrum, hvor alle søger at rage mest mulig magt til sig. Der er beduinstammerne, som længe har været forsømt af de egyptiske myndigheder; de er stærkt bevæbnede og kender terrænet ud og ind. Der er de egyptiske sikkerhedsstyrker, der har våbnene, men ikke altid viljen til at gøre noget; der er en del korruption blandt officererne. Og så har efter Mubaraks fald en række radikale salafist-grupper slået sig ned dèr; de søger det bedste, de kan, at sende raketter ind over Israel fra Gaza, og Gaza har de adgang til via en række underjordiske tunneller. Det er også derigennem, at raketterne føres ind i Gaza, de raketter, som ikke bliver fremstillet i Gaza selv.

Og vil man nu sige, at alt dette bare er sociale spændinger, som ikke har noget med religion at gøre – altså i dette tilfælde ikke noget med islam at gøre – så skal man lægge mærke til den betegnelse, man bruger om disse ekstremistgrupper. De kaldes ”takfir-grupper”, for ”takfir” er det ord, man bruger, når man dømmer andre muslimer til at være frafaldne, og disse grupper mener derfor, at de har ret til at dræbe sådanne frafaldne. Så med den betegnelse er der lagt op til indbyrdes strid, og det er også, hvad man har fået. Og altså fået ikke mindst i kraft af, at islam er en magtreligion. Og som man kan forstå: bygge en stat på en sådan magtforstyrrelse, det er næsten umuligt.

Men dette er noget, der ikke bare har med Hamas og Gaza at gøre. Denne indbyrdes kamp mellem forskellige muslimske grupperinger spiller en stor rolle for raketangrebene ind i Israel. Pernille Bramming skriver: ”De fleste af raketterne er blevet affyret af grupper, som Hamas ikke formår at nedkæmpe. I stedet gik man så hen over sommeren med på at optrappe raket-beskydningen af Israel for ikke at stå tilbage som feje mafiosoer”. Altså, sådan lyder det til Hamas, specielt til dem, der godt vil have en slags fred med Israel: ”Vil du være en god muslim, så må du af al magt hade jøderne; og se, vi hader jøderne; vi sender den ene raket efter den anden ind over dem; men I, I vil bare slutte fred med dem. Elendige muslimer! Frafaldne muslimer! Vi burde slå jer ihjel!”

En israeler, som er konfliktforsker ved Tel-Avivs universitet, Shlomo Brom, siger det på denne måde (i en anden artikel i samme avis): ”Ligesom andre steder i den arabiske verden er de salafistiske grupper i Gazastriben blevet stærkere, og det er dem, som begyndte raketbeskydningen. Hamas er stadig stærk nok til at standse disse grupper, men har valgt ikke at gøre det, fordi man ikke har været villig til at betale den politiske pris for en konfrontation med salafisterne. Det har været med til at få Israels militære og politiske ledelse til at konkludere, at tiden var inde til at få slået græsset.” At ”slå græsset” hentyder til et slogan, der huserer iblandt israelere: græs bliver langt efterhånden og skal af og til slås, udlagt: palæstinenserne i Gaza glemmer efterhånden de tab, de led i 2008, da israelerne sidst angreb dem; derfor er det måske på tide at give dem en lektion igen, eller altså: at slå græsset igen.

Nu blev jo ”græsset ikke slået” i denne omgang, beboerne i Gaza slap for en israelsk invasion med al den blodsudgydelse, der ville følge med. Men spørgsmålet er jo: Hvordan kan man slutte fred med en bevægelse, der ikke har herredømme over sin befolkning? Og spørgsmålet er derfor videre: Hvor længe vil det vare, før raketangrebene ind over Israel genoptages? Og endelig er spørgsmålet: Hvordan kan en religion, der mener om sig selv, at den skal udbredes ved sværdet, nogensinde slutte fred med omgivelserne?

Det sidste spørgsmål kan nogenlunde besvares. For vel forbyder sharia muslimerne at slutte fred med os ikke-muslimer, men én form for fred, nemlig en tidsbegrænset fred, må de dog godt slutte. Så hvis ellers der tilfældigvis skulle opstå en levedygtig administration i Gaza i stedet for den ”failed state”, der eksisterer der for øjeblikket, så kunne man godt tænke sig en fred og ikke blot en våbenhvile. Men hvis Pernille Bramming har blot nogenlunde ret i sin beskrivelse af forholdene i Gaza og på Sinai, hvis altså en række grupperinger i området konkurrerer om at være de frommeste muslimer, dvs om at være dem, der er mest militante overfor Israel, så kan Hamas jo love alt det, det skal være, at standse raketangrebene, sådan som de har lovet det ved denne lejlighed, de kan ikke holde det, de lover, dels fordi de ikke har det fulde herredømme i Gaza, dels fordi de også vil være med i den sære konkurrence om størst had mod israelerne.

Den sidste raket fra Gaza mod Israel er nok ikke affyret.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til En magtens religion?

  1. Pingback: Demokrati og religion | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s