Tragedien i Newtown

Jeg tilstår det, jeg kom med en ret fræk bemærkning, efter at orkanen Sandy havde ramt New York. Jeg kom ved en mindre sammenkomst til at sige, at skulle orkanen ramme noget sted, så var det måske ikke så tosset, at den ramte New York. Jeg måtte forklare mig nærmere. Jo, sagde jeg, noget tyder på, at disse storme og orkaner, der i vore dage bliver større og stærkere end tidligere, har noget med den menneskeskabte klimaforandring at gøre. Og vel rammer der mange orkaner også i fattige dele af verden, men der kan vel være en vis retfærdighed i, at en sådan storm rammer det land, der hidtil har været den største udleder af CO2. Det er hele kloden, der rammes af klimaforandringerne, og det er måske især fjerntliggende og fattige lande, der rammes af vores udledninger, men det er altså af og til også udlederne selv. Om det fører til et ændret syn på de menneskeskabte forandringer i USA, det er så en anden sag.

En tilsvarende tanke har jeg fået i anledning af tragedien i Newtown, hvor 27 mennesker mistede livet i den værste skolemassakre, vi endnu har set. Jeg må indrømme, at jeg meget hurtigt når kvalmepunktet, når jeg ser reportagerne fra en sådan massakre. Og det var måske medvirkende til, at jeg et sted i min sorte sjæl tænkte: ”Hvorfor skal vi egentlig have medlidenhed med disse amerikanere; de ligger jo, som de har redt!” Det er naturligvis den amerikanske våbenlovgivning eller mangel på samme, jeg tænker på.

Men det var ikke ret lang tid, denne tanke svirrede rundt i hovedet på mig, før den blev afløst af en anden og mere pæn, eller måske snarere mere frugtbar tanke.

Man vil måske spørge, om der kan siges noget nyt om den sag, for er ikke denne begivenhed blevet endevendt i medierne og nu i dag også i Kristeligt Dagblad. Sidsel Nyholm beretter fra USA om reaktionerne på massakren, at man nu overvejer stramninger, men forhindres i det af den meget magtfulde amerikanske riffelassociation, se her. Lederen (Michael Bach Henriksen) forklarer, at den slags kan ske overalt, og vil vist nærmest friholde den amerikanske letsindige omgang med skydevåben for nogen medskyld i det skete, se her. Og Sørine Gotfredsen får en helt opbyggelig iagttagelse ud af det forhold, at præsident Obama forsikrede, at han ville bede for de pårørende, se her. Så man må da virkelig spørge, hvad nyt der mon kan siges. Er ikke alt sagt?

Den mere pæne tanke, jeg fik efter det første frække indfald, var, at det egentlig er synd for amerikanerne, at de har dette krav siddende så dybt i sig, kravet om, at der ikke må røres det mindste ved retten til at bære våben.

Og efter en sådan pæn tanke rejser sig jo det spørgsmål, hvorfor amerikanerne på det punkt er forskellige fra os europæere.

Mit svar på det spørgsmål er, at mens europæerne har levet i en folkelig tryghedsatmosfære, hvor enkeltindividet på alle sider er omgivet af folkefæller, dèr har amerikanerne levet i en folkelig heksekedel, hvor der på ingen måde var nogen naturlig tryghed. Bevares, vi hører sædvanligvis om det spændende, det innovative, det udfordrende og igangsættende ved at leve i en sådan kulturblanding. Men blandingen har måske også en bagside, som vi ikke hører så meget om. Blandingen er måske med til at fremkalde en indbygget form for utryghed, der får amerikanerne til at ønske sig våben. Bare sådan, hvis der nu skulle ske noget. Og den mulighed er måske ikke så fjern derovre, som vi her i Europa bilder os ind.

Jeg mindes den unge danske kvinde, der blev anklaget for barnemisrøgt, fordi hun havde ladet sit barn sove i en barnevogn udenfor den restaurant, hvor hun var gået ind for at spise. Det holdt hårdt at overbevise amerikanerne om, at en sådan handling var ret normal i Danmark. For umiddelbart var deres reaktion, at en sådan mor var en ravnemor, der satte sit barns vé og vel i fare.

Jeg mindes også en artikel i National Geographic om Danmark, hvor korrespondenten, der jo altså var amerikaner, havde været med til en dansk familiefest og udtrykte en vis misundelse over den selvfølgelighed og ligefremhed, der prægede sammenkomsten. Det kendte han ikke fra USA, hævdede han.

Og endelig mindes jeg en roman, jeg læste for mange år siden. Den handlede om et negeroprør, der fandt sted engang i slavetiden. Den scene, jeg husker, består såmænd blot i en hvid ung kvinde, der henvender sig til en sort om ét eller andet. Hun får et venligt og imødekommende svar, men holdt i et sprog, som hun overhovedet ikke forstår. Altså: et menneske, hun har delt territorium med, et menneske, hun har levet sammen med på et snævert landområde, er så fremmed for hende, lever et så fuldstændig anderledes liv, at de to end ikke har sprog tilfælles, selv om begges sprog tænkes at være engelsk.

Og jeg tror ikke, forfatterens mening var, at vi skulle skyde det fra os i den formening, at sådan var det dengang. Han ville givetvis have os til at spørge, om det forholder sig sådan i dag. Og hvad det spørgsmål angår, kan jeg selvfølgelig ikke tale på amerikanernes vegne.

Og naturligvis, jeg har også hørt om danskere, der har været ”derovre” og erfaret amerikanernes enorme gæstfrihed, erfaret deres åbenhed, erfaret al mulig venlighed og imødekommenhed. Men jeg er på den anden side ret sikker på, at de kun er kommet i bestemte miljøer, eller mere præcist: der er miljøer, de ikke er kommet i.

Nuvel, alt dette skulle prøve at give en forklaring på, at amerikanerne, der jo ellers minder så meget om os europæere, på nogle punkter trods alt er ret forskellige fra os, tænker anderledes, har andre forholdsregler. Og det er nok ikke blot med hensyn til skydevåben, det forholder sig sådan.

Men dernæst vil jeg tage anledning af denne forskel til at spørge: Skønner vi nok på den indbyrdes tillid, vi har? Den er et ret upåagtet fænomen, men måske vi burde passe lidt mere på den.

Der er i hvert fald to ting, der får mig til at hejse et vist faresignal: Indvandringen af muslimer og udviklingen af den stadig snævrere Europæiske Union.

Den muslimske masseindvandring er blevet gennemført på lalleglad dansk facon. Ingen har spurgt os almindelige mennesker, man har bare fra den folkelige elites (dvs, politikernes) side villet være så god, så god, overholde alle mulige og umulige internationale konventioner, ligegyldig hvor meget de satte den folkelige sammenhængskraft i fare. Men nu er det vel efterhånden klart, at det, man med et fint ord kalder ”integrationen”, ikke er overstået i løbet af et par år, men er en proces, der vil tage årtier. Og det er vel også blevet klart, at det nu ikke mere nytter at skælde os danskere ud for uvilje mod de fremmede, nej, nu er det de fremmede, der skal gøre op med sig selv, om de virkelig vil Danmark.

Og EU? Ja, jeg blev ærlig talt lidt ilde tilmode, da jeg forleden så Deadline. Her optrådte Uffe Østergaard og en kvindelig forfatter, der hed Teller. De sammenlignede udenvidere det europæiske projekt, EU, med det amerikanske projekt, USA: Amerikanerne havde været et par hundrede år om at samle de mange stater til én nation, vi må ikke forvente, at det europæiske projekt kan gennemføres meget hurtigere. Men altså: projektet går ud på, at EU skal blive Europas Forenede Nationer, ligesom USA er Amerikas Forenede Stater.

Det er et elitært projekt. Og det var da også typisk, at én af dem – jeg tror, det var Teller – gav udtryk for, at man måtte skabe en fælleseuropæisk nationalfølelse. Er det virkelig noget, man kan skabe? Og er det noget, man kan skabe uden store omkostninger? Det mener eliten måske.

Én ting undlod de dog at sige noget om: hvilket fællessprog, der kommer til at herske, med eller uden elitens pres. Og det var nok klogt. Dels er det et altfor følsomt spørgsmål. Og dels er det jo netop her, vi har forskellen til USA, den forskel, de begge gjorde hvad de kunne for at nedtone. USA er en heksekedel af vidt forskellige folk, spredt ud over alle staterne. EU er et folkenes fællesskab, skabt af i forvejen eksisterende homogene folkestater.

Og hvis det netop er det, der giver os vor tryghed, så vi ikke føler noget behov overhovedet for at bevæbne almindelige fredelige borgere eller for at gå til skydeøvelser og våbentræning, er det så ikke betænkeligt, at vi gennem både gennem vor EU-politik og gennem vor indvandringspolitik søger at underminere denne tryghed?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s