And He Shall Reign …

Der kan sommetider ske noget mærkeligt med én. Igår skete det med mig. Og jeg forstår det vist ikke helt endnu. Men det skete altså.

Bedst som jeg ganske intetanende var ifærd med at gå dagens nyheder og kommentarer igennem på ”Den korte avis”, fik jeg øje på den lille spøg, som ”Den korte avis” hver gang fornøjer sine læsere med. Det plejer at være noget med en kat, der driller en hund, eller noget andet fra dyrerigets mærkværdigheder. Men denne gang stod der blot nedenunder denne hersens firkant med en pil i, I véd, den, der lader os se et lille videoklip, at der her var nogle cafégæster, der fik sig en dejlig overraskelse.

Hvad mon det var for en overraskelse? Lad os se på det, vi kan jo altid slukke for det igen, hvis det passer os. Og ikke sandt, svaret på overraskelsen er kun et museklik borte, og så klikker man, og jeg klikkede her. Selvfølgelig. Det var en café med mange spisende mennesker i. Der var også en hyggepianist, der spillede dæmpet på klaveret. Men så standsede han og slog an til noget helt andet. Og et par takter henne i den ny musik rejste én af gæsterne sig og sang af karsken bælg ”Hallelujah!” og straks efter rejste en anden sig og svarede ”Hallelujah”, så vi inden længe var langt inde i halleluja-koret fra Händels ”Messias”. Og så dukkede tenorer og basser, alter og sopraner op, rejste sig og sang af hjertens lyst, så det var en fornøjelse at se og høre på.

Jeg havde hørt denne udgave af halleluja-koret før, så et kort øjeblik overvejede jeg at klikke bort igen. Men Händels musik er nu noget så inciterende, så jeg blev hængende de 4 minutter og 56 sekunder seancen varede. Og nej, det var jo sådan set ikke det, at musikken er smuk og medrivende, der var det særlige ved oplevelsen. Det særlige var en kombination af optagelsen og sangernes glæde. For det kan man jo forstå på det hele, alt var nøje planlagt, koreografien var i orden, de fotografer, der var placeret rundt omkring – fuldt korrekt usynlige for hinanden – svang deres kameraer det rette sted hen, så vi fik set både sopranernes og tenorernes indsats og tillige fik nogle glimt af de stadig spisende gæster, der var ved at få maden galt i halsen.

Men så kom det et stykke ind i stykket: ”And He shall reign forever and ever”, åbenbaringsbogen elvte kapitel, vers 15: ”han skal være konge i evighedernes evigheder”. Og bevares, man vidste det jo godt, man har hørt det før, sådan skal der synges i halleluja-koret. Det er nu engang teksten til den musik. Men her, midt i almindelige menneskers dagligdag, fik alligevel ordene en ganske særlig klang. Man fornemmede så tydeligt som aldrig før, at på disse ord hviler hele vort samfund, vor omgang med hinanden, vore fælles værdier. Og så ser man det jo pludselig, det, som man ikke havde set før. Så hører man det med ét, noget hidtil overhørt: det er ikke kun lyst til musikken, det er ikke kun glæde over Händels storslåede værk, nej, det er sejrsbevidsthed, der lyser ud af øjnene på disse tenorer, det er tro på lammets uovervindelighed, der klinger ud af disse præcist ramte toner.

For den, der skal herske til evig tid, det er jo lammet, det slagtede, det er den konge, der bar en tornekrone, det er ham, om hvem det i esajasbogen hedder, at han slår voldsmanden med sin munds stok, med læbernes ånde dræber han den uretfærdige. Det er ”Ordet”, der blev kød og tog bolig iblandt os. Det er den ”logos” eller det ”Ord”, som de gamle mente gennemtrængte hele universet, det ”Ord”, der gav sig hen, det ”Ord”, der lod sig lyde i al sin kærlighed, men så lod sig slagte og dræbe, lod det være op til ”Ordets” ånd at trænge igennem. Og derfor, fordi barnet i krybben blev til det slagtede lam, der nu ved dagenes ende sidder på tronen og skal herske til evig tid, derfor bliver voldsmanden ikke slået med modvold, med en stok, drevet af en stærkere hånd, nej, han slåes med mundens stok, med ”Ordet”, han gribes af ”Ordets” kræfter, så han selv indser og forstår. Og derfor, fordi lammet virkelig holdt ud, derfor skal uretfærdigheden ikke herske med sin tilfældige magtudøvelse, derfor skal den dræbes, men ikke med en modsatrettet magtudøvelse, nej med læbernes ånde skal den tilintetgøres, helt inde i hjertet på den uretfærdige skal retfærdigheden vinde sejr.

Det lams lovsang er det, der bliver sunget i halleluja-koret i ”Messias”, glæden, der stråler ud af musikken og ud af musikudøverne, er en glæde i sejrsbevidsthed, er en jubel, der vælder frem i vished om, at sejren tilhører lammet, det slagtede, det afmægtige, der er mægtigt just i afmagt.

Se til vore samfund, hvad bygger de på? Det er ”Ordets” kræfter, der gennemsyrer det på kryds og på tværs. Det gælder de kræfter, der hersker i familien. Det, der udgør styrken i kærlighedsforholdet, er ”Ordet”, ikke blot de daglige sproglige og ikke-sproglige små og store kærlighedserklæringer, også de ordninger og institutioner og traditioner, som samfundet gennem århundrederne har udviklet, ægteskabsformer, opdragelsesformer, skoleformer.

Og se til det, der holder de små familiesamfund sammen i det store samfund, bysamfund, nationssamfund! Det er igen ”Ordet”, der har været på færde og skabt det demokrati, der om noget bygger på sprogligt formulerede love, sproglige debatter, hvor ord kæmper mod ord, om ikke ”Ordet” kunne slå bedre igennem.

Og se endelig til det store globale samfund! Se, hvordan det ene diktatur efter det andet er faldet! Grækenlands oberster måtte vige pladsen for demokratiet, Pinochet i Chile kunne ikke fortsat klare sig med løgn og mummespil, han blev afsat og folkestyre installeret. Ja, selv apartheid-styret i Sydafrika måtte bukke under for den logik, der ligger i ”Ordet”, man kunne ikke i længden holde de sorte nede med løgnagtige løfter. Og se til østblokken, i det øjeblik man selv troede på alle de løgne, man styrede folket med, gik det galt, ”perestrojka”, ”glasnost”, det blev en boomerang, der ramte kommunistpartiet i nakken. Altsammen udvirket af ”Ordet”.

Og nu det arabiske forår! Ja, ja, det er sandt nok, at det muslimske broderskab har vundet i Egypten, men hvordan har de vundet? De har vundet gennem noget så uislamisk som en demokratisk afstemning. Så den religion, der mente om sig selv, at den som magtens religion kunne underlægge sig verden, og som også igennem mange århundreder blomstrede og overgik de fleste andre kulturer, siden mistede indflydelse, og nuomdage kun er en skygge af sig selv, en skygge, der må holdes oppe ved vestlig hjælp og ved efterligning af vestlige kulturtræk, frihed, demokrati, stemmeret til alle, én stemme til hver, ikke flere til mænd end til kvinder, på trods af alle koranordene om mænds overhøjhed over kvinder. Så går der måske 200 år fra nu af, inden alle demokratiets velsignelser slår igennem, men hvorfor dog ikke glæde sig over det, der allerede er sket, vi kender jo ”Ordets” kraft fra vort eget samfund, det må da gøre sig gældende andre steder lige så stærkt, som det har gjort sig gældende hos os!

Vrøvl, vil måske nogen sige, det er ikke sejrsbevidsthed på ”Ordets” vegne, der lyser ud af disse ansigter, det er bare ren og skær musikglæde, og nok også lidt finurlighed over at kunne overraske de ikke-syngende gæster! Lad være med at lægge din egen sejrsbevidsthed – hvis du da har nogen – ind i andres udtryk!

OK, men så tag Händels da! Når han har givet sin musik den opløftethed, når han har ladet mod og jubel strømme ud af den til en tekst, der omhandler det slagtede lams sejr, er det så bare sin egen musik, han er grebet af? Har ordene ikke sagt ham noget? Har han ikke kunnet føle den sejrsbevidsthed, der efter lammets nederlag strømmede ud af åbenbaringsbogens ord?

Eller tag alle de mange orkestre, kor, dirigenter, der har været opslugt af Händels musik op igennem alle årene! Er det ikke en samfundstradition, vi alle gribes af, noget, der tilhører vort samfund mere end den enkelte, og betyder ikke enhver opførelse, at vi spørges, om vi vil synge med, det vil sige, spørges, om vi vil lade musikken gribe os, altså inklusive den sejrsbevidsthed, der ligger i den? Ja, ja, jeg véd da godt, at der masser af sangere, der bekender sig som ateister, og ikke kunne drømme om at synge Messias som andet end et historisk aktstykke, altså ikke mener på nogen måde at ”leve med” i det, der begejstrede Händel og fik ham til at skrive sin musik. Men jeg betragter det som en udartning af pietismen, den pietisme, der absolut skulle spørge hver enkelt, om han nu også mente noget med den tro, han bekendte. Og ikke sandt, så graver vore dages ateister ned i deres sorte sjæl, og fordi de dèr ikke finder noget om ‘Jesu blod, der renser for al synd’ eller den slags, så tror de, at de ikke tror på nogetsomhelst. Men lader de sig ikke gribe af musikken, som alle andre? Og tror de ikke, som alle andre, på ”Ordets” kræfter, når det gælder opdragelse, demokrati, samarbejde, venskab, ægteskab?

I hvert fald: hvor meget ateist, man end er, man er dog med i samfundet, og samfundet er her i Europa bygget på ”Ordets” kræfter, bygget på loven, bygget på den enkeltes værdi som deltager i debatten, bygget på en stadig nøjere overensstemmelse med ”Ordet” selv. Om man så vil mene, at ”Ordet” hører med til det, mennesket har med sig fra naturens hånd – og sproget er jo i hvert fald for både ateister og ikke-ateister noget højst væsentligt for mennesket – eller man vil hævde, at ”Ordet” fik en ekstra dybde med det, der skete med Jesus af Nazareth, det er i denne forbindelse af mindre betydning, det væsenlige er, om man kan lade sig gribe af begejstring af over det, vort samfund er bygget på, ja, om man måske ligefrem ikke kan andet end lægge en sejrsbevidsthedens kraft ind i de gamle ord ”He shall reign forever and ever”.

Jeg kan i hvert fald ikke andet end ærgre og undre mig, når jeg hører vor folkelige elite nærmest undskylde, at vi i den vestlige verden har de traditioner, vi har. Dem er der sandelig ikke megen sejrsbevidsthed over.

Men ikke mindst er det på sin plads med en større følelse af sejrsbevidsthed, når vi stilles overfor vore muslimske landsmænds eskapader. Så vil de have deres egen jurisdiktion, så vil deres unge dirigere med brandfolk og politi, så bliver de krænkede over ét eller andet og har (endnu) kun voldens reaktionsmåde at gribe til, så vil de have kønsadskillelse både hist og her. Mit råd er, som ofte anført: Lad dog barnet! Lad dem kun te sig som de vil, om de ellers holder sig indenfor lovens rammer! De vil ikke i længden kunne modstå vore værdier, de er nemlig bygget på det, der hører menneskets natur til, sproget, ”Ordet”, debatten, friheden, demokratiet. Og alt det er tusind gange stærkere end deres koran.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til And He Shall Reign …

  1. keh siger:

    Amen!

    Glædelig jul!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.