EU's fredspris

Jeg foretog for nogen tid siden en revselse af Georg Metz fra ”Information”, fordi han benyttede jubilæet for afstemningen om EF den 2. oktober til at hævde, at EU havde bragt fred ind over Europa, se her. Hvis ikke vi havde haft EU, ville de spændinger, som krisen har fremkaldt, især i Sydeuropa, nemt kunne føre til krig, hævdede han. Imod en sådan påstand om EU som en faktor, der har skabt fred i Europa, indvendte jeg, at det mere var den kolde krig og terrorbalancen, end det var EU, der havde fremkaldt fraværet af krig i Europa, og at urolighederne i Sydeuropa var opstået på grund af den europæiske drøm og ikke holdtes i skak af EU, men snarere blev næret af EU.

Siden har EU så fået Nobels fredspris, og så har adskillige røster hævet sig til fordel for Metz’ betragtning. Det gør den dog på ingen måde til en sand betragtning.

F.eks. havde Julie Hassing Nielsen den 21. december en kronik i ”Berlingske”, som hældte lidt malurt i de voldsomt EU-begejstredes bæger, se her. Hun anker nu først over main-stream historieskrivningens tendens til at gøre verdenshistorie til Europahistorie. Hun er sikkert meget yngre end mig, og det er lidt uhyggeligt, at netop denne fejl, denne ”eurocentriske historieundervisning”, som også jeg blev udsat for i gymnasiet, og som jeg siden med megen møje har erkendt som en fejl, den var hun åbenbart også udsat for ikke så få år senere, oven i købet ikke i gymnasiet, men efter hendes eget udsagn på universitetet. Ja, der er i sandhed visse ting, der ændrer sig uhyre langsomt.

Men, siger hun så, når man gør sig fri af denne fejlagtige eurocentriske historieopfattelse, så kan man se, at fredperioden fra 45 og til nu i Europa har meget mere med det at gøre, at magtbalancen blev forskudt bort fra Europa. Hun skriver: ”Til historien om den europæiske fred hører altså også en veldefineret ydre fjende, som identificeres i en global kontekst. Og ydre fjender har det med at sikre intern fred. Et faktum EU intet har med at gøre. Den forklaring er ganske forenelig med ideen om, at EU bragte fred. Men samtidig en forklaring, som sætter spørgsmålstegn ved graden af EUs betydning for fred”.

Og det er jo lige vand på min mølle, ikke sandt. Og så regner den begavede læser med det samme ud, at det selvfølgelig er derfor, jeg skriver dette indlæg, og derfor, jeg citerer netop hende. Godt gættet!

Men det skyldes nu også, at hun har et synspunkt, som ikke kom frem i min tidligere artikel, og som jeg heller ikke har set så tydeligt andre steder. Hun skriver: ”Og hvorfor er det vigtigt at søge andre forklaringer på den europæiske fred? Fordi ideen om en fred forårsaget af EU alene ikke giver et fuldendt historisk billede. Ved at sammenkoble integration med fred postuleres indirekte, at fraværet af integration er en fredstrussel.”

Den tankegang forekommer mig væsentlig. Hvis vi overbetoner EU’s fredsskabende rolle, sådan som jo nobelkomiteen tildeling af fredsprisen til EU opfordrer til, så risikerer vi, at en række integrationstiltag bliver sat i værk med den begrundelse, at de fastholder freden. Ud af en halv historisk sandhed skaber vi en halv sandhed at handle ud fra. Og halve sandheder er halve løgne, og halve løgne er ikke gode at bygge politik på.

I tilfældet her: Allerede nu gør EU det, at kommissionen iværksætter en række tiltag, der skal sammenknytte euro-landene endnu mere, end de allerede er sammenknyttet. Man vil lave en finanspagt, man vil lave et fælles banktilsyn; det vil sige: man vil tvinge alle euro-lande til at være ens og fungére ens. Det i sig selv er højst betænkeligt. Man har et ideal om fremtidens Europa, det ideal får ikke lov at vokse frem af sig selv, nej, det skal med alle kunstens midler tvinges ned over euro-landene. Men når man så af nobelpriskomiteen hører, at EU har været fredsskabende, så ægges man til mere af den slags overstatslig integration. For så må mere EU jo betyde mere fred, sikrere fred, større garanti imod udbrud af krige mellem staterne. Hvilket altsammen er en halv sandhed, dvs.: en halv løgn.

Og at det er en halv løgn, man bygger sin sammensmeltningspolitik på, kan ses af protesterne i Sydeuropa, ikke blot de protester, der viser sig i gaderne, også dem, der viser sig i stemmeafgivelsen. Man vil så gerne gøre det gode, man er sikker på, at man med det, man foretager sig, virkelig også gør det gode. Men ak, folk vildføres af demagogiske kræfter, folk kan ikke forstå, at de er nødt til at gå ned i løn, folk vil ikke finde sig i arbejdsløshedsprocenter oppe i tyverne, selv om det jo altsammen er til deres eget bedste. Mærkeligt!

Derfor er det virkelig på sin plads som Julie Hassing Nielsen at fastslå faren ved en overdreven EU-jubel i anledning af fredsprisen. Det er kun en halv sandhed, at den tættere sammensmeltning af de europæiske lande, som EF og siden EU har gennemført, har sikret freden. Og det er, om ikke ligefrem en løgn, så i hvert fald en højst usikker ting, at euroen og de politikker, den medfører, fører til fred. Foreløbig har det ført til højst ufredelige sociale protester i store dele af Sydeuropa, protester, som er højst forståelige på baggrund af det, regeringerne, tvunget af euro-samarbejdet, har måttet byde sine borgere.

Og hvis man nu spørger: Jamen, hvad så?, så har Søren Hviid Petersen en god kronik i Berlingske den 27. december, se her. Heri hævder han, at vi skal finde en ny myte at bygge det europæiske samarbejde på, og han foreslår, at det kunne være en myte, der fortalte om fordelen ved forskelligheden, så man altså i stedet for at ville gøre alle ens, gav plads til den folkelige forskellighed, der jo vitterlig findes blandt Europas folkeslag. Og Marie Krarup har et indlæg i samme avis fra den 25. december, som hævder, at ”Gud, konge og fædreland” ligger som uerkendte faktorer bag den folkelige tillid, der heldigvis stadig findes her i landet, se her.

Begge de to indlæg kan være med til at bygge et anderledes Europa end det, EU-lederne og den danske elite vil opbygge. Og sådanne alternativer er der virkelig brug for.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Et svar til EU's fredspris

  1. Pingback: EU og freden | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s