Så lang tid kan det tage!

Med disse ord slutter Carsten Jensen sin lange reportage fra et besøg hos den danske koloni i Argentina. Han har af ”Information” fået stillet spalteplads til rådighed for at delagtiggøre os andre i resulterne af sit besøg, i sine iagttagelser og i sine overvejelser. Det er blevet til hele to lange essays, se her, og se her. Interessante, spændende, javist, men desværre også ”krydrede” med de specielle jensenske giftigheder, som han ofte benytter sig af. Så vil man have udbytte af disse essays, hvilket man godt kan få, må man bære over med ham for hans trang til at lade sine egne, noget forkvaklede synspunkter komme til orde. Formår man at si disse ting fra, er der gode ting at hente her og også spændende betragtninger at gøre sig.

Værst i henseende til giftigheder er det første essay. Det er, som om han er løbet lidt tør for gift i essay nummer to. Men man skal nu ikke dèr slappe alt for meget af fra sin si-virksomhed. Han er en lurifaks, den Jensen, og man véd ikke rigtig, hvormange uudsagte ting han vil have os prakket på.

Når jeg tager disse essays frem, skyldes det, at jeg ofte selv har haft lyst til at tage netop de danskere, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til Argentina, frem som et eksempel på, hvor lang tid integration og assimilation kan tage. Sammenligningen synes oplagt: Vi forventer af de mennesker, der indvandrer til vort land i vore dage, at de skal blive integrerede i løbet af ét eller to tiår. Men spørger vi så, hvor lang tid det mon tog de danskere, der indvandrede til Argentina, at blive integrerede i dette spansktalende land, så giver Carsten Jensen svaret. Han slutter sit dobbeltessay med at skrive:

Det er også der, danskerne i Argentina er endt, i omfavnelsen af det nye liv. Det betyder ikke, at de har forrådt eller glemt Danmark, eller at landet, de engang forlod, ikke stadigvæk spiller en rolle for dem.
De har bare fundet hjem efter en rejse, der har varet hundrede år. Og hjem hedder ikke mere Danmark.
Det er deres hilsen til os: Så lang tid kan det tage.

Det er den barske sandhed om danskerne i Argentina. Og det er den barske sandhed om dem, der i vore dage indvandrer til vort land: det tager hundrede år at komme til for alvor at føle det nye land som deres hjem. Den sandhed er det nok værd at skrive sig bag øret. Og det kan Carsten Jensens essays hjælpe med til.

Først skriver nu Carsten Jensen lidt om vort syn på den indvandring, vi har været genstand for. Det skal han lige have afleveret. Og det er da ikke helt forkert:

I Danmark ved vi alt om indvandrere. Vi har prøvet at leve med dem i 40 år, men i vores øjne er der altid noget, der er galt. Indvandrerne kommer med alt for stor en oppakning til at kunne træde ind igennem vores dør, og skønt det meste af deres bagage er usynlig, gør det den ikke mindre uhåndterlig. Se, hvordan de slæber på kufferter fulde af fremmede sprog, afvigende kulturer, religioner og en tyngende historie, som gør dem træge og modvillige. Bedst ville det være, hvis de kunne træde os nøgne i møde, afklædte for alt andet end deres villighed til at arbejde. I stedet må vi hver dag tage dem i skole, aflære dem deres uvaner og befri dem for det handicap, vi anser deres fortid for at være. Det er så fandens besværligt, at vi må stønne højt og utilfredst under sisyfos-arbejdet med at rette op på deres menneskelige mangler, og det er denne stønnen, der har fået navn af indvandrerpolitik.

Det er jo sandt nok. Vi forventede at få nogle gæstearbejdere til landet, der kunne afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som en del arbejdsgivere påstod vi havde. Og til vores overraskelse fik vi hele mennesker, mennesker med en kulturel bagage, som vi ikke sådan uden videre kunne godtage. Man fornemmer nok den jensenske sarkasme: Vi burde have været helt anderledes kulturåbne. Man får lyst til at spørge ham tilbage, om han mon ikke var ligeså naiv som vi andre.

Nuvel, dette med de 100 år til integration er ufattelig lang tid. Men dertil er det jo kun noget, der gælder, hvis det er tilladeligt at foretage en direkte sammenligning. Og det er virkelig et stort spørgsmål, om det går an.

Der er først det at sige dertil, at de mange danskere, der udvandrede til USA og Canada, formentlig blev integrerede eller sågar assimilerede meget hurtigere. Da min kusine, der er en halv snes år ændre end mig, skulle i skole i USA, opdagede hendes forældre, at hun ikke var så god til engelsk. Og så ændrede de deres hjemmesprog fra dansk til engelsk. Det har gjort det vanskeligere at kommunikere med os i det gamle land for min kusine, for hun har næsten glemt sit danske sprog, men til gengæld givet hende en helt anderledes solid ballast i det land, som hendes forældre altså aktivt besluttede skulle være hendes land fremover. 100 år? Nej, så lang tid tog det på ingen måde. Men det var jo i dette tilfælde heller ikke det offentlige, skolen, institutionerne, der tog sig den vanskelige opgave på at lære børnene landets sprog, det var forældrene selv, der frivilligt valgte det nye land til, uanset at de derved på en måde valgte det gamle land fra.

Med danskerne i Argentina var det åbenlyst anderledes. For dèr tog det meget længere tid, inden danskerne blev argentinere. Og derfor er det nok mere på sin plads at drage sammenligninger mellem dem og de muslimer, der kommer til Danmark. Men der er jo også en række forskelle på de to fænomener (jeg nøjes i det følgende med at se på muslimers indvandring i Danmark, for det er den, der volder os flest problemer). Disse forskelle nævner Carsten Jensen nogle stykker af, og det er især i det første essay tydeligt, at han har en del ironiske bemærkninger, han skal have affyret i den forbindelse.

Argentina var et samfund uden centrum, og derfor var der ingen til at stigmatisere de andre som forkerte i sprog, livsstil, kultur eller religion. Argentina havde ikke noget integrationsministerium. Der var ingen Pia Kjærsgaard, intet Argentinsk Folkeparti. Indvandreren havde en grundlæggende ret, som blev tilkendt ham uden ord. Han kunne forblive den, han var. Eller han kunne blive en anden. Beslutningen var hans egen.

Ja, ja, vi kan da godt grine lidt i skægget. Men når Jensen føjer til, at danskerne besluttede at forblive danskere, så er det nok forkert, at der ligefrem var tale om en bevidst beslutning. Det var mere noget, der bare gik sådan. Man holdt sammen med sine folkefæller, som hollændere holdt sammen med hollændere, og englændere sammen med englændere. Og når det tog så lang tid at blive argentinere, hænger det jo sammen med, at der ikke var nogen argentinere i miles omkreds, man kunne blive integreret med. Det kan man jo ikke just sige om de indvandrere, der i vore dage ankommer til Danmark, eller for den sags skyld om de danskere, der udvandrede til USA. Carsten Jensen skriver videre:

De holdt fast i deres sprog, deres tro, deres kirker og præster, deres begravelsesritualer, deres spisevaner. De dannede parallelsamfund. De hentede deres brude i hjemlandet, hvilket på nutidsdansk også kaldes familiesammenføring. Kvinderne lærte aldrig at tale spansk, men ernærede sig af en åndelig føde, der bestod af abonnementer på Familiejournalen og Skive Folkeblad, hvilket i nutidens Danmark ville svare til en parabolantenne indstillet på Al Mustakillah eller Sharjah TV. De sendte deres børn hjem på højskoler, så de kunne lære dansk tradition og historie at kende, hvilket vi dag kalder genopdragelsesrejser. De udstødte dem, der giftede sig med en ikkedansker. De skabte ikke et Danmark langt hjemmefra. De pakkede bare kufferten ud og nøjedes med den medbragte bagage.

Man forstår, at Jensen for enhver pris vil anstille sammenligninger. Men han synes ikke at gøre noget ud af en meget afgørende forskel: Argentina var et land med jomfruelig jord i store mængder; man formelig råbte på mennesker til at bebo den uendelige slette. Danmark i vore dage er et land, der allerede er fuldt beboet; skal der presses nye indbyggere ind, må vi andre rykke tættere sammen.

Og danskerne i Argentina dannede parallelsamfund? Ja, naturligvis gjorde de det, det gjorde jo alle andre folkeslag, der kom dertil. Men de pressede ikke andre ud af deres parallelsamfund, de krævede ikke egne love overholdt i deres parallelsamfund, de lagde ikke hindringer i vejen for det argentinske politi. De krævede ikke, at den førstankomne argentinske befolkning ændrede kulturvaner, de forlangte ikke respekt for deres egne kulturelle vaner, og først og fremmest: de ville ikke ligge den oprindelige befolkning til byrde, de satte en ære i at betale enhver sit, og de arbejdede hårdt for at kunne gøre just det. Men disse forskelle nævnes ikke af Carsten Jensen.

Derimod har han endnu en giftpil, han skal have skudt ind i vort nationale sind. Efter at have fortalt om, hvordan det ikke er lykkedes den danske koloni i Argentina at holde fast på sproget, og efter at have vist, hvordan argentinske skikke har sneget sig ind i koloniens traditioner, skriver han:

Der er en eneste ting, som det ligger uden for menneskelig magt at holde fast i. Det er tiden. Tålmodigt gør den sit arbejde og undergraver selv de mest rodfæstede vaner, også dem, der kalder sig religion og kultur. Danmark – et kongerige i tusind år, står der på turistplakaten. Men så længe holder ingen vane. Ikke engang i 100 år.

Man fornemmer en undertone af skadefryd overfor os, der i tidligere tider med stolthed sang Valdemar Rørdams ”Danmark i tusind år”. Underforstået: ”Ja, ja, tag den nu med ro. Danmark er med garanti noget helt andet om hundrede år”. Og indrømmet, det vil det formentlig under alle omstændigheder være. Og det, vi nationalister kæmper for, er på ingen måde at standse en naturlig udvikling. Det er kun at sætte en stopklods i for en højst unaturlig udvikling, den udvikling, nemlig, som vi ser i fuldt sving i vore ghettoer, en udvikling, hvor flere og flere områder af beboerne bliver gjort til særlige muslimske områder, hvor sharia og ikke danske love gælder.

Lad kun tiden gøre sin gerning, den frygter vi på ingen måde. Hvad vi frygter, er denne økonomisk bestemte migration til vort smørhul af et land, en migration af mennesker med en anden kultur, som ikke holder sig for gode til at tage for sig af alle de retter, vort udmærkede socialvæsen opstiller for indbyggerne, som ikke sætter nogen ære i at klare sig selv, men finder det naturligt, at vi – ikke-muslimer, som vi er – slider og slæber for at kunne give dem en nogenlunde anstændig levestandard, og som tilsyneladende belønner vor gæstfrihed med et had til alt vestligt.

Nå, som sagt bliver Carsten Jensen lidt mildere i tonen i det andet essay. Essayet hedder ”Den indre dansker” og handler blandt andet om danskernes holdning til militærdiktaturet. De fleste stillede sig positivt an overfor det og var på den argentinske side i Falklandskrigen. Bagefter, hvor alle styrets grusomheder kom for en dag, måtte de imidlertid som så mange andre indse deres fejltagelse. I den anledning er det, Carsten Jensen fortæller om Poul Pedersen. Han var leder af en teknisk skole og blev efter militærdiktaturets fald valgt til borgmester. Men han trak sig kort efter, for han kunne ikke udholde de slet skjulte trusler, som det politiske sprog var infiltreret med. Som han selv sagde det: ”danskeren inden i mig gav mig afsmag for den argentinske udgave af politik”. Mærkelig nok, dette bliver af Carsten Jensen fortalt uden mindste sarkasme, man får ligefrem fornemmelsen af, at han er enig med Poul Pedersen i den betragtning. Jeg må hellere skære det ud i pap: Carsten Jensen synes at være af den opfattelse, at vi danskere, vor danske kultur, ”den indre dansker” faktisk har noget at bidrage med i Argentina.

Han fortæller også om noget andet, danskerne har bidraget med. I en lille by, Las Dulces, var det danskerne, der oprettede et forsikringsselskab til at beskytte bønderne mod haglskader og andre ulykker. Selskabet fik ikke blot lokal, men ligefrem national succes, og fem procent af overskuddet skulle gå til almennyttige formål. Og her kommer igen noget ind, som Carsten Jensen uden nogen sarkasme vist betragter som noget specielt dansk: det almennyttige var ikke blot det for danskere almennyttige, men det for alle almennyttige. Så bibliotekerne i byen, idrætshallen, konferencecentret, alt står åbent for alle. En dansk specialitet? Vistnok ikke. Men dog i dette tilfælde inspireret af danskere. Og godkendt af Carsten Jensen, uden at han på nogen måde gør nar af den nationale stolthed, der vækkes i os ved en sådan omtale, ja, man fornemmer endda svagt, at han måske ligefrem deler denne stolthed.

Til sidst: Inspireret af denne usarkastiske påpegning af danske værdier, som gør nytte i Argentina, kunne man rejse det spørgsmål, om tilsvarende vore muslimske indvandrere har tilført vort danske samfund værdier, som kan siges at have beriget os. Når vi nu er i gang med at sammenligne danske indvandrere til Argentina med muslimske ditto til Danmark, så vil det vel være naturligt også at tage det spørgsmål op til overvejelser.

Og jeg må tilstå: Det er mig umådelig svært at finde værdier hos vore muslimske indvandrere, værdier, som vi enten har taget til os eller kan tage til os med fordel. Jeg synes, jeg hele tiden kun får øje på de kulturelle forskelle mellem dem og os, forskelle, der bevirker et kultursammenstød af dimensioner, og dette sammenstød synes der ikke at være nogen ende på.

Og jeg er ret overbevist om, at når jeg ikke kan finde positive værdier hos muslimerne, og når andre også synes ude af stand til det, hænger det sammen med religionen. Den forskel mellem den danske indvandring til Argentina og den muslimske til Danmark gør Carsten Jensen intet ud af. Og det er vel ellers den mest iøjnefaldende og dertil den mest betydningsfulde. Skipper man den, er det ingen sag at være sarkastisk.

Men den forskel er det til gengæld også, der bevirker, at det falder mig naturligt at sige, at integrationen af vore muslimer ikke blot vil tage hundrede år, nej, den vil tage to hundrede år. Hvis denne integration skal lykkes, er det uomgængelig nødvendigt, at de såkaldt moderate muslimer ændrer holdning: de må erkende, at den lov, de kalder guddommelig, shariaen, den kan de ikke rette sig efter 100%, når de bor i et ikke-muslimsk land. Hvordan det skal ske, er endnu uafklaret. Det kan ske derved, at de får shariaen til at fortælle dem, at det er god muslimsk etik at rette sig efter det lands love, man bor i. Det kan også ske derved, at de helt dropper påstanden om, at visse love, der administreres af mennesker, er guddommelige, fordi de erkender, at det i virkeligheden er imamerne, der hersker over dem under dække af, at lovene er guddommelige. Men sålænge de beholder deres religion, islam, i den form, den tilsyneladende har nu, vil de være tilbøjelige til at opstille et skel mellem ”dem” og ”os”. Og så vil blandt andet den integration, der følger af interreligiøse ægteskaber, kun vanskeligt kunne finde sted.

Men alligevel, på trods af Carsten Jensens utilbøjelighed til at se religionen som en faktor, der vanskeliggør muslimers integration: Læs bare de to essays igennem, for der er mange interessante iagttagelser. Og som før nævnt, Carsten Jensen er ikke sarkastisk hele vejen igennem, blot man læser hen over alle giftighederne, kan man godt få noget ud af hans artikler.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Så lang tid kan det tage!

  1. Pingback: To overfladiske bemærkninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.