"Dem og os"

Så fik man opleve det med. I går aftes hørte jeg en muslim tale i en kristen kirke. Usædvanligt, ja, men dog ikke helt uden fortilfæde. Jeg mindes noget, jeg engang læste om forholdene fra korstogstiden i det af de kristne erobrede Jerusalem. En muslim gik ind i kirken for at bede og vendte sig, som muslimer har for skik, mod Mekka. Det forsøgte en nysankommen korsfarer at hindre ham i. Men han blev irettesat af én af de korsfarere, der havde boet i landet lidt længere: ”Vi plejer at respektere hinandens skikke”, belærte han den nysankomne om.

Der har været nogen kritik af, at man lod andre religioners repræsentanter komme til orde ved en kristen nytårsgudstjeneste. Den kritik kan der være noget om ud fra den tanke, at det er yderst vanskeligt for kirken i Danmark at få lov til at hævde, at der altså er forskel på islam og kristendom. De fleste vil jo så gerne være imødekommende overfor de nytilkomne, og hva’ søren, alle religioner er vel i grunden lige tossede, og når kirken så selv tilsyneladende slutter åndelig fred med islam, så kan det vel være hip som hap, om det er den ene eller den anden religion, man tilhører. De mænd, der bliver forelskede i en muslimsk kvinde, så de værsgo må omvende sig til islam, hvis de vil giftes med hende, har da også som regel konverteret uden de store samvittighedskvaler, for de har ikke anet, hvad islam går ud på. Og kirken har ikke hjulpet dem med det spørgsmål. Eller skal vi sige, at det ikke var velset, om kirken hjalp til med at opklare det spørgsmål.

Den kritik vil jeg dog her lade ligge. Heller ikke vil jeg gå ind på den kritik af netop den muslim, som skulle bringe en hilsen fra muslimerne, Naveed Baig, der er blevet fremsat. Man har hævdet, at han for 12 år siden gik ind for dødsstraf for frafaldne muslimer. Selv hævder han, at han blot oversatte, hvad en gæsteimam fra Pakistan sagde. Den anklage har Mogens S. Mogensen tilbagevist på sin blog, se her. Uriasposten.com har fastholdt anklagen, se her, men da de links, der henvises til, er døde, er det mig ikke muligt at afgøre sagen. Så også det vil jeg lade ligge.

Derimod vil jeg tillade mig at gå lidt nærmere ind på, hvad Naveed Baig da sagde i sin nytårshilsen. Han har selv lagt det ind på sin blog her på eftertanke.dk, se her. Specielt vil jeg hæfte mig lidt ved, hvad han sagde om problemet ”dem og os”.

Dog vil jeg først tillade mig at stille mig så forstående an som muligt overfor minoriteters brug af ”dem og os”-tankegangen. Det forekommer mig indlysende, at hvis en minoritet, f.eks. de danske emigranter til Argentina, som jeg omtalte i mit forrige blogindlæg, vil bevare deres særpræg – og det er vel, hvad de fleste forældre ønsker angående deres børn: at de skal videreføre det særpræg, der nu engang er deres – så kan det ikke ske, uden at de fortæller deres børn, hvad forskellen er på ”dem” og ”os”. Det er så at sige en naturlig del af forholdet mellem forældre og børn. Carsten Jensen fortalte så udmærket om det:

»I skolen skulle vi fortælle, hvem vi var,« fortæller Inger. ’Jeg er dansker, svarede jeg.’ ’Nej,’ sagde lærerinden, ’du er argentiner.’ ’Mor,’ sagde jeg, da jeg kom hjem, ’i skolen siger de, at jeg er argentiner.’ ’Nu skal du høre,’ sagde mor og trak mig til side. ’Fordi en hoppe foler i en kostald, er det ikke en kalv, der kommer til verden. Det er stadigvæk et føl.’«

Og han føjer til, at nu, efter 100 år, er hesten blevet til en ko. Men altså ikke uden, at mange i de mellemliggende generationer har følt det inderlig forkert.

Sådan har utvivlsomt mange i den jødiske menighed her i landet følt det forkert, da denne menighed skrumpede ind i begyndelsen af 1900-tallet. De forfølgelser, som jøderne tidligere havde været udsat for, var nu ophørt, jøderne befandt sig i landet som veletablerede borgere. Men forfølgelserne havde blandt meget andet medvirket til at opretholde denne følelse af ”dem og os”, dvs medvirket til at opretholde fornemmelsen hos jøderne om at være noget særligt. Da forfølgelserne var borte, da døren til det danske samfund kom til at stå vidåben, var der ganske mange af jøderne, der gik ind ad den, også i den forstand, at de gik ud af deres jødiske religion og ind i den kristne. Nå, der flyttede så forfulgte jøder til fra Østeuropa, så det jødiske samfund bevaredes i et antal, så man kunne bibeholde sine traditioner. Og så kom krigen, og vi fik den tyske jødeforfølgelse, og det viste sig, at de danske jøder virkelig var blevet en del af samfundet, for vi danskere fandt det naturligt at hjælpe dem over Sundet til en sikker tilværelse i Sverige.

Men det var jo ikke vores skyld, at det jødiske samfund blev decimeret i begyndelsen af 1900-tallet. Vi danske kristne tog det som en selvfølge, at jøderne skulle være ligeberettigede medlemmer af det danske samfund. Vi havde ikke nogen langsigtet strategi om, at hvis vi behandler dem fuldstændig som andre danskere, vil de nok efterhånden give slip på deres jødedom. Det gik bare sådan. Skal vi kalde det en naturlig udvikling, ligeså naturlig som den udvikling, der har ført til, at danskerne i Argentina nu er argentinere?

Men altså: det må vist siges at være 100% nødvendigt for et minoritetssamfund at fastholde visse særpræg, hvis det vil overleve med den særegne kultur, det har. Det gælder danskerne i Argentina, det gælder jøderne i 1800- og 1900-tallet, og det gælder også muslimerne i dag.

Og derfor skal der ikke fra min side lyde nogen bebrejdelse mod hverken Naveed Baig eller Bent Melchior, fordi de ikke aftog deres hovedbeklædning, hvad mænd jo ellers plejer at gøre i en kristen kirke. De må gerne markére deres anderledeshed på den måde. Vi føler det vel godt nok naturligt at tage skoene af, når vi besøger en moské, men der behøver jo ikke være symmetri imellem religionerne.

Igår aftes – eller altså egentlig i nat – sagde Naveed Baig bl. a.:

Alle skal tage ansvar således at det ikke bliver en ’os mod dem’ retorik der får lov at trives som vi må desværre lægge øjne og øre til engang i mellem. Det skal være et stort ”Vi”.

Dette er tilsyneladende en udtalelse, der mest vender sig som en formaning eller ligefrem en anklage mod os kristne danskere. Han siger godt nok ”Alle skal tage ansvar”, men han mener vist ”alle kristne danskere skal tage ansvar”. For der er jo i de muslimske samfund indbygget en række foranstaltninger, der skal sikre, at der bliver forskel på muslimer og ikke-muslimer. De muslimske kvinder bærer tørklæde og bærer det på en bestemt muslimsk måde. Muslimerne spiser ikke svinekød. De drikker ikke alkohol. Og hvis de er meget fromme går de muslimske mænd i særlige klæder og giver ikke hånd til kvinder. Her kunne jeg godt drille Baig lidt og sige, at ”alt dette må vi desværre lægge øjne og øre til”, ”vi”, altså vi kristne danskere. Men det undlader jeg, for jeg indrømmer gerne, at det er naturligt, at muslimerne søger at oprette et skel mellem ”dem” og ”os”, ellers kan de ikke i det lange løb fastholde deres særpræg. Hvad der er unaturligt er kun, at visse danskere og næsten samtlige muslimer lader, som om der ikke er noget skel mellem dem og os.

Og ja, når det drejer sig om disse forholdsvis uskyldige ting, tager vi hans formaning til os og prøver at undgå at gøre forskel på muslimske danskere og kristne danskere. Men der er jo desværre masser af eksempler på, at muslimer bruger en langt mere omfattende ”dem mod os” retorik. Der søges oprettet særlige områder, hvor ikke dansk lov, men sharia tænkes at herske. Respekten for disse særlige områder søges opretholdt med vold. Drengebander eller bander af unge, af og til under ledelse af én eller anden imam, søger at få de muslimske kvinder til at gå med tørklæde, at holde jøder ude, at få de ”menige” muslimer til at løse deres indbyrdes problemer via imamerne, ikke via det danske politi og de danske domstole, at forhindre ambulancer og brandfolk i at udføre deres arbejde.

Den slags går langt udover en acceptabel ”dem og os” retorik. Det er faktisk ganske uacceptabelt. Og de, der udøver uacceptable handlinger, tja, det er altså muslimerne.

Derfor kan det undre ikke så lidt, når Baig uden videre indskrænkning siger:

Som Danmarks største minoritetsreligion har muslimer også en pligt til netop at gøre dette fødeland og hjem til et sikkert, fredeligt og velhavende sted for alle. Det kan der ikke være to meninger om.

Nej, det kan der ikke være to meninger om blandt kristne danskere. Men hvordan kan det være undgået Baigs opmærksomhed, at der vitterlig er to meninger om det blandt hans trosfæller, muslimerne? Den dag, ambulancer kan køre frit ind på alle gader på Nørrebro, i stedet for som nu at skulle vente i op til tyve minutter på, at en tilstrækkelig stor politistyrke kan samles, så de kan rykke ind og yde hjælp uden at skulle angribes af stenkastende unge, den dag kan vi se, at muslimerne føler det som en pligt at ”gøre dette fødeland og hjem til et sikkert, fredeligt og velhavende sted for alle”. Men som det forholder sig nu, virker Baigs ord, som var de talt af én, der ikke har nogensomhelst føling med det, der foregår her i landet. Han citerer H. C. Andersen og siger med ham, at ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Udmærket, men så følg dog lidt med i, hvad der sker rundt om i landet, inklusive i dets ghettoer! Vi danskere kan godt tåle at høre nogle formaninger rettet til os fra en muslim, men hvis vi fornemmer, at der tales udenom virkeligheden, så virker formaningerne uvægerlig modsat hensigten.

Lidt senere siger Naveed Baig:

Derfor må vi sige nej til islamofobi ligesom vi må sige nej til antisemitisme og diskrimination på baggrund af andre faktorer.

Det ”vi”, der må sige nej her, er naturligvis muslimerne. Og det er da glædeligt, at Baig vender sig imod den blandt muslimer florerende antisemitisme – men måske véd han heller ikke, at politiet fraråder jøder at bære deres jødiske kendetegn, kalotten, hvis de går rundt på Nørrebro – og det er også udmærket at vende sig imod alle former for diskrimination, men det er, som om ”vi’et” på baggrund af det sidste forvandler sig til et ”vi”, der kun omfatter de danske myndigheder. Og formaningen om at vende sig imod islamofobi virker også som vendt mod os kristne danskere.

I den forbindelse kan man godt spørge, hvordan det egentlig går til, at så mange muslimer udvikler et had til alt vestligt. Man kunne såmænd ønske, at Baig havde skrevet: vi må sige nej til islamofobi og kristianofobi. For kristianofobi – ja, det er godt nok et nyt ord – er en udmærket betegnelse for det had til den vestlige verden, som gennemsyrer store dele af den muslimske verden, også muslimer herhjemme. Og mens islamofobi i den forstand er en forkert betegnelse, at der i mange tilfælde er tale om en velunderbygget kritik af islam og ikke om en frygt for islam eller et had til islam, så er betegnelsen kristianofobi en meget rammende betegnelse, for hadet mod den vestlige verden er som regel fuldstændig uden rationel begrundelse.

Og så undrer det mig ikke så lidt, at Naveed Baig kan få sig selv til at sige følgende:

Derfor skal mistilliden og frygten italesættes og afkræftes. Det kan gøres med gode naboskaber, danne venskaber, kollegiale fælleskaber og en grundlæggende respekt for det andet menneske. Hvor meget plads kræver rummelighed? Bare det simple med at hilse på hinanden. Det kan vi i det hele taget godt være bedre til i Danmark- på arbejdspladsen, på vejen, i toget og ude i byen. Diapraksis– hvor man handler sammen for samfundets bedste i stedet for at ’bare’ at føre dialog sammen.

Om dette er en formaning til os eller til dem, er lidt svært at gennemskue. Men Baig må vel i det mindste i nogen grad inkludere sine trosfæller i formaningerne. Men hvordan i alverden kan han så tage dette med at hilse på hinanden med ind blandt de formaninger, han giver os? Har han ikke lagt mærke til, at der er muslimske kvinder, der ikke vil give hånd til mænd? Det er muligvis kun ganske få kvinder, det drejer sig om. Men det er til gengæld noget, der er blevet bemærket i den danske debat. Og Baig havde jo rig lejlighed til at fortælle os, at dette ikke er et krav, som sharia stiller – hvis altså sharia ikke stille krav til kvinder om ikke at give hånd til mænd. Men hvis sharia stiller krav om, at kvinder ikke må give hånd til mænd, ligesom den vist stiller krav om, at en muslimsk kvinde, der går forbi en mand på gaden, ikke må se på ham, men skal holde blikket mod jorden, så er det da helt tosset fra muslimsk side at formane til bedre hilseformer, oven i købet under overskriften ”diapraksis”.

Det sidste véd jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med. Baig skriver:

Når vi kommer hinanden ved, så skabes der omsorgsfuld sameksistens. Det er ikke noget der blot er en drøm, håb eller en idealistisk vision. Det må være nærliggende fordi vi ikke kan undvære det. Mennesker har brug for at give omsorg ligesom vi har brug for at modtage det. Ellers kan vi ikke leve optimalt og fuldende vores potentiale som hele mennesker. Omsorg transcenderer religion, kultur og sprog. Alle kender det. Nærvær, kærlighed, barmhjertighed og ømhed for den anden. Det er vejen frem.

Jeg giver ham ret. Der ligger noget i vor natur, der får os til at føle medlidenhed og give omsorg. Vi bliver ikke helt og fuldt mennesker, hvis vi ikke lever i en omsorgsfuld sameksistens. Men er det virkelig sådan, at denne naturgivne omsorgstendens transcenderer religion? Det er jo noget af det, vi undrer os over, når religionen hedder islam, at netop denne religion i så mange tilfælde synes at overtrumfe den naturlige omsorgstendens. De holdende ambulancer på Nørrebro, voldsepisoden på skadestuen i Odense, de mange ”æresdrab” på kvinder, der ikke lever op til familiens krav, det er blot få eksempler. Jeg har også hørt om pakistanske taxachauffører, der af en ægtemand havde fået i opdrag at snuppe den kvinde, der skulle transporteres fra Grevinde Dannerstiftelsen for voldsramte kvinder til f. eks. tandlæge, og i stedet imod hendes vilje køre hende tilbage til den voldelige mand, hun forlod. Her er da denne følelse af omsorgsfuld sameksistens fuldstændig undertrykt.

Men jeg standser her. Det gør forresten Baig også. Summa summarum er, at Naveed Baig forudsætter et komplet virkelighedsfjernt muslimsk samfund her i landet. Det er, som om han hører hjemme på en fjern planet og ikke i Danmark. Eller som om han lever i en beskyttet osteklokke, der ikke lader noget ondt fra virkelighedens verden slippe igennem. Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke.

Hvordan forholder det sig så?

Ja, enten sådan, at Baig har dannet sig sin egen koranfortolkning, formentlig i samarbejde med andre imamer, og blot ikke har haft format eller kraft til at få sine medmuslimer til at gå ind for den.

Eller også forholder det sig sådan, at Baig deler main-stream opfattelsen af sharia, men blot ikke tør nævne shariaens krav, når vi kristne danskere lytter med.

Det ene er vist lige så slemt som det andet. Men er det første tilfældet, ville det da være meget interessant at høre, hvilke koransteder han vender sig imod, eller hvordan han argumenterer imod main-stream opfattelsen. Det hørte vi i hvert fald ikke noget af nytårsaften.

Advertisement