Halvkvædede viser

Når selv ”eksperter” bruger halve sandheder, er den gal.

Forleden var der en økonomisk ekspert, der udtalte sig i Tv-avisen. Det var en bankøkonom fra Aabenraa. Han fortalte meget genkendeligt om nullernes økonomiske optur. Mest vægt lagde han på boligboblen, der brast. Den var skyld i meget, forstod man. Men også lønstigninger større end udlandets fik skyld for, at det hele krakkede. Men da han så blev spurgt om, hvordan man kunne undgå en tilsvarende krise i fremtiden, var det besynderlig nok kun de for høje lønstigninger, han ville gøre noget ved. Boligboblen og de opskruede boligpriser skulle der tilsyneladende ikke gøres noget ved. Og det er egentlig ganske besynderligt.

Man skulle ellers synes, at bankfolk havde brug for at få fokus bort fra den anklage om grådighed, der hænger i luften. Og faktisk er det da ikke særlig svært at forstå, at de banker, der har ydet lån med sikkerhed i overvurderede ejendomme, kommer i bekneb, når de overvurderede prisansættelser nedvurderes. Det så vi i tilfældet ”Fjordbank Mors”. Her var der dog vist blandet nogle energispekulationer med ind i billedet. Så måske tilfældet ”Tønder Bank” er mere renlivet. Her var der stor uenighed mellem bankens lokale ledelse og finanstilsynet om værdien af de ejendomme, der skulle fungére som sikkerhed for en række lån, banken havde ydet. Banken vurderede – ikke overraskende – disse ejendomme til at være mere værd, end finanstilsynet gjorde. Men da det i sådanne tilfælde er finanstilsynets vurdéring, der ”gælder”, måtte banken dreje nøglen om.

Naturligvis må man føje til, at det ikke er til at vide, hvilken vurdéring der er den ”rigtige”. For når der er ”jord” involveret i vurdéringen, kan man ikke vurdére på sædvanlig måde. Normalt har man altid genanskaffelsesværdien at vurdére ud fra. Men ”jord” er der bare, og prisen afhænger af, hvad ”man” er villig til at give for den. Derfor kan prisen pustes umanérlig højt op, når der er tillid til fremtiden, og derfor falder prisen, når den tillid brister. Men hvor meget den falder, det er uvist, det er genstand for en vurdéring, en vurdéring, der altså falder ret forskelligt ud, afhængigt af, hvem der foretager den.

Se, det kunne bankøkonomen have fortalt os. Han fik chancen til at sige, at skal disse boligbobler undgås i fremtiden, kunne vi måske indrette os som svenskerne, der har en slags loft over, hvor meget man må tjene på sin bolig. Det har dæmpet boligpriserne i Sverige. De har derfor ikke haft en boligboble af nær samme størrelse som den danske, og de er derfor kommet bedre gennem krisen end vi er. Hvis han havde gjort opmærksom på det, ville vi i det mindste have en chance for at undgå den megen tale om, at krisen skyldes bankernes grådighed.

Men det turde han ikke sige. For han véd, at al tale om boligbeskatning eller noget, der bare smager af boligbeskatning, er noget, de førende politikere hader. Og så retter man som økonom ind, lader videnskab være videnskab og taler politikerne efter munden. Så synger man en halvkvædet vise, så vi, der hører det, kommer til at stå med håret i postkassen uden at forstå ret meget af det hele. Nå, det skal dog siges til økonomers ros, at vismændene flere gange har anbefalet at øge ejendomsbeskatningen.

Et andet eksempel på halvkvædede viser, hørte vi i statsministerens nytårstale. Hun sagde på den ene side, at ”vi skal bringe Danmark sikkert gennem krisen”. Og den bemærkning lader ane, at hun stadig tænker på den nuværende situation som noget, der dog må høre op engang. Men lige efter sagde hun, at vi skulle forstå, at ”vi er i en ny virkelighed. Nullernes overflod kommer ikke igen”. Og den bemærkning indikerer, at hun er klar over, at vi nu er tilbage i normaltilstanden. Arbejdsløsheden vil fortsætte, sparerunderne vil køre videre, ændringer (læs: nedskæringer) i de offentlige ydelser eller ”reformer”, som det hedder i politikersprog, vil ingen ende tage. Men man havde en tydelig fornemmelse af, at hun ikke indså, at den sidste betragtning annullerer den første.

Socialdemokraterne var imod beskæringen af dagpengeperioden. Alligevel holdt man fast i den, da man var blevet regeringsparti. Og man holdt fast i den med den begrundelse, at der ville opstå mangel på arbejdskraft, når krisen var overstået, og de gode tider kommet igen. Det kan der vel være en vis mening i, men mærkelig nok har socialdemokraterne vendt det døve øre til alle de gode forslag, der kom fra vidt forskellig side – fra Dansk Folkeparti og fra adskillige fagforbund – om dog i det mindste at vente med at gennemføre beskæringen, indtil denne mangel på arbejdskraft rent faktisk viser sig.

Men når det nu forlyder fra hestens egen mund (altså: statsministerens nytårstale), at de gode tider ikke kommer igen, at vi skal vænne os til en ny virkelighed, så kunne man tro, at socialdemokraterne ville annullere beskæringen af dagpengeperioden. For den begrundelse, de havde for at gå med til det, er jo forsvundet med den ny virkelighed, der er oprundet. Det bliver der dog ikke noget af. For i mellemtiden har socialdemokraterne fundet en anden begrundelse, den nemlig, at den korte dagpengeperiode og angsten for at miste sit arbejde får arbejderne til at udvise stor løntilbageholdenhed. Og som et såkaldt ansvarligt parti har socialdemokraterne indset, at vi mister konkurrenceevne, når vore lønninger er så høje, som tilfældet er. Men denne begrundelse er ikke én, man er særlig ivrig efter at offentliggøre. Så hellere en halvkvædet vise om ny virkelighed og ingen overflod som i nullerne.

Men mærkelig nok indebære den nye virkelighed, vi lever i, at Danmark har fået et betalingsbalanceoverskud på over 600 mia kr. Den kendsgerning omgås man dog med en vis varsomhed fra politisk hold. For det lyder jo som en god nyhed midt i alle genvordighederne. Og det er ikke så godt, når man er i gang med at skabe krisebevidsthed. Hvis endelig man omtaler den, forklarer man den med, at danskerne holder på pengene: man vil gerne have lidt på kistebunden, hvis man skulle blive ramt af arbejdsløshed eller andre ulykker. Og så kan man jo lade den forklaring få følge af en opfordring til danskerne om at ”svinge dankortet”, ”øge forbruget” og derved ”sætte gang i hjulene”. Men dels er denne opfordring lidt for diffus. For de hjul, man sætter gang i med sit dankortsvingeri, befinder sig i Kina eller Indien eller til nød i Sverige eller Tyskland, kun for en lille dels vedkommende i Danmark. Så vil man skabe danske arbejdspladser, er det ikke den metode, man skal bruge.

Og dels modvirker man det almene og anbefalede dankortsvingeri med den beskæring af dagpengeperioden, man har foretaget, og med den tendens til løntilbageholdenhed og sågar lønnedgang, man ser udfolde sig. Der er ikke noget at sige til, at folk ikke kaster sig ud i det helt vilde forbrug, når alle råber ”krise” og ”løntilbageholdenhed”, og truslen om arbejdsløshed lurer lige om hjørnet.

Er De forvirret?

Det er der sandelig ikke noget at sige til. Det værste er, at man af og til kan få en fornemmelse af, at det også er meningen. De økonomiske kræfter er ret uoverskuelige. Men det bliver jo ikke bedre af, at politikerne har deres tabuer, som ikke på nogen måde må omtales, at de og eksperterne kun forklarer halvdelen af virkeligheden og at de så langsomt ændrer begrundelse, når virkeligheden ændrer sig, uden dog at fortælle vælgerne det. De halvkvædede viser er ikke nemme at slippe af med.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s