Et Sisyfos-arbejde

Så skal man til det igen. Så er der igen en muslim, der har været ude med noget usandt, beroligende tågesnak. Denne gang på religion.dk. Jeg tænker på artiklen ”Danskhed er ikke lig med kristendom” af Saliha Marie Fetteh, se her. Hun er muslim og dertil ekstern lektor ved Syddansk Universitet. Og det usande består i, at hun lader, som om hendes form for islam er den eneste på markedet. Hvis den var det, så ville sandelig meget se anderledes ud i vore ghettoer, og hvor dansk og muslimsk kultur ellers støder sammen. For de to kulturer støder jo sammen, og det er altså ikke kun danskernes skyld, hvor meget Fetteh end prøver at bilde os ind, at det er os danskere, der er skyld i, at de to kulturer ikke kan leve i fred og fordragelighed sammen med hinanden.

Lad mig give nogle eksempler på, hvordan hun prøver at liste sig bort fra som muslim at være skyld i dårlig integration.

Hun omtaler den ikke altid lige pæne tone i religionsdebatten, men indrømmer, at det kan give stof til eftertanke, og skriver så: ”Ej heller bør vi udelukke dem, vi er skeptiske over for, men huske på, at vi i sidste ende som borgere i dette land er underlagt den samme lovgivning. Kristne, muslimer, ateister og andet godtfolk”. Og ikke sandt, så glæder man sig. For ”vi”, det ser jo her ud til at betyde både kristne, muslimer og ateister. Men man undrer sig jo også lidt. For er der ikke noget om, at muslimer betragter vor lovgivning som kun menneskelig, men deres som guddommelig?

Nuvel, så læser man den næste sætning, og så må man klø sig lidt i nakken. For her står: ”Vi muslimer bør til gengæld måske erkende, at man ikke er muslim først – derefter menneske! For hvis man ikke først og fremmest er et menneske – et humant menneske – så vil jeg påstå, at man ej heller er muslim”. Nu står der pludselig ”til gengæld”, og hvad betyder vel det? Det kan næsten kun betyde, at muslimerne til gengæld for, at vi danskere lader være med at udelukke dem, vi er skeptiske overfor, måske vil erkende, at man er menneske, før man er muslim. Men så tænkes – ubevidst, måske – muslimer altså alligevel ikke at være med blandt det ”vi”, der skulle huske på, at vi alle er underlagt samme lovgivning.

Det skal lyde smukt og beroligende: vi kan alle være med, vi vil alle fred, vi må alle nedbryde fordomme og frygt og mistillid. Og jeg er da på sæt og vis ikke i tvivl om, at Fetteh mener det alvorligt, måske også, at hun ikke forstår den frygt og mistillid, som hun synes, møder hende som muslim. Men det kan altså ikke nytte, at hun henholder sig til sin egen private opfattelse af islam, hun er nødt til at gøre sig klart, at vi andre ikke sådan uden videre regner med, at hendes islam er identisk med main-stream-islam, bare fordi hun siger det.

Læg f.eks. mærke til, at hun er ret forsigtig med udtalelsen om, at man ikke er muslim først – derefter menneske! Der står et lille ”måske” foran, som antyder, at hun godt véd, at sådan ser de fleste muslimer på ingen måde på sagen. Og hun siger jo heller ikke, at ”islam hævder”, at man først skal være menneske, hun nøjes med at sige, at ”hun vil påstå”, at man ikke er muslim, hvis man ikke først er menneske.

At hun prøver at dække sig ind under, at islam kan tolkes på forskellig måde, er igen et forsøg på at krybe udenom. Vi skal, som hun selv, gribes af det tilforladelige, det tillidvækkende, det svar-på-alt-givende ved islam. Ikke sandt, det skaber tryghed, når man véd, hvad man skal gøre i alle dagligdagens situationer. Og så kan man jo bare lade alt det ved islam ligge, som man ikke bryder sig om.

Men nej, det er netop det, man ikke kan. Hvis koranen giver tryghed, fordi den – og den senere sharia-tolkning – giver svar på alle vore spørgsmål, så skyldes det jo, at man tror på, at den er Guds ord. Og Guds ord kan man ikke sådan hugge i stykker efter forgodtbefindende. Guds ord må man tage helt og fuldt. Inklusive det, man ikke bryder sig om. Flerkoneri, f.eks. Undertrykkelse af kristne og jøder, f.eks. Muslimers forrang fremfor ikke-muslimer.

Det er vist en typisk dansk tradition overfor religiøse spørgsmål at tage personlig stilling: ”Jeg mener nu sådan og sådan”. ”Jamen, der står det og det i bibelen”. ”Skidt med det, min mening er den osv., osv”… Den tradition kan ikke overføres til islam. Det nytter f. eks. ikke at hævde, at vi alle er underlagt den samme lov her i landet. Vi er jo ikke underlagt den samme lov, sålænge muslimer påstår at have deres egen lov, som overtrumfer vores fælles, af folketinget vedtagne lov. Der er imamer, der vier piger under 18 år i et specielt muslimsk ægteskab. For det siger shariaen, at man må, og så skidt med, hvad den danske lov siger. Der er kvinder, der ikke kan få deres skilsmisse fra deres muslimske mand anerkendt, selv om skilsmissen er foregået efter alle de regler, der gælder i Danmark; for de kan ikke få nogen imam til at sige god for, at skilsmissen også er gyldig efter muslimsk lov. Og så har de stort besvær med at rejse til islamiske lande, for dèr er man ikke tilfredse med den danske lov, dèr retter man sig efter den muslimske lov.

Det er kendsgerninger. Og hvorfor fortier Felleh dem? Hvorfor lader hun, som om hendes ”danske” islamfortolkning er den eneste? Naturligvis, for at få os danskere til at se skyldige ud, og muslimer til at være uskyldige ofre. Den tendens kan spores hele vejen igennem hendes artikel. Det altomfattende ”vi”, der bruges så tit, er et ”pseudovi”, et ”snydevi”, der kun tilsyneladende omfatter både kristne og muslimer. Straks man undersøger det nærmere, omfatter det kun kristne. Som jeg viste det før med sætningen ”Ej heller bør vi udelukke dem, vi er skeptiske over for”, sådan er det andre steder.

Man kan f.eks. se det til sidst. Her hævder Felleh, at islam naturligvis kan integreres i Danmark. Det tager tid, og det er ikke nemt, ”da vi indgår i dialogen påvirket af vor egen religiøse eller irreligiøse samt kulturelle baggrund, der kan være præget af et forældet kultursyn”. Men spørger man så, om det mon er muslimerne, der har et forældet kultursyn, så viser det næste afsnit, at det er det bestemt ikke. Nej, det er alle os, der kritiserer arrangementer som midnatsgudstjenesten i Christianskirken og nedgør alle dem, der ”på trods af diverse kulturelle og religiøse forskelle gør en ihærdig indsats for at få sameksistensen til at fungere”. Og ja, den forstår vi godt, vi kristne kritikere. Jeg tager den til mig. Det er mig, der har et forældet kultursyn, javist. Men ih, hvor er det dog farisæisk af Felleh således indirekte at fremhæve sig selv som én, der gør en ihærdig indsats for at få sameksistensen til at fungere, i modsætning til sådan én som mig.

Kære Felleh! Du får altså ikke sameksistensen til at fungére med løgn. Og det, du hævder om islam, er forkert. Vi har efterhånden haft islam i så lang tid her i landet, at vi her lært nok om din religion til, at vi kan gennemskue dig. Men bevares, det ville da være langt mere behageligt, om du havde ret i din tolkning af islam, om alle muslimer virkelig bøjede sig for dansk lov og dansk retsorden og dansk politi, om alle imamer virkelig rettede sig efter de danske love og anerkendte, at shariaen var underordnet dansk lov. Så ville vi ikke se flere muslimske ghettoer, hvor dansk lov og ordenshåndhævelse ikke gjaldt, så ville vi ikke høre om vielser af ikke-myndige, så ville vi slippe for, at skadestuer blev angrebet, osv., osv.

Nej, skal vi få sameksistensen til at fungére, må muslimerne gøre, som jøderne gjorde. De kom til landet, glade for at være sluppet for forfølgelser i andre lande, glade ved at kunne være jøde om sabbatten, og dansker til hverdags. Og de prøvede på enhver måde at gå i ét med tapetet, ikke at skille sig ud, at gøre så lidt ulejlighed for os andre som muligt. Og bevares, hvis muslimerne synes, at det er for meget forlangt, så kan mindre vel også gøre det. Men med ghettodannelserne, med påstande om shariaens overhøjhed over de danske love, med alle de særrettigheder, der forlanges, og sidst, men ikke mindst: med alle de forsøg på at neddysse forskellene og gøre alle vanskelighederne til noget, der udelukkende skyldes danskernes forældede kultursyn, med alt det får man altså ikke sameksistensen til at fungére.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Et Sisyfos-arbejde

  1. keh siger:

    Tak, fordi du alligevel gider igen – selv om det er sisyfosarbejde!
    Det er grundigt arbejde og altid tankevækkende.

    Når Eftertanke nu lukker, så håber jeg, at du vil fortsætte det gode arbejde i anden blog-sammenhæng.

    Giv os adressen, hvis/når du opretter ny blog.

    Hilsen
    Karen E.

  2. Morten - - - siger:

    Jeg håber, du desuden vil have ulejlighed med at oprette et arkiv med de gamle indlæg. Det kan gøres på WordPress.com, som vel er blog-verdenens bedste site, hvis jeg må være så fri at komme med et forslag.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s