Ingen danskere blandt de omkomne

Jeg véd ikke, hvordan andre har det, men jeg får et lille stik i hjertet, en fornemmelse af, at der er noget, der vistnok er forkert, når jeg hører nyhedsoplæserne fortæller om én eller anden stor ulykke, og de så – som noget af det første – med en vis tilfredshed i stemmen siger, at der såvidt vides ikke var nogen danskere blandt de omkomne. Jeg véd godt, at det er en naturlig ting at sige sådan, for vi er jo danskere og interesserer os som følge deraf mest for vore landsmænds skæbne, men alligevel! Lettelsen i stemmen, tilfredsheden med at kunne bekendtgøre denne glædelige nyhed blander sig i min hjerne med en fornemmelse af, at vi danskere altså skal underforstå: ”nå, ja, så gør det ikke så meget; når det ”bare” er udlændinge, så er ulykken ikke så stor”.

 

Jeg véd godt, at det ligger langt fra Tv-avisens redaktører og journalister at tænke sådan, det kommer bare af og til til at virke sådan på mig. Jeg véd godt, at vi alle – naturligvis – regner ethvert menneskeliv for lige meget værd, og at vi, midt i at vi sørger på deres vegne, der har mistet deres kære – hvad enten de nu er arabere, indere, englændere eller hvad de er – dog alligevel ganske naturligt tager os mod og kraft til at tænke og altså også høre det sagt åbent af diverse journalister: trods alt var det godt, at der ingen danskere var blandt de omkomne. Vi vil altså både holde fast ved, at ethvert menneskeliv har værdi, lige så stor værdi som ethvert andet menneskes liv, og tillade os at ånde lettet op, når vi får at vide, at der ikke var danskere blandt de omkomne.

 

Kan det lade sig gøre? Er det ikke at blæse og have mel i munden på samme tid?

 

Den samme fornemmelse af, at vi i sådanne situationer først og fremmest tænker på vore landsmænd eller vore næsten-landsmænd, har jeg haft i denne tid, hvor gidseldramaet i Algeriet har udspillet sig.

 

Vi har ikke i vort Tv set billede fra Japan, vi har ikke hørt om, hvor mange gidsler der savnedes dèr. Af alle nationaliteter har vi fra danske mediers side kun interesseret os for, hvordan det gik de norske gidsler, til nød de engelske, men ikke gidslerne fra andre nationer. Somme tider har man indtryk af – ligesom ved andre tilsvarende nødssituationer – at journalister braser ind i redningsmandskabet for at få oplysning om nationaliteten, hvor det dog for redningsarbejderne først og fremmest gælder om at se på gidslerne som mennesker og blot mennesker. Det må virke lidt forstyrrende på nødhjælpsarbejderne, skulle man synes.

 

Er det forkert, at medierne prioriterer på den måde?

 

Nej, det mener jeg ikke. Jeg kan følge dem i deres dispositioner. Det er helt rigtigt, hvad de gør. For det er det, der interesserer os som danskere. Og de skal jo trods al tale om globalisering være medier for os danskere. Og det er sikkert også kun mig, der får den tanke, at de døde gidsler, der ikke er nordmænd eller briter, jo også er mennesker, og at der i deres lande udbryder en lige så stor sorg som i Norge over deres savnede.

 

Men den måde at tackle en sådan situation på, understreger noget væsentligt ved vores tilværelse: Vi er ikke bare globalister ind ad en kant, vi er borgere i Danmark, før vi er verdensborgere.

 

Ja, det er da klart, vil man sige, hvorfor siger du sådan nogle selvfølgeligheder?

 

Det gør jeg, fordi disse selvfølgeligheder er under pres. De er under pres fra EU, som vil udviske nationerne, de er under pres fra menneskerettighedsdomstolen, som opererer med rettigheder, som nationalstaten skal tildele alle, uanset nationalitet, og de er under pres fra den store indvandring, der finder sted fra ikke-europæiske lande, for store dele af den folkelige elite har oparbejdet en tankegang, der forbyder os at interessere os i særlig grad for os selv som danskere.

 

I Sverige er denne globaliseringstankegang gået helt over gevind, og vi må da håbe, at disse tanker forbliver svenske tanker. Centerpartiet hævder f. eks. om indvandring: ”Förett parti som värnar friheten och bygger sina värderingar på alla människors lika rätt och värde finns inget annat logiskt ställningstagande än att man är för en fri invandring.” Og Folkpartiet har denne fremtidsvision: ”Den liberala visionen är att fri rörlighet för individen skall vara en mänsklig fri- och rättighet. Envar skall tillåtas leva och verka där i världen som hon själv vill.” (Se

http://www.di.se/#!/artiklar/2013/1/11/majoritet-av-partierna-ar-for-fri-invandring/

).

 

Fri indvandring? Ja, af det forslag kan det ses, hvordan politikerne derovre helt har sluppet jordforbindelsen. Man tværer tanken om, at alle er lige meget menneske, ud over hele samfundet, uden hensyntagen til situationen eller til den langsigtede virkning. Og det er da sandt nok: Når situationen er den, at du står som redningsarbejder og skal hjælpe i en nødssituation, så er det mennesket og kun mennesket, du ser, og så gælder alle mennesker lige meget, så må den, der har størst behov for hjælp, komme først i køen. Men når du efterfølgende står i den situation, at det menneske, du har plejet, er kommet sig eller er afgået ved døden, så opdager du, at et menneske ikke bare er et menneske, der har det legemlige behov at få sine skudsår plejet, han eller hun er også et væsen, der står i samklang med andre mennesker, ægtefælle, børn, bysbørn, landsmænd, og derfor er det en lige så naturlig ting, at alle disse mennesker, alle disse pårørende, er mere bekymrede end andre, og trænger mere til information end andre.

 

Og så får vi journalister, der bryder ind i redningsarbejdet for at spørge efter nordmænd, så får vi danske medier, der transmitterer meget Stoltenberg, men kun lidt engelsk Tv, det er ganske naturligt, og jeg må se at vænne mig til denne overvægt på det hjemlige eller det nordiske i transmissionerne, for det hører med til det at være menneske.

 

Men det hører ikke med til det naturligt menneskelige at slette grænserne mellem folkene eller at tillade fri indvandring. Dèr har vi med en helt anden situation at gøre, hvor tanken om alle menneskers ligeret gælder ad Wandsbeck til.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Ingen danskere blandt de omkomne

  1. Pingback: Monotribalisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s