David Camerons tale

Det er ærgerligt, at de danske medier ikke læser David Camerons tale ordentligt. Man har hæftet sig ved nogle få udtalelser; dem har vi set i Tv-avisen; og de er blevet kommenteret af diverse politikere, kommentatorer og andet godtfolk. Men det er, som om de danske medier har læst henover det væsentligste i Camerons tale. Den er måske for lang til, at man kan fastholde perspektivet. I hvert fald synes den at være for lang til, at Tv-avisen vil referere den. Det ville nok også tage mere end de to minutter, man mener er maksimum, hvis et Tv-publikum skal holde interessen fanget. Men så væsentlig talen er, var det nu nok værd at prøve. Eller i det mindste at sætte nogle flere ressourcer af til at gå den igennem.

Man kan læse talen her: http://www.number10.gov.uk/news/eu-speech-at-bloomberg/

Ét af de problemer, talen påpeger, er det demokratiske problem. Der er, som Cameron ser det, ikke noget europæisk folk. Det vil sige: vil man have folkestyre eller demokrati, må man have det på nationalt plan. Og synes man, der er for lidt demokrati i EU, må man styrke de nationale parlamenters rolle, der er ingen anden vej. ”Det er de nationale parlamenter, der er og vil være kilden til ægte demokratisk legitimitet og ansvarlighed i EU”.

Det synspunkt står i direkte modsætning til det synspunkt, der indehaves af de centraleuropæiske ledere, mere præcist af euro-zonelandenes ledere. De ønsker stærkere europæisk sammensmeltning af hensyn til finansmarkederne. Siger de. Men i virkeligheden er det af hensyn til det ideal, de har om en fælles valuta. Det vil briterne ikke gå med til. Og de vil bl.a. ikke gå med til det af demokratiske grunde. Det kan ikke være rigtigt, at deres nationale selvbestemmelse skal overgives til ikke folkevalgte bureaukrater i Bruxelles, så kan de være så dygtige, de være vil.

Og det er ikke småting, Cameron vender sig imod. Han ønsker et fleksibelt EU, siger han, og vender sig imod den ”one size fits all”-tankegang, der præger andre lande. Man kan ikke få alle lande til at opnå den samme grad af integration i det store projekt. Og det skal man heller ikke.

Jamen, står der ikke i præamblen, at EU sigter mod et stadig tættere samarbejde?

Muligvis, siger Cameron, men han hævder imod en sådan juratænkning, at hans tanker om fleksibilitet svarer til virkeligheden i dag.

Spørgsmålet er, om de EU’s ledere vil lære af erfaringen, eller de fortsat vil hamre løs på befolkningerne med deres juridiske argumenter fra præamblen.

Helle Thorning har ikke tænkt sig at lære af erfaringen. Hun affærdiger Camerons tale med en bemærkning om, at hvis man melder sig ind i en fodboldklub, kan man ikke pludselig begynde at spille rugby. Eller altså: Briterne har bare at rette ind efter de bestemmelser, de gik ind på, da de meldte sig ind, ellers er det ud af vagten. Det er lidt uvist, om hun tænker tilbage på Danmarks første tid i EF; dengang lod vi, som om det stadig tættere samarbejde, der var omtalt i præamblen, blot var til pynt. Ivar Nørgaard blev irettesat af de gamle EF-medlemmers ledere: sådan skulle det bestemt ikke forstås. Men vi blev trods alt ikke smidt ud; EF-lederne forstod godt, at sådanne bemærkninger var beregnet til den interne danske EF-debat.

Sådan forklarer man forresten også Camerons udtalelser i dag.

Men hvorfor ikke stille det hele lidt anderledes op!

Kan vi virkelig sådan for alvor tro på, at Romtraktatens vise fædre havde gennemtænkt alle fremtidens muligheder, sådan at den kurs, de afstak i præamblen, skulle holdes til evig tid uanset hvad? Det er jo, hvad Helle Thorning forudsætter med sin kritik af Cameron. Skulle vi ikke i stedet reagere på de ikke forudberegnede foreteelser, der har vist sig undervejs, f.eks. den økonomiske krise, vi er løbet ind i?

Cameron afholder sig klogelig fra at stille spørgsmål til eurozonens politikere om det vise i deres fastholden ved euroen. Men det skulle jo ikke afholde os andre fra at gøre det. Altså spørge, om det nu også er den rette medicin for f.eks. det græske samfund med dets store sociale opsplitning at fastholde euroen, spørge, om den enorme ungdomsarbejdsløshed i Spanien nu også bekæmpes bedst med den ”fastkurspolitik”, som bindingen til euroen i virkeligheden er, spørge, om Frankrig med dets vildtflyvende fagforeninger og mange punktstrejker nu også kan smeltes gnidningsfrit sammen med Tyskland med dets helt anderledes organisation af arbejdsgivere og arbejdstagere. Jeg siger udtrykkelig ”smeltes sammen”, for det er det, euroen lægger op til, ja, tvinger til i det lange løb. Er det klogt? Er det ikke en for høj pris at betale for et ideal?

Og læg så mærke til, at Cameron ikke vil have Storbritanien ud af EU. Han vil blot ændre de fælles spilleregler ud fra de erfaringer, han synes, vi har gjort som EU-lande. Han mener oven i købet, at den ændring vil være til fordel for EU i det lange løb.

Har han ikke ret i det?

Det kan godt være, at en sådan fri sammenslutning af suveræne stater i det lange løb vil føre til et samarbejde, der har samme intensitet som det samarbejde, der er forudset i præamblen. Men det må dog være en afgørende forskel, om et sådant samarbejde er vokset frem fra neden, med hvert folks helhjertede tilslutning, eller det er påtvunget befolkningerne fra oven. Det første har dog langt større chance for at holde i længden.

Til sidst: denne artikel har været lidt for længe undervejs. Det har medført, at der efterhånden er kommet flere positive reaktioner på Camerons tale, f.eks. fra Thulesen Dahl, se http://www.danskfolkeparti.dk/Europæerne_har_brug_for_et_fleksibelt_og_levedygtigt_EU.asp og fra Søren Hvid Petersen, se http://www.b.dk/kommentarer/winston-cameron Men det gør vist alligevel ikke artiklen helt uaktuel.

Advertisement