Morsomt – og kærligt!

Så lykkedes det mig endelig at få set ”Det slører stadig”, den satiriske DR-udsendelse, der er lavet af muslimer for muslimer og danskere. Og jeg må indrømme: der er virkelig mange morsomme sketches i den udsendelse. De fire muslimske kvinder, der står for udsendelsen, tager virkelig gas på sig selv og på os danskere, så det er en fryd at se og høre.

Og det bedste ved det er næsten, at det ikke er ondskabsfuld satire. Der dukker i stedet en række kærlige, men måske for mange irriterende spørgsmål op undervejs. Og man kan da godt tænke sig, at en del muslimske hankønsvæsener vil blive så irriterede, at de griber til slående argumenter. På den anden side, der er jo tale om muslimske kvinder, der gør grin med borgermusikken, ikke om danskere, der gør det samme. Og hva’, de muslimer, der ville kunne blive irriteret, ser sikkert ikke dansk fjernsyn, de har jo alle disse hersens paraboler, der kan sætte dem i stand til at følge med i deres hjemlands udsendelser.

Men der bliver virkelig gået til biddet af de muslimske kvinder.

Vi er til stede i en lille seance for muslimske kvinder, der er i ”danomani-afvænning”. Jeg tror nok, de kaldte det ”danomani”, det skulle dække over en sygelig optagethed af danske mænd blandt muslimske kvinder. Hele sceneriet mindede om et møde i AA, anonyme alkoholikere, hvor så den ene, så den anden fortæller, hvor langt de er kommet i afvænningsprocessen. Og når man nu véd, at det ifølge de almindelige muslimske regler er strengt forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en dansk mand, og at de følgelig formodes slet ikke at tænke på danske mænd i de baner, så er det ganske voveligt at fremstille hele fire kvinder, der er blevet angrebet af sygdommen ”danomani”.

Det er høj humor, når den ene fortæller, at hun nu har været ”danomani”-fri i mere end en uge, og når en anden beretter om en stor fristelse, hun var udsat for, fordi der kun var én siddeplads tilbage i bussen, og det ved siden af en dansk mand. Hun satte sig dèr alligevel, og på de andres forargede advarsler undskyldte hun sig med, at det var en gammel og lidet tiltrækkende mand. Ja, sagde en anden af kvinderne, det er det tiltrækkende ved dem, at de er så høflige og imødekommende og dertil fuldstændig ligeglade med deres udseende.

Og så ender det hele naturligvis helt oppe i de skingre humoristiske luftlag. En dansk mand kommer ind, han skal hente noget i et skab, han bøjer sig ned, så hans trøje glider op, bukselinningen sidder lavt, og man kan tydeligt se det øverste af ballerne. Han undskylder høfligt forstyrrelsen og går igen sin vej. Men nu skal den ene muslimske kvinde lige på toilettet, den anden også, den tredie skal ud at ryge, den fjerde forsvinder også, og tilbage sidder terapeuten og ser forvirret ud.

Selvironi, så det klodser!

Men også danskerne får deres sag for. Et dansk tv-hold skal lave en optagelse fra én af ghettoerne; der er 60% muslimer og kun 40% danskere, får vi at vide. Intervieweren er tydeligt forudindtaget, han regner på forhånd med, at der er store spændinger mellem grupperne. Men den ældre dame, han indfanger og interviewer – af hendes tale forstår man kun, at hun ikke er spor bange for at bo her og for at gå ud om aftenen, for resten af, hvad hun siger, siger hun på et så fuldendt ravjysk, at i hvert fald intervieweren ikke forstår et klap og hurtigt vender sig mod den tørklædebærende muslimske kvinde, der på et fejlfrit dansk fortæller, at der ingen problemer er i bebyggelsen. Men, spørger hun så, bliver jeg tekstet? -Ja, du taler jo med en lille smule accent, så vi mente, det var nødvendigt. -Hvad så med hende dèr? siger hun og peger på den jyske dame. Og inden intervieweren får set sig om, er et skænderi i gang mellem de to. Så hvad der ikke var i forvejen: uenighed mellem de to grupper, det opstod hurtigt i kraft af Tv’s tilstedeværelse og klodsede optræden.

Og sjovt nok, det, som alle mulige rare danskere nægter at omtale, ja vælger at se igennem fingre med, hvis vi andre knap så rare danskere siger det: at der er en særlig muslimsk jurisdiktion i de muslimske miljøer, det går vore frække muslimske kvinder ud fra som en selvfølge. I en sketch interviewer én af dem en dansk, kvindelig dommer, og alt, hvad hun fortæller om dansk retspleje, modstiller hun med det, der foregår ”hjemme i blokken”. Hvis den ene skylder den anden nogen penge, så hører vi den danske dommer fortælle om mæglingsforsøg, og om den tid, der går, inden sagen er bragt i orden – sådan cirka 8 måneder. Og intervieweren er næsten lamslået: hjemme i blokken tager det højst et kvarter.

Hvor lang tid tager det så at blive dommer? vil muslimen vide. Og svar får hun: uddannelse til jurist, i venteposition i mange år, indtil man måske endelig kan komme i betragtning til at blive udnævnt. -Ok, hjemme i blokken kan enhver dreng, der er fyldt 15 år, være med til at afsige domme. Måske lidt overdrevet, men morsomt sat op.

Det er også i den forbindelse, vi får en lille vittig misforståelse at lune os ved. -Det er lige ved, at der er en overvægt af kvinder blandt dommerne, siger den venlige dommer. -Ok ja, svarer intervieweren, hjemme i blokken har vi også mange overvægtige kvinder.

Så er det Saudi-Arabiens tur. Alle mulige indskrænkninger er hverdag for kvinder dersteds. Det véd vi. Det tør vi sige åbent. Men det tør vore muslimske landsmænd skam også. De prøver at vise, hvordan en modeopvisning for kvinder foregår i Saudi-Arabien. Alle deltagerne klædt i burka. Samme mørke farve. Ikke meget mode her. Men sjovt nok formår de at gå på catwalken på en måde, så man på trods af burkaens skjulende folder tydeligt kan genkende den særlige ”kvindegang”, modellerne i et europæisk modeshow udviser.

Også de særlige muslimske ægteskabsforestillinger får én på hattepulden. Det sker med en sketch, hvor et tv-hold stiller spørgsmål til en række tilfældige dansker-par på åben gade. Og vore satire-kvinder er ikke bange for at lade spørgsmålene røbe den kulturforskel, der findes på dette område. ‘Har I fået jeres forældres tilladelse til at gifte jer?’ ‘Det er altså ikke et arrangeret ægteskab, I har!’ ‘Må I godt være hinanden utro?’ og et spørgsmål med bid til os danskere: ‘hvornår tænker I på at blive skilt? Jo, for jeg har hørt, at det især er efter det syvende år, at man bliver skilt i Danmark.’ Men også et lidt vovet spørgsmål: ‘Har du slået din kone, hvis hun ikke har gjort, som hun skal?’ Vovet – ja, for koranen giver jo manden tilladelse til at slå sin kone, og nogle imamer anbefaler det i private samtaler. Men mon ikke både kvinderne selv og de eventuelle muslimske kvinder, der ser udsendelsen, er godt tilfredse med mandens svar: ‘Det kunne jeg da aldrig drømme om’.

I sketchen fra Lousiana fangede jeg desværre ikke alle ordene. Men så vidt jeg forstår det, kan man efter smag og behag betragte denne sketch som udtryk for en muslims undren over det, de skøre danskere kan finde på – sætte lort på dåse og sælge det som kunst, f.eks., og som udtryk for en almindelig danskers undren over, hvad en kunstnerisk elite ofrer penge på. Men om man opfatter det på den ene eller den anden måde, sketchen var gennemført med ynde og konsekvens, et kærligt spark til begge parter.

Og så selvironien igen!

Et par muslimske kvinder skal til fest. De gør sig de ihærdigste anstrengelser for at få håret til at sidde, som det skal. De giver det lak, de skubber det op, så det fylder noget mere, og så – naturligvis – inden de drager af, ifører de sig det uundværlige tørklæde, der både skjuler og ødelægger alle de anstrengelser, de har gjort sig forinden.

Var der flere sketches? Det var der sikkert. Men lad dette være nok i min genfortælling! På en måde fik jeg opfrisket noget, jeg fandt ud af for år tilbage, da jeg læste ‘tusind og én nat’: Muslimer kan godt være morsomme. Der ligger hos muslimer, som hos os alle, en lyst til at gøre grin med andre og med sig selv, fortælle sjove historier, bryde alvoren ned, også religionens alvor. Og så var det alligevel overraskende. Ærlig talt, ‘tusind og én nats eventyr’, det er så længe siden. Lever ånden fra disse sprælske historier virkelig endnu? Svaret er ‘ja, det gør den’.

Alt i alt: Det var herlige 25 minutter! Og det lover godt for integrationen.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.